Code: 0308 » h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Caitlin Chance. En stræbsom, men uskyldig pige, som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. En nat, hvor hendes veninder har taget hende med i byen, får hun sit største ønske opfyldt. Caitlin møder nemlig Harry Styles. Hendes veninder plager hende om at snakke med ham, og til sidst, efter overtagelse, prøver Caitlin at snakke med ham. Men det skulle hun aldrig have gjort. Harry er ubehøvlet og Caitlin bliver ydmyget og gjort grin med foran alle. Men det finder hun sig ikke i. Dagen efter har hun sat sig for at gøre det samme mod ham. Harry skal klemmes som en lus mellem neglene. Hendes største idol skal ydmyges og fortryde det han gjorde mod hende. Og det er Caitlin sikker på han kommer til. Det eneste hun bare mangler er hans telefon. Når hun har fået fat i den, kommer det til at gå som en leg - eller gør det?

124Likes
71Kommentarer
15227Visninger
AA

2. I thought you were dirrerent

 

1

 

"Selvfølgelig vil jeg gifte mig med dig, Harry!"

Sætningen havde jeg været parat til at sige højt  i så mange år, at jeg måske skal undvære at sige detaljer om det. Jeg var som så mange andre millioner piger - selvom jeg helst ikke ville indrømme det. Der var altid ting, som jeg kunne skille mig ud fra mængden med. Men det endte med, at der var piger som kunne det samme, og jeg blev den kedelige, nørdede, brilleabe Caitlin igen. Intet talent - kun store klodsede briller liggende på min næseryg og min vrikken med ørene. Men det var der jo andre der også havde/kunne. Jeg var bare Caitlin. En 19-årige pige ved navn Caitlin Chance. Men jeg brokkede mig ikke - tværtimod. Jeg havde en far og en bror, syv bedsteforældre og en mor, som valgte at blive skilt fra min far, da jeg var seksten. Dog kan jeg måske godt lidt forstå hende. At være gift med en mand, som stille og roligt var blevet til en velfriseret dame, var vel ikke hvad alle havde i tankerne, når man søgte efter en stærk, beskyttende mand. Veninder havde jeg også nogle stykker af  og ikke mindst en hjerne, der kunne bruges til noget. Jeg havde titlen som Watfords tredje bedste skakspiller. Det lyder måske ikke så overdrevet vildt, men det gjorde at jeg havde lettere ved andre ting, for eksempel; computere.

Men for ikke at blive alt for kedelig, vil jeg komme i gang med... mit liv.

 

 

***

 

 

"Jeg smutter far! Hej-hej!" Råbte jeg med min hånd om dørhåndtaget, klar til at åbne døren helt og smutte. Men så hurtig skulle jeg ikke være, "hey-hey, unge dame - vent lige lidt!" Min far kom luntende på hans 'to-sekunder'-måde.

"Pas nu godt på dig selv. Og drik nu ikke noget fra fremmede - man ved aldrig hvad de kan have puttet i. Og husk nu ikke og drikke for-" "farrr!" Jeg kiggede på hans øjne og store øjenvipper, der med mascara var blevet utrolig iøjnefaldende, med et blik der sagde han skulle stoppe nu, for ellers blev det for pinligt. Min far var, ja, en dame. Ikke hvad alle familier kan være stolte af at have. Han havde nogle utrolig flotte lægge, noget som jeg ikke kunne prale med at have arvet.

"Nå ja, okay, du ved det jo godt," sagde han og krammede mig, hvorefter min bror, som i mellemtiden var lusket ud i entréen, trak mig ind i et varmt kram. “Ingen ulykker, vel - jeg regner med at se dig i et stykke, når du kommer hjem, miss Chance,” lød Dylan, der efterhånden havde været meget overbeskyttende det seneste stykke tid. Hvorfor, ved jeg ikke - han var måske bare inde i en periode, der hed: “Pas på din søster.”

"Jeg ved ikke hvornår jeg kommer hjem, men I skal ikke vente på at jeg kommer hjem, okay?" Jeg vendte mig om og åbnede døren, så jeg kunne komme ned til bilen med Stephanie i. “Ring, hvis der sker noget!” I baggrunden kunne min brors råbende stemme høres, at jeg så mig tilbage for, at svare tilbage, ville ikke lige være tidspunktet, da Steph og jeg havde en smule travlt. Så jeg håbede på, at han kunne regne ud, at jeg havde hørt hans besked.

"Så skal der festes!" Råbte Stephanie grinende, da jeg var hoppet ind i den lille, misfarvede røde bil. Jeg grinede over hendes udbrud, men nikkede, inden jeg trak spejlet ned for at se hvordan det stod til.

