Code: 0308 » h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Caitlin Chance. En stræbsom, men uskyldig pige, som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. En nat, hvor hendes veninder har taget hende med i byen, får hun sit største ønske opfyldt. Caitlin møder nemlig Harry Styles. Hendes veninder plager hende om at snakke med ham, og til sidst, efter overtagelse, prøver Caitlin at snakke med ham. Men det skulle hun aldrig have gjort. Harry er ubehøvlet og Caitlin bliver ydmyget og gjort grin med foran alle. Men det finder hun sig ikke i. Dagen efter har hun sat sig for at gøre det samme mod ham. Harry skal klemmes som en lus mellem neglene. Hendes største idol skal ydmyges og fortryde det han gjorde mod hende. Og det er Caitlin sikker på han kommer til. Det eneste hun bare mangler er hans telefon. Når hun har fået fat i den, kommer det til at gå som en leg - eller gør det?

124Likes
71Kommentarer
15198Visninger
AA

10. But, butt

9

 

Det sitrede i mine fingre, som om jeg havde fået stød skudt igennem mig. Solens gyldne stråler skinnede igennem mit halvt åbne vindue, gjorde værelset til en kold sauna, da friske strøg af vind ind imellem fløj ind. Bogstaverne der tilsammen danne det skønne ord ‘kamerarulle’ fik et nysgerrigt gys til at kilde ned ad min ryg, der tilsidst endte ude i mine fingre.

Billeder i massevis stod i kvadratiske kolonner, pænt på række, klar til at blive set nærmere på.

Mange ubetydelige billeder havde jeg nu set igennem, og intet var egentlig så overraskende, at jeg følte det havde potentiale for hævnen. Det var dog lige indtil jeg stødte på et billede jeg tydeligt kunne se var taget inden for de seneste dage, da jeg opdagede at billedet var af mig - der så meget uvidende ud omkring at billedet blev taget. Harry havde nok ikke taget det, hvis han vidste at jeg kom til at se det, afsløre ham. Men billedet kunne heller ikke bruges til min hævn - det ville være at skyde mig selv i foden, hvis jeg brugte/sendte det ud i cyberspace.

Måske var billeder kun sjovt at se, hvorimod jeg håbede på at hans beskeder var mere fyldige i indhold. Ikke at billedet af mig ikke var godt fyldt, med hvad jeg kalder indhold, men det var kun for mig selv jeg kunne ‘nyde’ at se og vide det.


 

***


 

Jeg var nået helt tilbage til tidernes morgen i hans billeder. Så mange slørede billeder han ikke havde fået taget sig sammen til at slette, så mange billeder af bandet, hans venner, og så katte. Og så var der jo dem af mig, men selvom det var smigrende kunne jeg ikke tillade mig at blive smigret. Planen var at få ham til at fortryde, ikke omvendt. Hvis jeg gik hen og blev blød i knæene, når jeg tænkte på ham, vidste jeg udmærket godt at det var mig som til sidst ville stå med et knust hjerte - og sådan lød planen jo slet ikke.

 

Jeg satte mig for at lade telefonen få en pause, da al glæden og mystikken godt måtte vare nogle dage mere. Hvis jeg udforskede det hele nu, ville jeg ikke have noget at se frem til at se eller finde ud af. Det hele skulle sive ud, som en utæt ballon, stille og roligt.

Min numse var endnu en gang blevet plantet i min dejlige seng - nu medført en god bog. Læst fik jeg dog ikke. Tanker rumsterede i baghovedet, som hundens knurren. Når jeg tænkte over hvad der havde været sket de løbende dage, var det som om det bare var en drøm - en vellykket drøm, der stadig ikke var ved vejs ende.

“Vil du spille FIFA’aaa...wowww.” Brat kiggede jeg op fra min bog, bevidst om at det var Harry som var trådt ind på mit værelse.. “Hvad laver du med al det computergrej?” Spurgte han mig om med øjnene rettet på mit skrivebord. Som en ren refleks kastede jeg bogen fra mig (stakkels bog) og styrtede imod Harry, så han ikke kunne komme tættere på mit såkaldte ‘computergrej’.

