Code: 0308 » h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Caitlin Chance. En stræbsom, men uskyldig pige, som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. En nat, hvor hendes veninder har taget hende med i byen, får hun sit største ønske opfyldt. Caitlin møder nemlig Harry Styles. Hendes veninder plager hende om at snakke med ham, og til sidst, efter overtagelse, prøver Caitlin at snakke med ham. Men det skulle hun aldrig have gjort. Harry er ubehøvlet og Caitlin bliver ydmyget og gjort grin med foran alle. Men det finder hun sig ikke i. Dagen efter har hun sat sig for at gøre det samme mod ham. Harry skal klemmes som en lus mellem neglene. Hendes største idol skal ydmyges og fortryde det han gjorde mod hende. Og det er Caitlin sikker på han kommer til. Det eneste hun bare mangler er hans telefon. Når hun har fået fat i den, kommer det til at gå som en leg - eller gør det?

124Likes
71Kommentarer
15221Visninger
AA

5. How 'bout cat

4

 

Takket være mit vækkeur, vågnede jeg modbydeligt. Allerede nu begyndte tanker, som jeg havde ret mange af, måske at blive til virkelighed snart. Tanker om at dræbe det bippende ur... Men kom dog til en konklusion, der hed: Bare lige fem minutter. Så det gjorde jeg – eller prøvede, fordi det mislykkedes ret meget, da min far kom brasende ind på mit værelse syngende og det hele, med mit nyvaskede tøj.

”Faaaar!” Råbte jeg mumlende og kastede, med en dramatisk bevægelse, min hovedpude i hovedet på mig selv – det mindskede da lyden lidt.

Selvom min far havde valgt at blive en kvinde, så var der intet galt i at kalde ham far. Han hvert fald fortalt Dylan og jeg, at vi bare skulle blive ved i den dur. Nogle gange, hvor han virkelig så ud og lød som en kvinde, var det dog lidt mærkeligt at kalde ham far, men efterhånden havde jeg lært at leve med det.

Far var hurtigt videre i teksten, da jeg så mit tøj fint lå foldet sammen på stolen. Nu skulle det så bare ind i skabet… Det venter jeg med – jeg har jo vigtige ting at lave i dag, tænkte jeg. Jeg skulle prøve at finde ud af hvorfor Harry ville mødes. Udtænke en plan for hvordan jeg kunne tage Harrys telefon uden at han ville opdage det, skulle jeg også.

Nå, ja,  og så skulle jeg også ‘hænge ud’ med Niall, hvis jeg skal citere efter ham.

Det skulle nok blive en fin dag.

 

 

***

 

 

Måske var det lige meget at jeg tog makeup på eller ej – Harry kunne tydeligvis ikke genkende mig alligevel. Men jeg vidste for, at kunne gennemføre det her, blev jeg nødt til at få selvtillid, og selvom jeg kun skulle være sammen med Niall i dag, skulle der stadig noget til at få mig til at åbne munden for, at sige noget til ham. Derfor valgte jeg at tage makeup på.

Jeg var sikkert noget af det grimmeste på jorden i de minutter, da jeg skulle lægge den skide mascara på mine øjenvipper, men fuck det – Niall eller Harry var der jo ikke til at se mig. Men kender du ikke det, at man står der foran spejlet og nærmest har en ‘hvem kan lave det grimmeste ansigt’-konkurrence med sit eget spejlbillede? På en måde meget underholdende.

Niall sms'ede mig sekundet jeg havde lagt det sidste finpuds på mit ansigt. Informerede mig om, at han var der om nogle minutters tid, hvilket så betød at jeg helt forstående nok havde været sytten og en halv skid om at gøre mig klar - altså jeg mener: Har du prøvet at lægge både makeup og sætte kontaktlinser- fuck... Kontaktlinser! Hvordan i hede hulens navn kunne jeg glemme dem?!

Måske kan du godt gøre det i første forsøg denne her gang, Caitlin?

Det var jo ikke særlig svært i går, vel? Haha, du har så meget humor!...

 

Jeg flåede skabslågen på badeværelset op og rev kontaktlinserne til mig.

"Fuck fuck fuckiti fuck," mumlede jeg syngende, med en stresset undertone, der på en dum måde gjorde mig mere stresset end nytte.

Der gik kun et meget rødt og irriteret øje til, inden jeg fik den ene grønne kontaktlinse i og jeg begyndte at prøve med den anden. Men når man taler om solen (det lader vi bare som om vi gjorde), så ringede det selvfølgelig på døren og der gik ikke lang tid inden jeg kunne høre Nialls og min fars stemme.

