Code: 0308 » h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Caitlin Chance. En stræbsom, men uskyldig pige, som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. En nat, hvor hendes veninder har taget hende med i byen, får hun sit største ønske opfyldt. Caitlin møder nemlig Harry Styles. Hendes veninder plager hende om at snakke med ham, og til sidst, efter overtagelse, prøver Caitlin at snakke med ham. Men det skulle hun aldrig have gjort. Harry er ubehøvlet og Caitlin bliver ydmyget og gjort grin med foran alle. Men det finder hun sig ikke i. Dagen efter har hun sat sig for at gøre det samme mod ham. Harry skal klemmes som en lus mellem neglene. Hendes største idol skal ydmyges og fortryde det han gjorde mod hende. Og det er Caitlin sikker på han kommer til. Det eneste hun bare mangler er hans telefon. Når hun har fået fat i den, kommer det til at gå som en leg - eller gør det?

124Likes
71Kommentarer
15197Visninger
AA

9. First step: Hello

8

 

Jeg blev enig med mig selv om, at Harry godt kunne beholde sin tryghed i lidt længere tid. Fordi jeg gerne ville føle mig mindre ‘ond’ (og lidt hjælpsom) syntes jeg, at det ville være sødt af mig, at sætte Harrys mobil til opladning, da jeg havde fået trukket mig i noget komfortabelt nattøj. Telefonen gav dens genkendelige Apple-pling lyd fra sig. Et fejende blik gled hen over mobilens oplysende skærm; 23% i batteri og tre ubesvarede opkald fra Louis - det måtte jeg kigge på i morgen. Det føltes mærkeligt for mig at tænke sådan - det ragede jo ikke mig, men så alligevel lidt.

Lige nu ville det eneste gode for mig være at sove. Guderne måtte vide hvad jeg kunne finde på at gøre i den tilstand jeg havde fået mig i løbet af dagens strabadser.


 

***


 

Jeg kunne egentlig godt høre den klassiske, dødhamrende, irriterende vækkeurslyd, der i mit øre havde forbandet sig ind.  Det var som en svag irritation jeg ikke kunne eller ville kunne få til at stoppe. Dog havde jeg ikke forestillinger om, at lyden rent faktisk var virkelig og at den kunne bevæge sig ind i andres øregange, og gøre dem sure.

Summen af en monoton, ringende lyd blev uden for min bevidsthed, men blev overdøvet inden for kort tid og jeg kunne godt glemme at sove videre. Dylans frustrerende, samt trampende skridt kom nærmere og selvom jeg stadig ikke helt var i mit fulde fem, havde jeg godt på fornemmelsen, at lyden af falsk harpe delt vis havde vækket Dylan - og nok ikke på den mest dejlige og rolige måde, som han plejede at kunne lide. Egentlig undrede det mig at han ikke var stået op endnu, som han plejede, men han måtte vel være kommet sent i seng, som mig, i går?

“For syvhundrede og syttende  gang, sluk den alarm, Caitlin!” Råbte han ind i mit værelse, så gazeller kunne være lettet fra jordens trygge rammer. Jeg mumlede uforståeligt et “ja-ja,” og gjorde mit bedste for at åbne mine tunge, trætte øjne. Jeg vendte mig om på maven og rakte ud efter den falske harpes ejermand. Der skulle ikke meget til, inden jeg hurtigt havde fået slukket alarmen og var på vej til at kaste mig dramatisk tilbage i min hovedpude, hvis det ikke var fordi det slog et klik for min hjerne og jeg kom i tanke om, at det jo sørme var Harrys telefon, der var den falske harpe. Et ukontrolleret smil maste sig frem på min mund. Hi hi - den tanke kunne jeg godt lide.

 

Jeg gjorde mig klar til dagens udfordringer, smed dynen fra mig, trak nogle bukser op over numsen og satte mig  så godt tilrette foran min computer med Harrys telefon liggende ved siden af min højre hånd.

Det første jeg havde i sinde i dag var at sikre Harrys mobil, så det ville blive umuligt for nogen at spærre eller/og spore den. Hvis det var sådan at jeg ikke gjorde det, havde jeg stærkt på fornemmelsen, at Harry ville få det sagt til nogen, at hans mobil var blevet ‘væk’, så de ville kunne få den spærret og ja, sporet - og så ville jeg rent ud sagt stå med lort til halsen.

