Pretty Little Boys

Allessia er blevet tvunget i byen af hendes søster Destiny. Allessia er ikke pigen der gider feste, men Destiny har lovet hendes venner,at bringe en lækker veninde med i byen.
Allessia er en meget offensiv pige, som altid tør stå frem og sige sin mening. Men hvordan vil Allessia reagere på, at hendes barndoms venner er en del af Destinys venneflok?

** Mange af de følgende ting er opdigtende, så hvis der er noget info der ikke passer til virkelighede, så er det altså derfor.

2Likes
0Kommentarer
208Visninger
AA

1. Meet my friends

 

 

Jeg forstod virkelig ikke, at jeg var gået med til denne her dumme tur i byen. Destiny havde tvunget mig med, fordi hendes venner var så ivrige efter at møde mig. Hun vidste godt, at jeg hadede at møde fremmede mennesker, men hvad gør man ikke for søskende. - Eller Destiny og jeg var ikke biologiske søskende. Mine forældre adopterede Destiny da hun var 7 år gammel. Men siden jeg var 11 år gammel, da hun blev en del af flokken, havde jeg følt et hvis ansvar over hende. Selv 12 år efter, følte jeg stadig, at jeg skulle passe på hende. 

"De sidder lige derovre All!" Jeg kunne høre begejstringen i hendes stemme. Hun havde sagt op til flere gange, at jeg ville blive positivt overrasket, men jeg fattede ikke hvad hun mente med det. Jeg fulgte efter hende igennem et lokale der blev lyst op af flere forskellige farver. Jeg kiggede mig rundt omkring for, at kunne se hvilken form for bar dette her var. Den virkede okay. 
"Drenge det her er min søster Allessia, Allessia det her er drengene," hun gav mig et smil og da jeg gav min øjne til at kigge på hendes venner, frøs jeg. Mine gamle barndoms 'venner' Harry og Niall sad og smilede akavet til mig. "You gotta be f:cking kidding me, Des!" Jeg kiggede irriteret på hende, for de var de sidste jeg magtede at bruge min aften med. Jeg havdet igennem en længere periode datet Niall, men da jeg gjorde det forbi, fordi vi skulle flytte til den anden ende af England, var Niall blevet mega knust og det havde Harry altså ikke fundet sig i. Men det tror jeg havde noget at gøre med, at han altid havde haft været lun på mig. 
Nu var de blevet verdenskendte på, at have været med i X-Factor og hatten af for det, men jeg har aldrig været mennesket der har kunne overskue arrogante mennesker, udover mig selv. Okay, jeg vidste nok ikke om de var arrogante, men sådan som de viste sig i offentligheden og på medierne, havde jeg ikke fået et godt indtryk af dem. 

Destiny kiggede på mig og skyndte sig med, at rulle hendes alt for makeup dækkende øjne ad mig. Jeg sendte hende et flabet smil tilbage, jeg gad ikke, at hun skulle vinde denne her kamp. "Fair nok, vi, eller jeg skal i hvert faldet have en god aften." Jeg sendte drengene et gennemskueligt falsk smil og gik op mod baren. Jeg hørte Destiny sukke, men det måtte hun jo selv om. Jeg havde utallige gange forklaret hende, at jeg ikke brød mig om One Direction. Godt nok havde jeg ikke fortalt hende hvorfor, men det ragede hende vel forfanden heller ikke?

"Hvilken drink kunne jeg friste med?" Bartenderen kiggede på mig med et flirtende smil, hvilket han garanteret havde fået at vide, af sin chef han skulle gøre, når et hunkøn skulle bestille. "Jeg vil gerne starte med en mojito, tak," jeg lagde et ekstra tryk på tak, fordi jeg gerne hurtigt ville have den, inden jeg fortrød at komme herhen. 
Da bartenderen havde lavet min drink, gav han mig den og ønskede mig en god aften. Jeg havde rettet mine øjne hen mod Destiny og hendes venner. Jeg kunne allerede mærke, hvor akavet det her vil ende, men jeg blev nødt til, at bide i det sure æble og komme over livet. "Er der plads til mig her?" Jeg spurgte oprigtigt efter en plads, bare i den modsatte retning end, hvor Harry og Niall sad. Men sådan skulle det jo ikke være, fordi inden nogle kunne sige noget, bød Niall ind med "du kan sætte dig mellem Harry og jeg, All." Han sendte mig et uskyldigt, akavet smil. Jeg nikkede kort og måtte kravle over Nialls skød for, at jeg kunne sætte mig ved siden af Harry.

