Pretty Little Boys

Allessia er blevet tvunget i byen af hendes søster Destiny. Allessia er ikke pigen der gider feste, men Destiny har lovet hendes venner,at bringe en lækker veninde med i byen.
Allessia er en meget offensiv pige, som altid tør stå frem og sige sin mening. Men hvordan vil Allessia reagere på, at hendes barndoms venner er en del af Destinys venneflok?

** Mange af de følgende ting er opdigtende, så hvis der er noget info der ikke passer til virkelighede, så er det altså derfor.

2Likes
0Kommentarer
226Visninger
AA

2. Attitude

Det her var en befrielse. Jeg havde endelig smidt mine stilletter hen i hjørnet, hvor kun jeg havde set, hvor de var blevet lagt. Jeg havde heldigvis et par ekstra sokker i min taske, i tilfælde af at dette ville ske. Jeg hadede ikke at være forberedt. Det var faktisk mit image og efter, at Destiny havde taget røven på mig, på en meget dårlig måde, var jeg blevet helt ved siden af mig selv. Jeg kunne ikke klare, ikke at have kontrol. Det var ligesom min ting, at vide hvad der sker, men der, der havde hun virkelig taget pusten fra mig.

"Dans med mig," hviskede en i øret på mig og inden jeg kunne vende mig om for, at se hvem der var, stod jeg på dansegulvet og svingede mine hofter i takt til musikken. Jeg fik kigget op og til min overraskelse, var det Harry. Jeg blev irriteret og vendte mig om, men Harry tog fat i min arm for, at holde mig fra at gå. "Please All, jeg vil gerne lige snakke med dig." Han borrede sine grønne, skarpe øjne ind i mine. Jeg vidste godt, at vi var nødt til at face det her problem, men jeg gad ærligt talt ikke. 
"Harry, for det første, er det kun mine venner der kalder mig All. Og for det andet, gider jeg ikke bruge min tid mere på dig i aften, du har pisset mig nok af allerede," sagde jeg med afsky i stemmen, så han kunne forstå det. Han sendte mig et hævet øjenbryn og rykkede sig tilbage. Han så forvirret ud, hvilket gjorde mig forvirret. Jeg blev pludselig i tvivl om, hvad han egentligt ville. 
"Det var mig der opsøgte Destiny." Han kiggede koldt på mig og min kæbe begyndte at føle sig tung. "Hvad?!" Hvad fanden mente han med det? Jeg havde aldrig forstået Harrys måde at tackle situationer på, men nysgerrig var jeg fandme.

"Harry, du har bare at forklare det her og det skal være nu!" Jeg prikkede ham på brystet for at markere, at jeg var vred. Jeg var ikke engang klar over, hvad det egentligt var han mente, men det virkede ikke som noget godt. Han kiggede ned i jorden og tog fat i min hånd og søgte mod udgangen. Garanteret for at kunne komme udenfor. Jeg fulgte pænt efter Harry, i mens en masse piger havde for travlt med, at tjekke ham ud og for den sags skyld, også mig. Harry skulle jo nødig være sammen med en der var langt under hans standard. - Det var en fucked op verden han levede i.
Vi kom udenfor og gik lidt længere ned for at undgå andre i, at lytte. Harry gik lidt frem og tilbage, han virkede både anspændt og nervøs, hvilket havde en rigtig dårlig effekt på mig. 

"Harry?" Jeg kiggede spørgende på ham, da han kiggede hen på mig, "er du okay?" afsluttede jeg min sætning. Han rystede på hovedet og tog hænderne op til hovedet. Han rynkede med sine øjenbryn og skar en grimasse. Det lignede ham ikke, at være sådan her. "Hvad sker der?" Jeg tog fat i ham og vendte hans ansigt mod mit, så jeg kunne se ham i øjnene. "Du skal ikke flippe ud på mig, og du skal heller afbryde mig, du kan få lov til at snakke, når jeg har forklaret mig, okay?" Han sendte et skævt smil og jeg nikkede bare.