“67%,” åndede jeg ind, inden jeg pustede det tungt ud igen. Om lidt ville jeg være sikker på at kunne hævne mig uden at blive opdaget - eller selvfølgelig vidste jeg, at Harry ville finde ud af at jeg skrev og rodede i hans ting, men han ville jo ikke vide at det lige præcis var mig, som var den der studerede i hans ting. Dog ville han jo en skønne dag få det af vide, at det var mig. Men det var ikke nu.

 

Det varede ikke længere end tre minutter, inden de resterende 33% havde gjort sig færdige. Jeg så glad på den oplyste skærm, og bed i min underlæbe - var det overhovedet virkeligt det som jeg havde gang i? Havde jeg virkelig tænkt mig at gøre hævn på mit (tidligere) idol? Overreagerede jeg bare dengang? Måske skulle jeg bare-. Min egen telefon afbrød mig, med dens ringetone og jeg kiggede forvildet efter den i håb om at finde den, så jeg kunne svare opkaldet.

Jeg fandt den liggende på en pude nede på gulvet blandt en bunke andre puder og et ensomt blødt tæppe. Displayet viste fint navnet ‘Niall’ og indeni kunne jeg mærke et lille smil. “Hey Niall,” fik jeg pustet ud, da jeg havde fået kortvarig åndenød, og jeg var sikker på at jeg sagtens kunne have været død på stedet. Men selvfølgelig overlevede jeg. Jeg havde stadig et mål, et mål, som jeg nu var blevet i tvivl om om jeg kunne gennemføre... Var det for meget? Eller var det bare for meget for mig?

“Øhm, det er faktisk Harry.” Lyden af Harrys stemme fik et vildfarende sus til at løbe igennem bunden af min mave. Jeg er meget detaljeret, var? Men det var så ikke Niall, hvilket fik mit indre smil til at falme lidt. Øv, det var ellers sjovt at snakke med Niall...

“Jamen, så hej Harry,” prøvede jeg at svare med et smil i stemmen. I mellemtiden kiggede jeg på mobilen, der ved siden af musen lå og lyste op; synkroniseringen var færdig og jeg kunne sådan set cutte Harry af nu og så få at vide hvad hans kode til telefonen var. Men jeg holdt igen og nøjedes med at snakke med Harry, høre hvad han havde på sit lille, halvt grusomme hjerte, mens jeg stille begyndte at nedstirre mobilen.

“Jeg ville bare sige tak for igår.” “Hmm,” klukkede jeg - ville han ikke spørge mig om jeg havde set hans telefon? Det ville jeg havde gjort, hvis den var blevet væk og jeg lige havde været sammen med en. Men det kan også bare være mig - eller det kan også bare være Harry, som ikke er den mest clever one in the class. Lad os bare sige at den sætning endte ud i noget mærkeligt, der ikke behøver at blive nævnt i fremtiden…

“Og så ville jeg høre om... jo, altså jeg har mistet min telefon og jeg ville høre om du kan huske om jeg havde den med hjem eller yeah… så du den herhjemme?” Okay, måske undervurderede jeg Harry lige før, men jeg følte også at mine forhåbninger og forventninger til ham fuldkommen havde ramt minuspunktet efter han havde vist sig selv som den han var overfor mig den nat. Jeg havde ingen anelse om hvem han egentlig var og om alt det som vi havde oplevet og snakket om i går bare var løgn, fordi han holdt en facade.

Jeg var faldet ud af den og kunne mærke det på tide at svare Harry, da det ellers ville blive akavet - for ham. “Eh, jo- jeg mener nej?” dummede jeg mig, stadig med blikket limllagt på mobilen, “det jeg mener er, at jeg synes, jeg så den på den der hylde i stuen, med den der pæne potte med den grimme grønne plante i…?” På mystisk vis kunne jeg mærke Harry smile sit søde, skæve smil og jeg vidste han tænkte at jeg var skør i kraniet. Okay det sidste havde jeg ingen anelse om, sådan set heller ikke det første, men jeg var nu stadig ret sikker i min sag om det første. Jap.

“Jeg siger til Louis at du har sagt, at hans gave til mig er grim,” sagde Harry med nogle grin, der ind imellem afbrød ham. I baggrunden hørtes et “hvad?!” og jeg mindes stemmen tilhørte Louis’s. De alle sammen måtte være sammen - hvert fald Niall, Louis og Harry. “Ej, men helt ærlig - den har glimmer-klistermærker der ligner havenisser siddende på bladene! Du kan hilse Louis fra mig og sige den er hæslig den plante,” protesterede jeg og mit blik fandt endelig noget andet at nedstirre, da telefonen alligevel ikke kunne holde mig rolig i stolen.

