Code: 0308 » h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Caitlin Chance. En stræbsom, men uskyldig pige, som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. En nat, hvor hendes veninder har taget hende med i byen, får hun sit største ønske opfyldt. Caitlin møder nemlig Harry Styles. Hendes veninder plager hende om at snakke med ham, og til sidst, efter overtagelse, prøver Caitlin at snakke med ham. Men det skulle hun aldrig have gjort. Harry er ubehøvlet og Caitlin bliver ydmyget og gjort grin med foran alle. Men det finder hun sig ikke i. Dagen efter har hun sat sig for at gøre det samme mod ham. Harry skal klemmes som en lus mellem neglene. Hendes største idol skal ydmyges og fortryde det han gjorde mod hende. Og det er Caitlin sikker på han kommer til. Det eneste hun bare mangler er hans telefon. Når hun har fået fat i den, kommer det til at gå som en leg - eller gør det?

124Likes
71Kommentarer
15225Visninger
AA

4. A note?

3

 

Han nærmede sit ansigt, mens han nøje kiggede ind i mit våde øje. "Prøv at kigge op," sagde han seriøs, så jeg gjorde som han sagde. Jeg blinkede et par gange mere. "Prøv så at kigge ned nu." Han var tættere på end jeg havde troet. Hans læber var lige foran mine. Var det hans mening? Ville han kysse mig? Bare sådan efter nogle timer?

Hvis det var hans mening, var det godt at jeg trak mig tilbage, for ellers havde Niall afsløret os og min plan ville være springet  i lokummet.

Harry fandt med et suk sin retmæssig plads igen inden han steg ud ad bilen. Det samme gjorde jeg, en smule overvældet. Hvis Harry havde tænkt på at kysse mig, kunne han ikke genkende mig, hvilket var et plus, men det betød også, at hvad han havde gjort imod mig, ikke havde rørt ham en mikrometer. Derfor blev jeg nu endnu mere opsat på at gøre det mod ham, som jeg havde i tankerne. Når mit projekt engang var færdigt, ville han kunne huske hver en detalje han havde gjort, sagt til mig - det skulle jeg nok sørge for.

 

Jeg ved nu ikke hvordan, men Zayn og Louis var kommet før os. De havde stået der i noget tid, så det ud til.

"Hvordan kan I være så langsomme?" Louis lod hans arme falde tungt ned langs han sider, imens Harry gik forbi ham med nøglerne i hånden uden at svare.

"Måske kørte vi bare efter reglerne?" Sagde jeg, og var, ligesom Harry, gået forbi Louis.  

"Jeg altså god til at køre?!" Råbte Louis efter mig.

"Så siger vi det," råbte jeg tilbage, med et efterfølgende grin. Indtil videre så det ikke ud som om at de andre drenge var ligesom Harry, men jeg kunne aldrig vide - Harry virkede jo også anderledes end i går?

 

Harry havde låst døren op, og drengene var gået ind i stuen, imens jeg stadig stod ude i entréen nervøs, genert, hvad man nu kan sige jeg var.  Var det her nu det rigtige? Gik jeg for langt? Hvad var det jeg snakkede om - Harry var selv uden om det og det jeg ville gøre  havde han fortjent, så ikke mere om det.

"Har du heller aldrig set en knagerække før?" Harry stod i karmen og kiggede på mig med et løftet øjenbryn og skævt smil. "Er det et problem, hvis jeg ikke har?" Han grinede, gik hen til mig og tog fat i min venstre hånd, "en smule, men det klarer vi nok," sagde han og hviskede det sidste med et blink i øjet.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at min puls ikke var hurtigere end en racerbil og at jeg ikke havde svært ved at stå på mine ben, for hvad skulle jeg gøre? Harry oh God Styles stod og holdt min hånd, fordi jeg måske ikke kendte til en knagerække. Er der nogen der gider at kaste en klam havenisse i hovedet på mig?

