Kære dagbog - os, der fryser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Færdig
Alle tre julekalendere, samlet i én!

22Likes
54Kommentarer
2837Visninger
AA

64. 11. Dec. 2016

11. Dec. 2016

 

Kære, Kære Elins Dagbog. 

Klokken er nu lidt over to. Om natten. Igen. Søvn og jeg er ikke just de bedste venner for tiden. Denne gang sidder jeg dog oppe af lidt andre, og en smule forskruede årsager. Simone. Bare ved, at jeg nævner hendes navn, kan du vel regne ud, at det hele er lidt forvirrende. Jeg holder virkelig af hende, og vil bare så pokkers gerne hjælpe. Derfor føltes det også lidt som om, at hun hev hjertet ud af brystet på mig, da hun i nat vækkede mig med tårerne strømmende som floder ned over kinderne. Alligevel var jeg ret sikker på, at det var der - hjertet, for det pumpede uregerligt og ude af takt, da jeg hørte hendes stemme. Den måde hun hviskede 'hjælp' på fik det til at krible ned langs ryggen. Stemmen var rusten og næsten uhørlig, alligevel føltes det, som om den stod klokkerent i værelset. Hun rystede over det hele. Og da jeg rakte ud for at røre hendes arm, stak hårene i mine fingre, og da jeg fjernede dem igen, dryppede koldsveden fra dem. 

Det var lettere besværet, at jeg fik sat mig op og set hende i øjnene. Tilsidst lykkedes det. At få øjenkontakt. På trods af, at hun ellers var ret undvigende - før jeg holdt hendes hoved med fingerspidserne. 

Til at starte med, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle sige. Da Simone endnu engang grådkvalt hviskede 'hjælp', var det eneste, jeg hviskede tilbage: 

  "Hjælp?" Mere som et spørgsmål end en gentagelse. 

Det viste sig dog at komme efterhånden, det med snakken.

  "Jeg er bange," var det næste, hun sagde. Hendes stemme knækkede over, inden hun overhovedet nåede at sige sætningen til ende. 

  "Bange for hvad?" forsøgte jeg mig. Klumpen i halsen voksede sig større sekund for sekund. Jo længere tid hun blot sad og betragtede mig med vand glidende ned ad kinderne, jo utålmodigere blev jeg. Hvad pokker var hun bange for? 

Først rystede hun på hovedet. Så voldsomt at det så ud, som om hun havde fortrudt, at hun overhovedet havde vækket mig. Men så sagde hun med svag stemme: 

  "Det er egentlig totalt åndssvagt," et skævt smil formede sig på hendes læber, da hun lænede baghovedet mod væggen bag hende. Smilet forvandlede sig dog hurtigt til en forvrænget grimasse, og endnu flere tårer styrtede ned over hagen. 

  "Det tror jeg næppe," jeg holdt en kort pause, "ikke sådan som du reagerer," 

Igen rystede hun på hovedet. Hun gav sig til at prikke utålmodigt med fingrene på dynen over mig. 

  "Det ved du ikke noget om," var det eneste hun sagde og så væk. 

  "Så fortæl," jeg forsøgte mig med en blid stemme, men den hysteriske klang inde bag ved, var ikke til at tage fejl af. 

  "Jeg er bange," sagde hun så igen. 

Så en kort pause. Ingen sagde noget, og kun vores hektiske åndedrag kunne høres i værelset. 

  "Jeg er bange for mig selv," hendes stemme var så svag, at jeg først blev i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet havde sagt det. 

Men tårerne, der nu synes ustoppelige, understregede ordene. Og mens mit hjerte satte farten op, og blev til en panisk dunken, forsøgte jeg at lægge en hånd på hendes skulder. 

  "Rør mig ikke," det var næsten en bøn, der febrilsk blev kastet ud i rummet, mens hun rystede min hånd af sig. 

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik. Vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det endte dog med at jeg besluttede mig for, at spørge igen. Konkluderede, at uanset hvor meget jeg ville ønske at jeg kunne knuge hende ind til mig, så ville det være bedst at lade være. For hendes skyld. 

  "Hvorfor er du bange for dig selv?"

Endnu engang rystede hun på sit hoved, så det blonde hår snoede sig om skuldrene. 

  "Jeg... Jeg tror jeg vil være i bedre stand til det i morgen," så sendte hun mig et halvhjertet smil, og luntede over i sin egen seng. 

Her sidder jeg så tilbage. Totalt forvirret og samtidig ret bange. Men det var rart at komme ud med, så jeg ikke behøver at gå rundt med de summende tanker alt for længe. Så kan jeg bare ikke sove. Det er nu alligevel ret rart med sådan en som dig, hvor man kan aflaste sit hoved bare en lille smule. Nej, Kære dagbog. Jeg kan umuligt huske alt dette helt korrekt. Men det er, som om erindringen sidder printet på min hjerne. Derfor er jeg ret sikker på, at jeg er så tæt på virkelighedens historie som muligt. Nu vil jeg lægge mig til at sove. 

...

 

Okay, på trods af alt: glædelig tredje søndag i advent. Jeg har lige tændt det tredje lys i adventskransen ude i opholdsstuen i et forsøg på at lade en del af juleglæden strømme ind i mit sind. Jeg ville være taknemlig, hvis blot en lille smule jul ville finde plads i mit indre. Bare en lille smule. En bitte, mini smule måske? Men det er som om jeg er lidt for træt til at lade det ske. Mit hoved summer stadig, og helt ærligt så ligger mit humør og skvulper på bunden. Helt nede i fødderne, faktisk. 

Alligevel er jeg lettet. Nu ved jeg da lidt om, hvad der foregår. Men ikke rigtigt nok til, at jeg føler mig afklaret. Og helt ærligt, så er jeg også ret skræmt. Jeg kan ikke lade være at lade tanken falde på, at Simone måske har gjort noget tåbeligt og yderst dumt, siden hun er bange for sig selv. Noget med alvorlige konsekvenser. Åh nej. Jeg kan mærke, hvordan min mave trækker sig sammen til en hård knude. 

Jeg tror at jeg vil lave lidt lakrids-te og smutte ned under dynen igen. Så vil jeg pille en mandarin og proppe et par høretelefoner i ørerne med lidt julemusik. Så kan mit humør forhåbenligt komme op til overfladen igen. Måske kan jeg glemme det hele i et par minutter eller ti. Det kunne være rart. 

Vi ses i morgen. Jeg tror ikke jeg kan overskue at skrive mere i dig i dag. Medmindre noget vigtigt melder sig på banen. Måske ses vi senere. I hvert fald, så ses vi i morgen. Knus. 

- Elin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...