Code: 0308 » h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Caitlin Chance. En stræbsom, men uskyldig pige, som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. En nat, hvor hendes veninder har taget hende med i byen, får hun sit største ønske opfyldt. Caitlin møder nemlig Harry Styles. Hendes veninder plager hende om at snakke med ham, og til sidst, efter overtagelse, prøver Caitlin at snakke med ham. Men det skulle hun aldrig have gjort. Harry er ubehøvlet og Caitlin bliver ydmyget og gjort grin med foran alle. Men det finder hun sig ikke i. Dagen efter har hun sat sig for at gøre det samme mod ham. Harry skal klemmes som en lus mellem neglene. Hendes største idol skal ydmyges og fortryde det han gjorde mod hende. Og det er Caitlin sikker på han kommer til. Det eneste hun bare mangler er hans telefon. Når hun har fået fat i den, kommer det til at gå som en leg - eller gør det?

124Likes
71Kommentarer
15211Visninger
AA

6. Up, up, up

5

 

Jeg havde to følelser, omkring det at skulle kysse Niall, som gjorde så meget kontrast, at de kunne kalde sig sort og hvid. På den ene side følte jeg, at jeg kunne drille ham lidt ved ikke at gøre det. Vise ham, at jeg var lidt kostbar. Men så alligevel havde jeg den her usikre følelse indeni mig, som sagde, at jeg bare ikke kunne det her, at jeg ikke var parat.

“Jeg kan ikke,” gav jeg op, hvor det eneste der var imellem os var en millimeter og luft. Jeg trak mig langsomt tilbage, mens mit blik var faldet ned og usikkerheden endnu var blevet større. “Er du sikker på, at du ikke har noget med Harry, Caitlin?” Lyden fra hans stemme fik mig til at kigge op, ind i hans klare øjne. Jeg kunne ikke holde ud, at se på ham og føle, at han troede, at jeg løj. Det eneste jeg skulle med Harry var, at ødelægge ham. Jeg skulle ikke holde af ham, kysse ham eller værre; blive forelsket i ham. Men det vidste Niall jo ikke noget om - skulle heller ikke. Jeg tog en dyb indånding, “hvis jeg havde noget med ham, ville jeg så gøre det her?” Uden tøven lænede jeg mig for anden gang mod Niall, men denne gang med resultat. Hans læber mod mine var som blød honning og varm te og ikke lang tid gik der før et smil blev bragt frem på begge vores munde.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så kom der ingen fyrværkeri. Selvom det var noget som jeg havde gået og drømt om i så mange år, så skete der ingenting i min mave. Alt hvad der kunne føles, var Nialls dunbløde læber, der mod mine føltes fantastisk. Men ingen fyrværkeri. Et stort smil udviklede sig dog, efter jeg havde trukket mig og Nialls øjne skinnede med et helt nyt liv.

Havde han følt fyrværkeri?


 

***


 

Gab.

Der var nogle ulemper ved at bo et stykke væk fra London. Lige nu var ulempen, at jeg skulle en del tidligere op, fordi jeg både skulle nå i bad, gøre mig klar, få noget mad og så var der jo også lige turen i den kolde bus, som skulle hjælpe mig på vej ind til London. Og alt sammen tilsammen gav en meget træt Caitlin. At jeg måske skulle have tænkt på, at gå lidt tidligere i seng i går ville have været smart, men helt uventet havde Niall skrevet hej til mig, da jeg skulle til at lukke øjnene. Efterfølgende var det så blevet til en hyggelig snak, som endte langt ud på natten. Så i realiteten burde jeg give Niall skylden for, at jeg ikke gik i seng tidligere, og det lille blåmærke, som jeg fint havde fået i panden, ja,  det burde jeg også give ham skylden for. Men Niall var sød. Efter vores kys havde hans øjne lyst på en hel ny måde, og oven i købet  så skar han den kage ud, som jeg på vej til at tage, inden jeg slog hovedet ind i den skide skabslåge...