 

Harry førte mig ind i hvad der viste sig at være stuen.

Drengene sad allerede godt til rette i enten sofaen eller lænestolene. "Ryk," hentydede Harry til Niall, som sad godt trykket sammen mellem puderne. "Nå, nå - er der nu ikke plads nok for Kong Harry?" Mumlede Niall, dog højt nok til at Harry svarede igen, "det kan du jo høre."

Harry førte mig ned og sidde, men hvad der skulle have været min plads blev... hvordan skal jeg forklare det? Også Nialls plads?

"Hovsa - nå, men nu er problemet løst, ik' Harry? Plads til os alle," grinende Niall, mens jeg forskrækket prøvede at kigge bagud for at få øjenkontakt med Niall, fordi han praktisk talt holdt mig nede.

"Er du sikker på at Caitlin er glad for din løsning?" Spurgte Harry, prøvede at virke ligeglad, dog var han ret dårlig til det, hans øjne viste jalousi, hvilket jeg skulle være stolt af, men det var længe siden jeg havde været så tæt på en dreng, og med tankerne om at det var Niall, som havde trukket mig ned på hans skød, gjorde mig en smule forlegen, med tendens til forskrækket, skræmt - jeg kunne finde på mange andre synonymer.

"Ja, det tror jeg helt bestemt - du virker nu også glad for det, Harry." Jeg kunne mærke smilet han sendte Harry, da jeg så ind i hans grønne øjne fra siden. "Helt klart," mumlede han bare irriteret og havde med få sekunder og træk fået fat i hans telefon. Imens sad jeg igen  magtesløs, dog på skødet af Niall, og kiggede på den. Harrys teleofon.

 

 

***

 

 

"Enten skal vi se en film eller også skal vi spille et spil - hvad siger I?"

Faktisk var klokken ved at blive mange. Faktisk havde jeg hygget mig en del og faktisk - ret typisk, forudsigende - havde jeg ikke fået fat i det jeg ville.

Niall havde holdt om mig næsten hele aftenen. Det var kun da jeg virkelig var tissetrængende han gav slip på mig.

Han var sødere og sjovere end jeg havde regnet med. Siden Harry nu havde vist sig at være stik modsat efter hvad jeg havde troet, havde jeg derfor med vilje skruet mine forventninger til de andre og deres personligheder helt ned til hvor Minikrusedullerne begraver deres afføring og døde. Så let kan det siges.

Harry havde i lange perioder siddet med hans skide, nej undskyld søde og meget værdifulde, telefonapparat, og bare ja, siddet og været asocial. Men noget sagde mig, at det var fordi han var lidt mut. Men hvad end der så var grunden var jeg ligeglad med - han havde nok fortjent det.

"Jeg stemmer for film og popcorn!" Meddelte Niall os andre, inden han gav mig et klem, med hans arme lagt rundt om mig. "Spil!" Lød det fra Louis og Zayn, mens Liam var ligeglad og Harry tøven valgte film.

"Så er det op til dig, Caitlin." Jeg så hen på Zayn, som havde talt. Pæne, Zayn - Perrie var godt nok en heldig kartoffel.

Jeg tænkte mig lidt om. Det var jo sådan set lige meget hvilken mulighed jeg tog - jeg ville stadig ikke kunne få fat i mobilen.

"Spil?" Niall mumlede et “øv, nu får jeg ingen popcorn”, der fik mig til at smile.

"Jeg finder spillet!" Louis var allerede hoppet op fra stolen han sad i og på vej mod en mørk gang, som jeg gik ud fra var vejen til spillet han ville lede efter.

Jeg vendte mit hoved bagud, så jeg kunne se på Niall, "du kan da stadig lave popcorn, selvom vi spiller?" Der kom et smil frem på hans læber. Så løftede han mig, satte mig på Harry, og skyndte sig ud til køkkenet, som om der ingenting var vigtigere end det.

