Vindicta

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Scarlett Knight var alt hvad man ønskede af hende. Velopdragen, klog og venlig. En af de piger, som alle forældre ønsker sig. Alle elskede hendes store smil og de venlige godmorgen-hilsner. Det ry mistede hun dog, da Harry Styles kom ind i hendes liv. Lod som om han elskede hende og knuste hende offentligt, så alle gjorde nar af hende. Ødelagde hende godt og grundigt uden den mindste form for skyld. Det var alt andet en et uskyldigt væddemål for Scarlett. Nu står 20-årige Scarlett klar til at hævne sig og knuse ham præcis, som han knuste hende. Kan han huske hende, som den kæreste han knuste for sjov? Nu hvor han er verdenskendt, så er det jo nemmere at ødelægge hans ry, ikke? Kommer Scarlett så tæt nok på ham, at hun finder hvad hun får brug for?

38Likes
24Kommentarer
888Visninger
AA

4. Kapitel 1.

 

Scarlett Knights synsvinkel

 

 

''Bliver det i dag?'' vrissede Nathan af mig, så jeg indvendigt forbandede ham for altid at være så pisse irriterende. 

''Måske bliver det den dag, hvor du lærer at være venlig,'' svarede jeg igen og gav ham et irriteret blik, inden jeg gik ned for at hente endnu en pakke med krus, da vi efter bare 35 minutter var løbet tør for pap krus. 

Jeg arbejdede i øjeblikket i en cafe, men det var dog som et midlertidigt job, da jeg faktisk havde andet i livet end at servicere morgensure kunder. Jeg uddannede mig som designer, dog havde jeg brug for ekstra penge, da en praktikplads ikke lige betalte regningerne. 

Det var dog en hyggelig, lille cafe, som hele tiden fik besøg af de travle arbejdere, som gerne ville have en kop kaffe eller andet at drikke med på vejen. 

Det som ikke var hyggeligt var en af de andre som arbejdede her, også kaldet Nathan. Han var djævlen selv og kunne gøre enhver sommerdag til en dag med tordenvejr! Ej, måske ikke, men han var stadig forfærdelig. Han var nok skrevet med store bogstaver, hvis jeg skulle skrive de ting ned, som var negativt ved at arbejde her.

 

Jeg sukkede kort, inden jeg tog fat i 2 pakker med krus og gik tilbage til Nathan.

''Det var du godt nok længe om, hvad ledte du efter? Diamanter?'' sagde han med sin irriterende snobbede stemme, som gav mig 5 minutters hovedpine for hver gang han snakkede. Tro mig, han snakker meget.

 

''Sjovt,'' svarede jeg og undgik at svare flabet igen, da det bare ville få ham til at tale endnu mere til mig, hvilket jeg undgik så snart jeg fik lejlighed til det. 

 

Jeg tog fat i en klud og gik så hen for at tørre bordene. Dette job var hyggeligt nok, men det var bare ikke mig. 

''Nathan er da ekstra sur i dag,'' sagde Evelina lavt og kiggede hurtigt hen imod ham, imens hun var gået i gang med at rydde bordene af.

''Nej, det her er skam en af hans gode dage,'' mumlede jeg og smilede svagt, da jeg vidste at hun ikke kendte ham så godt. Hun var lige startet her og Nathan skulle have hjulpet hende i gang, men jeg havde overtager tjansen efter, at Nathan sådan set var ret ligeglad med at hjælpe hende. Hvorfor var han ikke fyret endnu? Måske var det fordi, at hans fars ven ejer cafeen.. 

''Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor han er sur på mig,'' sukkede hun og satte sig ned ved det bord, jeg var igang med at vaske.

''Han er sur på alt og alle på denne jord, tag det ikke personligt,'' sagde jeg og klappede hende kort på skulderen.

''Ja okay, men jeg kom faktisk hen til dig, for at spørge dig om noget,'' sagde hun og rettede på hendes høje hestehale.

''Sig frem,'' sagde jeg og gik i gang med bordet ved siden af, så Evelina bare rykkede sig en lille smule.

''Jeg er blevet inviteret til en fest,'' startede hun og smilede stort til mig, selvom jeg ærgerligt talt ikke forstod, hvorfor hun fortalte mig det.

''Og jeg vil gerne have dig med,'' afsluttede hun og kiggede afventede på mig, selvom jeg er ret sikker på jeg lignede et stort spørgsmålstegn.

''Fest? Hvorfor?'' spurgte jeg, dog smilede jeg, så hun ikke skulle tro, at jeg ikke havde lyst. Selvom jeg faktisk ikke vidste om, jeg havde lyst. Jeg festede ikke ret meget mere, da jeg virkelig var.. Meget åben, når jeg drak for meget. 

''Jeg blev bare inviteret og eftersom du nok har været den fedeste at være sammen med, så hvorfor ikke?'' smilede hun og kiggede, stadig, afventede på mig. 

''Eh, jo, hvorfor ikke? Hvornår?'' spurgte jeg og gav hende et stort smil. 

''Det er i morgen aften, så jeg tænkte at vi kunne gøre os klar sammen i morgen?'' sagde hun og jeg nikkede mig enig.

''Det kan vi godt! Skal vi sige hjemme hos mig, oh, må Crystal komme med?''