“Det, øh, er bare et, øh, eksperiment, som jeg har gang i - gider du venligst,” sagde jeg, imens jeg mere eller mindre panisk puffede ham bagud.

“Er det hemmeligt?” grinede han vovet og pressede os tilbage ind i værelset. Tak til mine muskuløse spaghetti arme for, at hjælpe mig, når jeg havde mest brug for det. “Hvad hvis det er!?” sagde jeg anstrengende, imens jeg prøvede at presse ham tilbage, “vil du så gå ud?!” Egentlig burde han slet ikke tro, at han bare kunne træde ind og spørge om jeg ville spille FIFA og så gå helt ind for at snære i mine ting (sådan næsten). Det var sikkert Dylan, som var så doven at få Scott til at hente mig, som så havde fået Harry til det, fordi Scott var som et dovent dovendyr. Og Harry gjorde det så nok fordi han ikke var betegnelsen for doven. Det var hvertfald min mening, når man orkede at træne, som ham.

Harry var stærk, men ikke stærk på samme måde som Harry.

Blev du forvirret?

For det var lidt meningen, nemlig.

Men (min)-Harry var blevet sat på pause i mit tankesystem. Han behøvede at fylde mere end det nødvendige.

“Det tror jeg ikke nej.” Blidt, men fast tog han fat i mine arme, så han kunne få stillet mig til siden. Sådan en fnatmide - bruger sine fitness-muskler på at gøre svag. Det gav nok ikke nogen mening…

Harry stod allerede nysgerrig og så på den talfyldte skærm. “Hvad betyder de tal der?” Han pegede midt i myretuen af cifre.

“Noget.”

“Du er så flabet, Cait - du har det fra Dylan.”

“Arr, jeg har det fra mine forældre, med mindre Dylan lige pludselig er blevet min mor.”

“Mor? Burde det så ikke være far?” Kunne den dreng ikke bare lade være med at tale og så gå ud af mit værelse? Var det meget at bede om?

Jeg tog chancen, da Harry slap koncentrationen omkring computeren, og slukkede skærmen. Tallene blev sorte og hvad der lige før havde været spæk fyldt med informationer omkring (min)-Harrys telefon, blev med et pust gemt bag massive segl.

“Du sagde FIFA?” Med mine ord daskede jeg ham på armen, så han kunne forstå at hans løb var kørt - jeg havde vundet. Et par lette skridt blev taget, og før døren til mit værelse var blevet smækket i, sad jeg allerede i Dylans seng og var i gang med at vinde det hele. Scott og Harry sad sikkert imellemtiden og var på deres mobiler. Mine to lå sikkert i mit skuffedarium, uden form af tilgængelighed for andre menneskelige skabninger.

Jeg kunne godt tillade mig selv ikke at være fokuseret på Harry telefon 24/7. Jeg skulle jo også have en pause engang imellem. For med en udsigt, der hed; at være sammen med Harry og de andre drenge i aften, var lig med for meget Harry - og jeg var ærlig talt ikke meget for at kaste op foran dem…


 

***


 

Klokken var allerede gået hen at blive mange, da jeg efter lang tid havde fået overtalt Dylan til at køre mig hjem til Harry - selvfølgelig uden at sige det var Harry jeg skulle hjem til. Hvis min forklaring på hvor og hvem jeg skulle være sammen med en hel eftermiddag/aften var hvad der egentlig skulle ske, ville jeg aldrig havde fået lov. Jeg blev nødt til at lyve lidt om at Steph havde inviteret mig hjem til hendes tantes søster... Men hvilken bror ville også lade sin lillesøster være sammen med en flok verdensberømte drenge uden opsyn? Haha, Dylan - men det sagde jeg selvfølgelig ikke højt.

“Hvis du bare skal komme lidt til tiden, bør du nok gøre dig færdig nu!” Jeg blinkede et par gange, hvorefter jeg lagde mine briller på hylden ved siden af spejlet. Hurtig nede ad trappen og jeg var klar til at tage mod byen.