"Øhm, undskyld," sagde jeg en smule flov og begyndte allerede hurtigt at forlade Harrys skød til dels for den tomme plads ved siden af.

"Hvad laver du?" Spurgte han forvirret, hvilket gjorde mig forvirret. Så smilede han skævt, "bliv siddende - det er da hyggeligt." Så jeg blev siddende, med min numse plantet oven på Harry Styles' skød og med klar forbindelse til hans telefon. Helt seriøst, jeg sad med kanten af hans mobil skærende op i min ene balle. Jeg ville få et blåt mærke, hvis jeg ikke gjorde noget ved det.

"Jeg sidder dårligt - kan du ikke tage din telefon ud ad lommen?" Harry løftede det ene øjenbryn, så klemte han hans øjne lidt sammen og fik mig til at sammenligne ham med en spøgefuld ballademager eller en som prøvede at flirte - jeg var ikke helt med på hvordan man skelnede de to ting fra hinanden...

"Min telefon er til opladning."

"Hvorfor kan jeg så mærke-" åh, det mente han vel ikke. Jeg turde næsten ikke at spørge, men hvis jeg nu havde taget fejl, og at det ikke var hvad jeg troede det var, så havde det næsten reddet hele situationen. "Hvad er det så jeg kan mærke...?"

Et lumsk smil gjorde mig utilpas, og hvad det så end betød, kunne det ikke være godt. Så jeg gik i en smule panik og sprang - rent ud sagt. Ikke det bedste at gøre, når- det kommer jeg til senere.

Jeg kiggede på ham, fik kæmpe øjne, da han havde sagt det, og valgte at skubbe mig væk fra ham i et leopartspring , som om han var rotten der var ude i køkkenet. Der blev også udstødt et hvin eller to.

Jeg ramlede ind i Zayn, som havde siddet for enden af sofaen.

"Hvad har du lavet, Hazza?" Spurgte Zayn nysgerrig, men grinende.

Niall og Louis kom imens begge hoppende ind i stuen, med hver deres ting i hånden. De smilede begge en smule lalleglade.

Ej, nu forestiller jeg mig det ligesom dem på film, som kommer løbende hen over en blomstermark og alting går i slowmotion og alting bare er fantastisk - det var ikke det jeg burde forestille mig, når jeg havde brug for at høre Harry fortælle Zayn hvad der skete...

"Caty er bare piget-" forklarede Harry, hvor jeg så blev nødt til at bryde ind: "Er jeg! Du kan da ikke forvente andet, når du sådan...gør dig løs!"

Harry grinede lidt, "gør mig løs? Og hvad skal det så helt præcist betyde?" Niall maste sig ned i mellem Harry og jeg, med nu popcornene siddende i skødet, "hvad skal betyde hvad?" Spurgte han og kiggede på mig, munden fuld af popcorn, hvorefter han efterfølgende tog han en slurk cola.

"Je-jeg...ehm... Der var noget som pressede på, okay?!"

Det næste kom meget hurtigt. Og jeg havde desværre ikke hurtige nok reflekser til at opdage, at jeg fik Nialls cola spyttet i hovedet...

Jeg sagde ikke noget, sad bare med et sammentrykt ansigt, som en sur citron, mens jeg hørte nogle spørge om jeg var okay, andre undskylde - det var sjovt nok Niall - og så andre, nævner ingen navne, Harry,  som sad og grinede.

Hvis det ikke havde været fordi Harry havde grinet og gjort grin ad mig dagen inden, så havde jeg også selv grinet, men eftersom alt det som han havde sagt og gjort nu fløj rundt i mine tanker og gjorde mig utilpas og snart grædefærdig, grinede jeg ikke det mindste. Men Harry skulle ikke kunne gøre sådan noget mod mig igen. Han skulle ikke kunne lægge mig ned, fordi han grinede lidt ad mig. Det var min tur til at grine. Så jeg holdt mine tårer inde, tog mig sammen, og spurgte Niall om han ikke så ville følge mig ud på toilettet, siden jeg næsten ikke kunne se noget, med den klistrede cola i ansigt og øjne.