Med traskende skridt ned ad trappen, gjorde jeg hele huset opmærksom på, at jeg for én gang skyld var stået op, så jeg kunne få noget ud af min dag. Det var nemlig i dag, hvor jeg skulle være sammen med Harry. Forventninger havde jeg ingen af, men hvor jeg dog inderligt håbede på, at kunne tage hans telefon fra ham uden at han opdagede det. Hvis jeg ikke fik den i dag, så vidste jeg virkelig ikke hvordan jeg ellers skulle få fat i den. Måske ville det så ende med, at jeg skulle spørge ham om, om vi ikke kunne ses igen en eller anden dag i nærmeste fremtid. Det håbede jeg virkelig ikke ville komme til at ske - mest af alt fordi jeg gerne ville begynde på min hævn. Syren af hævn indeni mig boblede, som vand der koger over.

“Caty?” Jeg så over mod min bror, som frisk sad foran hans havregryn. “Dig havde jeg sgu ikke troet, at se på denne tid,” grinede han, så jeg vendte øjne. Træt lod jeg mig dumpe ned på stolen overfor ham. “Hvorfor så tidlig oppe, søs?” Et gab forlod min mund, inden jeg rakte ud efter en rød skål. Jeg var 120 sikker på, at jeg ikke skulle fortælle Dylan, at min tidlige tilstedeværelse var fordi jeg skulle mødes med Harry. Han ville for det første spørge ind til Harry, han ville nok også drille mig og sige at det bare var noget, som jeg havde fundet på, men nok det mest indlysende han ville gøre, ville være at forbyde mig i at tage afsted. Som tidligere sagt, så var Dylan inde i hans overbeskyttende bror periode, hvilket jeg på mange områder hadede, men også elskede, da det viste at han holdt af mig.

“Der er noget udsalg i London, og Steph mente det var en god idé til at jeg kunne komme ud,” mumlede jeg, med munden halvt fyldt op med cornflakes. “Du er så charmerende om morgen… Nå, men det lyder da hyggelig. Det kan godt være jeg også tager et smut til London lidt senere med Scott og Harry.” Scott og Harry var, som du måske/måske ikke kunne regne ud; min brors to bedste venner, som jeg efterhånden kendte en del til og om. Når De var hjemme hos os, som de så var tit, skulle de altid spille FIFA, hvilket jeg i sidste ende altid blev en del af, fordi jeg altid brokkede mig over deres larmen. Så når jeg havde stået og forklaret dem, som altid, hvor larmende og irriterende de var, så blev jeg altid spurgt om jeg ikke ville spille, som jeg selvfølgelig ikke kunne modstå. Helt ærligt, så kender vi alle følelsen af at skulle vise nogen, at de bare kan skride af helvedes til med deres ‘talent’, som de hele tiden blærer sig med. Jeg vandt altid kampene, måske var det grunden til, at de altid spurgte? Lagde du mærke til hvor mange ‘altid’’er jeg sagde? 7 - eller det tror jeg… Vi lader det ligge.

Nå, men min pointe var faktisk, at hvis både Dylan OG Harry OG Scott skulle til London i dag, hvor jeg skulle være sammen med Harry, så måtte jeg jo på sin vis passe godt på, at de ikke så os. Jeg ved ikke med Scott, men med Harry og Dylan, ville Harry få en røvfuld, hvis de bare så meget som så ham sammen med mig. (Jeg må indrømme det er lidt indviklet med to Harry’er… Men der er større problemer i verden. Og jeg er forholdsvis glad.)

“Jamen okay, det er lyder da godt.” En ting, som jeg har fundet ud af om mig selv, så er det, at jeg er skide god til at lyve og holde hovedet koldt om morgen! Der var ingen overhovedet form for hjertebanken, når jeg skulle lyve over for Dylan - og det siger meget.

“Nå, men ses, Cait - jeg smutter. Husk du at du bare kan ringe, hvis der er noget,” sagde Dylan, mens han kiggede på mig, så jeg smilede, “jep, det husker jeg.” Og med de ord, var morgendyret allerede smuttet ud ad døren, og jeg var alene. Eller det gik jeg ud fra. Min far havde snakket om, at han skulle til noget jobsamtale tidligt i dag, så hvis han var det, ja, ja så var jeg alene. Men man kan jo aldrig vide om der er noget mellem himmel og jord? Okay, det gav ingen sammenhæng!

Men eksakt samme spørgsmål fik jeg af Harry, da vi stod i en af de der skide kupler i London Eye og så ud over Londons nye dag.