Stephanie og jeg skulle mødes med nogle gamle veninder fra folkeskolen af inde i London. Vi skulle køre i et stykke tid, men de havde insisteret på at tage derind og jeg var i undertal, så ja, nu var vi på vej, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke glædede mig en smule. Det var ikke hver dag jeg kom i byen for at sige næsten aldrig, og Stephanie havde fortalt at det var et kendt diskotek vi skulle på - det kunne kun blive godt.

Radioen fik jeg tændt for, at få en anden lyd end den rumlen fra bilens motor, der forresten trængte til en rigtig stor og kærlig hånd. Ud af radioen lød 'Strong' med London Gramma. Men lang tid gik der ikke, før Stephanie havde skruet væk fra den ellers gode musik.

"Yeah undskyld, men den er altså lidt en lyseslukker lige nu," mumlede hun og jeg fnes.

Steph havde fået sat en ny radio ind i bilen, fordi den gamle, ja, var for gammel og ikke kunne ret meget mere. Hun trykkede på de forskellige knapper, der var så modernet, at det slet ikke passede til bilen, der var lige til skrotpladsen.

Jeg smilede ved tanken om hvordan hun havde stor tudet over, at få den skrotbunke af en bil at være, til hendes fødselsdag. Hun havde været sort om øjnene, som en panda, uden selv at være klar over det. Folk havde heldigvis ikke grinet af det, men hun så nu lidt sjov ud.

Efter fjerde tryk på den fancy lysende knap, udbrød højtalerne med 'Midnight Memories', og vi begyndte automatisk at skråle med.

Stephanie og jeg elskede One Direction og havde gjort det lige fra deres første optræden i X-factor. Jeg havde drømt så mange drømme med dem og om hvordan vi en dag skulle mødes og de alle kom smilende imod mig, krammede mig og hvordan de ville kysse mig blidt på kinden og sige at de syntes at jeg var smuk. Bare det kunne ske en dag, men det var jo alt sammen bare ukontrollerede drømmerig, der kun foregik i min hjerne.

 

 

***

 

 

"Wow, der er mange mennesker!" Måbende kiggede jeg hen på den store mængde af mennesker, som stod foran, det sikkert prop fyldte, diskotek. Vi gik mængden i møde og der gik ikke mange sekunder inden Melly og Cassidy havde fundet os og krammet os hej.

"Der er godt nok mange mennesker," sagde jeg til Cassidy, som havde fundet diskoteket, med trippende fødder.

"Hvad havde du regnet med, Lin? - det er Cassidy!" Grinede Melly, og vi alle begyndte at grine.

Kort tid var kun gået, da jeg så småt var begyndt at fryse i min T-shirt og jeans. Jeg havde ikke taget kjole på som alle de andre piger. Dylan havde været glad for min beslutning, men han ville også have valgt en flyverdragt, hvis det stod til ham. Det med de små korte kjoler var ikke lige mig og havde aldrig været det - var nødvendigt for at kunne feste, eller for at danse de havde kjolerne på? tænkte jeg for det meste, når jeg så på de letpåklædte piger til fester. De måtte ikke være rigtig kloge.

"Hvornår kan vi gå ind?" Køen var væk efter et stykke tid. Jeg så på pigerne og de alle nikkede sig enige med mig. Jeg ville være frosset til is, hvis vi ikke var kommet ind på klubben.

Da vores fødder endelig blev placeret inde i klubben, mødte jeg et syn af endnu flere mennesker end der havde været udenfor. Der var mange på dansegulvet, men lige så mange sad også bare ude i siden og snakkede med deres drink i hånden.

Jeg stod i noget tid og bare studerede de forskellige personer og deres måde at være-, danse-, snakke- og kysse på. Kald mig underlig, men jeg syntes det var fascinerende.

Stephanie, som jeg havde stået ved siden af, tog fat i min hånd, og fik mast os ind i mellem personerne. Vi skubbede og maste, fik nogle sure kommentarer på vejen, men Steph var ligeglad og fik os til sidst op og sidde i baren, hvor hun fik bestilt noget at drikke til os. Melly og Cassidy kom kort tid efter og det hele fik sådan en god stemning.

 

 

***

 

 

Bassen pumpede mod mig og fik alt i mig i en ukontrolleret rytme. Jeg havde fået noget at drikke, men ikke så meget til at jeg var ved siden af mig selv. Det var ikke mig sådan at 'drikke mig i hegnet' - jeg ville gerne huske de gode stunder, istedet for at drikke dem væk i hukommelsen. Den tro havde Melly, Cassidy og Steph ikke. De var efter nogle glas blevet meget glade og alt var blevet lyserødt og godt i deres øjne.

Jeg kiggede fra min stol ud på alle de dansende, sukkede kort og vendte mig om ved lyden af Stephs højlydte og overdrevet hysteriske udbrud.

