Code: 0308 » h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Caitlin Chance. En stræbsom, men uskyldig pige, som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. En nat, hvor hendes veninder har taget hende med i byen, får hun sit største ønske opfyldt. Caitlin møder nemlig Harry Styles. Hendes veninder plager hende om at snakke med ham, og til sidst, efter overtagelse, prøver Caitlin at snakke med ham. Men det skulle hun aldrig have gjort. Harry er ubehøvlet og Caitlin bliver ydmyget og gjort grin med foran alle. Men det finder hun sig ikke i. Dagen efter har hun sat sig for at gøre det samme mod ham. Harry skal klemmes som en lus mellem neglene. Hendes største idol skal ydmyges og fortryde det han gjorde mod hende. Og det er Caitlin sikker på han kommer til. Det eneste hun bare mangler er hans telefon. Når hun har fået fat i den, kommer det til at gå som en leg - eller gør det?

124Likes
71Kommentarer
15221Visninger
AA

3. More like investigation

2

 

Selvom jeg var træt, udmattet, vidste jeg stadig præcist hvad jeg skulle foretage mig i dag.

Jeg havde ikke glemt hvad der var sket i går. Jeg havde ikke mistet følelsen omkring det hele og hvordan jeg skulle tilbagebetale ham.

Harry Styles, så det står klart på lystavlen.

Lige nu lå han sikkert i sin seng, døjede med tømmermænd eller bedre; han kunne sidde med hovedet foroverbøjet over et toilet. Det havde han da i det mindste fortjent, synes jeg.

Jeg havde fået mig selv i noget tøj, der kunne bruges til dagens projekt. Et par sorte hullede jeans, en push up bh indenunder min stramme tanktop, så min nedringet løse top, der hang uden på var mere...iøjnefaldende for at sige det som det var.

Det Harry havde sagt til mig igår om at jeg lignede en dreng med bukser og briller kunne jeg ikke glemme. Derfor var det, at klæde mig mere piget det første jeg havde i tankerne, og, så kunne det være han blev distraheret, når jeg skulle tage hans telefon? Man kunne kun håbe, især når jeg havde gjort mig umage med at få det til at se ud som om at de var store - hvilket man ikke kan sige de var. Men det var bedre end ingenting.

"Var det en go' fest igår, skat?" Jeg kiggede sløvt hen på min far, der iført i sin blomstrede kjole,  glad stod med sin bagebog, klar til at bage endnu mere brød. Min far var meget opsat med brød og bagning - ikke noget som jeg havde arvet, tværtimod, jeg hadede at være i et køkken. Når alt kom til alt, lignede min far og jeg ikke så meget hinanden, men Dylan og jeg havde valgt at blive boende hos vores far, da vi gerne ville bakke ham op i hans store beslutning. Jeg snakkede dog stadig med min mor, og havde et godt forhold til hende også, men besøgene var på det sidste formindsket en del, fordi hendes arbejde tog meget af hendes tid.

Jeg trak stolen til spisebordet ud, nikkede, mens jeg satte mig foran skålen med havregryn, "den var okay. Ret mange mennesker, men okay." Jeg kunne heller ikke fortælle min far hvad der egentlig var sket, og, han ville bare prøve at komme med løsninger og før jeg ville vide af det, ville han på en eller anden måde få Harry sagsøgt, og det var ikke det jeg ville. Hvis jeg sagsøgte eller noget lignende mod ham, kom det ikke bag på mig, at det ikke ville ramme ham. I forvejen har han røven fuld af penge, og en lille sum mønter til os, fordi han har opført sig dårligt, ville ikke få ham til at føle sig dårligt tilpas. Jeg tror egentlig bare han ville grine endnu mere hånligt af mig.

"Du ved du kan sige til mig, hvis der er noget galt, ikke, skat?" Jeg sank maden, inden jeg kiggede hen på min far, som så bekymret ud. "Hvorfor skulle der være noget galt?" Han lagde sin bagebog ned på køkkenbordet med en sukkende bevægelse, "du kom hjem og gik direkte på din computer, når du burde sove?" "Og?" Mumlede jeg med havregryn i munden. "Charmerende, putte. Jeg tænkte bare der var noget galt siden..." Han tog sin lyserøde bagebog op i hans favn igen - jeg havde vundet. "Siden hvad?" Jeg smilede inde i mig selv. "Det er lige meget, snuske, hvad har du af planer for i dag?"

