Code: 0308 » h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Caitlin Chance. En stræbsom, men uskyldig pige, som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. En nat, hvor hendes veninder har taget hende med i byen, får hun sit største ønske opfyldt. Caitlin møder nemlig Harry Styles. Hendes veninder plager hende om at snakke med ham, og til sidst, efter overtagelse, prøver Caitlin at snakke med ham. Men det skulle hun aldrig have gjort. Harry er ubehøvlet og Caitlin bliver ydmyget og gjort grin med foran alle. Men det finder hun sig ikke i. Dagen efter har hun sat sig for at gøre det samme mod ham. Harry skal klemmes som en lus mellem neglene. Hendes største idol skal ydmyges og fortryde det han gjorde mod hende. Og det er Caitlin sikker på han kommer til. Det eneste hun bare mangler er hans telefon. Når hun har fået fat i den, kommer det til at gå som en leg - eller gør det?

124Likes
71Kommentarer
15220Visninger
AA

8. Drinking blue, baby

7

 

At Harry insisterede på at køre mig hjem gjorde, at mine følelser med ét spaltede i to. Jeg ikke vidste hvorfor. Harry havde smilet sødt til mig, holdt mig i hånden, holdt døren for mig (okay, det er måske ikke særligt mærkeligt) og været så nænsom omkring mig stort set hele tiden efter han havde ‘grebet chancen’ og kysset mig på bænken under de tåget stjerner. At jeg nu stadig havde i tankerne om at knuse hans lille hjerte, var næsten hjerteskærende for mig selv. Hans mobil lå stadig trygt og godt i min inderlomme. Den borede sig igennem mine ribben, brændte mit hjerte ud af mig- hvad er det for noget poesifis jeg har gang i? Og jeg vidste jo godt hvorfor mine følelser spaltede i to - det tog mig faktisk ikke lang tid, inden jeg fandt ud af det.

Den ene følelse var, som nævnt, at jeg faktisk havde fået lidt svedige håndflader, fordi han var så sød imod mig. Nummer to følelse kender du til, fordi den er meget klar, jeg har gjort den meget klar (håber jeg): Harry var en væmmelse, det var bare et spørgsmål om tid, før jeg var hjemme og kunne rode i hans private sager, (private sager - det lyder meget fristende, gør det ikke?) og så gede i den for ham.

Situationen som jeg sad i var ligesom en skillevej, hvor jeg enten kunne vælge den lyse vej hen til det lyserøde slot i horisonten, eller; den mørke skov, hvor skingrer skrig allerede lød.

Men så slog det mig, som et lyn, der slår ned i et træ - Harry måtte have en tvilling. Der var kunne ikke være andre forklaringer. Ingen tvivl om at han havde en tvilling. Fordi hans tvilling måtte være ham, som havde sagt alle de sårende ord til mig! ...

Mit smil falmede; Harry havde jo ingen tvilling, og jeg vidste jo udmærket godt, at det bare var en dårlig undskyldning, fordi jeg faktisk brød mig lidt om den Harry, som jeg havde været sammen med hele dagen, så jeg ikke skulle gøre det mod ham. Men det blev nødt til at blive gjort. Hvis nu jeg ikke gjorde det, så ville han bare gøre det mod andre uskyldige piger, som måske havde så lavt selvværd, at de ville gå hen og tro at der virkelig var noget galt med dem. Derfor kunne jeg godt tænke i få sekunder, at det var synd for ham - men han skulle betales tilbage, smage sin egen medicin, få et kærligt kram af retfærdige karma.

 

Vi havde allerede kørt i nogle minutter, da radioens musik blev skruet ned af Harry, så jeg lod mig skæve til ham. “Jeg er ikke så vild med den sang,” sagde han og jeg forstod, at han havde mærke/set, at jeg havde kigget undrende på ham.

Fair nok, men nu er jeg faktisk ret vild med den sang, så bare ærgerlig, Styles.

Mine fingre lod musikken lyde højere ud ad højtalerne. “Og du skruer så op for den, fordiiii…?” Hans mørkebrune øjenbryn trak sig sammen, lavede en lille rynke mellem dem. Mine fingre trommede i takt mod mit knæ, “fordi den sang kan jeg godt lide,” smilede jeg til ham, måske med en smule drilleri indblandet. Et suk blev hørt fra Harry, mere var der ikke, ikke før omkvædet for anden gang skød igennem og lød højt og herligt, hvor han så skruede ned igen.

Hvor jeg herefter skruede op.

Hvorefter han skruede ned.

Mig op.

Han ned.

Mig op.

