Code: 0308 » h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Caitlin Chance. En stræbsom, men uskyldig pige, som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. En nat, hvor hendes veninder har taget hende med i byen, får hun sit største ønske opfyldt. Caitlin møder nemlig Harry Styles. Hendes veninder plager hende om at snakke med ham, og til sidst, efter overtagelse, prøver Caitlin at snakke med ham. Men det skulle hun aldrig have gjort. Harry er ubehøvlet og Caitlin bliver ydmyget og gjort grin med foran alle. Men det finder hun sig ikke i. Dagen efter har hun sat sig for at gøre det samme mod ham. Harry skal klemmes som en lus mellem neglene. Hendes største idol skal ydmyges og fortryde det han gjorde mod hende. Og det er Caitlin sikker på han kommer til. Det eneste hun bare mangler er hans telefon. Når hun har fået fat i den, kommer det til at gå som en leg - eller gør det?

124Likes
71Kommentarer
15198Visninger
AA

11. On the floor

10

 

Meget vel kunne jeg have set ud som én, som var på nippet til at blive opdaget i at have gjort noget forkert. Problemet var bare, at jeg jo havde gjort noget forkert. Dog kan jeg allerede nu godt fortælle, at jeg ikke blev opdaget, selvom det føltes som om skæbnen havde det i tankerne…

“Jeg troede ikke du var så afhængig af Twitter, Harry? Og så bare for at skrive ‘hej’...?” havde Niall uskyldigt mumlet højt. Alle på nær mig undrede mig over hans ord. Det lyder måske mærkeligt, men det fik ingen pære i mit lille hoved til at blinke. Selv ikke lygterne, røde af fare.  

Liam og Harry havde, i munden på hinanden, forvirret sagt et hvad, hvilket var dér det hurtig gik op for mig, at noget var helt galt.

“Hvad? Ja, Twitter?” Niall, der stadig ikke helt forstod det ‘forfærdelige’ i sagen, sad stadig klumpet sammen i sin stol, hvorimod de andre drenge var kommet op fra mussehullerne, med øjne så store som tekopper, helt ude på kanterne af tingene de sad på. Det passede altså bare ind. Tekopper. Haha.

“Niall, hvad er det du helt præcis mener?” sagde Zayn, som om Niall havde fundet ud af mysteriet om liget fra Burningham.

Stiv i leddene prøvede jeg at sætte mig tilrette i sofaen, men med fødderne oppe, Louis og Harry ved mine sider og et par håndflader, så svedige som Niagara Vandfaldet, blev intet jeg gjorde godt nok til at det virkede naturligt. Jeg sad som en tam koala, med udspilet øjne, presset op mig sofaens ryglæn. Kønt syn… Jeg skulle ikke lægges mærke til, jeg skulle være som en død flue, splattet ud på væggen.. Eller...skulle jeg? Hvis jeg tog initiativ, virkede som om at jeg intet vidste og måske endda gispede en gang eller to. Okay, jeg dropper gisperiget, det ville være for komisk til at jeg ville kunne holde masken. Men det andet ville måske holde?

“Må jeg lige låne din telefon, Niall?” Min stemme lød sikker i sin handlinger, da jeg rakte min hånd ud, så han kunne række mig den. Utroligt, siger jeg dig.

Ingen lod mærke til min tøven, da jeg fik telefonen i hånden. Rigtig nok, som Niall havde sagt, kunne man se Harrys tweet, der for nogle timer var blevet skrevet. Rent faktisk var det jo ikke Harry tweet, men mit - det behøver dog INGEN at vide udover dig og mig.

Jeg lænede mig tilside, hen mod Harry, der ligeså nysgerrig som alle andre ivrigt kiggede på skærmen, da jeg holdt den foran ham. “Er du sikker på du ikke har skrevet dét?” spurgte jeg en smule skeptisk, så han fast rystede på sit hoved, som en lille dreng, der bliver spurgt om han har spist kagerne. I denne her situation var Harry bare ikke den skyldige. Men shhh det lader vi bare som om vi ikke ved. “Altså, jeg mener, det kunne godt ligne dig at skrive sådan, lidt?”

Teorier og tanker kæmpede inde i alle deres små kære hoveder. Jeg - for én gang skyld - havde ro i mit ellers rodet hoved. Fra den ene til den anden betragtede jeg deres tænkende udtryk, der indeni fik mig til at smile. Både fordi de så søde ud, men de havde tydeligvis ingen mistanke om at jeg var...’gerningsmanden’-damen-pigen, whatever - den mindre skyldige person.

“Det blev skrevet efter jeg ringede til dig…” mumlede Harry. Jeg nikkede mig enig, for det var rigtigt, men søde Harry dog, hvad kan man bruge den viden til? Stuen var i en tænksomlig stilhed igen, hvis det overhovedet er en mulighed?