 

 

***

 

 

Jeg fortalte ikke min far sandheden om hvad jeg skulle i dag. Men noget i den stil, jeg løj da ikke med at jeg skulle undersøge nogle ting på computeren og så en tur i byen? Jeg løj faktisk slet ikke, jeg sagde bare ikke det hele. Ingen dårlig samvittighed her.

Tre timer var hvad jeg havde sovet i nat, men de andre timer havde jeg også brugt godt - jeg havde nemlig forberedt mig til i dag, så jeg kunne gå i gang med det samme. Hvilket jeg så ville gøre.

I løbet af natten havde jeg formået at finde frem til Harrys telefon og komme ind på hans mobils styreprogrammer, hvilket vil sige, at jeg nu kunne se hvor han befandt sig henne ved hjælp af min telefon, fordi der havde jeg fået overført dataen til. Jeg var ret så glad for mine skakfærdigheder der.

Jeg åbnede min mobil og gik ind på programmet jeg havde lavet, så Harrys data kunne strømme ind på min telefon. Allerede nu, føltes det fantastisk at vide at jeg kunne gøre næsten alt, finde ud af alt, med den magt jeg havde fået fra natten af.

Stakkels Harry, han skulle aldrig have sagt de ting om mig. Nu ville karma snart komme og bide ham godt og grundigt i røven - og alt sammen ville jeg hjælpe karma  til med.

 

 

***

 

 

Efter jeg havde sat mit hår op i en hestehale, lagt noget makeup, så jeg kom til at se en smule mere anderledes ud og stået på badeværelset i 47 minutter for, at prøve at sætte nogle skide kontaktlinser i mine øjne, så jeg fik grønne i stedet for blå øjne, var jeg klar til at finde Harry, tage hans telefon og ødelægge ham. Jeg var så spændt, at det gjorde ondt, og det skræmte mig. Jeg havde aldrig følt så meget for hævn og gøre det overfor en, og ovenikøbet mit idol. Men alligevel elskede jeg følelsen. Den var mystisk spændende.

Da jeg havde lukket hoveddøren bag mig, gik jeg mod busstoppestedet og ventede.

Jeg skulle ind til London igen og efter hvad jeg fik at vide fra Harrys telefon, fandt jeg hurtigt ud af, hvor han befandt sig. Det var tid til at jeg skulle på cafè - ikke noget som jeg havde imod. Jeg kunne godt lide cafèer. Man kunne læse en god bog, med en varm kakao i hånden. Jeg brød mig dog bare ikke om kaffelugten. Den fik en forfærdelig hovedpine frem i mig, men jeg plejede bare at prøve at ignorere den. Hvilket jeg så også måtte i dag.

Der gik ikke mange minutter inden bussen var ankommet og jeg havde sat mig tilrette på et sæde tættest ved vinduet.

Vinduet var dækket med små regndråber. Det regnede udenfor, men det skulle ikke afholde mig - jeg håbede dog heller ikke det ville afholde Harry for at være taget hjem i mellemtiden. Det ville væresynd.

 

En gammel dame satte sig på sædet ved siden af mig, ved andet stop. "En smuk ung pige, som dig, må da have en kæreste?" Jeg kiggede over på hende, grinede let, men rystede på hovedet, "nej, det har jeg ikke - mænd er nogle forpulet væsner, så nej." Den gamle dame så overrasket på mig, så hun fik flere rynker i panden end nødvendigt. Så smilede hun varmt og gav mit knæ et klem, "bare rolig, det er ikke alle mænd, som er nogle dumme nogen, skal du bare se."

Jeg skar en grimasse, inden jeg smilede venligt til hende - hun var måske syg. Måske skulle jeg spørge om der var en læge tilstede på bussen? Det ville ikke være godt, hvis det var mig, som var skyld i at den gamle dame havde gået ud af sit hjem og så faldt om, så hun skulle på hospitalet, det ville forsinke mit projekt alt for meget.

 

 

***

 

 

Jeg var heldig, at Harry ikke havde fået andre planer, så da jeg steg ud fra bussen, sad han stadig hvor jeg ville have ham. Eller stod - det vidste jeg jo ikke noget om, endnu. Så nu skulle jeg bare finde cafèen. Ifølge Harrys indbyggede GPS, ville jeg kun skulle gå nogle få  tohundrede meter, før jeg ville være der.