Han ned. Men jeg var ude af takt, så jeg skruede på forhånd allerede op, men Harrys hånd var i vejen. Jeg ville have taget den hurtigt til mig igen, hvis ikke det var fordi den nye Caitlin levede, hvor mærkeligt det måske så end lyder. Men jeg lod den ligge, hvorefter jeg så puffede den væk, fordi han skulle ikke vove på at skrue ned for lyden igen. Harry fnøs grinagtigt, imens han roligt tog sin hånd til sig igen, “så lad gå,” men jeg var udmærket klar over at han vidste, at sangen sluttede om et par sekunder, fordi jeg vidste det. Jeg kiggede bittert på ham. “Din prut.” “Prut? Er det det bedste du kan finde på?” Lød det fra ham, og nu var det min tur til at fnyse, “jeg skam godt finde på andet - tænkte bare at du hellere ville blive kaldt prut.”


 

***


 

Jeg gabte. Jeg gabte højt, inden jeg mumlende sagde noget, som jeg inderligt gerne ville vide, men ikke turde, fordi det ukendte svar skræmte mig. Jeg er sikker på, jeg ikke ville have spurgt ham, hvis jeg havde været ædru og lysvågen. Men nu spurgte jeg ham. Og jeg ville have trukket ordene tilbage i munden på mig, spolet tiden tilbage, så den kommende skade ikke ville ske, hvis det ikke var fordi han havde hørt det.

Han grinede kort, med et efterfulgt: “Ja. Ja, du er pæn, Caitlin.” Jeg tyggede lidt på hans svar, trak mine fødder ind under mig, da jeg havde smidt skoene. “Grim?” Det røde lyse fra lyskrydset genspejlede sig i hans grønne øjne i samme sekund han kortvarig så på mig, “hvis jeg lige har sagt at du er pæn, hvordan vil du så have mig til at sige, at du er grim?” “Du sagde det lige,” påpegede jeg med en klog grimasse. “Nå, men du er altså ikke grim, Cait.” Sjovt, at det var det som du sagde for kun nogle dage siden, og endnu sjovere, at du mente det.

“Er der da nogen som har sagt at du er grim?” Det skulle da lige være dig selv, som har sagt det, men det kan du jo selvfølgelig ikke huske fordi jeg var nok en glemmer, en der bare skulle glemmes lidt mere ved at blive godt og grundigt svinet til.

“Ja.”

Først nu lod jeg mærke til at Harry havde standset bilen helt, og vi faktisk havde mit hus på højre hånd. Jeg klikkede min sele stille op. Klokken var alligevel blevet mange, håbede ikke Dylan havde holdt sig vågen på grund af mig, da han sagtens kunne have fundet på det. Dog var lyset i entréen det eneste lys der lod sig lyse huset op udefra, så jeg regnede med at han var gået i seng, eller bedre; han sov hjemme hos Scott eller Harry. Så havde jeg kun min far, som måske ville udspørge mig om min lange dag.

Jeg sukkede lydløst mens trætheden virkelig var ved at tage overhånd. En dejlig stilhed var ellers hvad der lå om os, men Harry var ikke færdig med emnet jeg havde taget op. “Der er ingen der skal slippe godt afsted med at kalde dig grim, Caitlin. Du er smuk.” Faktisk havde han lige givet mig lov til at hævne mig på ham! Stop, Caitlin - for dit eget bedste. Drengen ved ikke hvad han taler om.

“Okay, men helt ærlig; hvordan skal jeg kunne tro på det som du siger?” Automatisk lagde jeg mit blik på ham og han det samme. Bare så vi er enige, så så han på mig og ikke ham selv. Detalje detalje.

“Tror du jeg lyver overfor dig?” svarede han med et nyt spørgsmål. Jeg tænkte lidt: “Det ved jeg ikke?” mumlede jeg tvivlende, dog var jeg indeni ikke spor tvivlende; han kunne jo finde på at sige hvad som helst, så hvordan skulle jeg overhovedet kunne stole på hvad han sagde nu?

“Tror du jeg lyver, når jeg gør sådan her?” Kan du være mere kliché, Harry? Ej, undskyld, han var sød at sige sådan, gøre sådan, når jeg fortalte at jeg ikke troede på hans ord, men helt ærlig, han siger sådan noget kærlighedfis og så kysser han mig inderligt - hvor klassisk er det lige? Han må have set for mange tøse-tude-film.

Han lod roligt sine læber forlade mine, inden han smilede spørgende til mig.

Og så blev der stille igen og jeg fattede hat omkring hvad jeg skulle gøre, da jeg kom i tanke om at jeg skulle svare ham. Ups.

