Kære dagbog - os, der fryser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Færdig
Alle tre julekalendere, samlet i én!

22Likes
54Kommentarer
2872Visninger
AA

66. 13. Dec. 2016

13. Dec. 2016

Kære dagbog. 

"Nu bææres lyset frem, stolt på din krone, rundt oooom i hus og hjem, sangen skal toone," 

I dag er det Lucia, hvilket du nok udemærket er klar over. Og her på skolen vækker pigerne drengene ved at gå rundt på alle værelserne i et langt optog med levende lys i hånden. Vi øvede os før december - det er derfor, du ikke har hørt noget om det. Drengene vidste intet, og en del blev ret gnavne ved at vågne op med næsten alle skolens piger stående ude på gangen. Tilsidst endte de dog med at synes, det var ret hyggeligt, at flammerne lyste gangen op, der før var henlagt i mørke. Derefter gik vi allesammen sammen ned for at spise morgenmad. Elias var ret sød. Faktisk var han en af de eneste, der ikke himlede med øjnene til at starte med. Og jeg er ret sikker på, at han var den eneste, der begyndte at synge med. Hahah. Årh altså. Nogle gang er han altså lidt spøjs. Men igen? Hvis der var noget galt med Elias, som Lilli hentydede til, ville han så opføre sig sådan? I really dont know. Jeg tror at jeg vil prøve at snakke med ham senere. 

I hvert fald var det ret hyggeligt at gå luciaoptog. På trods af at jeg kom til at brænde hul i den hvide kjole (eller, det var nærmere et stykke hvidt stof, men okay), og at det var utroligt tæt på, at Lilli, som gik bag mig, var ved at sætte ild til mit hår. Heldigvis skete det ikke, og optoget endte ret godt, synes jeg.

"Nu på Lucia-dag, hilser vort vennelag. Santa Lucia. Santaa Luciiaa," 

 

...

 

Wow, Kære dagbog. Har du lagt mærke til, hvor god jeg efterhånden er blevet til at tage intiativ? Ahah. Jeg har lige snakket med Elias. Han er heldigvis mere åben end Simone. Ellers tror jeg, mit hjerte var skrumpet ind til en brunkage, eller sådan noget. Og faktisk er jeg ret lettet. Nu ved jeg da lidt af, hvad det er, der foregår. Dog ved jeg ikke helt, hvad det er meningen, at jeg skal tænke. For det var slet ikke, som jeg havde forestillet mig det. Heldigvis knap så alvorligt, men det lader til, at det går Simone lidt for meget på. Men nu hvor jeg ved lidt af, hvad det er, kan jeg måske for en gangs skyld hjælpe. Det håber jeg i hvert fald. 

Åbenbart så skete der lidt mere, til den der filmaften i starten af december måned, hvis du husker? Det var ikke kun film, der blev set, dårlig nattesøvn og fødder der blev sparket ind i andre menneskers maver. Eller jo, for mit vedkommende, men hverken for Elias' eller Simones. Jeg kunne se, hvordan Elias sank utallige klumper, da han fortalte, hvordan vi allesammen var faldet i søvn, lige på nær ham og Simone. Og hvis jeg nu undlader at fortælle om, hvordan hans øjne blev ved med at flakke, og dropper den lange pause han lavede, før han sagde det, så kan jeg fortælle dig, at de to kyssede. 

Og kan du godt huske, at jeg har fortalt dig, at Simone altså har en kæreste derhjemme? Mit hjerte sprang et slag over, da han sagde det. Faktisk var jeg ikke engang klar over, at han og Simone snakkede sammen på det tidspunkt. Og da jeg troede, at han havde forklaret alt, sagde han, at det ikke var første gang, at det var sket. Heller ikke den sidste. Og nej, nu skal du for pokker ikke gå her og tro, at både Elias og Simone er dumme oven i hovedet, og at de burde tænke sig en smule bedre om. Du behøver ikke engang at få ondt af Simones kæreste, for ham ved du ikke, hvem er. Og det gør jeg sådan set heller ikke. Og hvor dumt det end lyder, så føler mit hjerte med Elias. Han sagde grådkvalt, at han simpelthen ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Og at skyldfølelsen stak i brystet, selvom at han forsøgte at lade juleglæden omfavne knoglerne. Forgæves, sagde han gentagende gange derefter. 

Han så totalt frustreret ud, da han slog sig utålmodigt på låret. De mørke øjne flakkede lettere panisk rundt i rummet. Og da de landede på mig, så jeg, hvordan skyldfølelsen strålede ud af ham. 

Jeg kan tydeligt huske, hvordan han grådkvalt sagde; 

  "Jeg har virkelig forsøgt at glemme det, og lade som om, at det ikke skete, som vi blev enige om. Men jeg tror.." den pause han holdte herimellem, varede nok et halvt minut, hvor han blot sad og stirrede hjælpeløst på mig, "jeg tror, at jeg elsker hende.” 

Elsker er et stærkt ord, havde jeg så sagt. Men jeg kan stadig ikke glemme alvoren i hans varme øjne. 

Og nu hvor jeg sidder her, kommer jeg pludselig i tanke om noget. Kan du huske den nat Simone forsvandt? Hvordan jeg mødte Elias, da jeg hentede en spand for at gøre rent? Kan du huske, jeg nævnte, at han så forvirret ud, men blot satte et smil op. Jeg spekulerer pludselig på, hvorvidt Simone havde tilbragt natten hos Elias? Men hvad så med hans roomies? Ej, Kære dagbog. Det virker lidt for dumt og risikabelt. Men så alligevel? Måske? Jeg ved det virkelig ikke. Selvom jeg er lettet, er jeg også forvirret. Jeg må finde Simone på et tidspunkt. Men ikke lige nu. Jeg kan ikke magte mere snak i mit hoved, og mørket er også ved at falde på derude. Sneen er holdt inde. Desværre. Men der ligger alligevel godt en meter derude, så jeg tror jeg kan leve med det. 

Vi ses i morgen, Kære dagbog. 

- Elin. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...