Regnen var stilnet af og mit hår var allerede ved at være tørt. Min hestehale svingede i takt med mine skridt. Jeg tænkte på om han kunne genkende mig. Min plan ville direkte blive skyllet i toilettet, hvis han kunne genkende mig. Men jeg havde jo ikke mine store, sorte og klodsede briller på og mine lidt for store bukser, var jo blevet byttet ud med nogle lige lovlige stramme sorte jeans, der var på kanten til at blive forbudte, så stramme de var. Min T-shirt havde jeg smidt ind bagerst i skabet og som sagt; skiftet ud med en meget udfordrende løs trøje, ud over en stram tanktop, der sammen med min push up bh, strammede det hele meget mere op, fik det til at se meget... stort ud.

Jeg prøvede at lade vær med at tænke på, at han havde kaldt mig tyk. Selvom det havde gjort ondt, og det stadig gjorde, ville jeg ikke starte en sultestrejke eller begynde at kaste min mad op eller dyrke meget motion, det ville jeg ikke kunne gøre. Motionen ville nok være det værste, men nok om mit dårlige forhold til motion, jeg nærmede mig cafèen.

Forsigtigt åbnede jeg døren for at være så lydløs, usynlig, som mulig, men en vis klokke, der absolut skulle hænge over døren, gjorde min entrè noget mere iøjnefaldende. For at sige det mildt var der kun meget få, som vendte hovederne mod min elegante entrè, som jeg udviklede til at falde over dørtrinnet og vælte ind i en person, der selvfølgelig skulle spilde mælk og kaffepulver ud over min ellers så fine trøje. Pis mand, jeg havde jo brugt mange penge på den trøje!

Jeg kunne ikke være sur i ret lang tid, da jeg indså hvem der havde været så klodset at spilde det ud over mig - selvom jeg på en måde selv var skyld i det, men det siger vi ikke til nogen, shhh!

"Ej, undskyld! Jeg så dig slet ikke. Kom du noget til?" Jeg kiggede ind i hans ocean blå øjne og forestillede mig alle de gange, hvor jeg havde forestillet mig vores første møde - det her var ikke det jeg havde regnet med. Ocean blå øjne, Caitlin? Helt ærligt, kunne du ikke havde fundet på noget mere unikt?

Jeg vidste ikke om jeg skulle blive i humøret 'sur' eller om jeg skulle være venlig overfor ham, men da han igen åbnede munden, gik jeg med at være lidt mere venlig.

"Din trøje! Undskyld, vil du ikke have en kop kaffe med os - jeg skal nok betale, bare du ikke bliver sur!"

Jeg sagde ja - og jo, forresten jeg var væltet ind i Niall. Niall Horan.

Han smilede sødt til mig, da han rakte mig nogle servietter, så jeg kunne tørre noget af den mælk han havde spildt af. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Flere ting fløj rundt inde i mit hoved. Hvis Niall var her og han sagde 'os', måtte Harry være sammen med dem - hvordan skulle jeg så kunne få fat i hans telefon, uden at de opdagede det? Og var Niall og de andre ligesom Harry? Tænkte han også at jeg var tyk og grim?

"Det var noget af et stunt I fik gjort jer!" Jeg var fuld koncentreret om min trøje og om hvad Niall tænkte, at jeg ikke opdagede at vi var kommet hen til de andre drenge. Alle mine idoler. Dem som jeg havde sagt godnat og godmorgen til hver dag. Alle de sange jeg havde sunget med til og som når jeg var sammen med Steph og vi opførte os som sindssyge, når vi hørte dem. Og nu snakkede de til mig.

"Haha, ja-" Niall lagde sin arm om mig - jeg kunne skrige, "-men det her er så min stundpartner, som jeg synes vi skal byde på en kop kaffe, fordi ja... hendes trøje blev beskidt, og det var sådan lidt min skyld." Han kiggede ned på mig med et smil, som jeg gengældte med et lille et. Jeg har altid været lettere genert, og tanken om at det var dem, gjorde mig bare mere genert.

"Hvad hedder din veninde, Niall?" Stemmen var genkendelig og afskyen skyllede igennem mig, men han lød anderledes… Han lød nærmere interesseret.

Jeg så overrasket over på ham, gjorde i et kort øjeblik øjenkontakt, hvor hans øjne lyste op, hvorefter jeg kiggede væk igen - kunne han virkelig ikke genkende mig?

"Ja, hvad hedder du egentlig, søde?" Mine knæ var  i sekunder lavet af gelè, men tanker om at hvis min plan skulle lykkes, måtte jeg var mere bestemt, selvbevidst.