"Det må du altså virkelig undskylde, Cait - jeg var bare ikke lige helt...forberedt," grinede Niall, men tøvede det sidste, inden jeg fornemmede at han åbnede en dør og hans hånd, som lå på min lænd, førte mig ind i et rum med god akustik - bedre kendt som badeværelset.

"Jeg er bare glad for at det ikke var de sammentyggede popcorn du spyttede i hovedet på mig," smilede jeg, og han udstødte et lille grin, inden han satte mig på toilettet. Det var hvert fald hvad jeg troede det var, da det var koldt og havde den nøjagtige form til en numse og jeg tier bare stille nu...

Man kunne høre han hev noget toiletpapir af fra toiletrullen. Han tændte for vandet og gennemblødte det.

"Hovedet fremad." Jeg gjorde som han sagde. "Nu kommer jeg altså til at tvære din mascara ud..." Usikkerheden i hans stemme var tydelig, da han sagde det. Jeg må indrømme, jeg syntes det var lidt sødt. "Pyt med det - det skal jo af på et tidspunkt."

 

Niall havde efter noget tid fået det meste klistercola af mit ansigt. Jeg havde hele tiden duftet til ham gennem mine næsebor og glædet mig over at han faktisk gjorde det - ellers ville jeg aldrig have kommet til at lugte ham. Ad nej, okay, det var over grænsen til gustent - Niall duftede godt.

"Jeg tror du kan åbne dine øjne nu," sagde han og jeg kunne høre smilet og stoltheden i hans stemme. Så jeg åbnede dem. Og så direkte ind i Nialls. Flotte og blå.

Jeg tog en indånding, "tak-" "du har nogle flotte øjne," afbrød han mig lavt helt fortryllet og vidste tydeligvis ikke hvad han lige havde sagt til mig.. Han gjorde store øjne, da han fandt ud af det. Indeni fnes jeg over hans reaktion.

"Ej, undskyld, Caitlin, det var ikke sådan ment," skyndte han sig at sige, imens hans kinder begyndte at blusse. Jeg prøvede at hæve et øjenbryn. Faktisk havde jeg aldrig hørt en dreng sige at jeg havde flotte øjne før, andet end min far, men det tæller ikke - og at det så i realiteten ikke rigtig var min egen øjenfarve var noget andet, som vi lige nu fuldkommen glemmer.

"Hvordan var det så ment - at jeg har grimme øjne," grinede jeg, imens jeg så ham ind i øjnene.

"Lad vær med at tvær i det!" Niall prøvede at være seriøs, men selvfølgelig lykkedes det ikke, så han begyndte at grine, ligesom mig.

 

"Ehm, vi skal nok snart gå derind igen," sagde Niall efter vi havde grinet af.

Jeg nikkede, "du kan bare gå derind, jeg skal lige fixe pandaen du har lavet i mit ansigt."

"Okay, men skynd dig lidt."

Niall lukkede døren lidt i efter han var gået ud ad badeværelset. Jeg gjorde som jeg havde sagt; kiggede mig i spejlet og fjernede lidt sort under øjnene. Jeg kiggede på mig i spejlet, så mine øjne og kom i tanke om hvad jeg egentlig lavede her. Det her var ikke bare for sjov. Jeg burde ikke sidde og have det sjovt med dem, når det var meningen jeg skulle ødelægge deres bedsteven. Harry. Jeg burde ikke trække dem ind i mit liv, når jeg burde have travlt med at finde og tage Harrys telefon, som lå til opladning.

Vent.

Hans telefon lå til opladning!

Måske kunne jeg på den måde få fat i den?

