Code: 0308 » h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Caitlin Chance. En stræbsom, men uskyldig pige, som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. En nat, hvor hendes veninder har taget hende med i byen, får hun sit største ønske opfyldt. Caitlin møder nemlig Harry Styles. Hendes veninder plager hende om at snakke med ham, og til sidst, efter overtagelse, prøver Caitlin at snakke med ham. Men det skulle hun aldrig have gjort. Harry er ubehøvlet og Caitlin bliver ydmyget og gjort grin med foran alle. Men det finder hun sig ikke i. Dagen efter har hun sat sig for at gøre det samme mod ham. Harry skal klemmes som en lus mellem neglene. Hendes største idol skal ydmyges og fortryde det han gjorde mod hende. Og det er Caitlin sikker på han kommer til. Det eneste hun bare mangler er hans telefon. Når hun har fået fat i den, kommer det til at gå som en leg - eller gør det?

124Likes
71Kommentarer
15228Visninger
AA

7. Tasting revenge

6

 

Han havde selvfølgelig kode på, den spade. Rettere sagt: Harry, som var en spade, havde kode på hans telefon, som jeg havde i hånden lige nu.

Og jeg stod på toilettet.

Hans toilet.

Jeg ville jo have skudt mig selv i foden, hvis jeg ikke havde sat den på lydløs og han opdagede, at jeg havde den, hvis den ringede jublende. Så derfor var jeg ‘gået på toilettet’ for fint at sætte den på lydløst.

Men jeg var jo nysgerrig, så jeg skulle se om han havde kode på - det havde han så, og nu hadede jeg ham lidt mere igen. Nu skulle jeg også bruge tid på det, når jeg kom hjem, selvom det højst ville tage tyve minutter. Men tyve minutter er meget! Hvad hvis jeg nu skulle til fest eller sådan noget shit (undskyld sproget - jeg er oprevet over det hele)!

Men så er det jo så det, at vi alle ved jo godt, at det skulle jeg ikke, fordi jeg er så lonely.

Sammen med Prosit - min afdøde ikke-eksisterende kat…

Jup.

Mine mange fantasikatte dør, fordi jeg glemmer at lade som om jeg fodrer dem... - ja, ja det er en lys fremtid jeg har mig, hva’? Den blænder dig så meget, at du bliver nødt til at knibe øjnene sammen. Nej? nej, okay.

Når, men egentlig var hans telefon ret kedelig bare at kigge på, så jeg stak den i min inderlomme igen, og satte kurs mod stuen, hvor Harry (forhåbentlig) sad.

Det gjorde han så også. “Skal vi få lavet noget mad?” Jeg ved ikke om du ved det, men jeg ved, at jeg ikke er særlig begavet hvad angår madkunstskabsegenskaber - utrolig flot ord ikke? Jeg har selv lige fundet på det.

“Eh, ja, lad os gøre det…”

 

Og sådan endte det med, at jeg fik et rigtig flot og skinnende rivejern i den ene hånd og en meget orange gulerod i den anden. Efter jeg havde fortalt Harry hvad jeg førhen havde prøvet at kreere i et køkken og hvordan det endte, så kunne jeg godt mærke, at han ikke var helt tryg ved at lade mig  have noget med knivene at gøre.

Så jeg fik rivejernet. Fordi det kan jeg jo også håndtere MEGET bedre end knivene, ikke, Harry! Jeg håber du forstod at det var ironisk, fordi det gik slet ikke særlig godt, og det skuffede mig en del, da jeg lige havde sat mig for, at imponere Harry. Hvad snakker jeg om? Jeg skulle ikke imponere nogen - og især ikke Harry. Spild af gode kræfter.

“Kan du overhovedet skylle salat uden, at du slår dig eller brænder noget på?” grinede Harry, da han lod det søde, lille Peter Plys plaster glide om min finger. Jeg trak på skuldrene i uvished - måske, måske ikke, men jeg skulle hvert fald ikke udfordre skæbnen lige foreløbig.

“Nå, men jeg tror overtager resten af gulerødderne.” Et smil lagde sig på Harrys mund, hvor jeg derimod var i protest. Han stod allerede klar med en gulerod klar i sin hånd, men hurtig var jeg hoppet af bordet, jeg havde siddet på, og super hurtig havde jeg flået guleroden ud af hans hånd og skubbet ham væk med hoften, så jeg kunne vise ham, at jeg var mesteren i at rive de gulerødder (wow, lang sætning egentlig). “Du gør det ikke rigtig, Harry…” mumlede jeg og var allerede fuld koncentreret omkring guleroden og ikke at skære mig endnu en gang. Og han grinte bare! Tard.