Jeg havde selv troet, at når dette øjeblik kom til live, så ville jeg gå helt i panik, ja måske endda løbe fra det hele, men overraskende nok følte jeg mig rolig, fordi jeg vidste de ikke ville finde ud af noget. Selv da Louis, kloge Louis, spurgte: “Kan man ikke se hvor du - eller jeg mener personen - har skrevet den fra?” Du kunne man så ikke, og selv hvis man kunne, ville oplysningerne ikke være der, da jeg jo tidligere stoppede for det fis. Lidt ærgerligt var Harry?

 

Da muligheder om at finde infomationer omkring hvem og hvad det var der havde skrevet det hersens mystiske tweet, gik til grunde, kunne jeg ikke lade vær med at bemærke det mest indlysende. De havde på ingen måde nævnt at få Harrys mobil spærret, sporet eller noget lignende. Jeg havde da lidt regnet med at de ville kalde deres ‘mænd’, men næppe nej. Måske tænker de ikke så langt endda? Ej, de er kloge og søde - men alt for godtroende.

“Jeg ved ikke med jer, men jeg er ved at blive sulten,” rejste Liam sig med ordene. Jeg fulgte, med mine øjne, ham gå hen mod køkkenet, “er der købt ind?” blev der råbt derfra. Da der ikke blev svaret skubbede jeg en albue ind i Harrys side, hvor han så reagerede med et øh, nej? Hvilket førte til at jeg nu stod rundforvirret midt i Herrens supermarked, med en nærmende titel der hed ‘faret vild’.

Niall og Liam var forsvundet efter jeg selvstændig var gået på jagt efter mine elskede kiwier. Har jeg sagt at jeg elsker kiwier? Nok ikke, men nøj hvor jeg ikke kan undvære dem! Bare tanken om saften der omkranser min tunge, liggende på mine smagsløg - gåsehud siger jeg dig!

Men tilbage til at jeg var faret vild; jeg havde ingen anelse om hvor jeg i, det supermarked de to gimper havde placeret mig i,  var. Flere minutter var gået, da det gik op for mig at jeg var gået i ring, og at jeg nok ikke ville komme særlig langt med at gå efter min egen hale, hvis min mening var at finde Liam og Niall. Derfor følte jeg at jeg intet andet kunne end, at sætte mig ned foran morgenmadsprodukterne og vente til de kom og hentede mig. Og ‘de’ måtte være hvem som helst - bare ‘de’ kunne få mig ud derfra.

Jeg så op mod lysstofrøret, der blinkede sine liv ud - måske var de selv faret vild? Måske blev det her min ende. Jeg ville skulle sidde her til mine dages ende - helt alene, uden nogen. Hvem ved; måske havde de også bare sat sig på sin flade, sat sig til at dø - i det mindste ville de have hinanden… Måske ventede de bare på at jeg ville komme og sige, som der blev gjort nu: “Nå der var du!” For ja, som sendt fra himlen kom de gående fra højre, med en sort kurv under en arm hver. Jeg siger dig, jeg troede jeg kunne se hvide vinger! I en spurt hoppede jeg op og løb i favnen på dem. “Jeg troede jeg skulle dø - jeg forlader jer aldrig igen!” De begge grinede over min begejstring ved at være genforenet. Hvis de bare vidste hvad jeg havde gennemgået i den tid de ikke var der, så var der ikke tid til at grine!

 

Niall og Liam havde i mellemtiden fået samlet alt ind til maden - plus is og kiwi til Niall og mig. “Det underligt,” mumlede Niall, da vi havde stået i køen i et minut eller to. “Hvad er underligt?” spurgte jeg, efter at have hørt at Liam lige skulle hente noget vi havde glemt. Niall trak en gang på sine skuldre, “det med Harrys telefon - at nogen gør sådan noget?” Jeg rømmede mig lidt ved at skifte vægten fra den ene til den anden fod. “Der er måske en grund til det?” prøvede jeg at bløde emnet ud, men Niall virkede ikke så tilfreds med den handling.

“Du må da give mig ret i, at folk ikke gør noget uden at have en grund til at gøre det, som de nu gør,” mumlede jeg i en mut tone. Personen havde jo en grund, for personen var mig og grunden gjorde at jeg havde al ret til at gøre som jeg nu ville gøre ved Harry.

“Det lyder næsten som om du har noget med det at gøre,” grinede han og kastede sin hofte i siden på mig.

“Hmm, right,” himlede jeg med øjnene, efterfulgt af et grin - det skulle nok få ham overbevist om at jeg ikke havde noget med det at gøre.

