Kisten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2014
  • Opdateret: 9 okt. 2014
  • Status: Færdig
Vi fik besked på at skrive en stil i dansk som skulle indeholde en skygge og intertekstualitet. Jeg fik 12 for den og ja i know der er fejl men har kind of slettet den rettede version.

2Likes
0Kommentarer
196Visninger

1. Kisten

Kisten

De var lige ankommet til det store gamle hus og Rosa hadede det allerede. Den salte lugt der hang ved luften og gjorde hendes blonde hår fedtet, mågernes skrig i det fjerne blandet med bølgernes brus et par meter væk, og så var der huset. Huset var stort, gammelt, faldefærdigt og så havde det en hæslig gullig facade. Det havde tilhørt en gammel ven af hendes morfar og han havde tilbudt at de kunne flytte ind med det samme, mod få penge da han alligevel selv var flyttet på plejehjem. Rosa trorede, det var fordi at ingen andre end hendes åndsvag natur elskende sekeræter mor og hendes far der var professor i noget med natur ville have lyst til at flytte ind i huset der lå flere kilometer fra naboer, byen, asfalterede veje kort sagt langt fra alt andet end havet og skoven. Rosa selv hadede det, hun elskede byen med dens konstante liv og blinkende lys, hun elskede de store centre, små cafeer og så var der hendes veninder der altid var tæt på.

 

”Rosa kommer du?” Hendes mor stod i døren med en af kufferterne, magen til den hun selv havde i hånden, og kaldte på hende. Rosa sukkede, tog kufferten og begyndte at trille op til døren hvor hendes mor lige var forsvundet længere end i huset. Da hun kom ind i huset hadede hun det mere end da hun så det først, der stank endnu mere af hav og salt, hvilket undrede hende. Stemningen var også sælsom, det føltes som at være trådt ind i et skib, på væggene var der malet en midnats blå farve med striber af en lysere blå, det lignede næsten vand og der var en hylde med et stort træ skib i en flaske. Hun stillet kufferten og søgte længere ind i huset og ind i stuen hvor hendes mor og far stod. ”Mor jeg keder mig” sagde hun og lænede sig op ad dørkammen hun lige var kommet ind af. Hendes mor så overbærende på hende, nærmest som om hun faktisk syntes det var synd for hende, men det kunne ikke være rigtigt det var jo hendes skyld hun var her. Hun kunne bare have ladet være med at have så mange planter at de blev smidt ud af lejeligheden i byen. ”Jamen Rosa dog, kan du så ikke gå ned i kælderen og sorter i om der er noget der er vær at gemme?” sagde Rosas mor og smilte igen, hun sukkede. ”Fint så gør jeg det” sagde hun og gik igen ud i gangen og forsatte ned i kælderen som hun jo havde fået besked på af hendes mor.

 

Nede i kælderen var der over alt et tyk lag støv, der var gamle kasser og lasede bøger i stakke vis . Rosa gik hen og åbnede en kasse der indeholdte et maleri. Hun tog maleriet op og kiggede på det, det var en havfrue, en havfrue med et længselsfuldt blik og et kort øjeblik var det næsten som om at havfruen kiggede ud på hende bedende og blinkede. Nej, hun måtte se syner, hun skyndte sig at ligge maleriet væk og træde et par skridt tilbage. Så stødte hun pludselig på noget hårdt, hun vendt sig om, der lige foran hende stod en stor kiste. Hun havde ikke set den da hun først kom ned i kælderrummet, men nu var den der og den var stor. Den var gammel, slidt og ligne noget fra en anden tid. Hun satte sig ned på hug foran den og overvejede om det nu også kunne være en god ide at åbne den. Hun tog fat i den gamle lås og fik et chok da den knirkende åbnede sig og faldt til gulvet. Hun tog fat i låget og brugte alle sine kræfter på at få det åbn. Det gamle låg, der gennem årene havde sat sig fast til selve kisten var svært af få op, men til sidst lykkedes det hende, at få det op. I kisten lå 3 ting. Den første ting Rosa tog op var et gammelt kort, det lignede et sørøver-kort og der var indtegnet noget der godt kunne være havet og små øer med underlige navne. Den næste ting hun tog op fra kisten var en halskæde i sølv. Rosa syntes den var smuk, der var noget overnaturligt ved den, næsten som om et overnaturligt lysskinnede ud fra den, hun lagde den på sit lår sammen med kortet og kiggede ned på den sidste ting i kisten. Hun tog den op. Det var en støvet sørøver hat. Hun sad lidt med den i hånden før hun forsigtigt løftede den op og satte på hoved, hun tænkte på om den mon rent faktisk havde været brugt af en sørøver en gang. Mens hun drømt om hatten nu også havde været om bord på et rigtigt sørøver skib begyndte hun pludselig at blive døsig og det var næsten som om verden begyndte at snore rundt før alt til sidst blev sort.