“Hvis du insisterer, så vil jeg da ikke stå i vejen, babe,” sagde han og vendte sig om mod komfuret. I hastværk, fik det mig, til at kigge tilbage på ham; babe? Hvad mente han med det?!

Heldigvis lod mine tanker sig ikke tage overhånd, og min mund forholdt sig lukket med syv segl. Men var det meningen? Måske, måske ikke. Han så ikke ud til at have fortrudt det, men det var der vel mange ting som han ikke gjorde, hvor han burde.


 

***


 

Jeg burde have tænkt på det, før jeg gjorde det, men nej - selvfølgelig ikke. Selvfølgelig havde jeg ikke tænkt på, at med min tomme mave og et par glas vin, så var det med at være en lille smule fuld ikke til tage fejl af. Det var Harrys skyld, det var ham som skænkede hver gang jeg havde drukket op.

Men der var jo heller ikke så meget andet jeg kunne lave, nu når Harry stod og lavede det hele. Efter tredje gulerod var mine små fingre og jeg smadret til døde og Harry tog alligevel over. Men jeg klager ikke - jeg havde det skam meget morsomt, med at kigge på ham fare rundt i køkkenet. Kald mig underlig over at synes Harry så utrolig sjov ud, når han stod med forklæde og hele udstyret på, men jeg tror du ville synes det samme!

Nå, men jeg var godt og vel ret pløret over al den dejlige vin. Harry så dog ikke ud til at klage heller. Han grinte også - især når jeg fik grineflip.

 

Det lignede ellers ikke mig at få en lille fjer på, men det ene efter det andet og det var sket.

“Jeg må sige, det smager,” grinte jeg og lod gaffelen, med mad på, blive transporteret ind i min mund. Mums.

“Men du kan ikke slå mine gulerødder - de overgår alt,” satte jeg fast, mumlende med mad i munden og Harry smilede, som om han skulle til at spytte maden, han havde i sin mund, ud. Synd for den gode mad, sådan at blive spyttet ud.

“Hvor er de egentlig?” spurgte jeg og med et blev det hele seriøst - fra min side af, Harry var bare den samme useriøse han havde været under hele middagen.

Jeg rodede i den salat, hvor de skulle have været i - hvor alle gulerødderne skulle have været. Harry sagde intet, og noget sagde mig han skjulte noget for mig. “Harry, hvor er de?” Han sank sin mad, kløede sig usikkert på halsen. “Har du smidt dem ud?” “De faldt på gulvet,” forklarede han, gjorde så jeg bundede glasset for indhold og sagde: “Øv, nu havde jeg ellers lige glædet mig.”

“Du skal nok få lavet nogle igen en anden gang,” sagde han opmuntrende med et smil.

“Nej, det kan du sgu godt glemme - jeg skal ikke lave mad mere!”


 

***


 

“Harry jeg gider ikke at spille mere, hvis du hele tiden skal snyde! Og hvis du skal, kan du så i det mindste ikke gøre sådan, så jeg ikke ser det?” Den dreng var simpelthen for meget. Ikke nok med at han fik mig til at se grønne grise (skal forstås, som bræk) så snød han også, som fik mig til at se flere grønne grise!

“Jeg trænger til noget frisk luft... Skal vi gå en tur?” Fuldkommen emneskift, Harry. Men okay, det ville nok være dejligt. Selvom det ligenu var svært at lukke munden på mig, ja, så fik det mig til at lukke af. Egentlig meget rart - jeg var ved at blive hæs. Og ikke sådan lækker-Harry-hæs, nej sådan mere gammel-hekse-dame-hæs.

Vi tog jakker på, og lod det ene ben gå foran det andet.

 

Uklare stjerner var allerede til at ane i det fjerne, da vi var nået til parkens midte. Få lygtepæle lyste de grusbelagte stier op. For hver en lygtepæl vi passerede, gik der nogle sekunder inden man igen kunne fokusere på lysene på himlen.

“Hvorfor kan man ikke holde en stjerne?” mumlede jeg, mens den amatøragtige pirouette jeg lavede, fik Harry til at smile, og mig til at være ved at vælte på numsen. Men jeg gjorde det ikke! Det hele svimlede for mine øjne i nogle sekunder, så Harry tog mig under armen. “Fordi du ville brænde op, før du bare var en lille smule tæt på den,” forklarede han mig, så jeg puffede ham på skulderen, “lyseslukker!” Lol, okay det må give mig, det var lidt komisk, nu når vi snakkede om stjerner og de kan jo lyse og sådan og jeg stopper bare nu...