"Jeg havde fundet Destiny på Instagram, fordi jeg ledte efter dig. Jeg vidste ikke om du havde gjort din profil privat eller om du bare ikke havde en Insta, men så søgte jeg på din søster. Jeg valgte så, at skrive en besked til hende for at høre, hvordan det gik med dig. Men det forstod hun ikke, for hun havde aldrig været klar over, at du havde haft et venskab til mig. Hvilket faktisk sårede mig ret meget, så jeg besluttede mig for, at starte et venskab med hende." Han holdt en kort pause, for at tænke sig om. "Destiny og jeg aftalte at vi skulle mødes, hvor jeg skulle forklare det hele. Hun vidste slet ikke noget, heller ikke om dit forhold til Niall. Så hun ville gerne have at vi skulle mødes." Han kiggede ned i jorden og tog hans hænder ned i hans jeans. "Jeg har bare savnet dig så meget, så jeg kunne ikke lade være. Jeg måtte bare se dig og se hvordan du havde det." Han stoppede sin egen sætning ved, at han kiggede mig i øjnene. Han begyndte at smile, hvilket undrede mig. - Hvorfor smilede han?

Han kiggede afventende på mig, nok for at få noget feedback, men jeg var mundlam. Det var noget af en bombe at smide i hovedet på mig. "Nej, Harry.. Du skal ikke fortsætte, jeg ville ikke høre det," jeg skammede mig over, bare tanken om det. "Allessia, jeg savner dig og jeg vil gerne have, at du skal være en del af mit liv igen." Han så forvirret rundt og satte sig på bænken der stod op af væggen indtil klubben. "Harry, jeg ved det ikke, det hele er for meget, det forstår du godt ikke? Jeg kan ikke bare åbne op for dig igen, som havde vi aldrig stoppet med at snakke sammen.." "Det var dig, der droppede kontakten, ikke mig. Du tog valget, uden at kunne gøre det ordentligt og med respekt!" Sagde han med en bebrejdende stemme. - Fuck mit liv, altså. 

Jeg kiggede på og rullede så med øjnene, det her shit gad jeg ikke. Jeg kiggede på ham og hans øjne borede sig ind i mine. Jeg vidste jo godt hvor han ville hen med det her, men for det første havde jeg ikke fået nok at drikke, og for det andet havde jeg det lige så godt. 
"Harry, jeg har faktisk en god aften med mig selv og sådan har jeg egentligt tænk mig at fortsætte den." Jeg sendte ham et smil og efter jeg havde taget et par skridt, stod han endnu engang ved siden af mig. "Alene, tak." Sagde jeg med en hård tone da jeg sagde 'tak'. Hvorfor kunne han ikke bare lade mig være, for gods sake. Jeg besluttede mig derfor, at gå igen. Jeg kunne se ud af min øjenkrog, at han stadig fulgte med, men nu gad jeg altså ikke at fortsætte den. Så jeg valgte at være ligeglad, hvis han ville følge efter mig som en eller anden klam stakler, skulle han da være velkommen til det. Jeg ville bare gøre det surt for ham.

"Harry, vil du ikke godt lade mig være? Det her er way to much. Jeg kan slet ikke klare, at du skal følge sådan efter mig, du gør det bare værst for dig selv." Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn og et træk i mundvigen. "Jeg vil bare gerne snakke med dig, Allessia. Jeg vil så gerne lære dig at kende igen, jeg savner dig jo, for fanden!" Harry endte ud i et råb, som vakte lidt opmærksomhed hos vagterne, men da jeg løftede hånden og gav et tegn til det var okay, kiggede de den anden vej igen. Selvom jeg egentligt foretræk at de fik ham væk fra mig, ville jeg ikke have Harry kom ud i problemer. "Urrh! Harry, det har jeg ligesom fattet nu, men jeg mener det, jeg siger det ikke for at fornærme dig, jeg siger det kun for din skyld, lad mig nu være. Jeg vil gerne lige sluge denne her for mig selv. Det er virkelig voldsomt for mig, at jeg både skulle mødes med dig og Niall. Jeg har ikke engang fået snakket med ham, hvilket også er skide ligegyldigt, men min pointe er, at du skal lade mig være." Jeg kiggede på ham med opgivende øjne. Jeg satte min ene hånd på min hofte, for at vise jeg stod fast ved det jeg sagde. Jeg kiggede igen ind i Harrys øjne og det eneste han gjorde var, at nikke til mig. Jeg vendte mig hurtigt igen og gik indenfor igen. - Jeg ville gerne hjem nu!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...