"Jeg er Allessia, hvis i skulle være i tvivl," jeg pegede på mig selv, uden at tænke videre over det. "Hej Allessia, jeg er Liam," sagde drengen med det mørke hår og nogle virkelig uskyldige, men forførende øjne. Jeg sendte ham et smil og kiggede så hen på drengen ved siden af ham. "Eh, jeg må jo så være Louis." Drengen kom med et kikset grin, men han var faktisk rigtig køn. Hvilket jeg jo godt havde set før, men han var køn. "Zayn," sagde den helt mørkhårede dreng. Jeg havde godt hørt, at han var meget stille og snakkede helst ikke så meget. Men altså, hvad fanden?
"Jeg tænker ikke, at i skal fortælle mig, hvad i hedder. Jeg ved det jo godt," jeg kiggede på dem med et meget opreklamerende smil og tog min drink i hånden, i mens jeg ledte efter sugerøret med min mund, hvilket gik ufattelig dårligt. "Nå, okay. Er du sikker?" Harrys hæse stemme var aldrig til at glemme, han havde altid været lidt fræk. - Men jeg nikkede bare som svar. Det her var ekstremt akavet og jeg hadede det. Endnu engang, fuck dig Destiny.

***

Efter nogle drinks og noget small talk med alle andre end Harry og Niall, var jeg begyndt at blive beruset. Bartenderen havde fortsat flirtet med mig, men jeg havde ignoreret det, for jeg var oprigtigt ikke interesseret i ham. Derimod havde Niall prøvet at flirte med mig. Hver gang han havde lagt an på mig, havde jeg bare takket. Jeg gad ham bare ikke og det var jeg også sikker på, at jeg havde gjort meget klart.

"Nå, jeg ved ikke med dig Allessia, men Destiny, drengene og jeg smutter altså videre i byen, hvis du altså vil med." Liam sendte mig et smil og kiggede spørgende på mig. Jeg ville egentligt ikke, men jeg blev nødt til det. Jeg havde lovet mine forældre, at holde øje med Destiny, for hun havde lavet mange numre på det seneste. "Hvad fanden, hvorfor ikke?" Jeg sukkede opgivende og sendte dem et smil. Destiny skyldte mig virkelig stort.

Da vi var kommet ind i de taxa'er der skulle køre os frem til den klub de andre vidste hvad hed, var jeg havnet sammen med Zayn på min venstre side og Louis på min højre. Harry havde nemlig været hurtigt til at tage forsædet.
Jeg sad og kiggede ud genemme forruden og tænkte på alle de gange Niall havde prøvet at komme i kontakt med mig, selvom jeg havde gjort mig meget tydelig, med at jeg ikke ville have noget med ham at gøre. Men den tanke sluttede hurtigt, for Harry afbrød mig i mine tanker. "Hvordan har du det, Allessia?" Han kiggede interesseret på mig, efterfulgt et smil. "Jeg har det vel godt, i guess?" Jeg sendte ham nogle spørgende øjne. For Harry og jeg havde haft et meget godt venskab da jeg stadig boede i Holmes Chapel. Vi var faktisk fysikmakkere selvom det altid gik røvdårligt for os. Han kiggede lidt mærkeligt på mig, som om at han tænkte på et eller andet bestemt. Men da han rystede på hovedet, gik det op for mig, at jeg aldrig havde sagt farvel til ham. "Fuck, det må du undskylde Harry, jeg hader bare at sige farvel." Jeg kiggede ned på mine hænder der foldede sig pænt ned mod mine lår. Denne her aften kunne da ikke blive værre. 
Jeg kiggede op og det eneste Harry kunne sige, var "det er ikke mig du skylder en undskylding, miss Heartbreaker," sagde han med en bebrejdende stemme. Han hentyd til Niall.

Fuck mit liv.

"Du forstår det bare ikke, right?" Sagde jeg med et lille hak i stemmen. Jeg vidste godt, at jeg ikke havde været helt fair, men det var Harrys ide, at jeg skulle give Niall en chance, inden jeg besluttede mig for, om jeg skulle slå op med ham. - Niall var begyndt at blive meget klistrende og krævende, og det kunne jeg ikke klare. Jeg ville have lov til at være sammen med min venner og veninde, uden at jeg skulle skrive hvert 5. minut. Det blev for meget og det havde jeg snakket med Harry om. Også fordi Harry og Niall altid har været 'like this'. så overtalte han mig til at give det en chance. Men da mine forældre fortalte Destiny og jeg, at vi skulle flytte, blev det min undskyldning.
"Nej, det gør jeg faktisk ikke. Han ville gøre alt for dig, Ally. Og det tror jeg faktisk stadig, at han vil. Han har ikke været sammen med nogle lige siden dig, og det er altså 6 år siden." Jeg kunne mærke nogle dømmende øjne fra begge sider af, men jeg var ligeglad. "Ingen skal tvinges til, at være i et forhold, hvor de ikke ønsker at være der. Jeg skrev utallige gange til Niall, at han skulle glemme i løbet af det første år og, at han skulle finde en anden. Men at drengen valgte at lade være, det er forhelvede ikke min skyld, Harry!" Udbrød jeg rasende, Harry havde nået min grænse. Ham af alle mennesker, burde have været med forståelig overfor min beslutning. 

"Er det ikke din skyld?" Harry nåede kun lige, at råbe mig op i ansigtet, for så gav Zayn ham en dumflad. Jeg sendte Zayn et taknemmeligt smil, lige til at vi var, hvor vi skulle sættes af. - Det skulle da nok blive en følelses-rig aften. 
 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...