Selvom det var en dejlig aften, lod der ikke til at være særlig mange mennesker i parken. Et sødt, gammelt ægtepar, en jogger, en pige og hendes far med deres hund og nogle egern var hvad vi havde set. Harry så ikke ud til at lade sig påvirke. Måske vidste han af erfaring, at på det her tidspunkt ville der ikke være det store udvalg af mennesker? Jeg spurgte ikke, men lod mig blive troen på at det var derfor vi var gået præcis nu.

Ord var ikke det der blev udvekslet mange af, men den fredelige summen af stilhed var nu meget hyggelig, indtil min krop ikke længere kunne styre sine handicappede lyster og bevægelser, og jeg skrigende løb op ad en bakke vi var nået. “DU KAN IKKE FANGE MIG!” skreg jeg med et efterfølgende skingert grin. Harry tog mine ord alvorlige, og snart havde jeg på fornemmelsen, at han var ved at indhente mig.

I den dårlige form jeg nu var i, kom sjovt nok heller ikke til min fordel denne gang, som alle de gange jeg havde, for sjov, kæmpet med min bror. Motion var ikke min gode ven, tvivler på at den bliver. Jeg forpustet hev efter vejret, glemte alt om mine fødder og at de skulle hoppe over grenen, der længere fremme lå.

Jeg nåede ikke engang at reagere på, at jeg faldt over den, og at Harry kom med i faldet, da han til den tid havde hænderne om mine overarme.

Så nu lå vi her, ingen idé om hvad der egentlig foregik, da det hele var gået så hurtigt.

Der gik nogle sekunder inden, jeg under Harrys krop, rømmede mig en smule, med et ynkeligt nys, da jeg havde fået det strittende, grønne græs i næsen. Harrys vægt løftede sig fra mig, og jeg instinktivt rullede mig om på ryggen. Og kiggede direkte ind i hans forsvindende grønne øjne. For jeg forsvandt. Dog i få millisekunder, da jeg jo på ingen måde kunne finde på at gøre sådan noget for alvor. Selvom jeg må indrømme der skulle bruges viljestyrke til at komme tilbage til en form af virkelighed, kom jeg tilbage. Men så let skulle jeg ikke have det. Vinen, der i mine årer stadig løb, påvirkede mig, udnyttede mig til det groveste, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg, når som helst, kunne finde på at gøre noget alarmerende dumt.

“Jeg er hundrede på, at den gren ikke var der før.” Det skulle bare siges. Om det havde indflydelse på noget var nu ret ligemeget, han og verden skulle bare vide hvad jeg tænkte lige nu. Jeg forventede måske ikke et rigtigt svar tilbage, men at han ikke svarede og blot lod sit blik glide fra mine øjne og ned for, at holde pause ved mine læber, der var kommet lidt for tæt på hans, burde give mig en brækkende fornemmelse af væmmelse, uden at have kontrol over mig selv og mine følelser, følte jeg et let sug, der gennem min mave fløj.

Noget som jeg ikke havde lagt virkelig mærke til før nu var, at hans læber var utrolig (og jeg siger utrolig) lyserøde. Som en forkølet barnenumse. Jeg må indrømme jeg ikke lige ved hvor den kom fra.

Det var oplagt, at Harry havde i sinde, at kysse mig, men heldet var heller ikke med ham i dag, selvom han ville have fået lov til at gøre det, men kun fordi jeg var lettere omtumlet. Og ja! du så skam rigtigt - jeg ville have ladet ham gøre det. Ikke blot fordi jeg virkelig godt kunne tænke mig at mærke hans bløde læber mod mine lige nu, men også fordi chancen for at kunne udnytte ham en mere, ud over telefonen, som jeg skal have det sjovt med, var der. Og sådan en chance skulle da ikke gå til spilde?

Men, som sagt, hans held var ikke med ham i dag. Et egern, et sødt egern hoppede sig hurtigt dansende frem og som om det var en film, stod (eller sad) den lige så fint ved siden af vores hoveder. Den kunne næsten have en skål popcorn i den ene hånd og en cola i den anden, så… spændt så den ud. Jeg ved så ikke om det bare er sådan de ser ud - jeg har aldrig set sådan en på tæt hold.