Mine øjne kiggede på alle fire, som sad ned, godt optaget med at se på mig.

Det var som en drøm, der gik i opfyldelse, det arvelige var bare at jeg havde en grund til at være her, og grunden var nok ikke den jeg kunne pudse min glorie for .

"Øhm-" skulle jeg sige mit rigtige navn? Harry havde jo ikke hørt mit navn før, så det ville vel ikke ødelægge noget, vel? "Caitlin." Jeg så over på Harry, der ikke så ud til at genkende navnet. Han smilede bare, som om jeg var en chokoladekage. Jeg kunne egentlig godt spise en chokoladekage.

"Når, Caitlin, sæt dig ned og fortæl." Niall førte mig hen mod stolen ved siden af Harry, og jeg satte mig ned. Louis, Zayn og Liam sad overfor. "Hvad skal jeg fortælle?" "Hvor bor du? Hvad laver du i din fritid? Har du nogen dyr? Alt!" Jeg udstødte et kort lille grin, inden jeg prøvede at tænke. Ville det lyde for tumpet, hvis jeg sagde at jeg spillede skak? Rodede med computere? Måske skulle jeg finde på noget andet?

"Jeg spiller fodbold," sagde jeg og kunne have slået mig selv i hovedet. Hvor kom det lige fra? Jeg hader fodbold! Og grunden til det, var ikke det sværeste at finde frem til; Dylan. Mere føler jeg ikke at sige mere omkring emnet. "Fedt - hvilket hold holder du med?" Hvorfor skal du spørge om sådan noget, Louis?

Okay, kom så Caitlin, du kender godt lidt til fodbold! Hvad plejede Dylan altid at råbe ad tv'et? Zl- Zla? Zlatan? Zlatan!

"Zlatan," sagde jeg, hvor de så begyndte at grine. Jeg kiggede uforstående over på Niall, som var brudt ud i et slags grineflip. Det havde altid været noget som jeg havde ønsket at høre; hans grin, og det var endnu bedre i virkeligheden end på video. Jeg kunne ikke skjule et lille smil, der gled hen over mine læber.

"Zlatan er en fodboldspiller, han er ikke noget hold." Liam som havde talt, kiggede med et overbærende blik i øjnene. Nååå, så det var derfor Steph også havde syntes at han var lækker - jeg havde aldrig kunnet forstå hvordan man kunne synes et fodboldhold var lækker...?

"Men hvilket hold, kan du bedst lide?"

Jeg kiggede lidt rundt i cafèen, prøvede at komme i tanke om et fodboldhold. Hvor end inspirationen kom fra i caféen, har jeg overhovedet ingen anelse om, men kan vi ikke bare sige at min hukommelse er en smule begavet i forhold til andres?

"Barcelona?" Sagde jeg stille, kom måske til at lyde meget uskyldig, men som måske er godt, så han ikke får mistanke. Så ingen fik mistanke om hvad jeg skulle til at udrette Harry for.

Hvor var hans telefon overhovedet henne?

"Barcelona? De er også gode," nikkede de, men jeg var mere optaget over at finde Harrys telefon, til at lægge min opmærksomhed på dem og deres nikken..

Hvor havde han den?

"Når, jeg lovede dig jo en kop kaffe. Jeg henter lige en." Niall trak stolen ud og fik kurs op mod disken. Jeg nåede ikke at sige, at jeg ikke kunne lide kaffe, og det ville lyde alt for krævende, hvis jeg sagde, at jeg hellere ville have varm kakao.  Min mund forblev lukket.

Jeg kiggede ned i bordet, vidste ikke rigtig hvad der skete. Jeg sad med mine fem største idoler, som sad og snakkede med mig. Eller fire største idoler... Harry sad stadig ved siden af mig. Gårsdagens hændelser havde jeg næsten glemt. Var det virkelig den samme Harry, som havde sagt de ord til mig?

 

"Så!" Sagde Niall, afbrød en mærkelig samtale mellem Louis og jeg, omkring hvor stor en længdeforskel der var på en giraf og en myre.

Niall satte sig ved siden af mig igen. Et stød fandt liv, da vores lår rørte hinanden. Der er en logisk forklaring! Der hedder; at det i virkeligheden bare var et stød, der faktisk ikke kunne mærkes, men fordi alle mine sanser var helt oppe at køre, så kunne jeg mærke det. Det var logsik.

