Kære dagbog - os, der fryser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Færdig
Alle tre julekalendere, samlet i én!

22Likes
54Kommentarer
3198Visninger
AA

48. 21. Dec. 2015

21. Dec. 2015

Kære Dagbog. 

Kender du det, hvor du ville ønske, at noget aldrig nogensinde var sket?
Sådan har jeg det lige nu. Det er virkeligt svært ikke at holde tårerne inde bag øjenlågende. Jeg har forsøgt at lukke øjnene, men det hjælper ikke rigtigt. 
Han startede det selv, men det var mig der forværrede det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg er både vred, rastløs og knust. Vi sidder stadig i flyet, og jeg ønsker mig blot forfærdeligt langt væk. 

Jeg havde ikke sagt noget næsten hele flyturen, hvilket Jonas selvfølgelig bemærkede og endte med at sige: 
  "Hey smukke, hvad er der galt?" 
  "Ikke noget," havde jeg sagt, og forsøgt at plastre et smil op på mine læber, men det knækkede, inden jeg fik sat det ordenligt op. Det der skete næst, gjorde det bare endnu værre. 
  "Jo, darling, jeg kan se det på dig," 
Da han sagde ordet 'darling' var jeg lige ved at bukke under, men et hårdt bid i læben, holdt mig fra det. Han så på mig med et medfølende blik, Kære Dagbog. Det gjorde han virkelig. Og det endte med, at jeg knækkede sammen. 
Jeg spurgte ham, hvorfor fanden han skjulte det med Sarah for mig? At jeg havde set beskeden fra i går, og hvorfor han havde inviteret mig med til Paris, hvis han hellere ville have Sarah med? Jeg startede selvfølgelig ikke så hårdt ud, men det varede ikke længe, før de sætninger blev spyttet, i arrigskab og sårbarhed, ud af min mund. Han gik tydeligvis enten i panik eller i chok over de bemærkninger, for han gik med det samme i forsvars-mode
  "Elin, hun forsøger blot at splitte os ad. Og du hoppede lige i fælden! Jeg har aldrig, aldrig. Jeg siger dig, aldrig! skrevet noget lignende søde, darling eller skat til hende. Det var hendes mening, at du skulle se den besked. Selvfølgelig var det det!" 
    "Hvad så med hjerterne, Jonas, hvad så med dem?" Havde jeg råbt i arrigskab. 
    "Elin, jeg gider ærligtalt ikke diskutere det med dig. Du kan se vores beskeder, så kan du se hvordan det i virkeligheden forholder sig," 
 
Det var det sidste han sagde, inden han fiskede sin mobil op af lommen, for at række den mod mig. Men jeg tog ikke imod den. Jeg var for bange for at blive såret, hvis jeg nu så et eller andet, der bare ville forværre det hele hundrede gange. Nu vil jeg ønske, at jeg havde gjort det.

    "Og hvad så med dengang i flettede fingre i Brugsen hva? Ja, jeg var der ikke. Men det var Lulu - du kan godt spare dig det der," havde jeg sagt, og skubbet hans mobil fra mig, så den nær havde forladt hans hånd, for at dale mod jorden. 

Alles øjne var vendt mod os, men jeg var pisse ligeglad. Jeg var rasende og såret. Rejste mig med et ryk og råbte til ham, at han skulle holde sig fra mig. Jeg var efterfølgende gået ned i den anden ende af flyet, for at spørge hvorvidt jeg kunne bytte plads med en af de andre passeger, der selvfølgelig havde hørt hele scenariet, og hurtigt svarede ja. 

Så nu sidder jeg altså her, helt forrest i flyet, med en fremmed ved min side. Hun tør tydeligvis ikke snakke til mig, og sådan har jeg det helt ærligt også bedst. En forfærdelig stor klump strammer i halsen. Og tårerne triller ned af mine kinder. Men jeg har vendt hovedet mod ruden, for at undgå opmærksomhed. Det var ikke meningen, det skulle være sket på den her måde. Men jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med? At han ikke ville flippe ud? Næppe. Det skulle være gjort, imens vi var alene. Efter vi var kommet hjem. Så kunne vi være gået hver til sit, og behøvede ikke snakke med hinanden. Ikke på hotelværelset - stemningen ville blot blive anstrengt. Og da slet ikke i flyet, hvor utallige andre passeger ville kunne overhører det. Hvad tænkte jeg egentlig på? 

Jeg kan mærke endnu en tårer, der triller ned af min kind, Kære Dagbog. Jeg prøver at holde mine hulk inde, det gør jeg virkelig. Men for pokker hvor er det svært. Det skulle ikke have udviklet sig sådan her. 


...


Jeg græd. Nøj, hvor jeg græd. Jeg knugede ham ind til mig. Var bange for at miste ham. 
Ja, det var Jonas jeg knugede og var bange for at miste. Sådan endte vi, knugende om hinanden i Billund lufthavn. Vi sagde ikke noget. Knugede, knugede og knugede blot. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det. For jeg var vred, nøj hvor var jeg vred. Og da han så spurgte, om jeg ikke godt ville tage et kig på deres beskeder, tippede bærret over en gang mere. Og så var resten af hjemturen ligesom ret anstrengt. Jeg var vred, skiftevis skulede og græd. Udefra måtte det have set totalt mærkeligt ud. Humørsvingninger for the win. 

Det lignede faktisk også, at han havde grædt, da han vendte tilbage i kupeen, fra toilettet. Jeg sagde ikke noget. Det var jo kun noget det lignede. Måske havde han slet ikke grædt? Måske var han i virkeligheden glad for, at jeg havde opdaget det, så der ikke længere var noget at skjule? 

Ej, Kære Dagbog, den tanke kan jeg ikke lide. Mit liv er kaos. Farvel. 
- Elin. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...