I det grå skær er der mange farver

En lille fantastisk fortælling om et søskendepar der vil slå ihjel for farver. - Oneshot

11Likes
6Kommentarer
256Visninger

1. Stedmor

Emma kiggede ud af vinduet, og forestillede sig en verden i farver. Ganske vist kunne hun ikke huske hvordan de så ud, men hun drømte om dem. Hun drømte om at kigge ud i haven og se alle farverne, som de andre gjorde. Det eneste hun lige nu så, var en grå have med ukrudt spredt som pest, og et livstræt træ. Anthon, hendes storebror, sad inde i stuen og så fjernsyn. Hun forstod ikke at han gad, når det hele var gråt.

Når det ikke længere var interessant at kigge ud i den grå have, kiggede Emma over på bamsen, der sad på sengen. Den var grå, den ene arm var næsten ved at falde af og den manglede det ene øje. Men det var stadigvæk hendes bamse, og kun hendes. Hun tog fat i bamsen og knyttede den til sig. ”Hvilken farve er du?” Spurgte hun bamsen, men den svarede aldrig tilbage. Den stirrede den bare ud i verdenen med dens ene øje.

I skolen havde de om farver og altid farver. Der var farver i alle fag, og uanset hvor Emma gik hen, var der farver. Der var pigefarver og drengefarver, der var glade farver og triste farver. Der var farver der passede sammen og farver man aldrig skulle sætte sammen. Men for Emma og Anthon var grå gråt, og grå kunne kun sættes sammen med grå. De andre snakkede konstant om farver og de var altid i godt humør. Derfor var Emma og Anthon altid alene. 

Anthons mås var kold og hans ben dirrede efter at løbe. At spille fodbold. At lege. Men de andre kaldte dem særlinge og sådan nogle ville man åbenbart ikke lege med. Så derfor blev de siddende og kiggede ud på børnene. Som dagene gik, blev børnene mere og mere grå. Så grå, at Emma ikke ville kigge. Men problemet var bare, at når hun lukkede øjnene, var verdenen stadigvæk grå.

Hver dag efter skole kiggede Emma ud gennem vinduet igen. Hun håbede på at få øje på det ene blad, det farverige blad, på det livstrætte træ. Men bladet fandtes ikke, for hele træet var gråt. Så gav hun sig igen til at snakke med bamsen. Hun fortalte den om sin dag i skolen, og hvordan børnene blev mere og mere grå.

En dag, til hendes store overraskelse, svarede bamsen. Den tog fat i hendes hånd med den arm, der stadigvæk sad ordenligt fast. Den hvisken var så uklart, så drømmende, at man sagtens kunne tro, at det skete inde i Emmas hoved. Den gentog det hele om og om igen, så til sidst gav det mening for Emma.

Men alligevel blev hun forarget og pludselig trillede de grå tårer ned af kinderne på hende. Den ene tårer ramte hendes læbe, og hun smagte på den. Den smagte mat og kedelig.

”Det er Stedmors skyld,” hviskede Emma til Anthon en dag. Hun mærkede vreden prikke hårdt i tindingen, det gav hende en stærk hovedpine. Deres stedmor, der for resten også hed Stedmor, var deres fars nye kone efter deres mors død. Stedmor var altid enten på badeværelset eller i soveværelset, sammen med sine venner, som hun kaldte dem og grinte. Men der lød aldrig snak eller latter fra værelset, og hverken Emma eller Anthon måtte gå derind. Deres stedmor var en mystisk kvinde.

”Hvad mener du?” Spurgte Anthon endelig. Hun kiggede ham i øjnene. Emma havde aldrig set noget så trist, så gråt, hvilket gjorde hende mere vred. Så strøg hun brorens hår tilbage og et blåt, eller ja, gråt mærke kom til syne.  ”Hun har taget livets farver fra os, Anthon,” hviskede Emma.

Det var til sent ud på natten, at Emma snakkede med bamsen. Vreden voksede i det lille barn, hendes negle blev kortere og kortere og hjertet føltes som en tikkende bombe. Hun hadede egentlig grå, selvom det var det eneste hun længe havde set. Hun savnede tiden før deres mor død, hvor træerne var grønne, himlen var blå og livet ikke kun var gråt.

”Gør det,” sagde bamsen, og klemte Emmas hånd. Den vidste altid hvad Emma tænkte på, den kunne måske ligefrem se hendes hjerte banke i hendes bryst. Den havde ret, Emma måtte gøre det.

Hun listede forbi Anthon, trådte i sutskoene og så listede hun ud i gangen. Først forbi stuen, hvor far lå, og så hen til Stedmors soveværelse.

Hun hørte Stedmors tunge vejrtrækning og en anelse snorken. Emma hev i dørhåndtaget og den voldsomme knirken fyldte hende med fortvivlelse. Selvom hendes hjerne skreg nej med alt hvad den havde, fortsatte hendes ben ind i værelset. En inderlig stank steg til hovedet og dræbte den sidste fortvivlelse og vreden fik atter hjertet til at banke.

Hun kiggede sig omkring i værelset, der nu snurrede rundt, og så alle flaskerne. Ganske vist vidste hun ikke om der var farver i dem, da hun ikke så farver, men bamsens ord havde overbevist hende. Stedmor havde altså taget deres farver og proppet dem i alle hendes flasker.

”Stedmor?” Spurgte hun, bare for at tjekke om hun virkelig sov. Stedmor gryntede lidt, men ellers intet svar. ”Stedmor?” Hviskede hun, men atter intet svar.

Hun satte sig lydløst på stedmoren, der lå på ryggen. Emma lagde hænderne om stedmorens hals, der var helt rynket, og skulle til at presse med al sin kræft, da Stedmor åbnede øjnene.

”Emma, hvad fanden..!” Skreg hun, og lagde armene om Emma for at smide hende af sig. Men Emma afbrød hende ved, at tage en flaske fra gulvet og smadrede den i hovedet på hende. Emma forestillede sig hvordan farverne nu flød udover Stedmor, men det var det værd. Emma fik sågar en mørkere grå farve på hænderne, som hun svor på var farve. Måske mørkeblå? Eller rød?

”Du har taget vores farver, du har taget dem og så har du brugt dem op,” skreg Emma og strammede grebet. Hendes barnefingre strammede mere og mere, og selvom alt var gråt svor hun på, at hun havde ild i øjnene. Til sidst gav hun slip, tøffede tilbage på værelset i sine sutsko, lagde sig under dynen og sov videre.

Emma hørte skrig næste morgen, og da hun åbnede øjnene så hun sin far i døråbningen. Helt rød i hovedet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...