“Hvornår er du begyndt med at gå med kontaktlinser?” Jeg så op på Dylan, der med et løftet øjenbryn stirrede på mig. “Nu,” svarede jeg ham kort og kontant, inden jeg vendte hovedet, “skal I også med?” Scott og Harry nikkede i takt, “vi skal noget bagefter,” sagde Scott, håbede på at jeg ville være nysgerrig på hvad det var de skulle, men der tog han fejl - det var sikkert bare noget fodbold hejs, som jeg alligevel ikke var interesseret i.

 

Da alle havde fået spændt deres sikkerhedssele, blev speederen sat i bund. En lav summen af musik fra radioen kunne svagt høres. Drengene snakkede, jeg derimod sad tavs og kiggede ud gennem vinduet, ud på vejen vi susede af sted på. “Ved du hvor lang tid du kommer til at være der?” Dylan så ud på vejen foran os, fuld koncentreret. “Nej,” fortalte jeg ham, mens jeg undersøgte hans miner i ansigtet. Ingen tegn på fare.

“Bare pas på dig selv.” Mit blik var tilbage på skoven vi kørte forbi, “hmm,” mumlede jeg, da jeg ikke havde andet at sige.

 

Køreturen varede længere tid end jeg huskede den havde gjort. Min numse var følelsesløs, og mit hoved føltes som et kogt et æg, da jeg steg af bilen, efter jeg havde sagt farvel til Dylan, Harry og Scott. Et vink eller to og jeg vendte mig om, så jeg kunne gå op mod porten. Bilens højlydte brummen startede igen. Kort tid efter var den for enden af vejen og jeg pustede ud af lettelse.

Jeg havde ringet på hans fancy dørklokke; “Caitlin?”, “er der da andre som skulle komme og ringe på?” spurgte jeg, delt vis forvirret over hvorfor han ikke bare lukkede mig ind.  

“Hvordan kan jeg være sikker på at du er den rigtige Caitlin?” spurgte han og jeg forestillede mig hans fjoget smil, da jeg fnøs, “fordi hvis jeg ikke var den rigtige Caitlin, så ville jeg ikke slå dig, når jeg så dig.”

“Falske Caitlin, som udgiver sig for at være den rigtige Caitlin, jeg ved ikke helt om jeg kan stole på dig.” Jeg begyndte at blive utålmodig og det med at slå ham, når jeg så ham igen, lød egentlig meget indbydende nu.

“Luk mig nu ind Harry!” klynkede jeg utålmodig efter han var blevet ved i flere minutter. Mine fødder trippede - det her skulle han nok få betalt. På den ene eller anden måde.

“Jeg hører du tror du er den rigtige Caitlin? Er det rigtigt, Caitlin?” Louis’s stemme blev pludselig blandet ind. Jeg forstod hurtigt at det var meget sjovt at holde mig udenfor. De havde det sikkert meget morsomt inde i huset. Jeg så op mod huset, bemærkede to skikkelser stå i vinduet med store grin og fandt hurtigt ud af at det var Louis og Harry, som kigge ned på mig.

Jeg baskede ud med mine arme og lod dem falde tungt ned af min side. “Aarrrgh,” stønnede jeg opgivende over dem. Hvor gamle troede de de var?

“Hey Caty? Hvorfor er du her ude?” Jeg vendte mig i et drej om, hvor en smilende Niall kom mig i møde.

“Louis og Harry vil ikke lukke mig ind…” fortalte jeg, “de står deroppe og griner,” pegede jeg op mod vinduet de, som sagt, stod og kiggede ud af. Nialls blik fulgte min finger, begyndte derefter et grin, “så var det da det rette tidspunkt at komme tilbage på.” Med - det jeg gik ud fra var en indkøbspose - gik Niall et lille stykke væk fra lågen, bukkede sig kort ned og forsvandt så ind i en busk. En hånd kom så til syne, efterfølgende med Nialls stemme: “Kom.” Jeg tog forsigtigt fat i hans hånd, hvorefter buskens grønne blade omkransede os. Efter en smule kravlen, gjorde Niall tegn til at vi godt kunne rejse os op.