Jeg åbnede stille døren ud til gangen. Så mig til siderne og bevægede mig mod Harrys værelse.

Alles stemmer kunne høres fra stuen, så jeg var sikker på at ingen var omkring mig end mig. Caitlin, du er sjovt nok hele tiden omkring dig selv.

Jeg gik ned ad gangen, fandt endelig frem til Harrys værelse. Min hånd lagde sig om det kolde metalhåndtag. Jeg kiggede tilbage fra hvor jeg kom - planen så faktisk ud til måske at virke, for en gangs skyld. 100 point og en Kit Kat til mig, hvis jeg klarede den!

Døren knirkede heldigvis ikke det mindste, da jeg forsigtigt åbnede den og lod mig træde ind. Plus 10 point til dig, Caitlin! Men så heldig skulle jeg ikke være. Andet skridt inde i rummet havde nær fået mig til at tro 3. verdenskrig var trådt i gang. Minus 20 point til Caitlin. Det lød så højt og skingert, at jeg var sikker på min tip-tipoldemor rallede sig i graven. Fandens tage Fanden, har man så lov til at sige.

Efter jeg havde mumlet det til mig selv, gik jeg endnu et par skridt ind i hans store værelse. Min første tanke til hvor hans mobil kunne være, når den var til opladning, var selvfølgelig ved siden af hans seng. Og jeg havde ret. Jeg synes jeg fortjente nogle point for den fantastiske tanke. Nu skulle jeg så bare tage den ud af stikket og få den gledet ned i min baglomme, så enkelt, men alligevel så svært, når man hører et hæst grin, som delvist også kunne være en brummen.

"Er der noget, som du ikke har fortalt mig, Caitlin." Jeg vendte mig om på ordene, lettet over at jeg ikke havde taget fat i hans telefon før.

"Øhm...hvad?"Adrenalinen galopperede afsted i mine årer - jeg kunne have taget 120 armbøjninger på stedet, hvis det skulle have været. Fordi jeg kunne have gjort det, mener jeg at jeg burde have 70 point, fordi der skal altså ret meget til at jeg gør sådan noget!

"At du er en globetrotte? Eller..." Sagde han dybt, imens han trådte hen imod mig.

Det eneste jeg tænkte på var, om jeg var blevet busted, for hvis jeg var, så kunne jeg ligeså godt droppe det hele og indse at Harry var bedre end mig, og at jeg nok havde fortjent at blive kaldt de ting af ham.

"Eller også at du let farer vild, og blevet distraheret af mine spændende ting?" Hans smil var til at dø over og hans glødende øjne var ikke til at stå for, men jeg blev lidt nødt til at lade vær med at dø over ham, hvis jeg skulle ting i livet, som jeg tydeligvis skulle med Harry.

"Jeg gætter på at jeg har undladt at sige det sidste - ellers er der noget som jeg skal tale med mig selv om," sagde jeg, inden jeg lagde mit hoved lidt på skrå, og kiggede ham ind i øjnene.

"Ja, det har du, men heldigvis-" han kom tættere på, "kender jeg vejen," mumlede han, så jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber, "men," fortsatte han lavt, mens hans hånd bevægede sig fremad, "du skal selv finde vej på tirsdag, okay?" Jeg fik kuldegysninger over hans ord. Åndedrætsbesvær, da hans hånd let gled ned i min baglomme i mine stramme bukser.

Lige så let som hånden kom ned i lommen, kom den op, men med spor efter sig - han havde puttet noget ned i min lomme.

"Men nu skal jeg nok føre dig tilbage til stuen - vi skulle jo spille et spil, hvis du havde glemt det?"

Fik jeg de 100 point og en Kit Kat?

 

 

***

 

 

"Buk Jer for Jeres nye konger!" Råbte Louis, samtidig med at han rejste sig højt over os andre, som sad på gulvet.