“Ikke før jeg ser det med mine egne øjne,” svarede jeg ham kontant. At Harry havde ført mig op i det monster, som blev kaldt London Eye, var jeg ikke just glad for, da jeg havde højdeskræk. Men selvfølgelig havde jeg valgt ikke at fortælle ham det, fordi jeg troede jeg godt kunne klare det - dårlig undskyldning for, at virke modig.

“Tror du så på kærlighed ved første blik?” Harry stod en meter foran mig, så ud ad den store glaskuppel vi alene stod i. Jeg, på den anden side, prøvede ihærdigt  at tage mig sammen, så turen ikke endte med opkast ud over det hele.

Takket været min kvalme, glemte jeg helt at svare Harry på hans spørgsmål, men hvad jeg ville have svaret ved jeg sådan set ikke - det gjorde jeg vel ikke?

Men det fandt Harry aldrig ud af, fordi da han vendte sig om, fik han hurtigt taget nogle skridt imod mig, “hvorfor har du ikke fortalt mig, at du har højdeskræk?” spurgte han mig, med en lidt hysterisk stemme, som jeg ville have grinet af, hvis jeg ikke stod med bræk til knæene, halsen. Dog undrede det mig, at han kunne vide at jeg havde højdeskræk - var det så tydeligt?

“Jeg troede jeg var vokset fra det?” svarede jeg, og kunne godt høre at det lød dumt, men har vi alle ikke prøvet det med, at sige noget inde i ens hoved og det lyder fantastisk klogt og så sige det højt, hvor det så på mystisk vis lyder som en ko, der er ved at skide anananasser? Det er sket nogle gange for mig, kan jeg godt fortælle dig. På godt og ondt.

Harry lagde sin lune hånd op på min pande, hvilket fik mig til at lukke mine øjne. Vores få timer sammen havde gjort indtryk på mig, hvis jeg skal komme med min ærlige mening. At jeg havde haft en lille smule ubehag i starten i hans selskab var vel ikke så underligt, siden jeg stadig havde hukommelse og kunne huske, hvordan han første gang havde været overfor mig. Men som sekunderne blev til minutter og minutterne til timer, havde han gjort et overraskende indtryk ved at vise omsorg, som han virkelig viste nu, hvor jeg praktisk talt var ved at skide i bukserne af skræk. Hvilket minder mig om dengang, hvor Dylan og jeg var begyndt til klatring og jeg havde kigget ned, hvorefter det, som et vandfald, røg ud af mig med gennemtygget mad (bedre kendte som opkast). Ikke så sjovt for vores træner, der fik delvist det hele i ansigtet… Der skete heldigvis ikke noget, andet end jeg fik at vide, at det nok ikke var klatreverdensmester, som jeg skulle regne med at blive som stor.

I de timer vi nu havde været i samme selskab, havde han vist sig ikke at være den Harry, som jeg mødte første gang. Men det betød ikke, at jeg stadig ikke hadede ham og ikke ville klemme ham som en lus mellem mine negle. Nej, jeg kunne ikke så let glemme hvad der var sket den aften, og hvad han havde gjort skulle han nok blive tilbagebetalt i. Længere var den ikke. Hans mobil skulle tages, så jeg kunne få frit løb, med min lille - måske ondsindet - plan.

“Hvis du sætter dig ned, så ringer jeg lige til manden dernede.” Harry lod sin hånd, der lå på min ryg, hjælpe mig ned at sidde. Kvalmen lod mig nærmest se grønt, og rumlen i maven sagde mig, at der ikke ville gå særlig lang tid, inden det ville op, ud - hvad man nu kan sige bræk gør.

I mellemtiden, hvor jeg prøvede at kontrollere mine tanker og maden i min mave, hørte jeg Harry tale med en slags telefon, der åbenbart havde kontakt til manden nede på jorden. Å hvor jeg længtes efter jorden lige nu.

“Er der nogen som helst mulighed for, at I kan få Kabine 3 kørt direkte ned?” lød det fra Harry, som stod med siden til mig i sin sorte jakke, der egentlig klædte ham meget godt, hvis jeg skal kommentere på det, som jeg så gør. “Øh, altså, min veninde er meget dårlig,” sagde han, imens hans øjne lå på mig.

Der gik noget tid i stilhed, hvor det eneste jeg kunne høre var en skrattende stemme fra en lille højttaler, der muligvis skulle være telefonen.