 

Da Rosa vågnede op føltes det som om hun havde sovet i flere timer, hendes hals var tør og hun havde en sær hovedpine. Hun var først forvirret hvor var hun? Så vendte hendes minder tilbage, hun havde siddet med hatten på hovedet i kælderen. Hun rejste sig stille op for at gå oven på, da hun kom til at se rundt. Det her var bestemt ikke kælderen hun lige havde været i. Hun var i et lille rum og hun havde ikke før nu opdaget hun lå på en madras. Måske havde hendes far kommet ned og fundet hende sovende? Men klokken var jo kun 13, han ville da have vækket hende? Hun tog sin IPhone op af lommen for at se hvad klokken var men den virkede ikke, underligt den havde da strøm nok. Hun rystede svagt på hovedet og gik hen og åbnede døren. Da hun trådte ud på gangen vidste hun der var noget galt. Det her var ikke huset, her var varmere og hvis hun ikke tog helt fejl så vippede de svagt, det føltes som et skib. Hun så sig om på gangen, her var stille men man kunne svagt hører stemmer fra et sted oppe fra. Rosa begyndte at gå længere ned ad gangen og hen mod der hvor stemmerne blev højere og højere eftersom hun kom tættere på. Da hun var gået lidt ned ad gangen nåede hun til en trappe. Hun forsatte op af trappen, for enden af trappen var en dør, da hun var nået helt op, åbnede hun døren på klem.

 

Det var et sært syn der mødte hende. Bag døren var et skibsdæk og man kunne se, at skibet lå stille udenfor en lille ø. Det var dog ikke det mærkelige, det mærkelige var de væsener der stod rundt omkring og snakkede. Rosa var 110 % sikker på at den ene af de 2 mænd der stod tættest på døren havde hundeøre og en hundehale, og som om det ikke var nok var flere af de andre væsner også meget anderledes. En havde vinger, en havde fåreben og en tredje havde grønhud. Måske var det her en drøm? Hun nev sig selv i overarmen, det gjorde ondt så nogen drøm var det ikke. Pludselig imens hun var fordybet i sine tanker, var hun kommet til at læne sig mod døren og med et bump lå hun så lang hun var i dør åbningen.

 

Alle væsenerne vendte sig og så på hende. Rosa satte sig op, børstede lidt støv væk og kiggede op. En kvinde stod foran hende. Kvinden var høj, havde flammende rødt hår og store hvide vinger. Rosa rejste sig op, trådte et par skridt tilbage. Det her var bestemt ikke normalt. Kvinden så på hende og sagde: ” Hvad bringer dig her til på vores båd?” hendes stemme var blød og man følte det straks som om man havde kendt hende i flere år, hendes stemme udtrykte tryghed. ”Jeg ved det ikke, jeg var i min kælderen med en sørøverhat og pludselig var jeg her” stammede Rosa ud og så ned i jorden, for at undgå de intense blikke fra de omkring stående væsner. Kvinden lo, ” Jamen dog, det er længe siden en er kommet den vej. Undskyld jeg ikke præsenterede mig, jeg er May og er Kaptain her på skibet.” Rosa viste ikke helt hvad hun skulle sige, kvinden stod og så ventende på hende mens de fleste af væsnerne var gået i gang med det de nu engang lavede før at Rosa væltede ud af døren.

 

Hun så sig lidt mere omkring før hun endelig spurgte ” Hvordan kommer jeg hjem May?”. Hun viste ikke helt hvad hun forventede som svar, måske at hun ville få at vide at hun skulle tag en hat på igen eller gå igennem en dør, hun viste bare hun ikke forventede det næste kvinden sagde. ”Der er kun en måde jeg kender til, du skal hoppe over ralingen og svømme ned af indtil du ser en underjordisk hule der skal du ind. Inde i hulen skulle der meget gerne være en kiste, vælg det i kisten du mener, er rigtigt. Jeg kan ikke hjælpe dig så meget andet end af du ikke skal stole på nogen.” Rosa så på kvinden som for at vurder om hun talte sandt. Ingen mennesker kan da trække vejret under vand? ”Men ingen kan da trække vejret under vandet?” spurgte hun og så på kvinden. Kvinden smilte overbærende og svarede ” Du vil finde ud af at vandet her ikke er som hvor du kommer fra, men gå nu vi er over grotten nu” Kvinden smilte en sidste gang, lod sin hånd stryge over Rosas kind og med et lille knald var hun væk. Rosa kiggede sig desorienteret rundt efter hende og så hende stå oppe ved roret.

