Kære dagbog - os, der fryser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Færdig
Alle tre julekalendere, samlet i én!

22Likes
54Kommentarer
3152Visninger
AA

72. 19. Dec. 2016

19. Dec. 2016

"Last Christmas I gave you my heart..." 

Kære Elins dagbog. 

Min mave er stadig fyldt til randen. Både af de utroligt mange pebernødder jeg åd i går, men også af den lykke, der lydløst fylder mit blod. Jeg er ret sikker på, at hele Simones og mit værelse emmer af glæde. Mest af alt i den side, hvor min seng står. Simone sover stadig, så jeg ved ikke, hvordan hun har det. Men altså. Det sner igen, og snart skal Peter ud for at skrabe sneen væk endnu engang. Han må sgu blive træt af det på et tidspunkt. Det ville jeg i hvert fald blive. Men det er ikke sneens bløde overflade, som gør mig lykkelig - selvom den selvfølgelig ikke er helt uden betydning. Det er mere tanken om i går, der får hjertet til at svulme op og dunke varme ud i brystet. Jeg kan stadig høre fars latter runge inde bag kraniet, og mors fnis, der fik diverse brunkagekrummer til at styrte ud af hendes mund. Og hvor har jeg bare savnet Lulus stemme og dårlige jokes. OG JONAS' BAMSEKRAM! Holy moly. Jeg var ikke engang klar over, at jeg savnede dem så meget. Men jeg havde virkelig ikke lyst til at slippe i går, da de tøffede hjemad. 

Desværre fik jeg ikke snakket så meget med Simone, Lilli og Elias resten af aftenen. De havde jo også deres egne familier og venner at pludre med. Se, det havde jeg ikke lige overvejet. Utroligt egoistisk, du behøver ikke påpege det! Men det var mega hyggeligt alligevel. Og desuden så kan jeg jo snakke med dem, alt det jeg vil i dag. Bare ærgerligt at de ikke fik snakket med Vibs, Lulu og Jonas. Men fair nok. Det må ske på et andet tidspunkt. 

I dag har jeg aftalt med Simone at tage ned i byen for at købe julegaver. Pludselig gik det op for os, hvor langt bagefter vi egentlig er. Jeg mener, jeg har kun købt fem gaver eller sådan noget. Det er sgu ikke så godt. Men det skal vi have lavet om på i dag. Og forresten, så har jeg også tænkt mig at finde ud af, hvad hende og Elias har fundet ud af. Nysgerrigheden gnaver så meget under huden, at jeg bliver nødt til at knuge hænderne diskret sammen. Bare så Simone ikke opdager det, hvis du skulle være i tvivl. Haha. 

Der er også kun to dage, til at det er tid til at smutte hjem på juleferie. Det bliver ret underligt, så lidt som jeg har været der hjemme. Men jeg tror også, at det bliver utroligt hyggeligt, endelig at være sammen med mor og far! Selvom jeg nok er lidt træt til at starte med. Det kræver bare lidt søvn, og det tager jeg vel ikke skade af. Nu slukkede Simone bruseren, kan jeg høre. Hvilket betyder et farvel herfra. Et ‘farvel’ og et ‘vi ses senere’, selvfølgelig. 

 

... 

 

Jeg er done! Done, done, done, donee! Haha. Jeg troede ikke, det var muligt, at købe så mange julegaver på én dag. Min arme er helt smadret i forsøget på at bære indkøbsposer, og mine bukser er gennemblødte op til læggen af sneen. Og nej, lad være at påpege, at jeg burde have taget overtræksbukser på. Det besvær gider jeg ikke. Vi gik godt nok også længe derude, vil jeg så sige. Men det var skide sjovt. Og mega hyggeligt. Simone er simpelthen bare så elskværdig, når hun er i godt humør. Mere elskværdig end når hendes humør er tabt på gulvet, i hvert fald. Der kom min dårlige samvittighed lige ind. Selvfølgelig er Simone altid elskværdig. Nå. Sidespor. 

Det tæppet af hvid sne gjorde det lettere besværet at bevæge sig fremad. Vi trak store klumper af sne efter os, ind i butikkerne. Men det var vi ikke de eneste, der gjorde. Ikke at det gør det bedre, men altså. Jeg kan stadig mærke, hvordan dem varme te summer nede i maven. Vi drak en hel termokande. Hvilket så resulterede i to utroligt tissetrængende piger - men den varmede ret godt. Teen. Og det gør den sådan set stadig. 