“Hun er dårlig? I kan da ikke bare lade hende vente i 30 minutter?! Hvad hvis hun besvimer?”

Og så besvimede jeg og vågnede aldrig igen, hvilket vil sige at jeg dødede.

Ej, men jeg må indrømme, at jeg gerne ville have set Harrys ansigtsudtryk, hvis jeg gjorde det. Men det gjorde jeg ikke. At tude lydløst.

Harry endte med at tabe til højtaleren, så hvad han skulle stille op med mig, var lidt af et spørgsmål, men han fandt faktisk på noget, og at det hjalp rigtig meget, var vel bare held for hans eller min side.

 

“Er du okay?” Endelig var vi nede på vort elskede jord, og jeg kunne ikke andet end at tage dybe indåndinger for, at få den dejlige friske oxygen transporteret ned i mine lunger og ud igen, så jeg kunne få noget nyt ind.

Jeg trak vejret endnu en gang, imens jeg nikkede, med et lille smil, til Harry, “syv minutter, så er jeg klar igen.” Det var af ren erfaring, jeg vidste hvor lang tid der cirka skulle gå før jeg igen var kommet ovenpå. Men man lærer af sine fejl. At jeg så åbenbart stadig ikke havde lært noget fra de andre gange, er et skide godt spørgsmål, som jeg ikke kan svare på, fordi sådan er jeg bare - dum  i hovedet (nogle gange). Okay der svarede jeg lige på det… Glem det!

Harry lagde sin hånd mod min lænd og vi begyndte så småt at gå igen. Solen havde blidt lagt sig over Londons inspirerende bygninger, og hver gammel lygtepæl var smukt udsmykket med en rødlig blomst. Øjnene kunne nemt blive distraheret af alle de flotte detaljer, der gjorde London så levende. Jeg blev distraheret - men det var vel ikke nogen overraskelse?

Harry havde allerede to gange trukket i mig, da jeg var korte sekunder fra at gå ind i lygtepæle og træer. “Woooaaah,” grinede han og halede mig ind til sig endnu en gang, “du skulle nødig kramme det træ dér!” Jeg kom på benene igen, så uforstående, en smule vredt på Harry, “hvorfor skulle jeg nødig kramme det?” Hurtig følte jeg mig, i min underbevidsthed, som træet vi talte om - måden han næsten så frastødt på træet, som han havde gjort på mig. Vi var gået forbi det, men så på det. “Prøv at se det? Du skulle helst ikke blive beskidt, vel?” Beskidt? Var det sådan han havde tænkt om mig - ‘jeg skal nødig blive beskidt af at hun taler med mig, jeg burde nok svine hende til, så hun går sin vej.’ Var det sådan han havde tænkt?!

Indebrændt, tog jeg skridtet videre og lod hans kommentar blive brændt med de døde - endnu en god grund til at få hævn. Når karma endelig havde besluttet sig for at slå ham med en stol i fjæset, så ville jeg være der - hvis karma nu skulle bruge en ekstra hånd til opgaven?

 

“Har du lyst til noget varm kakao?” Tydeligvis var det ikke et spørgsmål fra Harrys side, for før jeg havde svaret ham, at jeg gerne ville, havde han dirigerede mig ind på den eksakt samme café, hvor jeg havde mødt alle drengene.

Han førte mig ned i hjørnet af lokalet, men stadig med en tilpas udsigt ud til gaderne og menneskene, som levede deres eget liv på dette tidspunkt - selvom jeg ikke ved hvor meget en gade kan leve livet…

Servitricen kom med et fint lille forklæde trukket rundt om hendes maven, “hvad kan vi tilbyde Jer?” Harry tog ordet, fortalte, at vi godt kunne tænke os to varme kopper med kakao i og med ekstra meget flødeskum.

“Ekstra meget flødeskum?” fnisede jeg, da jeg så på Harry, der med et hvidt flødeskumsskæg, smilede glad til mig. “Altid,” slikkede han sin overlæbe af, og puffede blidt til mig skinneben, fordi jeg grinte af ham. Jeg lavede en grimasse over hans træk. “Var det hvad du kunne, Styles? Er der ikke flere kræfter i de kyllingeben?” grinte jeg, inden jeg tog en minimal slurk fra min kakao. Fra min kop kunne jeg se hans mundvige skæve til den ene side, “er du blevet lidt flabet, hva’?” Jeg tørrede min overlæbe af med min håndryg, inden jeg uskyldigt trak på skuldrene, “det tror jeg ikke.” “Det tror jeg,” afsluttede han, hvor han endnu en gang, med sin fod, rørte mit ben. Nu lod han den bare blive. Stille og rolig, og jeg kunne brække mig.