“Niall hvordan havde du lige tænkt dig at vi skal komme om på den anden side?” Vi stod ved siden af en kæmpe mur, og hvad jeg havde fået regnet mig ud til, så havde Niall tænkt sig at det var vores vej ind til de andre.

“Jeg har gjort det mange gange,” sagde han, lød som om det var mærkeligt at jeg overhovedet tvivlede.

“Ja, du har måske, men hvad med mig? tror du jeg er akrobat eller sådan noget?” Vi stod i stilhed i et stykke tid - var det for hårdt sagt? Jeg lurede igen den høje mur, der tårnede op over os.  “Så løfter jeg dig op... Stil dig der.” Som en lille hund, stillede jeg mig med ryggen til Niall. Lyden af hans dybe åndedrag, der påvirkende strejfede forbi mit øre, gav hår i nakken til at rejse sig. Væk med det!

“Er du klar?” spurgte han, var allerede klar til at trække al luften ned i lungerne. “Det tror jeg…” Men da jeg blev løftet op i luften, var det ikke kun hans arme der havde greb om mig; panikken var også medhjælper. Det kunne Niall tydeligvis også mærke. “Rolig! jeg har dig,” fortalte han anstrengende over mangel på ilt. Jeg prøvede at være stille, greb så ud efter murens top og fik til sidst fat med begge hænder.

“Det min numse Niall!” sagde jeg højlydt, da begge hans hænder havde lagt sig på min numse, som så pressede mig højere op i luften. Måske var jeg hysterisk, måske var det den eneste mulighed at hjælpe mig på… men det var min numse, min nummi, nummergøj, min private bag! og jeg rystede over det hele på grund af min højdeskræk. “Vil du hjælpes op eller hvad?”

Efter Niall havde kæmpet med at få mig op på muren i flere minutter, var jeg endelig kommet op at sidde på den. Med et krampagtigt hold om kanten var jeg ikke til at vælte - jeg var skrækslagen. “Du ryster jo helt.” Med et simpelt hop, havde Niall fået hejst sig selv op, og sad nu og kiggede omsorgsfuldt på mig. “Godmorgen Sherlock, du har vundet en pris!” prøvede ordene at trænge sig gennem mine sammenbidte tænder. Han var dog hurtig igen til at komme ned derfra, og så sige at nu var det min tur. “Ikke i en million år,” lød det bestemt fra mig, så Niall nede på jorden kunne forstå min alvor.

“Caitlin? Caitlin! Kig på mig, søde.” Med bange anelser kiggede jeg ned på Niall. “Der er ikke særlig langt ned. Hvis du bare får begge ben mod mig, så kan jeg holde dig, når du hopper, okay?” Ikke okay, men okay. Jeg sank en fastsiddende klump, gled mit venstre ben om på den anden side af muren og kiggede ikke engang, da jeg kastede mig ned fra den, mens Nialls hænder holdt fast om talje.

“Nu kan du godt åbne øjnene.” Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg kom til at se ind i hans himmel blå øjne. “Det var ikke så slemt, vel?” Hans skæve smil, der gled op i højre side, fik en lille sommerfugl til at flyve. Det var et meget intimt moment og jeg havde lidt svært ved at styre mine følelser, når jeg var i sådanne situationer, så det var uventet - og helt forkert, da jeg ikke skulle have eller få følelser både for Niall, Harry eller nogen af drengene.

Jeg fordrejede en grimasse, “det var meget værre end slemt.”

 

 

___________________________________

jeg ved det helt var så spændende, men

jeg har lyst til at vide hvad du egentlig tror kommer til at ske i historiens fremtid

 

mange tak for alle de søde/sjove kommentarere - det får altid et smil frem :)

du må stadig gerne like, hvis du ikke allerede har gjort det ^w^

xox

tesik

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...