Harry var tydeligvis ikke påvirket af vores lille, nysgerrig tilskuer, da hans øjne kun havde været på min mund i alt den tid. Dog så han nu op i mine øjne, og alt jeg kunne var at ligge med et indre grineflip, så hele øjeblikket ikke skulle ødelægges. Men alle ved, at det er mere eller mindre umuligt, at holde sådan et grineflip gemt inden i sig, så hvad jeg gjorde var, at vende hovedet så jeg så direkte på egernet, hvorefter jeg først kunne mærke Harrys forvirren, da jeg på måder havde trukket mig fra vores lille intime øjeblik, men da han så hvad jeg så, udbrød jeg et højt grin og kort efter kom et lille hæst grin fra hans mund. “Jeg har vist fået en konkurrent.” Var du overhovedet en deltager? Den var måske lidt ond. “Så må du jo gøre dig til en værdig vinder.” Okay det var IKKE meningen! På ama'r og halshug! Men han fik et flirtende smil klistret fast på hans læber. Åårrr, hvor jeg dog glædede mig til at gøre det smil til en nedadgående mundvige. Glædede mig til min hævn var færdig og jeg kunne glemme alt om det her.

Harry mærkede hvordan hans chancer til at kysse mig var ved at svinde ud i sandet for denne gang. Konkret løftede han sig op, kom på benene, inden han ned til mig en hånd rakte. Hurtigt børstede jeg de værste græstotter af min jakke, så det ikke var alt for tydeligt, at jeg havde ligget nede på jorden.

“Skal vi gå videre?” Hans øjne smilede lysende, og med et nik fandt vi igen ned på den rette sti, så folk ikke skulle undre sig om hvorfor vi stod deroppe på en ødet bakketop mutters alene. Selvom folk der var i parken ville være gamle ægtefolk, som bare ville tro det var ung kærlighed. Ad.


 

***


 

Det var ved at blive koldt, samt trættende, at gå rundt med Harry (som om det var Harry der var belastende…). Vi havde gået et lille styk længere, indtil jeg havde spurgt om vi ikke kunne sætte os ned på den bænk, der inden for nogle meters gåen ville være til at sidde på. Harry havde sagt okay og endelig fik jeg en lille smule mere styr på mine ben, der var begyndt at føle sig som spaghetti.

Et gab slap ud. Uden advarsler om at han var en klam ting, som kun kunne bruges til brække sig- og få hævn over, lagde jeg, uden brok fra mit indre, mit hovedet på hans skulder.

Det her var dejligt. Lige meget hvor meget jeg hadede at indrømme det, var det dejligt. Selvom jeg hele tiden havde i baghovedet, at han kunne finde på at svine mig til, kalde mig grim og tyk, følte jeg, at det lige nu var lige meget, fordi jeg havde nu haft det fint med Harry i dag. Jeg er så ærlig i dag var? Det må være al den alkohol - den gør mig også glad for Harry, hvor vover den. Det er derfor jeg aldrig drikker. Okay, måske ikke helt den rigtige grund, men det siger vi det er for nu.

Stilheden var rolig og trangen til at rive den i stykker var ikke hvad jeg havde i tankerne. Døsige åndedrag og uforstyrrede vejrtrækninger. Hver gang Harrys bryst sank, lod en himmelsk duft sig fylde mine næsebor. I kender da godt det med, når man har jakke på og man sådan fylder den med mere luft, hvorefter man så på en måde slår den ud ad jakken, så kommer duften eller lugten ud. Kan være godt, kan være dårligt. I dette tilfælde ufatteligt godt.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke hvordan, men følelser om at Harry kunne være sød og kærlig overfor mig, gjorde mig lettere lun indeni. Og jeg ville ikke engang slå mig selv i minutterne jeg følte, tænkte på det. Før jeg havde tænkt mig om, lød udmattede ord fra min mund og jeg fandt først ud hvad jeg virkelig havde sagt, da Harrys læber endelig lod sig røre mine og de hurtigt blev til en blanding af forvirret tanker og følelser. Jeg havde sagt: “Luk munden på mig, inden jeg siger noget, som jeg kommer til at fortryde.” Harry havde grebet muligheden og selvom jeg må sige jeg for få sekunder siden havde tænkt på det ske, så var det ikke sådan jeg havde forestillet mig det.

For der var ingen følelser indblandet i det for mit vedkommende. I starten havde mine ubrugelige tanker taget over og jeg følte ikke det var ægte. Ikke at det skulle være det. Men da tanken slog mig, gik der et blink til at jeg lod mig rive med og falske følelser, samt nydelse fik mig til at udvikle vores kys, hvilket gjorde at hele stemningen blev mere intens.

Det her var forebyggende hævn. Og folk siger hævn ikke smager godt, ha! så skulle de prøve at tage hævn på Harry Styles!

 

 

_________________________

Er Harry faldet? Eller leger han også bare med Caitlin? :o

 

Hvad tror du!?

Jeg vil gerne høre dine tanker! :)

 

tesik

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...