Alligevel begyndte jeg at blive nervøs. Niall blev ved med at drille mig med at jeg havde noget med det hele at gøre og hvordan jeg bare var her for ikke at vække mistanke. Han havde ret i alt det han sagde - synd at han bare ikke vidste det, og kunne gøre noget ved det.


 

***


 

"Hvordan gør man det her?” Efter den lidt delikate aftensmad, som Louis, Zayn og Harry havde lavet, var der ikke gået lang tid før det hele var gjort rent igen, og vi havde sat os ind i stuen, på sofaen og stolene. Eller nogen havde valgt at sætte sig der, andre havde ikke. Og når jeg siger andre, så mener jeg at Niall, Harry og Louis følte at det var den rette tid til at slå kolbøtter. At de så slet ikke kunne finde ud af det var en helt anden sag.

“Er vi ikke dygtige-” “aarrr, hjælp!” Et hjælpeløst råb fra Niall, der afbrød Louis’s begejstring, fik mig hurtig til at bryde ud i grin. Formet som en bold, med strittende ben, lå han der, midt på gulvet, omgivet af Harry, som stadig ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sine ben, og Louis, som lå med benene i vejret, klar til det væreste og tungen ude, så balancen kunne holde dem oppe.

“En eller anden?!” Selvom jeg virkelig gerne bare ville have siddet endnu mere og grinet af ham, fik jeg kravlet mig hen til ham. “Hvor er du sød,” fnes jeg, inden jeg fik fat i hans ankler og trak ham tilbage på sin numse. “Jeg er ikke sød,” kom det mumlende fra ham, hvilket fik de andre drenge til at grine og mig til at rode min hånd godt og grundigt rundt i hans lyse hår. “Jo, du er,” smilede jeg drillende, men i et svip spændte han sine arme stramt om mig, så vi begge blev væltet bagover. “Din skiderik,” hvinede jeg ind i hans øre, da han ikke havde i sinde at slippe.

Gulvet var hårdt, og Niall var tung. Jeg vidste ikke hvordan det her skulle ende, men mine nerver sagde, at det nok ikke var slut, da de resterende drenge hoppede op og smed sig oven på toppen, som flødeskum der skal sprøjtes på kagen.

“Forhelved, jeg kan jo ikke trække vejret!” gjorde jeg dem klar over, men intet andet end grine gjorde de. Den tunge masse af fem kroppe lå hulter til bulter oven på mig. “Årh…” stønnede jeg, overgav mig og lagde mit hoved tilbage på gulvet, med lukkede øjne.

“Nyder du det?” lød det nær mit øre, imellem støn og grin fra etagerne oven i kagen. Med et skævt smil åbnede jeg mine øjne. Rigtigt nok var det stadig Niall, som lå der, med sit hovede få centimeter fra mit. “Det er da meget hyggeligt? Lidt trykt, men yeah...” Hans forsigtige grin fik nakkehårene til at rejse sig. Jeg klemte mine læber sammen til en streg og smilede, så mine æblekinder blev kuglerunde.

De blå øjne vandrede tænksomt fra mine øjne og ned til stregen, der var blevet fyldig igen. “Jeg, øhm…” Nialls ord stoppede op, da han så sig til siden, “hej Harry.” Jeg så også hurtig Harrys glade, uskyldige smil fra en etage oppe over Niall, “forstyrrede jeg?” spurgte han uvis, med endnu et smil. Han mindede mig om en kat - sådan en rigtig dejlig kat- øhm jaer... nej.

“Næ,” svarede jeg ham også tilbage med et smil, imens Niall i min øjenkrog himmelvendte sine øjne. Siger det bare Niall; vær glad for Harry ikke så det. Det søde smil kan godt give en røvfuld, hvis øjeblikket er til det.

Jeg så ind i Harrys øjne, og noget forandrede sig hurtigt, som om han skjulte noget. Forvirret over synet løftede jeg betuttet mit øjenbryn, stadig i øjenkontakt med ham. Men hvad hans øjne havde vist før havde tydeligvis ikke været meningen for mig at se, da han dum svarede tilbage med et fjoget løftet øjenbryn.

“Fuuuuck…” blev der åndet højt ud, og hurtigt kunne noget nyt luft blive trukket ned i mine lunger. Zayn og Liam havde forladt lagkagen, kunne heldige strække sine led friske og levende igen, imens jeg stadig var tvunget liggende på gulvet.

Byt med miiiig!

Be beee…søde mennesker?

Nej, okay.

“Louis,” mumlede Harry til Louis, så de to hurtig også var kommet på benene, så Niall og jeg var de sidste liggende tilbage på gulvet. Niall fik sig rullet væk fra mig og var også nu på benene, på vej til at række en hånd ned til mig. “Her,” smilede Harry, og ignorerede fuldkommen Niall, som ellers også havde sin hånd fremme. Harry kiggede mig i øjnene, insisterende, men på andre måder kold. Jeg undrede mig over hans pludselige mærkelige opførsel, men kunne ikke lade vær med at tage dem begge i hånden. “Tak.”