Jeg rejste mig fra stolen jeg havde siddet i og åbnede vinduet til vejen, så jeg kunne sidde der og reagere over verden - som om det nogensinde skulle ske…

“Nej, det kan du sgu selv sige til ham, når du ser ham i aften.” Om det var meningen jeg kun skulle høre det som en mumlen, så jeg nu skulle spørge ham igen, kunne jeg godt forestille mig var hans mening, men havde han nu lagt planer for min aften? Nu havde jeg da lige for en gang skyld fået noget jeg kunne beskæftige mig med…!

“Den er der ikke…” Nej det vidste jeg sgu da godt - “øv, øhm så ved jeg ikke hvor den kunne være, desværre…”

“Arr, jeg ved ikke hvor den skulle kunne være! Louis prøvede allerede i går at ringe til den, men jeg tror måske jeg har den på lydløs, hvilket ikke hjælper virkelig meget nu…!" mumlede han det sidste, "jeg håber bare virkelig ikke nogen har fået fat i den.” Harry lød lidt fraværende, hvorimod mine ører aldrig havde været større. “Hvorfor ikke?” spurgte jeg og prøvede virkelig ikke at lyde alt for søgende efter svaret.

“Der er måske bare nogle ting folk ikke behøver at vide så meget om…” hviskede han nærmest og jeg blev helt tændt - altså på at finde ud af hvad der gemte sig af ting på hans mobil.

Der var stilhed på linjen. Jeg greb chancen og spurgte ind til hvad han havde sagt før: "Hvad får dig til at tro, at jeg kommer i aften? Hvad hvis jeg havde planer?"

Harry var hurtig til at svare igen: "Fordi det kan du ligeså godt nu når du siger, at du ikke har nogle planer," sagde han til mig, og jeg måtte indrømme, at han brugte min egne ord mod mig selv godt.

 

Min aften var nu blevet dobbelt booket, men da jeg havde på fornemmelsen, at det ikke ville være smart at gøre kompromi med mine planer, blev jeg enig med mig selv om at få udnyttet tiden nu. Og tid havde jeg da også masser af efter opkaldet med Harry var slut - jeg skulle først være klar lidt i fire, og klokken var ikke mere end lidt over ti.  

Jeg så en gang rundt i værelset, inden jeg - stadig opsat på at låse hans mobil op - lagde jeg min egen fra mig og fik fat i den søde hævn.

Et enkelt tryk på dens lille runde ‘home’-knap og jeg kunne se skærmen lyse op med ubesvaret opkald fra Louis og to notifikationer fra Twitter omkring Ashton Irwin havde nævnt ham i et tweet. Smilet der havde dannet sig på mine læber var endnu større og endnu mere ukontrolleret end før, samt en kildende glæde boblede i mine blodårer og vener. Nogle taster blev trykket ned på mit tastatur; førte til at de fire gyldne cifre stod klare på min skærm - og dog; de var godt klemt ind imellem andre uafhængige klumrende tal. 0308, var hans kode. Hvor mange har ikke ønsket at vide den? 0308. 0308. 0308!


 

***


 

Jeg kunne ikke lade hans telefon blive oppe på mit værelse, da jeg skulle ned i køkkenet for at spise min forsinket morgenmad. Hvad hvis den blev taget? Det var ikke umuligt at en nysgerrig vaskebjørn kunne finde på at kravle ind på mit værelse og tage den. Mange timers arbejde ville blive skyllet ud i toilettet så. Du spørger måske hvorfor jeg så ikke lukker vinduet i? Jo, det er simpelthen fordi min far har læst et sted at et hus skal udluftes mindst én gang om dagen, da det mindsker fugtigheden i huset, hvilket også betyder udbredning af støvmider.

Men nok om støvmider, jeg havde sat mig ned i stolen og var i sekundet til at fylde mig med min morgenmad, da Dylan kom gående med sit sædvanlige selskab. “Kunne du måske have i overvejelserne at skifte din alarmtone? Eller hvert fald vågne op af den, så vi andre ikke skal.” Jeg så over mod Harry, som morgenhæs havde talt til mig. “Jeg troede bare du havde så meget lort i ørene at du ikke kunne høre den, men undskyld - min teori var forkert,” smilede jeg, inden jeg åbnede min mund, så maden kunne tygges og synkes. Dylans og Scotts grin hørtes i baggrunden, imens køleskabets velkendte lukkelyd blev indblandet. Harry smilede skævt tilbage med knibende øjne - jeg tyggede, uberørt over situationen, videre, som intet var hent.

