Kære dagbog - os, der fryser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Færdig
Alle tre julekalendere, samlet i én!

22Likes
54Kommentarer
3204Visninger
AA

76. 23. Dec. 2016

23. Dec. 2016

Kære Elins dagbog. 

Lille juleaften! Omg! Hvor har jeg bare set frem til det her. Al julepynten synes at funkle kraftigere i dag. Nisserne på skabet glimter i daggryets lys, og juletræets duft strømmer ud i huset, som milde vandfald. 

Det var overdrevent hyggeligt i går! Og marcipangrisen blev super køn. Med lidt hjælp fra Lulu, blev den lidt nydeligere, end jeg selv kunne have formået at lave den. Den fik et skinnende rødt bånd om halsen og blev flot pakket ind i gennemsigtigt gavepapir. Sådan noget havde min mor nemlig købt med til lejligheden. Haha. Der lå brunkagekrummer udover det hele, da vi var færdige. Sammen med marcipan og nougat dannede de et hullet tæppe på gulvet. Knap så fedt for vores julesokker, men ellers hyggeligt nok. Lidt jule-snavs skal der også være plads til. Desuden smager vores konfekt himmelsk. Det er lidt ligesom små julestjerner, der lyser munden op. Hvis du forstår, hvad jeg mener.

Jeg undlod at fortælle dem om Elias og Simone. Mest fordi jeg ikke ønskede at blande dem ind i mit virvar af uregerlige tanker, men også fordi, det krævede, at jeg sat dem ind i det hele. Hele min december måned. Hvordan Simone pludselig blev fraværende. Hvordan hun græd om natten. Alt hvad jeg har skrevet i dig. De kunne selvfølgelig også bare læse i dig, men det synes jeg ikke er en god idé. Istedet snakkede jeg om sneboldkampe, guitarspilning, musical, filmaftner, natterend og så videre. Ting, der har været helt fantastiske. Jeg savner det helt, når jeg tænker tilbage. Men vi kommer jo igen, når juleferien er ovre. Og det er også dejligt at være hjemme. 

Nu tror jeg, at jeg vil smutte ned efter en skål brunkager. De er næsten allerede sluppet op. Rimeligt vildt, vil jeg sige. Men okay, mor er også ret god til at bage. Vi ses.

... 

 

Simone har lige været her. Hun skrev, om hun måtte komme over, og selvfølgelig måtte hun det. Til at starte ned, vidste jeg ikke, hvorfor pokker det faldt hende ind. Jeg mener, hun bor trods alt omkring en halv time væk, og hun har aldrig været her før. Men da jeg havde skriblet adressen ned til hende, gik det pludselig op for mig. Og jeg fik ret. Helt ærligt, så er jeg godt gal på Elias. 

I netop det sekund, hun kom ind på mit værelse, brød hun sammen. Tårerne syntes ustoppelige, som de trillede ned ad hendes kinder. Ryggen foldede hun sammen i en lettere forvrænget stilling, og hun rystede over det hele. Hun hviskede et eller andet, mens hun sank ned på mit gulvtæppe, med ansigtet begravet i hænderne. Noget der mindede lidt om; "hvad har jeg dog gjort?", men det var kun en svag mumlen. Derfor er jeg ikke sikker. 

Da hendes hulken endelig holdt inde, og hun kunne tale igen, forklarede hun mig, hvad jeg egentlig forventede at høre. Nikolas havde selvfølgelig konfronteret hende med, hvad han havde hørt fra Elias. Så begyndte tårerne at falde igen. 

Jeg nævnte ingenting om, at Elias havde fortalt mig det i forvejen. Jeg regnede med, at det blot ville få tårerne til at trille hurtigere, end de gjorde i forvejen. Hun græd længe. Voldsomt og højrøstet. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre. Stod bare og trippede. Ventede, til hun løftede hovedet fra hænderne og med grødet stemme sagde:

  "Hvad skal jeg dog gøre?"

Først trak jeg bare på skuldrene. Totalt dumt. Men så svarede jeg svagt, at hun burde snakke med Nikolas. Fortælle hvad der skete, men samtidig sige, at hun havde fortrudt det. Derefter se, hvordan han ville reagere. Ikke at jeg nogensinde selv ville kunne tage mig sammen til at gøre sådan, hvis det var mig. Det må jeg alligevel indrømme, Kære dagbog. Sådan noget, har jeg ikke nerver til. Tænk, hvis han slår op med hende? Uf, det gør helt ondt at tænke på, hvor sønderknust hun ville blive. Men jeg tror, at det bedst for alle. Den sidste del nævnte jeg også for hende. At det er bedst for alle. Så flød tårerne ned over hendes hage igen. Hvor gjorde det bare ondt at se på. 

  "Hey, se på mig," sagde jeg.

Det resulterede blot i endnu flere våde dråber. Men hendes blå øjne så, trods alt, direkte ind i mine. 

  "Du bliver nødt til at forklare ham, præcis hvad der er sket.” Da jeg sagde sætningen, overvejede jeg, hvorvidt jeg overhovedet selv havde fået den præcise forklaring. Men det satsede jeg på, "hvis han ser, hvor ked af det du er, kan han for pokker ikke andet end i hvert fald overveje, om han kan leve med det. Det elsker han dig højt nok til. Det ved jeg," 

  "Du kender ham ikke," protesterede hun lavt.

  "Nej, men man kan ikke andet, når det nu er dig.”

  "Det er heller ikke det eneste problem," hviskede hun så og tværede sin mascara længere ind i øjet, "jeg ved jo ikke engang, om jeg kan lide Elias.” 

Der gik lidt, inden jeg svarede:

  "Skal jeg forstå det sådan, at du faktisk godt kan lide Elias? Lidt mere end du burde? Men du kan ikke tage dig sammen til at sige det, fordi det er forkert?” 

  "Hvordan kan du kende mig så godt?" Stemmen var grådkvalt. 

Jeg trak blot på skuldrene og gentog mig selv. Fortalte, at hun burde snakke med Nikolas, for så at lade ham om, hvorvidt han kunne leve med det. Men hun burde også sige, at hun godt kan lide Elias. Og at ‘lide’, måske er et for lille ord. Men at hun er klar til, at gemme følelserne væk, hvis han kan tilgive hende. Faktisk, så lagde jeg bare ordene i munden på hende. Og jeg håber, hun bruger dem. 

Så nikkede hun, og det skæve smil trådte frem på hendes ansigt. 

  "Brunkage?" Jeg rakte min hvide skål mod hende. 

  "Tak, Elin.” Hun lod min arm hænge i luften, mens hun gav mig et kram, "vi ses snart," så smuttede hun hjemad. Uden tårer. Uden brunkage. 

Det var jo ikke meningen, at lillejuleaften skulle ende sådan her. Jeg troede sådan set, at alting var endt nogenlunde. Men det gør det vel også. Jeg kan ikke lade være at bekymre mig. 

Men for pokker! Det er juleaften i morgen. Så nu vil jeg sætte mig ind i stuen med min pebernøddeskål og se på grantræets smukke grene, mens jeg starter lidt julemusik. Så vil jeg ringe til Elias. Mest for at give ham dårlig samvittighed. Ja, jeg ved det godt - elendig veninde. Men han burde virkelig, virkelig ikke have gjort, som han gjorde. Desuden vil jeg også gerne vide, hvorfor han ikke ville have Simone vidste det. Han kunne vel for pokker regne ud, at hun alligevel ville få det at vide. Nå, jeg ved det ikke. Vi ses i morgen! Til juleafteeeen! Iiiih! Jeg glæder miig. 

- Elin. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...