På trods af den ellers gode stemning, kunne jeg ikke dy mig for at spørge, hvordan hendes samtale med Elias endte. Og overraskende nok, så tøvede hun ikke engang med at svare. 

  "Vi har besluttet, at vi lægger det bag os, og lader som om det aldrig er sket," sagde hun. 

  "Hvad mente Elias om det?" 

Hun trak blot på skuldrene og så ned i jorden. 

  "Det ved jeg ikke," 

  "Så det er noget, du har besluttet for jer?" Kunne jeg ikke lade være at spørge. Mest for Elias' skyld. Selvom jeg ikke vil ødelægge noget, så kan jeg ikke glemme, hvad Elias sagde den aften. At han elskede hende. Elsker er et stort ord at bruge, og jeg tror ikke, han havde sagt det, hvis ikke han mente det. Sådan er Elias ikke. Slet ikke. 

Hun tøvede, men sagde så: 

  "Altså, han sagde ikke så meget. Men han mente trods alt, at det nok var det bedste. Og det er det helt klart også, Elin," så stirrede hun advarende på mig, "du skal ikke begynde at få mig til at tvivle, så kan du fandme finde en anden at købe julegaver med. Lad være at blande dig mere," 

Jeg mente det, da jeg sagde "fair nok," og trak på skuldrene. For jeg burde ikke blande mig. Det er jo deres liv. Det er bare så pokkers svært. Jeg holder så meget af dem begge to. 

Dog kunne jeg ikke, for Elias' skyld, lade være at tilføje: 

  "Jeg burde nok ikke sige det her, men drengen holder sgu virkelig af dig," så holdt jeg en hånd op, inden Simone nåede at afbryde. "Jeg skal nok vende rundt, hvis det er det, du vil have, men lad mig lige fortælle dig det her først.” 

Så med stor risiko for, at gøre Simone endnu mere forvirret, og samtidig ikke nå at købe alle mine julegaver, fortalte jeg hende dét, jeg havde undladt at sige den anden aften. Den aften, hvor jeg fortalte, at jeg havde snakket med Elias. At han elskede Simone. Jeg kunne se, hvordan forvirringen strålede som julelys ud af øjnene på hende, men alligevel fastholdt hun den hårde facade. 

  "Det bliver, som det er, Elin.” 

Jeg sukkede, men forstod hende udemærket. Jeg syntes bare, at hun skulle have det at vide. Sorry Elias, sorry. Så mumlede hun til sig selv: 

  "Det skylder jeg trods alt Nikolas.” 

Da hun så havde gået med øjnene vendt mod jorden og skuldrene helt oppe om ørerne i et stykke tid, løftede hun hovedet og smilede skævt til mig. 

  "Alligevel vil jeg godt købe julegaver med dig. Du er ret heldig. Desuden er vi gået forbi legetøjsbutikken, skulle du ikke have noget til din kusine?" 

Så var det, som om hun glemte det. Eller, hun forsøgte i hvert fald. For selvom jeg lod som om, at jeg ikke tænkte på det, kunne jeg ikke lade være at overveje, hvad Elias ville synes om den konklusion. Jeg mener, hvis han virkelig mente det, da han sagde, at han troede han elskede hende, så burde det være en smule svært at acceptere for ham. Men jeg ved det ikke. Jeg behøver jo ikke blande mig. Det er bare så pokkers svært! 

Men alt i alt, så var det faktisk en ret god dag. Vi snakkede trods alt om det, Simone og jeg. Hun lukkede sig ikke inde, som hun plejer, hvilket er et fremskridt. At jeg så inderst inde kan mærke, at jeg  ikke bryder mig om deres konklusion, er noget andet. De kunne bare være så søde! Nej, Elin. Stop. Du ved jo ikke engang, hvem Nikolas er. Lad dem selv klare det. Og lad for Guds skyld være at ødelægge noget! Godt. Hjælp mig lige, hvis jeg pludselig begynder at blande mig lidt for meget. Mere end jeg gør nu. 

Jeg tror, jeg vil skifte bukser nu og gå ned i spisesalen. Der er sådan noget fælles-info-halløj-halløj, fordi at vi skal hjem i morgen eftermiddag. Allesammen. Wow. Faktisk, så glæder jeg mig lidt til at komme hjem. Ikke at her ikke er rart, men det er så længe siden. 

Okay, jeg er ved at komme for sent derned. Pis. Ses. 

 

- Elin. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...