 

Hun gik langsomt hen til kanten af skibet mens hun debatterede med sig selv, skulle hun virkelig gøre det her? Hun kunne drukne, men på den anden side hvis det her nu bare var en drøm ville der jo intet ske ved det. Hun kiggede ned langs siden af skibet, før hun kiggede ned, i det hun regnede med ville være mørke blåt vand, det var det ikke. Vandet var klart, så klart at man kunne se en by på bunden af det, Rosa var ikke helt sikker men det lignede at der svømmede havfruer rundt der nede, ikke at hun ville være overasket, ikke efter at have set menneskerne om bord på skibet hvis hun da kunne kalde dem mennesker. Rosa trådte op på kanten og da båden satte i gang med en pludselig bevægelse faldt hun i vandet. Hun var bange i de få sekunder der gik fra faldet, til hun rent faktisk var i vandet. Det føltes som om der gik flere minutter, hun havde aldrig været den bedste til at svømme og hun havde jo stadig sit tøj på. Men i det øjeblik hun ramte vandet skete noget besynderligt. Det var som om vandet strøg ind over hende og omfavnede hende. Hun mærkede så pludselig en smerte i siden af sin nakke og til sin store forbløffelse mærkes det som om at hun havde fået gæller, da hun mærkede efter med hånden.

 

Hun så sig omkring i det klare vand og besluttede sig for at gøre som kvinden havde sagt. Hun begyndte at svømme ned ad. Da hun var noget et stykke ned begyndte hun at høre musik og grin, nogen måtte holde fest i den undersøiske by hun havde set oppe fra. Rosa så til siden og så hvor tæt hun var på byen da hun opdagede en sort skikkelse ved siden af sig næsten som en skygge. ”Bare svøm der hen og se, du vil jo gerne ikke Rosa? Du kan blive her du behøver ikke tage hjem til dine kedelig forældre” sagde den, men lyden kom ikke fra den, lyden var i hendes hoved alligevel viste hun at det var den der sagde det. Rosa begyndte at svømme mod den indbydende musik men stoppede hurtigt da hun huskede hvad kvinden sagde ” Stol ikke på nogen” Hun begyndte at svømme væk igen, med et sidste blik over skulderen hvor hun bemærkede at den sorte skygge stadig var der. I det fjerne kunne hun nu skimt et omrids af noget sort det måtte være grotten. Rosa satte farten op en smule, hun var der næsten. Hun kunne komme hjem snart. Hun svømmede nu så hurtigt hun overhovedet kunne. Stadig med skyggen ved sin side. Da hun endelig nåede grotten var hun glad, hun havde klaret det, hun var kommet til grotten! Nu skulle hun bare finde kisten og gøre som kvinden havde sagt, vælge en ting derfra. Hun trådte ind i grotten og til hendes forbløffelse tændtes fakler i hele grotten, der var også noget andet, hun havde ikke opdaget det før nu men her var luft og da hun mærkede efter var gællerne forsvundet. Hun gik længer ind og begyndte at udforske de små gange der var i håb om at finde kisten, den måtte være her. Igen kom den sorte skygge svævende hen til hende men denne gang talte den ikke i hendes hoved men til hende. ”Kom nu lad os tage over til havfruerne og havmændene og feste. Vil du virkelig bruge tid på at lede efter en gammel kiste?” skyggens stemme havde en ubehagelig klang og hun fik gåsehud på armene. Hun skyndte sig at gå lidt hurtigere rundt om det næste hjørne og der stod den kisten!

 

Rosa praktisk talt løb over til den og faldt på knæ foran den, endelig kunne hun komme hjem, hjem hvor alt var normalt. Hun begyndte at kigge nærmere på kisten som havde en lås der lignede den hun tideliger havde åbnet, et ligeså gammelt hvis ikke ældre udseende og nole mærkværdig mønstre på låget. Hun rakte frem og tog i låsen den gav efter som den anden havde gjort før den og faldt jorden med et klonk. Rosa åbnede med besvær låget og forstod nu hvad kvinden havde ment. I kisten lå også denne gang 3 ting. Den først var en sørøver hat, magen til den der tideligere havde bragt hende her. Den anden ting var en lille fin broche af sølv med en enkelt ægte perle i. Den tredje og sidste ting var en stor pose med guldmønter og diverse smykker.

 

Rosa sad i noget tid og tænkt over hvilken af tingene hun skulle vælge. Den første hatten havde hun besluttet sig for var udelukket eftersom at det ar sådan en der havde bragt hende her. Den anden var smuk og fin men til gengæld var den tredje den der fristede hende mest. Med så mange penge ville hun kunne købe en lejelighed i byen og de ville kunne flytte tilbage. Skyggen havde igen sat sig ved siden af hende og sagde denne gang ” Penge er lykke, tænk på alt det du kunne få, alt det vi ville kunne få”. Rosa så på den og hun vidst ikke hvorfor men efter den første gang stolede hun ikke på den. ”Nej! Jeg bestemmer selv” svarede hun den hvor efter rakte ned efter brochen og fast gjorde den på hendes våde bluse. Den samme fornemmelse kom tilbage, hun blev forvirret og tingene begyndte at flimre før alt igen blev sort.

 

Da hun vågnede op lå hun igen i kælderen. Hun rejste sig hurtigt op og kastede hatten ned i kisten. Derefter tog hun kortet og halskæden som nu lå på gulvet og kastede op i bagefter. Hun rystede på hovedet med tanken, sikken en underlig drøm da blev opmærksom på sig selv, hendes hår og tøj var stadig vådt og brochen var der stadig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...