"Det er ikke fair! Dig og Harry snød!" Niall lagde en arm rundt om min skulder, "lad dem - de plejer aldrig at vinde," smilede han, mens han kiggede på mig.

"Plejer er død og begravet! Plejer ligger sammen med Minikrusedullernes afføring og raller! De har ik' ret til at vinde, hvis de har snydt!"

"Easy tiger - det er bare et spil," grinede Zayn, og jeg kunne bogstavelig talt have slået ham lige i klokkeværket - men jeg er en sød pige.

"Det er fint nok at indrømme, at du har tabt," klappede Harry mig på hovedet og der kunne jeg ikke holde mig længere. Mit pis var virkelig kogende og fuck det med at...nej, bare fuck det. Jeg slog hans hånd væk og sprang på ham, så han væltede bagud og ramte gulvet. Men vinde skulle jeg ikke, fordi Harry havde åbenbart ret gode reflekser, så jeg endte med at være den som lå nederst på trægulvet, mens de andre drenges lette grin kunne høres i baggrunden.

"Slip mig!" Skreg jeg, men kunne ikke lade vær med at grine, da Harry tog begge mine hænder, med sin ene hånd, og kildede mig, med den anden i siden. Den tard - jeg var faktisk sur på ham, jeg skulle faktisk frastødes ved ham, og lade vær med så hurtig at glemme hvem han egentlig var. Han var jo et forfærdeligt menneske?

"Det var dig som angreb!" Grinede Harry, efter han havde sat sig på min mave.

Han udstødte et støn, der virkelig vendte det hele i maven. Hva' er det jeg siger!? Ad nej - der var engang jeg ville have følt sådan, ikke nu! Det var ubehageligt - jeg kunne slet ikke lide det!

Det fik min krop til at stivne helt og på en eller anden måde, kunne jeg ikke få mig til at lade vær med at stirre på Harry - ikke sådan 'åh, hvor er du lækker'-måden, lidt mere som 'hva' fanden har du gang i'. Jeg kunne virkelig ikke få mig til andet og efter tanker om hvad der lige skete og hvorfor han gjorde sådan noget, blev jeg bare ved til Harry stoppe og kiggede på mig, "øhm, Caitlin?" Jeg så hans, en smule forbavset, bange udtryk, men gjorde ikke noget ved det - jeg havde på ingen tid fået en surhedsgrad på 2, for shit man jeg var sur.

Han løftede langsomt sit ene ben over mig, så jeg var fri af hans krop (det lød en smule klamt) og slap forsigtigt mine hænder (mindre klamt), så jeg kunne sætte mig op.

De andre drenge tav, da det gik op for dem, at noget var galt, som der egentlig i realiteten ikke var, men så alligevel.

Harry og de andre kiggede på mig, og følelsen af at være en lyseslukker var ikke til at tage fejl af, selvom jeg havde mine grunde.

"Hva' sker der, Cait?" Niall satte sig tilbage ved siden af mig, begyndte roligt at nusse min arm - fuck nu da også ham! Hvorfor?! Hvorfor skulle de gøre min mave til en zoologisk have? Kunne jeg ikke ringe til en seriemorder inde for dyre-branchen, så de kunne dø (altså dyrene, selvom Harry også gerne måtte dø lidt)? Eller nej, det ville være synd for alle de små bamsedyr!, som bor derinde! Min zoo indeholder kun slanger og klamme edderkopper. Så! - nu må der gerne komme en morder og dræbe dem og også Harry en smule.

"De- det ved jeg ikke, undskyld," fik jeg sagt lavt, med mit blik rettet mod gulvet. Det var faktisk et ret flot gulv. Lidt mørkt i det og med nogle flotte træstreger, der lignede mønstre, som kunne være et maleri.

"Jo du ved - hvad er det?" Spurgte Niall tålmodigt. Jeg kunne mærke hans øjne prøvede at få øjenkontakt med mig. Men ikke nu for, hvad skulle jeg svare tilbage på det?