 

***


 

Når jeg så på hans telefon, der uberørt lå lige foran begge vores hænder, kunne jeg ikke andet end at gennemtænke tragedien jeg gennem dagene havde lagt.

☑ Telefon indenfor rækkevidde

☑ Find ting til afledning

⬜ Tag telefonen

Egentlig var der ikke mere i det end som så. Jeg skulle bare finde på noget ud fra de ting jeg havde i caféen og så når Harry blev uopmærksom, tage den.

Længe skulle jeg ikke lede, da pulsen i mine årer og mit hjerte begyndte at banke derudaf og de på en måde sagde til mig, at jeg havde fundet hvad jeg skulle bruge. For hvem stod og kiggede på butikker ovre på den anden side af gaden?

Dylan, Harry og Scott.

Måske var det ondt at udstille dem på den ond måde, som jeg skulle til,, men de var hermed blevet en del af min plan - dog uden at de vidste det. Surt for dem, med mindre det endte med at jeg skulle i fængsel… Så var det vel ikke så surt for dem? Men det regnede jeg da ikke med - jeg gjorde vel ikke noget ulovligt (sådan da)? Måske lidt, men ikke sådan noget virkelig overdrevet kriminalitet, som at lave et røveri og skyde en masse uskyldige mennesker.

Jeg var bare en teenagepige, som skulle have hævn? Jeg var som en engel sendt fra helved - hihi, jeg lyder sådan helt badass agtig.

“Åh fuck,” lød jeg. Jeg kiggede mig hurtig bag skulderen, inden jeg igen kiggede tilbage hen på Dylan.

“Hvad sker der?” spurgte Harry, som havde sat hans kop ned. “Kender du-” “Harry, De drengene derovre-” sagde jeg, med et blik der skiftevis lå på Harry og Dylan, “De var ved at voldtage mig-” overdrivelse er mit nye mellemnavn - kan du lide det? det kan jeg.

“Men min bror kom og stoppede det. Der kom et stort slagsmål ud af det. Min bror mod de tre der. Der var blod over det hele, men vi fik tilkaldt politiet og de kom hurtigt, men kan vi ikke godt gå. Jeg kan virkelig ikke lide at være her, når de er her.”

Det var sgu lidt af en dårlig løgn jeg fik fyrret af der?! Den lugtede da langt væk, men ay, han troede fuldt ud på mig.

Det hele gik så let. Mine øjne lå hele tiden på Harrys, der, i stedet for mig, lå på Dylan, Harry og Scott. Det var så nemt at gribe fat om hans mobil, tage den til mig, hvor jeg, før man kunne nå at blinke, fik den gledet  ned i min jakkes inderlomme.

Undskyld jeg bander, men fuck det føltes godt endelig at have den, have magten.

Jeg ved ikke om min paniske hvisken af en tale at være, var hvad der fik Harry til at ‘overgive’ sig, men han informerede servitricen om at vi gik og at de bare skulle sætte regningen på hans til næste gang. Harry, det kan godt være at du er en gentleman, men jeg hader dig stadig - mere end du forestiller dig, mere end sodavand! Og hvis du lige skal få et fact om mig, så kan jeg simpelthen ikke fordrage sodavand. Smagen er fin nok, det er bare brusen, der nærmest brænder i ens mund og de klistrede tænder man efterfølgende får - det er forfærdeligt! Hvis jeg havde valget mellem at kysse Harry eller drikke en hel sodavand, havde jeg uden tvivl drukket den sodavand.

Men nu kunne så jeg også sætte hak i den sidste firkant - tak, lille Hazzamus, du en engel, at du ved det.


 

***


 

Så vi var kommet hjem i Harrys hus, og han havde stadig intet opdaget omkring hans forsvundne telefon. At takke Vorherre rigtig meget, selvom jeg ikke tror at du er der, men det siger vi bare, fordi lige nu er du rigtig sød.

