Kære dagbog - os, der fryser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Færdig
Alle tre julekalendere, samlet i én!

22Likes
54Kommentarer
2902Visninger
AA

68. 15. Dec. 2016

15. Dec. 2016

Kære Elins dagbog. 

Sneen driver ned ad ryggen på mig, og mit hår sidder stift i klumper. Jeg er ret sikker på, at mit højre øje er lettere hævet, og at mine tykke strømper med rensdyr på ikke bliver tørre lige foreløbig. Kulden bider mine knogler i stykker og mine hænder er runkne og røde. Alligevel er et stort, fedt smil tværet ud i ansigtet på mig. Elias’ latter drysser som snefnug ned over mit hoved, og har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg elsker sneboldkamp? I tilfælde af at jeg ikke har, ved du det nu. 

Selvom Elias og jeg muligvis har nakket flere meter hvid sne, og formet det til bløde kugler, som vi har tværet ud i hinandens ansigter og ladet løbe ned ad hinandens maver og rygge, så ligger der stadig store bunker af urørt sne udenfor Simones og mit vindue. 

Hun er her ikke lige nu, Simone. Men hun lader til at være i okay humør i dag. Og desuden har jeg bestemt mig for, at jeg vil konfrontere hende med min viden senere i dag. Hvis hun ved, at jeg ved, hvad der foregår, kan det være, at hun vil fortælle lidt mere. Dog kan jeg ikke helt glemme, hvordan hun med gråd i stemmen fortalte, at hun var bange for sig selv, den nat. Hvad mente hun med det? Ligger der mere bag, end det med Elias? Jeg ved det ikke. 

Nu vil jeg i hvert fald drikke resterne af den kaffe, som Elias har lavet til mig, og øve mig lidt mere på vores hjemmelavede julesange. Tonerne fra hans guitar strømmer ind i mine fingre og giver mig lyst til at spille med ham. Også selvom han rammer skævt engang imellem. Så det tror jeg, jeg vil gøre. 

... 

 

Simone er gået ind for at finde Elias. Måske kan de sammen finde ud af en løsning? Det er i hvert fald det, jeg håber på, når nu at jeg så gerne vil hjælpe. Et eller sted er det egentlig totalt åndssvagt. Jeg mener, det har jo ikke noget at gøre med mig, hvad der foregår i deres liv. Ikke i princippet i hvert fald. Men jeg kan ikke lade være at bekymre mig, og sådan er jeg bare. Det må du leve med. Desuden har du nok efterhånden fundet ud af, hvor lidt der skal til, før noget går mig på. Haha. 

Det gik forholdsvis okay. At snakke med Simone, mener jeg. Igen er jeg faktisk ret lettet. Og jeg håber virkelig, at de finder ud af det, de to. Jeg nævnte for Simone, at jeg havde snakket med Elias. Først så hun utroligt forskrækket ud. Hun rystede febrilsk på hovedet, så hendes slangekrøller fladt ned over skuldrene. Men da jeg så begyndte at fortælle om, hvad han havde sagt, blødte det forskrækkede ansigt op. Jeg nævnte dog ikke, at han havde sagt, han troede han elskede hende. Jeg gik ud fra, at det blot ville forvirre hende endnu mere. Dog gemte hun ansigtet i hænderne for en stund, mens hun lettere grådkvalt sagde; 

  "Jeg troede aldrig, at jeg ville kunne tillade mig selv at gøre sådan noget.”

Jeg sendte hende et opmuntrende smil, velvidende at hun ikke kunne se det. Så løftede hun ansigtet fra hænderne og så med blanke øjne på mig. 

  "Hvad sker der med mig, Elin?"

  "Du lever, Simone. Du lever.” Jeg holdt en kort pause. "Livet er ikke altid det mest medgørlige. Tro mig," 

Så rystede hun opgivende på hovedet og sukkede. 

  "Jeg er bange," var det næste, hun sagde. Og det var som om, at det gav et gib i mig. 

  "Hvad er du bange for, Simone?" 

  "Mig selv. Hvordan kan jeg dog få mig selv til at gøre sådan noget mod Nikolas? Jeg elsker ham jo, gør jeg ikke?" Igen lagde hun hovedet i hænderne. 

Faktisk, har hun aldrig nævnt, hvad hendes kæreste hedder før, men jeg går ud fra, at det er ham, der er Nikolas. 

  "Ting sker," var det eneste, jeg svarede. 

  "Men hvad, hvis han finder ud af det? Han bliver sønderknust. Og rasende!" Hun lød lettere panisk da hun sagde det, "jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Elin," 

  "Hvordan skulle Nikolas finde ud af det?" 

Hjertet hamrede i brystet, mens jeg betragtede, hvordan hun løftede hovedet for at se på mig med tårer ned ad kinderne. 

Så fortalte hun mig, hvordan Elias og Nikolas er barndomsvenner. Men at Simone aldrig havde mødt Elias før, hun kom hertil, kun hørt om ham, fordi at de to venner bor i hver sin ende af landet. Hvordan hun er hunderæd for, at Elias ikke kan holde ud at gå med sin skyldfølelse og fortæller det til hendes kæreste. Hvordan hun pludselig er i tvivl om, om hun kan være bekendt stadig at være kærester med Nikolas og kan hun overhovedet lide Elias? Derefter opfordrede jeg hende til at snakke med ham, Elias. Hvilket er, hvad hun er gået for at gøre nu.  

Jeg håber virkelig, de finder ud af noget. Helt ærligt, så synes jeg, at de to kunne være verdens sødeste par! Elias og Simone. Men jeg vil ikke ødelægge noget. Desuden har Simone også bare virket så glad, de få gange hun har snakket om Nikolas. Jeg vil ikke blande mig i, hvad de finder ud af. Jeg kan bare ikke holde ud at de er triste eller vrede. Men jeg føler mig ret lettet lige nu. Nu håber jeg bare, at der ikke ligger noget mere bag. 

Men jeg er ret træt nu, så vi ses i morgen. Hej hej. 

- Elin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...