Som mine øjne hele tiden var lagt på Harrys dyrebare og uvurderlige telefon, følte jeg mig som en overlegen...ting. Jeg ved ikke helt hvad jeg følte mig som om, andet end det var noget overlegent. Men selve overlegent er da også meget super?

Den kolde kant snittede hvert et sekund, der kunne tælles, min hånd, mens jeg samtidig tog for mig af morgenlækkerier.

Halvvejs gennem cornflakesen sad jeg allerede omkranset af drengene, som også havde valgt indtage morgenmaden på deres grådige måde, jeg nu var ved at være vant til at se på. Charmerende.

Skeen blev endnu en gang ført op til min mund, imens knasende lyde fra toastbrødene, der blev bidt over, gjorde mig væk i et øjeblik. JESUS! Et gip inden i mig fik mig til at tabe skeen i mælken, da telefonen uforudset begyndte at ringe højt ved min side. Det var Louis. Fanden tag Louis, fordi han ringer, og fanden tag Harry for at kalde ham ‘The Tommo’!

Mine tænder bed mod hinanden, mit hjerte begyndte sit hurtige ras, jeg kiggede ikke op, da jeg kunne mærke de uforstående blikke se mærkeligt på mig.

“Skal du ikke tage den?” spurgte Dylan mig, så jeg klemte mine læber sammen til en streg og rystede kort på hovedet med et skuldertræk, “jeg kender ikke personen.”

“The Tommo lyder da ellers meget venskabeligt?”

“Jamen jeg ved ikke hvem det er?” Jeg tog glasset fyldt med vand i hånden og begyndte en endeløs slurk.

“Huh, din søster holder hemmeligheder for dig, Dylan - det er da sikkert hendes kæreste,” grinede Scott, så jeg fik vandet i den forkerte hals. Harry gav et surt blik og et albueslag i siden på Scott, imens jeg protesterede: “Årh, må jeg blive fri!” Jeg kiggede over på Dylan, som så mut på mig, “der er ingen grund til at lave det fjæs der, Prinsesse Surmås,” fortalte jeg ham, som han svarede med et himmelvendende blik.

Telefonen stoppede endelig med at ringe, og dens konstante vibrationer i bordet, der i minutterne kunne forveksles med et jordskælv, var også ovre.

Nå, men så var Harrys teori om at han havde sat den på lydløs da falsk. … Jep.


 

***


 

Måske havde jeg sagt at jeg ikke ville gøre det helt store her i starten, men hvor elskede jeg dog bare ordene jeg var klar til at sende ud til verden. Selvom ordet var småt, følte jeg kontrollen strømme igennem mig, som et dusin druesukker, der endelig bryder løs i årene. Det her var starten på det hele. Jeg havde alt i hovedet, som en simpel indkøbsseddel - trin efter trin. Harry ville snart kunne forstå hvad han havde gjort for mig - og imod mig.

 

// hello //

 

En glædelig start på hans nye liv. Sendt ud i cyberspace. Flere tusinde havde allerede set min besked. Flere tusinde havde allerede favoriseret, retweetet og svaret tilbage på det. Og det var kun et enkelt ord jeg havde skrevet på Twitter. Hans twitter.

Det var sådan en ubegribelig lille ting jeg havde gjort, der alligevel ville have så meget betydning for fremtiden.

Jeg skreg lydløst, hoppede i min seng, var helt ustyrlig - adrenalinen var over det hele og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Endelig fik jeg lagt mig ned, men trangen til at skrige igen kom, men nu kunne puden hjælpe med at dæmpe lydene.

Jeg fandt endelig en smule kontrol til at falde til ro på efter noget tid. Det her var fantastisk på den mest forfærdelige måde!

Hurtigt fik jeg fat i mobilen igen, trykkede uden tøven ‘0308’ og var igen kommet ind i det nye uudforsket univers. Hvad skulle jeg nu?... Billeder. Billeder!

Jeg blev nødt til at se hans billeder!

 

 

______________________

SÅ! Endelig et  nyt kapitel!

Jeg kom hjem i går fra Spanien og var helt udkørt, da vi havde haft en mellemlanding i én af Londons lufthavne, der virkelig havde drænet al min energi.

Men i dag har jeg skrevet og skrevet og jeg håber egentlig bare at alt sammen ikke er ren vullapyk, da det har det meget stor tendens til fra min side af...xD

 

og virkelig wow over alle jer som har favoriseret! Jeg tror jeg siger tak! :D

(bliv endelig ved ;B)

 

tesik x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...