"Nej-nej-nej-nej-nej!" Min far skulle bare IKKE tale med ham. Han vidste udmærket godt hvem Niall var, og hvor stor en fan jeg havde været og af ren og skær gætteri, ville jeg vædde med at han kunne ødelægge alt på nul komma- "Far!" Sagde jeg højt med en strejf af forpustethed, på det sidste trappetrin, med en hånd på gelænderet, "vandet koger over!" lød jeg panikken, mens begge deres blikke havde limet sig fast på mig.

"Du har ret i noget, putte. Hyggeligt at møde dig, Niall." Hvis ikke jeg lige havde lagt en fandens god makeup, så havde jeg splattet min hånd ned igennem mit ansigt, men som sagt syntes jeg selv det var ret flot lagt, så det måtte jeg vente med til en anden gang.

"I lige måde, Mrs. Chance," smilede Niall. Et grinende smil blev synligt på mine læber, da jeg hørte ham sige “Mrs. Chance.” Niall vidste tydeligvis ikke at min far var en dame. Men jeg lod vær med at sige noget til ham. Kort efter opdagede jeg hvor yndig Niall egentlig så ud. Okay, nej, måske var det ikke det bedste ord jeg kunne beskrive ham med... Vi dropper yndig og skifter det ud med lækker. Det var et helt andet ord, jeg ved det, men han så nu ret lækker ud, nu når jeg tænker over det.

Jeg bortviste et host fra min strube og kiggede lidt genert rundt i huset, "du har en sød mor," konstaterede Niall, "ligesom dig." Jep, Niall, min mor. Det var egentlig lidt sjovt, at jeg på ingen måde behøvede at have noget at gøre med Niall - det hele handlede kun om Harry og hans fordømte telefon, men alligevel var jeg sammen med ham. Okay, han havde jo også spurgt, og jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at sige nej til ham. Dog efter min hævn overfor Harry ville være fuldført til punkt og prikke, ville de jo alligevel ikke have noget med mig at gøre. Måske kunne jeg få noget sjovt ud af det i mellemtiden? Niall (de) ville jo hade mig, fordi jeg ville have gjort sådan noget mod deres bedsteven. Jeg stemmer for at have det lidt sjovt og lege lidt - bare engang imellem.

"Er du klar?" Jeg kiggede ham i øjnene.

"Altid," smilede jeg, klemte mine øjne lidt sammen og bed mig læben.

Man har kun det sjov man selv laver?

 

 

***

 

 

Mød mig 8.03 AM ved springvandet, Big Ben, tirsdag

-Harry x

 

Det var nu lidt irriterende at jeg endnu engang skulle tidligt op, hvor det var meningen at jeg skulle sove. Men jeg måtte jo gøre som han sagde og gøre hvad der skulle til for at få fat i den telefon, som jeg snart synes jeg har talt ret meget om, men hvis bare jeg kunne tænke på den og så få den fornemt placeret i min hånd, så ville jeg ikke have talt så meget om den, men sådan var det ikke. Næ, nej - fingeren skulle trækkes ud af røven (hvor klamt det så end lyder). Man får ikke noget foræret i denne verden.

Lige nu kunne jeg ikke andet end at tænke på hvad der stod på sedlen, og hvordan det hele nu skulle komme til at ende. Imens havde Niall kigget på mig uden at jeg havde opdaget det. Og ikke bare i nogle sekunder, fordi han havde lagt mærke til mine grimasser...

"Er der noget galt, Cait?" Spurgte han, med et bekymrede øjne. Jeg vågnede op fra mine tanker, "hvad?" Og endnu en gang kunne Caitlin det med at få Niall til at føle sig dum.

"Ehm, det kompliceret... Men tak," klukkede jeg, håbede på at han ville lade det ligge der, men Niall kunne selvfølgelig ikke lade den ligge, nej.

"Jeg har tid," smilede han og satte sig tættere på mig i sofaen, som vi sad i. Vi sad faktisk og så film. Nu kørte den bare i baggrunden. Jeg ved ikke engang hvad den hed... Surt for den.

Hvorfor skulle Niall være så omsorgsfuld? Det havde jeg ligesom ikke brug for, nu når jeg havde planer om at destruere hans bedsteven. Ej, måske ikke destruere, men noget lignende. Et suk forlod mine læber, mens et lille smil blev sendt til Niall.