Men det blev alligevel ikke særlig svært at svare på, da jeg kom til at tænke på noget.

"Jeg fik bare et dårligt minde frem - hvad er klokken? Jeg skal nå at komme med bussen inden det bliver for sent." Jeg er ret god til det med at skifte emne synes jeg selv. Og, jeg havde faktisk også brug for at vide hvad klokken var, fordi jeg skulle jo, som sagt, nå med bussen, inden det blev for sent. Dylan ville flippe klejner, hvis jeg ikke kom hjem før den blev alt for mange.

"Okay, men ehm, skal jeg ikke bare køre dig hjem? Så kommer du ikke til at rende ind i fremmede?" Spurgte Niall. Harrys blik mindede mig om en, som lige havde været i en alt for vild rutsjebane - rettere sagt; han lignede en der havde kvalme, men på den der sure måde.

"Nej, jeg vil ikke gøre det indviklet for jer."

"Du skal sikkert hjem, og sådan er det," smilede han til mig og begyndte at rejse sig op. Jeg fulgte hans eksempel og havde kun stået op i millisekunder, da Harrys brummen afbrød os, "jeg kører med - jeg skal alligevel have noget på vejen." På en eller anden skør og virkelig fordrejet måde, havde jeg set den komme - han ville ikke lade mig være alene sammen med Niall, selvom at det alligevel ikke ville føre til noget, at vi var alene, og selvom at de overhovedet ikke kendte mig.

Niall tog det med et nik og et klemt smil, "selvfølgelig."

 

 

***

 

 

Det var faktisk rigtigt det med, at Harry skulle have noget på vejen.

Vi var stoppet foran en tank, der med et døende vejskilt, som lyste ligesom da man var barn og legede med lyskontakten, viste at en benzinstation var hvad det var. Dog ikke så voldsomt, men noget lignende.

"I vil ikke med ind?" Spurgte Harry, mens han klikkede sin sele op. "Næ," mumlede Niall og jeg i kor, og et lille smil poppede op på hans læber, "så klarer jeg den selv," informerede Harry os og åbnede døren, hvorefter man så hans mørke skikkelse gå hen mod den lille butik, der ellers virkede tom.

Hedder det egentlig en tankbutik, hvis den hører til en tankstation, benzintank? Det gad jeg egentlig godt vide...

Jeg sad og tænkte lidt på det, indtil Niall udstødte et højere-end-forventet-suk og faldt tilbage i førersædet. "Er der noget galt?" Jeg kiggede på ham og forventede et svar, men jeg fik kun et indeklemt smil. Eller kun og kun - det var forfanden Niall Horans smil jeg fik. Jeg havde stadig ikke rigtig fattet at jeg havde brugt hele min dag på at være sammen med mine idoler, fordi jeg skulle hævne mig på en af dem. Det minder mig så om hvor dum jeg var; jeg havde ikke fået fat i Harrys telefon endnu - det eneste jeg havde fået var... hov vent!

Jeg så aldrig hvad der stod på sedlen - den som jeg fik af Harry! Og hvad fablede han egentlig om..? Tirsdag? Hvad skulle der ske på tirsdag?

"Kender du den der følelse; man vil gerne spørge om noget, men man er bange for svaret?" Jeg kiggede over på ham igen, "jo." Okay nej - det havde jeg faktisk ikke, men det ville ikke passe ind, hvis jeg sagde at jeg ikke havde, if you understand what I mean.

"Men hvis der er noget du gerne vil sige, synes jeg ikke du skal holde dig tilbage - hvad nu hvis jeg egentlig gerne ville sige, at der snart kom en flyvende ko, som helt sikkert ville ramme dig lige i fjæset, men jeg var bange for at du syntes at jeg var dum? Så ville du få en ko lige i smasken og jeg ville få mælk sprøjtet ud over mig og en ked-"

"Vil du hænge ud i morgen?" Jeg sad med åben mund, klar til at færdiggøre mit (fantastiske) eksempel, mens Niall, med bedende, bedårende øjne, kiggede på mig, klar på at høre det værste.

