Magien i måneskinnet

*Bidrag til konkurrencen "Inspireret af et billede"* Pigen Tiffany føler sig alene i sin lejlighed en fredag aften og går ned på den lokale pub. Da hun også føler sig alene der, beslutter hun sig at tage hjem, men støder ind i en charmerende ung fyr, som får hende til at skifte mening, så hun bliver på pubben. Læs med og se, hvad det udvikler sig til.

0Likes
0Kommentarer
228Visninger
AA

2. 1. På pubben

Her stod jeg så. Alene, som altid. Alene stod jeg i baren og overvejede, om jeg skulle tage valget om at drikke mig fra sans og samling, eller om jeg bare skulle smutte hjem i min seng, inden jeg kom til at gøre noget, jeg ville fortryde næste dag.

Tungt sukkede jeg og lod fornuften vælge for mig. Hjem i seng. Med bøjet hovedet begyndte jeg at bevæge mig over mod udgangen af den pub, jeg var endt på denne aften. På vejen ud gik jeg ind i en. Jeg blev forskrækket, men gik videre med stadig bøjet hoved og mumlede et utydeligt undskyld. Jeg skulle til at gå videre, da personen, som jeg var gået ind i, tog fat om min arm. Alt i min krop stivnede. Dette var ikke sket for mig før. Jeg var den usynlige person, som ingen lagde mærke til.

Jeg tog mig hurtigt sammen og vendte mig om mod personen. Langsomt hævede jeg hovedet og prøvede at fokusere på personen foran mig. Foran mig stod en fyr på omkring min alder. I det svage lys kunne jeg skimte hans nøddebrune hår, der strittede pænt ud til alle sider på hans ovale, men alligevel smalle hoved. Jeg tog mig selv i at stirre på og vendte hurtigt blikket ned mod mine sorte støvler med en høj hæl. Mine yndlingssko.

Fyren foran mig rømmede sig, og da jeg havde tvunget mit hoved op igen, var han kommet tættere mig. Idet han var kommet nærmere fik jeg øjenkontakt med ham og stirrede nu ind de mørkebrune øjne. Han havde et mildt blik på mig og smilede let, uden at det virkede falsk. Jeg tvang mig selv til også at smile til ham, bare et lille smil.

Efter en akavet stilhed var jeg den første som brød tavsheden.

”Du må virkelig undskylde, det var ikke min mening at gå ind i dig…”, startede jeg ud, men blev straks afbrudt.

”Gary”, sagde han og rakte mig hånden.

Målløs og lidt forundret tog jeg hans varme hånd og trykkede den.

”Tiffany”, svarede jeg svagt tilbage. I få sekunder var jeg i en anden verden, men vågnede hurtigt op igen da han trak sin hånd til sig. Hvorfor opførte jeg mig så nervøst og mærkeligt?

Han betragtede mig lidt, gav mig elevatorblikket og smilede. Jeg følte mine kinder blev varme og kiggede lidt væk. Det var ikke fordi, jeg havde gjort særligt meget ud af mig selv her til aften. Outfittet bestod blot af et par smalle sorte jeans, en mørkerød top, som man kunne se, eftersom min lange frakke var lynet helt ned.

Jeg følte, at samtalen var ved at blive lidt for pinlig, og jeg vendte mig om for at prøve endnu en gang at komme ud af pubben og hjem. Denne gang lykkedes det heller ikke, da jeg, trods larmen på pubben, hørte fyren sige mit navn. Jeg sukkede dybt, rystede let på hovedet og gik tilbage til ham. Han kiggede længe og bedende på mig, så langsomt tøede jeg lidt op og besluttede at give ham en chance. Sagde man ikke man skulle tage chancen, når den endelig var der?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...