“Øhm…” At han havde så meget tid, som han nu påstod, var ikke rigtig til at forstå, fordi helt ærligt; jeg tror ikke han ville have lyst til at høre en livslang historie, hvis det var det som jeg havde på hjertet.

"Min kat er død." Flot, Caitlin, du har aldrig haft en kat? Og lur mig om Bedste Abbigail ikke var allergisk eller bange for dem! Hun var simpelthen bange for alt og alle og ovenikøbet også allergisk for de fleste ting. Jeg må indrømme at jeg var glad for at jeg ikke havde arvet hendes gener. Det var lige et emneskift… Jeg havde aldrig haft en kat og regnede heller ikke med at få det, med mindre jeg ændrede mit livsmål til at blive en verdenskendt kattedame med grønne, blå og lyserøde katte.

Det hele gik ret hurtigt. Inden jeg havde nået at reagere, havde Niall lagt hans arme omkring mig og var i gang med at tømme mig for luft. "Luft," stønnede jeg og kunne ikke lade vær med at slippe et lille grin, da han hurtigt slap mig, "undskyld, jeg ved ikke lige hvad der gik af mig..." Men Niall skulle have det godt og jeg var ovenpå, selvom jeg lige havde fortalt ham at min kat var død. Så jeg smed mig tilbage mod Niall og trak mine fødder op, "det ved jeg heller ikke."

At Niall intet andet end lod mig ligge, gjorde mig tilfreds med min overlegne handling. Jeg indrømmer, at jeg aldrig havde forestillet mig gøre sådan noget overfor en næsten fremmede (og dog ikke). Men det var nye tider, som der var i mit sigtekorn, og hvis jeg ikke snart gjorde noget mere af det, så ville jeg nok aldrig få fat i Harrys telefon.  

“Hvad hed din kat?”

“Prosit.”

“Jeg nøs ikke?”


 

***


 

“Fortæl mig lige hvorfor hun er her?” I en anden dimension, var lyden af Harrys stemme i klar forbindelse til min øregang. Men hvad vidste jeg - jeg var jo faldet i søvn på Nialls sofa, og hvor Niall var blevet af, ved jeg ikke. Tæppet, han havde lagt omkring mig, var varmt og trygt, men det var der ikke tid til at koncentrere sig om, når jeg skulle finde ud af, om jeg stadig var i drømmeverdenen eller om der her virkelig var virkeligheden.

“Har du et problem med at hun er her?” Mine øjne var stadig lukket, men hvad jeg gik ud fra, så stod de ikke mere end tre meter væk fra mig. Hvad var det de talte om?

“Hvad hvis jeg har?” Trangen til at se hvad der foregik og til at blande mig, var ikke til at tage fejl af, men en del af mig, vidste at jeg skulle holde mig passiv og lade som om at jeg stadig sov.

“Harry du kan ikke bestemme alt hvad der sker omkring dig, hun sagde selv ja og-”

“Så det var dig, som spurgte hende?!” Hvad var der galt med ham? Han kendte mig knap og nap, og hvad jeg ellers havde fået indtryk af ham den aften på klubben, så troede jeg ikke han kunne ‘bekymre’ sig så meget over for andre end sig selv og hans skide røv.

Jeg vendte mig om på siden, lod mit ansigt vende mod sofaens ryg. Der blev stille i et kort sekund. “Ja,” lød det nu lidt lavere end før fra Niall, “men hvis du ikke skulle andet end at kontrollere det hele i huset, så må du godt gå igen, Harry.” Hans stemme var oprørt, let at høre, at han prøvede, at holde sit stemmeleje nede på grund af mig.

“Det var alligevel ikke vigtigt.” Mere blev der ikke sagt, inden en dørs smækken lød. Et suk lød fra Niall af, og jeg følte at det var det rigtige tidspunkt at åbne mine øjne på. “Hvad sker der?” Spurgte jeg søvndrukken, med mit blik liggende på Niall, der forskrækket vendte sig om mod mig. “Harry var bare lige forbi,” lød det fra ham. Måden han sagde det på gjorde, at jeg vidste, at han skjulte noget.

“Hvad ville han?” Det så ud som om, at han tyggede på ordene, hvert fald gik der et stykke tid, inden han fik svaret, “hente noget,” smilede han og kiggede kort ned. “Kender dig og Harry hinanden?” Spørgsmålet kom bag på mig, men alligevel tog jeg det stille og roligt, “nej, skulle vi da det?” Når jeg tænkte tilbage på aften i diskoteket, kom jeg i tvivl; hvorfor skulle Niall og de andre ikke også havde været der, nu når Harry var der? Risikoen var stor, og hvis jeg drejede min hukommelse en smule, så havde jeg set Niall iblandt personerne som grinte. Men nej, det kunne ikke være rigtigt. Som jeg havde lært Niall at kende i dag, så kunne jeg ikke forestille mig, at han havde været en af dem… Jeg måtte bare tænke på noget andet.