Niall smilede et stille skævt smil, inden han trak sig tilbage i sofaen, hvor Liam og Louis også havde fundet sig tilrette. Med blikke i nakken kunne jeg vende mig om og se Harry stå stirrende med et smørret smil, jeg kunne tyde som sejr. “Stop,” mimede jeg med udspilede øjne - var han dum? Han trak lydløst grinende sine hænder op, som om han var uskyldig, og mimede selv “stop” for at efterligne. Jeg fnøs irriteret af ham, inden jeg vendte ryggen til ham og fandt vejen til sofaen. Hvad havde han gang i?

Jeg trak mine ben op under mig, følte den stigende bitterhed over Harry og hans uforklarlige tanker, der kunne få mig til at tro, at han havde røv i begge ender. Hele tiden vandrede mine øjne sig alligevel over på ham, hvor han sad og så på mig i al hemmelighed, selvom han ikke lagde skjul på, at han så på mig. Den dreng var til at gøre klog på - ikke at jeg ville gøre mig klog på ham, fordi det var jo ikke det, der var meningen med det her. Slet ikke, og hvorfor bekymrede jeg mig overhovedet over det? Eller blev sur? han var bare en jeg havde i tankerne at hævne mig på, knuse. Intet andet.

 

“Skal vi se en film?” Lyden kom fra Zayn og jeg selv nikkede i svar, “hmm.” De andre gjorde sig også enige, så det endte med at vi skulle se Edge of Tomorrow - hvilket endte med at være en dårlig idé. Og mere snakker vi ikke om det… Men mere snakker vi om, at jeg var tørstig - men at være tørstig og  søvnig er ikke en god kombination, så det endte hyggeligt og vådt, og jeg fik en god undskyldning til ikke at forlade filmen.

“Du kan låne den her,” sagde Harry og rakte en sort  trøje frem mod mig, “her.” Jeg tog fat om det sorte stykke tøj, kunne igen mærke min iskolde, våde trøje mod min mave, den, som jeg havde spildt på. Det var heldigvis ikke andet end vand, jeg havde spildt, så det skulle bare nå at tørre inden jeg skulle hjem. Men nøj, hvor ville det være dejligt med en tør trøje.

“Har du et problem?” Jeg så ham ikke engang i øjnene, da jeg monotont brød stilheden. Med ryggen til forventede jeg et svar, som jeg ville kunne bruge til noget. Stille trak jeg min vådplettede trøje af og lagde den fint ved siden af Harrys sorte trøje på sengen. “Hvad mener du?” “Jeg mener at du var en idiot før,” mumlede jeg hårdt, men stadig uden sinde at se ham i øjnene.

Duften af Harry var overalt, da jeg i et snup, fik hans trøje på. Den var varmere end min forventning, men alt der var mere som en dyne var vel altid bedre? Det gav vist ikke nogen mening...men faktum er, at dyner er dejlige, puffet og bløde.

Jeg svimlede rundt af alle de dufte jeg ikke kunne holde styr på - eller måske var jeg bare mere træt end hvad jeg forestillede mig? Jeg gabte i hvert fald højt, hvorefter jeg drejede om på hælen, hvor Harry stod tættere på end troet. For pokker da, drengen er ude på at skræmme mig til døde.

Harry tydeligvis ikke et comeback på min påstand om, at han havde været en idiot. I stedet kiggede han underholdt på mig. “Den er vist lidt for stor til dig?” Jeg lavede en lille grimasse, mens jeg trak ud i siderne på den, “lidt.” Uden videre strøg Harry derefter, med sin hånd, mig over kinden, fik mit hår sat om bag øret, “men jeg kan godt lide det,” mumlede han, og et lille smil tittede frem fra mine læber. “Hvorfor var du sådan over for Niall?” Jeg anede Harrys suk bag hans øjne, da han tungt trak vejret med øjnene rettet mod vores fødder.

Da han efter lang tid ikke svarede, tænkte jeg, at det var på sin rette plads, at jeg gik. Jeg åbnede døren op helt, var på vej ud ad rummet, da han insisterende tog fat i mit håndled, “jeg var kun sådan, fordi…fordi…”

 

 

_____________________

uuuuha, hvor er det dog laaang tid siden -

og jeg har helt skyldfølelse...

jeg håber ikke kapitlet er for...usammenhængende. men meget har været om ørene, og processen har været...hakket?

(og hvis du læser det her, oskar...så er det forsent)

tesik :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...