Ude

Jeg vil gerne dele denne novelle med jer, og høre hvad jeres tanker er omkring den, og hvad I synes om handlingen osv. :) (Jeg fik 10 for den, i karakter)

0Likes
0Kommentarer
72Visninger

1. Ude

Skibet fløj væk i et blink, på en lysere himmel end derhjemme. Mine øjne kiggede rundt for at orientere sig, jeg kunne se meget mere, i dette mørke end jeg kunne derhjemme. Jeg var sikker på at du også kunne, derfor behøvede vi ikke lys.

Jeg så op. Stjernerne. De var virkelig store. Jeg blev næsten skræmt ved synet, fordi jeg troede at De var så tæt på, at man ville ramme dem hvis man rakte tentaklen op i luften. Det var nok derfor vi kunne se mere i mørket, end vi kunne derhjemme. Stjernerne gav mere lys.

,,Jeg kan ikke lide stjernerne, De er for store’’ - Jeg sagde det.. Hvor underligt. Jeg var ikke vant til at høre min egen skrigende stemme. Du så overraskende på mig, men dog kun i få sekunder.

 

Der var koldt, koldere end hvad vi var vant til. Det føltes virkelig ubehageligt. Noget sagde mig at temperaturen ville ændre sig, men om det blev koldere eller varmere kunne jeg ikke tyde.

Underlaget var hårdere end hvad vi var vant til, derfor blev vores skridt meget korte da vi begav os ud på opdagelse i terrænet. På så kort tid som vi havde været der, havde vi allerede fundet mere liv end vi kunne finde derhjemme, på den korte tid.

Tiden?.. ,,Tror du tiden går hurtigere eller langsommere her?’’ - Spurgte jeg dig, i en skrigende tone. Du vendte din tykke kind mod mit lange ansigt, i et svar som; ,,Det er jeg ligeglad med’’ - Måske var det også lige meget, at vide om tiden gik hurtigere eller langsommere - Vi ville aldrig finde ud af det.

 

Langt væk begav vi os ikke, fra landingsstedet. Måske kom De tilbage efter os? - ,,Eller vil De af med os?’’ - Jeg vidste jeg sagde det højt, med min skrigende stemme. Men det var lige meget om jeg sagde det eller ikke, du kunne enten vælge at lytte til mine tanker eller stemme, og så vende den om, så du kunne lukke det ude. Du bestemte helt selv.

Du svarede mig ikke. Jeg vidste at du tænkte, men hvad du tænkte kunne jeg ikke høre. - ,,Vil du lære mig det?’’ - Du vendte dig om mod mig, som om at jeg havde kastet en sten i nakken på dig. Du var ikke interesseret i at lære mig, det du kunne.

 

Efter få minutter, eller hvad der ville have været minutter, fra hvor vi kom fra, fandt vi noget som kunne minde om det vi boede i derhjemme, men det var alligevel ikke helt det samme. Vi kunne søge ly, for hvad der nu end ville komme med blæsten.

Inde bag de kolde sten, der var helt firkantede og stablet ovenpå hinanden helt tæt, var der en lidt varmere luft end udenfor, dog ikke meget, men det kunne mærkes.

,,Her er koldt’’ - Kom det alligevel fra mig, da jeg pludseligt satte mig ned på gulvet og så op på dig. ,,Vi skal blive her’’ - En tankebølge fra dig. Jeg kunne ikke tyde om det var ment i: ,,Vi skal blive her for evigt’’ eller ,,Vi bliver her inde indtil blæsten er ovre’’

 

Jeg vidste du havde hørt mine tanker, men igen ignorerede du dem. Der var en seng henne i det ene hjørne af rummet, men den var virkelig stor. Jeg blev næsten bange ved tanken om hvem eller hvad der normalt sov i den. ,,Nu kommer tingen ikke hjem imens vi er her, vel?’’ Igen sagde jeg det med min skrigende stemme. Det var som om at noget tvang mig til at sige det i stedet for at sende tankebølger. Du gjorde intet tegn til, ja eller nej. Men det gav mig en ro i kroppen da du så på mig, og at jeg så kunne tyde gennem dit blik at jeg var forkert på den.

 

,,Jeg er sulten’’ - Jeg ved ikke hvor mange timer eller dage vi har været her, måske havde vi kun været her i få minutter? Det skulle jeg ikke gøre mig klog på. Sandt nok vidste vi ikke, hvordan tiden gik, i den galakse vi befandt os i.

Udenfor var der stadig mørkt, og det blæste stadig. Det kunne høres, med vores spidse øre.

Men jeg vidste ikke hvor stedet med mad var henne. Jeg besluttede mig for at rejse mig op fra gulvet og gå hen til den nærmeste rude, som var firkantet.

Derude så jeg mange høje tingester. - ,,Jeg tror at det er en landsby, ligesom vi kender derhjemme’’ Sagde jeg, med det samme fik jeg en tankebølge i baghovedet: ,,Gider du at stoppe med at snakke, du giver mig hovedpine!’’ - Det var dig som gav mig en ordre. Jeg opdagede ikke engang at jeg sagde det højt, det var som om jeg ikke kunne høre min egen skrigende stemme i det jeg talte.

Nu var det mig som ikke svarede dig.

 

Landsbyen lå langt væk, men jeg kunne se det hele. Jeg kunne se en boks med en krøllet gummiting hængende ned fra et apparat, stå at lyse i mørket. Et dyr der befandte sig ikke så langt fra den lysende boks, skyndte sig humpende væk imod horisonten. Og jeg kunne igen se stjernerne. De vogtede over landsbyen, lyste på den, oplyste den. Det var måske Dem som gjorde at boksen lyste? - ,,Tror du det?’’ Spurgte jeg dig.

 

Der gik ikke lang tid før jeg vendte mig om mod dig. ,,Hvorfor ligger du bare der?’’ - ,,Hvorfor ligger du med ryggen mod mig?’’ - ,,Er du træt?’’ - ,,Sover du?’’ - ,,Jeg savner min egen seng’’ - ,,Hvordan kan du sove i den store seng?’’ - ,,Har du hovedpine?’’ - ,,Skal jeg stoppe med at snakke?’’

 

Jeg kunne mærke kulden tage over min spinkle krop. Jeg tog mod til mig og lagde mig ned under et uldent, kradsende tæppe, ved din side. Her var bestemt ikke varmt i mørket.

 

,,De kommer snart og henter os’’ - ,,Måske i morgen? Hvis det da ellers bliver morgen her?’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...