Niall svarede ikke på mit spørgsmål og jeg havde ikke rigtig lyst til at spørge ham igen, så jeg lod det ligge. Godt og grundigt nede på bunden af havet, gravet dybt ned under sandet.

 

“Jeg har lyst til kage - har du noget kage?” Faktisk havde jeg lyst til kage, men at jeg spurgte var også lidt fordi jeg gerne ville løsne den stramme stemning, som havde været så uvenlig at lægge sig over os.

“Ude i køkkenet, tredje skab til venstre fra køleskabet,” svarede han sikker i sin sag. Hurtig var jeg oppe på begge ben og rask i gang med at hoppe ud i hans køkken. Der gik ikke lang tid inden jeg havde fundet skabet. Alt for ivrig og hurtig åbnede jeg skabslågen, men fordi Niall i mellemtiden råbte fra stuen af, så røg min opmærksomhed væk fra skabslågen og BAM! Den blev smasket lige i hovedet på mig selv. “AV FOR SATAN!” Råbte jeg min smerte ud, hvorefter der ingen tid gik, før Niall var løbet ud i køkkenet til mig, “er du okay?”

Min hånd havde hurtigt lagt sig på min pande, som var stedet lågen havde ramt - lorte låge, skulle brænde op i brændeovnen. “Lad mig lige se.” Niall tog fat om min hånd, kiggede på min pande, begyndte så at grine, “med sådan en klodsethed, får du sgu nok et blåt mærke.”

“Tak, det var lige det jeg ville høre,” mumlede jeg irriteret over at jeg var født med egenskaben: Klodset. Heller ikke noget som jeg havde tilfælles med min far, han var det stik modsatte - gled aldrig i bananer, væltede aldrig på cyklen, slog aldrig sig selv i hovedet med en køkkenlåge… Hvorfor kunne jeg ikke havde arvet lidt fra ham også?

“Jeg finder nogle ærter - du kan sætte dig på her.” Niall klappede på køkkenbordet, der stod lige så fint ved siden af os. Jeg gjorde som han sagde, og kort tid efter havde han fundet en pose frosne ærter frem, svøbt dem omkring et håndklæde. “Du burde passe bedre på,” smilede Niall kærligt, så jeg åbnede min mund i stor protest og skulle til at fortælle ham hvem som egentlig var den skyldige i denne sag. Men han rystede bare grinende på hovedet, hvilket fik mig til at holde min mund godt snøret sammen.

“Du er en sjov én.” Jeg smilede forsigtigt til ham, efter han havde lagt den kolde ærtebefængte klud mod min pande. “Du skulle bare vide.” Ordene fik næsten ikke engang lyd, men noget sagde mig, at Niall forstod det.

Stilheden omkransede os, lagde en speciel følelse i min mave. “Havde du ikke to grønne øjne i går?” Undrende, men dybt kiggede Niall mig ind i øjnene. Måske kunne jeg have sagt, at jeg bare gik med kontaktlinser, som jeg jo gjorde, men næ nej, Caitlin har jo altid noget i ærmet hun kan bruge til at lyve sig ud af situationen med. “Dine var da også flotte blå?” Dybest set løj jeg ikke, men svarede bare hans spørgsmål med et nyt dumt spørgsmål, hvilket jeg personligt hader, men nu var det Niall og ikke mig, som det gik ud over og det klarer han vel nok.

“Er de da ikke det?” Om det var hele omkranseningen af den dejlige stilhed, der var om os eller mine forvrængede tanker, der fløj som hvepse, ved jeg ikke, men automatisk lod jeg mig læne mig frem. Niall sagde ikke mere, og han begyndte også så småt at gøre det samme som mig. Det var kun et spørgsmål om millisekunder før vores løber ville mødes.

Men det kunne de ikke. Ikke nu.

 

__________________________

Ikke et handlingsrigt kapitel, men syntes det skulle med ^^

Fortryder Caitlin at skulle kysse Niall eller

gør hun det?

Hvad tror du der kommer til at ske på 'tirsdag' med Harry?

Lad mig vide det! (:

xox

tesik

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...