"Den er meget varm-" "jeg har altså ret." Louis afbrød Niall, hvorefter han lænede sig tilbage i sin stol med et 'du-skal-ikke-sige-mig-imod'-ansigt. Jeg smilede stille til Niall og hviskede et lille 'tak' til ham, inden jeg rystede på hovedet af Louis.

Jeg tog mine hænder omkring toppen af den varme kop og skulle til at sige ham imod, men min mund nåede kun at blive åbnet, inden Louis holdt sin hånd op for at stoppe mig, "nej, jeg vil ikke høre det - jeg har ret."

"Men det-"

"nej-" den dreng gav mig intet valg, "av!"

"Vil du høre på mig nu?" Han tog sig til sit skinneben, med en fortrængt grimasse, som dog hurtigt blev til et smil.

"Så lad gå."

 

 

***

 

 

Jeg havde faktisk hygget mig gevaldigt meget i selskab med dem - minus Harry. Han virkede sød, slet ikke ubehøvlet når han talte med mig, men jeg kunne ikke glemme hvad han havde gjort, og tankerne om om han havde gjort det overfor andre piger. Jeg svarede ham altid kort tilbage og ville egentlig ikke høre på ham, da jeg hele tiden var på kanten til tåre eller at kaste op. Jeg blev nødt til at få fat i hans telefon.

"Du har ikke drukket din kaffe? Er der noget galt med den?" Jeg kiggede ned i min kaffe, inden jeg så op på Niall, som næsten så bedrøvet ud. "Undskyld, Niall, men jeg kunne bare ikke sige det..." De andre snakkede videre, mens jeg så ned igen.

"Hvad ville du ikke sige?"

Jeg gryntede på næsen, "at jeg kan ikke lide kaffe."

Han smilede let og gyngede til siden, så han ramte min skulder. "Det skulle du bare have sagt, så havde jeg købt noget andet til dig."

"Jeg tænkte bare at du ville tro, at jeg var krævende, hvis jeg ikke tog imod det du havde tænkt..."

"Du er slet ikke krævende! Du skal bare råbe højt om hvad du vil have - det ved du til næste gang." Han skubbede til min skulder igen - næste gang? Jeg så ind i hans øjne, smilede, inden jeg sukkede, "er der nogen der ved hvad klokken er?" Jeg havde lovet min far at komme hjem før aftensmad, og turen tilbage ville jo også tage noget tid.

"Fire," lød det ivrigt i kor fra begge sider af mig. Fire? Måske skulle jeg til hjem a- vent var det en telefon? I Harrys hånd? Jeg tror godt jeg kunne vente med at tage hjem - jeg ville bare skrive en besked til min far eller Dylan om at jeg blev forsinket. En lille hvid løgn skader vel ikke? Og det var jo ikke fordi de var så fremmede for mig? Jeg vidste flere ting om dem end jeg gjorde om mine egne forældre.

"Skal du hjem?" Jeg kiggede over på Zayn, som havde talt. Jeg havde næsten helt glemt ham. Hvordan kunne jeg glemme Zayn?! *Mental undskyld til Zayn fra mig.*

"Ikke hvad jeg går ud fra," lød jeg lidt ligeglad, og fandt min telefon frem, så jeg kunne skrive til dem.

"Vil du så ikke tage med os?" Sagde Niall bedende, og jeg kunne ikke lade vær med at smile indeni.

"Awww! Har Niall fået et crush?" Grinede Louis, hvorefter Zayn og Liam også begyndte at grine.

"Nej! Jeg er bare venlig!" Sagde Niall, som en lille dreng, der prøvede at forsvare sig, med fingrene nede i kagedåsen.

Måske ville det være en god mulighed for at tage Harrys mobil, hvis jeg tog med dem? Jeg kunne tydeligvis ikke få fat i den, hvis de andre sad under en meter fra den i radius, som de gjorde nu. Hvis jeg bare kunne være alene med Harry eller mens han sov? Okay, det kommer aldrig til at ske! Men jeg havde en pointe.

"Det lyder hyggeligt, men hvor skal I hen?" Niall brød ud i et kæmpe smil, imens de andre drenge allerede var i gang med at rejse sig fra deres opvarmet pladser, "hjem til mig," den dybe stemme lød bag mig, og jeg blev lige pludselig virkelig glad for at høre den - eller hvad den sagde, jeg hadede ham stadig, men for at jeg bare ville kunne nærme mig den telefon, blev jeg nødt til at vise at jeg var lidt glad for det. Ikke?