"Hvad?" Klogt sagt, Caitlin, virkelig klogt sagt, din fede fnatmide! Du piner jo drengen! Hey, måske var det det jeg skulle gøre mod Harry, selvom det ikke var det som min plan gik ud på... Whatever - det var slet ikke det jeg skulle sige.

"Øhm," lød det usikkert fra Niall, imens han rykkede lidt på sig af usikkerhed.

Og så kører Caitlin-linjen på højtryk for at finde på noget.

"Nåååå! Jo - men hænge ud? Er det ikke et lidt...underligt udtryk at bruge?" Grinede jeg, fordi jeg virkelig burde prøve at trække mine forrige ord tilbage.

Heldigvis var jeg for en gangs skyld heldig. Niall så lettet ud, med et stort smil på hans søde, fine læber. De så utrolig nuttet ud, når jeg tænker over. Sådan rigtig lige til at røre- nu stopper jeg.

"Det da almindeligt og bruge de ord?! Jeg tror altså det dig, der er underlig, Cait," grinede han.

"Nu tror jeg liiige du skal passe på med hvad du siger, Niall Horan! Jeg kan altid trække mig tilbage, at du ve' det," sagde jeg med en løftet pegefinger, som hurtigt gik til grunde, da han lukkede hans hånd om den for at tage min hånd til sig, hvorefter han så nærstuderede min hånd. "Du har en flot hånd," mumlede han, og jeg var nærmere død af grin.

"Du siger jeg er underlig - helt ærligt! Du nærstuderer min hånd og siger at den er flot?! Oh god, Niall altså!"

"Hvorfor holder I i hånden?" Lyden af Harrys stemme fik mig stort set til at fare sammen i sædet, "for satan da!" Råbte jeg chokeret, og så om på Harry, som havde et lille smil på, da vores øjne mødtes.

"Vi holdt ikke i hånden, Niall fik bare interesse for min hånd lige pludselig - længere er den ik'," sagde jeg forklarende og smilede et slags farvel til ham, inden jeg rettede mit blik tilbage mod forruden. "Jeg ved hvad der er længere." Jeg kunne høre det flirtende smil han sikkert havde pålagt sine læber. Har jeg lov til at sige lidt ad? For det der var altså en smule meget klamt, Harry.

 

 

***

 

 

Selvom jeg ikke fik fat i Harrys telefon i dag, måtte jeg indrømme at jeg stadig havde haft en god fornemmelse i maven, da jeg kom hjem. Selvom han fik en utilpashed frem i mig og at jeg vidste hvordan han i virkeligheden var, var der stadig sket noget godt. Så hvis jeg ikke tænkte på Harry, så havde jeg haft en god dag med de andre - tænk at de var sødere og sjovere end hvad man havde forestillet sig?

Inden jeg smuttede op ad trapperne til mit værelse, snuppede jeg et æble. Efter den lange køretur kunne man ikke sige at jeg ikke var sulten. Og ja, turen var lang - ingen kommentarer om at den ikke var selvom det var det den var.

Da jeg endelig havde smidt mig i sengen og lagt mig under min dyne, foldede jeg forsigtigt den fladmaste agtige krøllede seddel ud, som Harry havde gledet ned i min baglomme. Følelsen af hans hånd, der langsomt bevægede sig derned var der stadig, når jeg tænkte på det. Kuldegysninger skød ned langs min ryg.

Hvordan kunne jeg elske èn som jeg hadede så meget?

 

 

 

_________________________

Det var så tredje kapitel!

Hvad tror du der står på sedlen Harry har givet til Caitlin?

Kom med din mening! :)

Har du en idé om hvorfor den hedder 'Code: 0308'?

 

x Husk at like x

tesik

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...