"Cait! Caitlin! Caitlin, det Harry! Harry står lige der over! Det Harry, Caitlin!" Hendes øjne var helt udspilet og måden hun prøvede at være helt rolig var til at grine over, men der var ikke tid til at grine, fordi, som hun sagde; Harry Styles, mit største idol, stod op ad endevæggen ikke særlig langt væk fra os.

Uden at tænke over det begyndte mit hjerte at pumpe hårdt mod mit bryst, og mine håndflader blev klamme. Var det virkelig ham? Altså fyren havde flot, velsat brunt-krøllet hår, og ud fra hans udstråling så han fandens godt ud, hvilket kun kunne tyde på, at det var Harry.

"Gå hen og tal med ham!" Jeg vendte hurtigt mit hoved tilbage mod Steph, kiggede panikken i hendes sløret, lysebrune øjne og rystede derefter kraftigt på hovedet. Jeg kunne ikke tale med ham. Jeg var bare en almindelig pige fra Watford og han var, ja, han var jo fanden Harry Styles, verdenskendt og det hele!

"Kom nu, Cait - han er sikkert virkelig sød!"

"Ja, og så vil du en dag takke os for at have snakket med ham."

"Caitlin, forfanden - gør det nu, gå over og tal med ham! For vores skyld!"

"Der sker jo ikke noget?"

Jeg sukkede, mens jeg kiggede opgivende på dem - havde de ret? Kunne jeg bare... sådan... gøre det? Var det så let?

Melly og Steph skubbede mig op fra min stol og hen imod Harry, som stadig stod i sine stramme jeans og halvåbent skjorte.

Det tog lang tid inden jeg fik mig taget sammen til at gå hen imod ham. Op til flere gange prøvede jeg at kigge tilbage på Steph, Cassidy og Melly, men de var allerede et helt andet sted og var godt i gang med de næste glas, der skulle drikkes og tømmes til sidste dråbe.

Jeg rettede kort på mine briller, inden jeg tog en dyb indånding. Harry stod ikke omgivet af nogen - hvert fald var der ingen som han var i samtale med, og det var vel mit tegn til at jeg skulle slå til. Så det gjorde jeg.

"Ehm, hey," smilede jeg og anstrengte mig meget for ikke at skrige ham i hovedet - af glæde. Jeg prøvede at klemme mine øjne lidt sammen, så de så mere tiltrækkende ud, det havde Steph prøvet at lære mig, da hun syntes at jeg skulle lære sådan noget. Jeg havde aldrig brugt det før, men en gang skulle jo være den første, og nu skulle den afprøves på Harry.

Hans øjne skinnede i det blinkende og farvet lys, der kørte rundt inde på diskoteket, "hey, babe" sagde han fraværende og kiggede væk igen. Min puls var sikkert langt over end hvad der var sundt. Jeg kiggede på ham, tænkte over hvad jeg skulle sige, tænkte over hvad jeg ikke skulle sige for at lyde dum, akavet hvad ved jeg, jeg skulle bare give et godt indtryk.

"Vil du have en autograf eller...?" Lød det fra ham. Jeg vågnede fra mine tanker, gik i panik over hans spørgsmål.

Jeg gled nervøst op i mine briller, ved tanken om at han så ud til at kede sig. Jeg kiggede kort op og så hans øjne, der hurtigt gav mig elevatorblikket og hans mund der udstødte et kort suk, hvorefter han prøvede at smile flirtende.

"Øh, j-jo, tak?" Hvorfor skulle jeg lige pludselig miste al min selvtillid, som jeg havde prøvet at bygge op? Han spurgte mig jo bare om jeg ville have en autograf?

Harry trak en kuglepen frem fra hans lomme og gjorde et kort tegn til at jeg skulle række min arm ud. Så det gjorde jeg.

"Så...var der andet, søde? Vil du have et kram eller noget?" Hans øjne var sløret, ligesom Stephs, Cassidys og Mellys - måske var han også fuld? Ej, det ville deres management ikke tillade ham, når de for nogle dage side havde været oppe i medierne.

Jeg prøvede og finde min selvtillid tilbage, prøvede at gøre noget så min samtale med ham ikke blev en fiasko. Så jeg takkede ja, krammede ham, maste mig lidt længere ind mod ham end jeg normalt ville gøre og hviskede om han ville ud og danse.

Han trak sig hurtigt fra mig, med et blik, der sagde at han så på noget frastødende - og han så på mig. Harry begyndte et hånligt grin.