“Nå, nej eller jo eller-” faldt jeg over ordene og han lod sine tænder blotte i et smil. Jeg er overbevist over, at der er noget med min hjerne, der gør, at jeg kan tænke iih og ååh så meget, men når det kommer til at få ordene ud, så er det en helt anden (og til tider besværlig) sag.

“Du er godt nok træt, søde. Kom.” Måske kunne jeg ikke snakke rent, fordi jeg bare var træt og kvart fuld...? Det kunne godt tænkes. Harry gled en tot hår om bag mit øre, inden han selv klikkede sin sele op, hvorefter han steg ud. Han åbnede min dør. “Tak.”

Mine ben føltes slatne, da vi begyndte at gå op mod døren. Det havde været en lang dag, men jeg havde fået hvad jeg ville, og jeg kunne ikke være gladere over tanken. Tænk; jeg havde Harry Styles Væmmelsen selvs telefon! Selvom han havde kode på, var det jo ingenting for mig at åbne den, men bare tanken om nogle af hans hemmeligheder lå på den, og jeg havde frit udsyn til dem! At han heller ikke havde opdaget sin mobils 'fravær', var jo bare et meget større og federe og dejligere plus. Dog vidste jeg godt, at han snart ville komme til at finde ud af at den var væk, men lige nu havde jeg masser af tid til at lege med den.

Harry smilede kært. Han smilede virkelig meget. På sine ældre dage vil han nok kindbensskader, fordi han har smilet så meget i sine unge dage. Han må få det hårdt i de dage - kindbensskader, gråt hår, afkrøllet krøller og et trist hjerte, fordi han vil huske tilbage til dengang han svinede en pige til og hun viste ham, at hun ikke bare var en hvilken som helst tøs - for hun gjorde hævn. Og han vil se mig leve livet, imens han vil sidde i sit slot, med pengene omkring sig og en dum, ung, blondine fis ved siden af, og vil ønske at han havde gjort det anderledes.

"Jeg er glad for at vi kunne mødes. Og du ikke farede vild på vej derud. Det har været rigtig hyggeligt," sagde han og jeg nikkede ned i jorden med et lille smil, trippende. Som jeg har pointerede før; så har jeg hygget mig i dag - jeg er trods alt blevet kysset af ham. Det havde jeg ikke troet skulle ske for blot nogle uger siden, selvom jeg havde håbet. Dog havde jeg heller ikke troet at grunden til at jeg har været sammen med ham var, fordi jeg skulle hævne mig på ham. Men livet overrasker.

“Ja, ja det har det - meget selvom jeg tror jeg har fået et blåt mærke... og lidt for meget at drikke.”

En lille grimasse lagde sig over hans ansigt over mine ord - men jeg havde ret. Tror jeg. Det var trætte, slørede tanker og ord, der fløj i katostrofale cirkler omkring mig - jeg var kun lidt bevidst på hvad mine handlinger ville gøre.

“Men jeg må hellere lade dig sove nu,” bemærkede han og drejede tvivlende om på hælen, og var allerede på vej hen til sin bil. “Hey!” stoppede jeg ham. Straks vendte han sig om og i et sekund kunne jeg se julelys i hans øjne, “må jeg ikke få et godnatkys?” Bare udnyt og træd lidt mere i spinaten. Man har kun den sjov man selv laver? - ligesom jeg sagde med Niall. Gud! Niall! Nej, stakkels dreng - jeg har slet ikke haft tænkt på ham hele dagen (stort set). Jeg må nok lige tjekke op på ham for en sikkerheds skyld.

Med få skridt tilintetgjorde han afstanden mellem os. Jeg følte kort hans bløde læber, som dun, mod mine, inden han kiggede mig dybt i øjnene. “Godnat, Caitlin.” “I lige måsen, sagde gåsen.” Det er bare min replik, det der. Harry udstødte nogle hæse grin, hvorefter han nu fik lov af mig til at sætte sig tilbage i bilen og køre.

Døren jeg lukkede bag mig, sagde et klik, da nøglen blev vendt og vi var løst inde i huset. Kald mig paranoid, men at sove med huset låst var den eneste grund til at jeg kunne sove om natten.  

Jeg åndede lettet ud; fuck ja - jeg havde fået fat i hans telefon!

NU skulle det hele gå igang, og jeg ville ikke tøve med noget - sig farvel til trygheden Harry!

 

 

    _________________________

Kay, det var et lille kapitel,

men jeg syntes det behøvede, da jeg nu rigtig kan komme igang med Caitlins hævn.  

 

Hvad tror du er det første hun vil gøre/finde ud af med den?   

tesik  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...