Grow old with you | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2014
  • Opdateret: 20 nov. 2014
  • Status: Igang
Nicole og Harry er tilbage, stærkere end nogensinde - men er det nu også rigtigt? De står overfor et liv som forældre, men med en far, der har et band at koncentrere sig om, og uenighed omkring børneopdragelsen af deres guldklump, kommer det til at kræve blod, sved og tårer, hvis Nicole og Harry skal blive gamle sammen. Læs med i 2'eren af 'Adore you | One Direction'.

77Likes
82Kommentarer
9405Visninger
AA

12. 11 | The abortion

Nicole Calder

Dagen var kommet.

Jeg skulle have min abort i dag. Jeg var ked af det, mest fordi, at jeg vidste, at jeg ville dræbe et barn, som ville have gjort så meget glæde hos en familie, der ikke kunne få børn. Det var dén tanke, jeg ikke kunne rumme.

Mine forældre passede Noah. De sidste par dage, havde jeg været ked af det og sur, hvilket havde resulteret i mange skænderier med Harry. Jeg havde ikke snakket med ham, siden han sagde jeg skulle flytte, så jeg boede nu hjemme ved mine forældre, som var dejlige, at tage Noah, når det var hårdest.

”Tag dig nu sammen, Nicole!” Harry hårde stemme fyldte hele lejligheden. Noah lå inde på værelset og sov.

Mine tårer løb ned af mine kinder. ”Hold kæft. Hvad ved du om at dræbe et barn?! Er det dig, der er gravid?” hulkende prøvede jeg at forklare ham hvordan min verden hang sammen, og havde gjort de sidste 2 uger.

”Vi er ikke klar til et barn til, Nicole. Forstå det.Vi skal ikke have det fandens barn!” hans adfærd gjorde mig mere ked af det, end man skulle tro.

”Du har ligeså meget del i det, som jeg har, så hold din kæft.”

”Det var dig, der sagde at der ikke ville ske noget. Det er ikke min skyld, at du blev gravid.”

”Det var vores begges skyld. Du er så dobbeltmoralsk. Hold da fra mig og Noah, Harry. Vi skal nok flytte, så kan du tænke tilbage, på noget, der faktisk er din skyld. Vi er voksne mennesker, der begge har ansvar for vores sexliv. Jeg troede du var anderledes.”

Og med de ord, var jeg inde efter Noah og tog Agnes i snoren, for at forlade lejligheden.

Én ting var sikkert. Vi skulle væk herfra.

Jeg havde Noah i liften, pusletasken over skulderen og Agnes i snor. Da jeg kom ned på gaden, fik jeg fat i den første taxa, jeg fortalte ham adressen, mens jeg satte Noah fast i liften.

Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Harry skulle reagere sådan. Vi havde begge del i min graviditet. Jeg havde ikke lyst til en abort, men jeg gjorde det for Harry.

Jeg vidste ikke engang om han sad ude på gangen, eller om han var fuldstændig ligeglad. Det eneste jeg vidste var, at mine forældre og El sad derude.

”Så, Nicole. Vi ligger dig i narkose nu, også ses vi når du vågner.” sagde overlægen og lagde masken over næse og mund, jeg nikkede blot, inden jeg fald helt i søvn.

**

”Godmorgen Nicole.” sagde min mor og tog min hånd.

”Godmorgen,” smilede jeg.

Jeg trak lidt op i min hvide kjole, jeg havde fået på sygehuset, så jeg kunne se arret. Det lignede, at jeg havde fået et kejsersnit, hvilket jeg også havde, men ja.

”Hvordan har du det?” spurgte El bekymret.

”Nogenlunde, det er hårdt.” mumlede jeg, med tårer i øjenkrogene.

”Åh, søs…” sagde hun og trak min ind i et kram.

Jeg var meget ked af det. Harry var her ikke, og det var ham jeg gjorde det hele for. Jeg havde snakket med min mor omkring en abort. Hun sagde, at det ville være bedst, hvis vi fik barnet fjernet, når vi næsten lige havde fået Noah.

Klokken var omkring 5 om eftermiddagen, og Noah sov i sin barnevogn. Jeg sad og tænkte en hel masse ting igennem.

Hvordan mit liv havde ændret sig, hvordan Harry havde været, hvordan mit liv var, hvordan Noah var, hvordan han ville blive.

Jeg tænkte så meget, at jeg begyndte at græde, hvilket kom som et chok for mine forældre og El.

”Hvad sker der, Nicole?” spurgte de bekymret, og dannede en kreds rundt om sengen.

”Jeg kom bare lide til at tænke for meget,” mumlede jeg og kiggede ned i dynen, jeg havde over mig.

**

Vi var kommet hjem til mor og far. Louis, El og Elena skulle være og spise med i dag. Jeg sad inde i stuen og legede med Noah, så godt jeg nu kunne.

Jeg havde trods alt smerter.

Jeg sad med Elena på skødet og sammen, legede vi med Noah. Elena var omkring 16 måneder, så hun kunne både gå og hoppe.

Louis kom ind og satte sig overfor mig, og hurtigt var Elena ovre ved ham. ”Hvordan går det ellers?” spurgte jeg og kiggede smilede på ham.

”Du er mig, der skal spørge dig, hvordan det går?”

”Det går..” mumlede jeg og kiggede på Noah.

”Hvordan med Harry?” spurgte jeg og kiggede nysgerrigt på Louis.

”Han mener stadigvæk, at det er din skyld, at du blev gravid, selvom vi drenge overbeviser ham om, at begge parter har del i en graviditet.”

Jeg nikkede og tog Noah op til mig.

Jeg fik at vide, da jeg vågnede op, at babyen jeg havde inde i maven, var en lille pige. Det gjorde mig endnu mere ked af det.

”Det var en pige, vi ventede os.” mumlede jeg og kyssede Noah i hovedbunden.

”Jeg er virkelig ked af det..”

Elena kom hen til mig. ”Moster ikk’ græde..” sagde hun, mens hun gav mig en krammer.

”Det er hårdt, men jeg skal igennem det,” med tårer i øjnene, præsterede jeg at sende både Elena og Louis et smil.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...