"Du altså slet ikke min stil, du har briller og bukser på. Du ligner en dreng? Hvad havde du troet? Vi kommer jo aldrig til at mødes igen, og hvis du havde troet det her kunne blive til mere end en autograf og et kram-" han grinede videre, mens mine kinder blussede op over hans ord og folks stirren, "-så må jeg godt nok sige, at du har begået en kæmpe fejl! Havde du troet, at jeg ville have noget at gøre med en pige, som er tyk og har klodset briller? Haha, gå nu med dig og drik lidt, så du kan få et smil på, i stedet for det røde fjæs du har fået dig." Harry vendte sig om og lod mig stå med folk, som ellers havde været ligeglade, mens de dansede, men som nu havde rettet deres hånende blikke på mig.

Men jeg lod nu ikke mærke til folks hånagtige blikke, nej det eneste der kørte rundt i mit hovedet var: Mente Harry hvad han sagde? Var jeg tyk? Grim? Lignede jeg en dreng, som han havde sagt? Hvorfor havde han så lavet flirtende øjne? Var det bare for at være venlig? Var det noget som han havde fået besked på at gøre hver gang en fan kom?

Jeg nåede ikke at reagere, før jeg opdagede tårer glide ned ad mine kinder og jeg kendte udmærket godt grunden; mit idol havde lige knust min største drøm, kaldt mig tyk og grim.

Folk begyndte at grine, jeg stod stadig hvor jeg var blevet efterladt.

Det gav ikke mening i mit hovedet, at det jeg lige havde oplevet var rigtigt. Var Harry virkelig bare en dum idiot? Havde jeg gået rundt og tænkt, drømt, at han bare ville være den perfekte mand i hele verden, som ville være så sød og kærlig mod mig?

Jeg maste mig forgrædt ud af diskoteket, der spillede på højtryk, med mennesker der igen var begyndt at danse.

Stephanie, Melly og Cassidy var stadig derinde, men jeg kunne ikke komme hurtigt nok hjem. Det her var det værste, mest ydmygende og ubehagelige jeg havde prøvet. Jeg var aldrig blevet kaldt tyk eller grim før, for jeg vidste bedre til at lade det påvirke mig. Men at høre det fra en man elskede, var det værste og jeg vidste ikke hvordan lyden af hans stemme, der sagde det, ville kunne forsvinde fra min hukommelse. Ordene sad fast som treogtyve lags gaffatape.

 

 

***

 

 

Jeg fik en taxi til at køre mig hjem.

Jeg gav Steph en besked om, at jeg var taget tidligere hjem, fordi jeg havde fået det dårligt. At give hende den rene sandhed, var ikke til at tale om. Jeg ville lade hende blive i troen om at han var perfekt - sådan dat.

Løbende kom jeg op til mit hus og nåede kun lige at lukke døren, inden jeg brød grædende sammen igen. Mine hulk var lydløse, men min tanker var så høje og skrattende, at jeg havde troet at jeg vækkede min familie.

Stadig med tårer løbende, skyndte jeg mig op på mit værelse og smed mig på sengen med hovedet ned i en pude.

Harry var en nar. En godt og grundig stor, dum nar.

Jeg tænkte hele tiden på hvordan han kunne have været det bekendt, hvordan han kunne have fået sig selv til det, men jeg kunne ikke komme på nogle realistiske grunde. Det eneste jeg kunne tænke på og som konstant dukkede op foran mine øjne var; hævn.

Jeg ville ikke have at piger skulle opleve det samme som mig. Men jeg ville heller ikke vise dem den rigtige Harry Styles.

Snøftende fandt nogle lommetørklæder frem, så jeg kunne pudse min tilstoppede næse. Mine tanker var som en rystet bikube, et rent kaos. Dog var nogle spørgsmål klare; hvordan kunne jeg gøre, så det kun var Harry det ville gå ud over. Så det kun var ham?

Hvordan fik jeg...hævn?

 

Selvom klokken var mange og de fleste allerede sov i Watford, tændte jeg min computer og startede min mission.

Jeg skulle vise Harry, at jeg ikke bare var en hvilken som helst pige, som han havde kunst. Jeg skulle gøre det samme mod ham, som han havde gjort mod mig. Han skulle ydmyges, og stå med en tom følelse når jeg var færdig med ham.

Det eneste jeg manglede var hans fulde navn og hvor han boede, så kunne jeg søge efter hans telefon, hvorefter jeg ville kunne sætte en usynlig GPS ind i dens programmer. Når det var klaret ville jeg kunne finde ham, hvor jeg så vil kunne tage hans telefon fra ham. Men som tidligere Directioner vidste jeg jo allerede det hele - jeg havde ham om min lillefinger, og han ville ikke vide noget som helst.

 

 

______________________

Det var så første kapitel på min nye fanfiction, jah.

Håber i vil læse med.

xox

 

tesik

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...