 

 

***

 

 

Det var virkelig en drøm der gik i opfyldelse, da jeg blev tilbudt at køre i bil med Niall og Liam. Og Harry. Jeg sad faktisk ved siden af Harry omme på bagsædet, mens Liam kørte og Niall sad og styrede det hele, som om han var kongen af trafikken og vejene. Han manglede bare en fin krone, så ville man ikke kunne tro andet.

Aldrig havde jeg troet at jeg skulle sige det, men jeg var glad for at jeg sad så langt væk fra Harry som det var muligt i den bil. Hele tiden tænkte jeg på om han overhoved havde anelser om hvem jeg var, eller om jeg bare havde været endnu èn pige, han havde svinet til, gjort grin med.

Jeg så væk fra de snart tørre veje og hen på Harry, som sad med hans telefon. Hans dyrebare telefon, som jeg snart skulle have fat i..

Det var sådan en irriterende følelse, at vide, at den eneste ting jeg skulle bruge for at komme videre i mit hævn-projekt, var under en meter fra mig, og jeg kunne ikke tage den. Jeg måtte bare sidde og kigge på den og savle - ad nej, vi dropper svalet.

Så det gjorde jeg. Men Harry opdagede det. Og så kiggede jeg væk, fordi jeg vidste at jeg var blevet busted for at kigge ham over skulderen.

"Er min telefon spændende?" Spurgte han, efter han havde grinet hæs, dybt og kort. God man, det grin var så charmerende - ikke så underligt, at jeg havde været skudt i ham.

Jeg kunne mærke han kiggede på mig, men jeg kiggede stadig ned på mine knæ, hvor jeg rodede med en løs tråd, og begyndte stille at rødme.

Hvad skulle jeg svare ham? At jeg aldrig havde set sådan èn mobil før?

"Jeg har bare aldrig set den sådan en før," sagde jeg, prøvede at lyde uskyldig. Jeg havde tænkt lidt over det; måske hvis jeg var sød, flirtende, lidt dum, som om jeg ingen forstand havde på det, kunne måske gøre det lettere for mig at få fat i den - eller hvert fald komme tættere på den? Det var da hvert fald noget at prøve?

"Har du aldrig set en telefon før?" Jeg grinede over hans spørgsmål, "selvfølgelig har jeg set en telefon før, dumme - jeg har bare ikke set sådan èn," sagde jeg og nikkede over til telefonen i hans hånd - den var så tæt på og alligevel så langt fra.

Harry rykkede sig lidt på sin plads. Jeg kunne mærke hans blik ligge på mig, så jeg kiggede op og hans øjne var flotte. Så så uskyldige ud. Heldigvis vidste jeg hvad der lå bag dem.

Han klemte sine øjne lidt sammen, så ud som om han studerede mit ansigt, "jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror jeg har set dig før." Mit hjerte stoppede brat op, mens min hjerne arbejdede på højtryk. Og så fik jeg en ide. Og så begyndte jeg at græde og prøve at lade som om at jeg havde fået noget i mit øje.

Det så ud til at Harry hurtigt havde glemt emnet han havde spurgt om, da han prøvede at rykke sig tættere på mig, dog forhindrede hans sikkerhedssele sig i at komme helt tæt på - se, det er derfor man skal huske sikkerhedsseler! De er meget nyttige.

Jeg begyndte at blinke kraftigt og hurtigt var der også åbent til mine tårekanaler, så det ville se lidt mere ægte ud.

"Kan du åbne øjet, så kan jeg lige se om der er noget," sagde han bekymret, mens han kiggede irriteret ned på sin sele. Jeg elskede den sele. Tænk hvis den ikke havde været der? Hvor havde Harry så været henne? Det tænker vi ikke mere over nu...

Jeg prøvede at åbne mit øje, prøvede at kigge besværet på ham uden at få hjernekuller.

Han nærmede sit ansigt, mens han nøje kiggede ind i mit våde øje. "Prøv at kigge op," sagde han seriøs, så jeg gjorde som han sagde. Jeg blinkede et par gange mere. "Prøv så at kigge ned nu." Han var tættere på end jeg havde troet. Hans læber var lige foran mine. Var det hans mening? Ville han kysse mig? Bare sådan efter nogle timer?

 

 

 

_______________________

Andet kapitel!

Går det for hurtigt? For langsomt? Vil gerne høre dine meninger!

Det ville være dejligt hvis du gad at like<3

tesik

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...