Harry havde spurgt om jeg havde det okay med, at tage hjem til ham efter Dylans og min lille ‘optræden’ i/ced caféen. Jeg havde svaret ‘ja’, fordi jeg alligevel ikke var helt vild med at droppe ham midt i det hele - jeg skulle forfanden lige udnytte tiden og ham lidt! Selvom jeg ville elske at tage hjem og begynde mine små hævngerninger, så kunne jeg stadig godt lige opbygge noget (falsk) med Harry.

For alt jeg havde med ham var falsk, så er det på det rene. Selvom hans fine små krøller, hans nuttede ører og lad os ikke glemme hans øj- hvad er det jeg fabler om!? Undskyld, jeg tror der er blevet puttet noget i min kakao! … Ja, ja der er nogen som har puttet noget ned i den.

 

“Caitlin, er det okay jeg spørger dig om noget?” Harry kom, med to æbler i hånden, gående imod mig, som sad i den meget komfortable sofa. “Hmm?” mumlede jeg, da jeg var godt i gang med at gnaske i det himmelske æble. Okay, ommer! Det lød bare mærkeligt! Jeg mumlede, fordi jeg var igang med at tygge på det helt uimodståelige, saftige, røde æble, Harry havde givet mig. Det var måske ikke meget bedre, men ay det var altså et af de bedste, som jeg har smagt i årevis! Måske skulle jeg spørge ham, hvor han køber dem henne?

Harry satte sig ved min side i sofaen. Følelsen var ikke at tage fejl af; han kiggede på mig, men jeg ville ikke kigge tilbage, da jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville have lidt svært ved at svare på det spørgsmål, der kom lige om nogle sekunder.

“Har dig og Niall noget? Fordi hvis I har, så vil jeg ikke ødelægge det for Jer. Niall han...savner én at dele livet med, hvis man kan sige det sådan, og hvis I allerede har noget kørende vil jeg ikke stå i vejen - selvom det bliver svært.” Og der kom det! Selvom jeg havde set noget komme, så havde jeg ikke set dét der komme! “Så vil du ikke give klar besked, så jeg ikke går og håber for meget.”

Jeg var nær ved at spytte mit gennemtygget (men stadig fantastiske) æble ud på tæppet foran os. Så jeg ikke går og håber for meget - var han faldet? Hvis han var, var det vel på ret mange måder godt for mig, og for Harry...ja, ja så var det surt at hedde Harry. Men rolig nu, Caitlin - han er ikke faldet. Han gider bare ikke... jeg ved ikke hvad han  bare ikke gider, men er ikke faldet. Endnu.

Men det betyder masketid! Weeeeee!!!

Jeg så Harry dybt i øjnene. Hans, der borede sig ind i mine, burde påvirke mig, men nej - det kunne han sgu godt glemme.

“Niall og jeg har intet, og vi vil aldrig få det, fordi…” På en måde løgn på en anden måde ikke. Niall troede nok vi havde noget, så det var en løgn fra hans side, men ikke min. Jeg var i drillehumør, så undskyld, men se ham når jeg fortalte ham de her ting, var mere end guld værd! “Nej, det er lige meget - Niall og jeg har intet.”

Selvom at være den stille, uskyldige Caitlin var trygt, var denne side af mig fra nu af den bedste. At pisse på hvad andre folk følte og tænkte og hvad fremtiden vil fører var noget af det mest fantastiske. Egoistisk var hvad jeg var - og jeg elskede det.

Derfor elskede jeg også, at Harry tog min hånd og lagde den blidt i hans. “Det ikke lige meget, Caty, du kan stole på  mig.” Harreeeeh, lad vær med det, jeg kommer bare til at kysse dig og knuse dit lille drengehjerte, som du knuste et hvis lille pigehjerte. Remember da jeg snakkede om at jeg hellere ville drikke sodavand end at kysse Harry? Yeah - det trækker jeg i mig, han skal udnyttes og falde, om jeg så skal kysse ham eller ej. 

 

 

____________________________

Så fik Caitlin endelig fat i Harrys telefon!

Hvad tænker du om at Cait alligevel kyssede Niall, og så lyver overfor Harry om det?

Tror du De finder ud af det?

 

x husk at like! x

tesik

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...