 

''Klart!'' sagde hun og kiggede sig over skulderen, da Nathan kaldte på hende. 

''Held og lykke,'' sagde jeg lavt, så hun gav mig thumbs up og gik hen imod ham.

 

 

 

 

 

 

 

''Hvad er det du vil vise mig?'' sukkede jeg irriteret, da hun afbrød mig i at læse. Noglegange så forstår jeg ikke, hvorfor jeg overhovedet finder i så meget.

''Det er jo en overraskelse,'' svarede hun blot og førte mig ud af rummet iført et tørklæde om øjnene. Det var skam ikke første gang hun havde en overraskelse, så jeg var ikke specielt.. Overrasket. 

''Hvis du er kommet hjem med endnu et dyr, så dør jeg simpelthen!'' sagde jeg skarpt og stoppede op, hvor jeg præcist var havde jeg ikke nogle ide om, men det må nok have været midt i stuen. 

Hun fjernede bindet fra mine øjne og kiggede forventningsfuldt på mig.

''Det mener du simpelthen ikke,'' sagde jeg forvirret og kiggede ned på hunden, som logrede med halen foran mig. Jeg forventede det virkelig ikke, men jeg var heller ikke overrasket. 

 

''Den skal bo her, så du må bare accepterer det, må du!'' sagde Crystal og gik ned på hug, for at klappe den lille hund, hvis race jeg sikkert aldrig ville have vidst noget om, hvis ikke Crystal studerede til dyrelæge og havde vist mig en bog om hunde, da hun lige havde fået en. Derfor vidste jeg, at det var en labrador et eller andet.

 

''Du kan ikke bare komme hjem med nye dyr hele tiden!'' sukkede jeg irriteret og kiggede alvorligt hen på Crystal. Vi var bedsteveninder, og havde været det siden vi var 10-12 år, men Crystal havde noget med dyr, som virkelig ikke var noget, som jeg var fan af.

 

 

''Jeg lover, at dette er den sidste gang.. Han var bare så sød, så uskyldig, han havde ingen ejer, Scarlett,'' sagde hun og kiggede på mig med bedende øjne. Hun vidste ligeså godt som jeg, at jeg ikke ville sige nej til hende. Godt nok, så var vi bedsteveninder, men vi boede sammen, så alle beslutninger skulle tages i fællesskab.

''Fint, men hvor fik du den?'' spurgte jeg, stadig, irriteret og hun smilede stort. Hun var virkelig en dyreven, som ikke kunne holde ud at se på dyr, som havde brug for et hjem. Det var selvfølgelig stort af hende, men hun måtte jo også stoppe på et tidspunkt. 

''Jeg var nede på internatet henne på hjørnet af Charlies lejlighed,'' sagde hun og aede hunden. 

''Du ved godt, at jeg ikke bliver ved med at passe dine dyr, ikke? Jeg er nærmest blevet deres ejer,'' sagde jeg og kiggede ned i min bog igen. Det var typisk med alle de afbrydelser i huset, der var næsten aldrig ro. 

 

''Jeg passer også på dem!'' svarede hun og lagde armene over kors.

''Hvem fodre dem hver morgen og eftermiddag? Hvem går tur med hunden? Hvem renser katte bakken? Du må altså se at tage mere ansvar, Cryssie,'' sagde jeg og kørte en hånd igennem håret. Jeg hadede at forklare hende, at hun skulle tage mere ansvar, men jeg var træt af at skulle gøre alle de ting, selvom jeg var begyndt at kunne lide dyrene.

''Jeg har lidt travlt, ja, men elsker du ikke at gøre de ting. Ikke det med katte bakken, men stadig?'' spurgte hun og kiggede gennemtrængende på mig. 

''Jeg har da fået et vist forhold til dyrene, men du må forstå, at du selv må begynde at gøre ting også. De er begyndt at tro, at jeg er deres ejer,'' sagde jeg og gav hende et svagt smil.

''Okay, vi starter fra i morgen af!''

''Hvorfor i morgen, hvorfor ikke i dag?'' Jeg vidste godt hvorfor, det var typisk hende. Hun skulle enten lave lektier eller så skulle hun besøge hendes kæreste, Charlie.

''Jeg skal hen på biblioteket,'' sagde hun og kiggede undskyldende på mig. Jeg rystede bare smilende på hovedet.

''Bare gå, jeg skal nok gå tur med hunden. Eller hundene, nu,'' sagde jeg og hun kiggede seriøst på mig.

''Er det okay?'' Det var virkelig ikke hendes stil at bede om tilladelse. Hun var sådan en 'Jeg gør hvad jeg vil, okay?' type, så jeg var virkelig overrasket. 

''Ja, det er det veninder er til for ikke? Ej seriøst, jeg havde alligevel tænkt mig noget frisk luft,'' sagde jeg og trak på skulderne.

''Tak, tak, tak! Du en skat, love you!'' sagde hun glad og gav mig et hurtigt kram, inden hun tog sin taske og skulle til at gå.

 

''Vent lige!'' råbte jeg, så hun forvirret kom tilbage til stuen og kiggede på mig.

''Evelina, har inviteret os til en fest,'' sagde jeg og så, at hendes mundvige begyndte at vende opad. 

''Ej, hvor fedt! Det godt nok et stykke tid siden, at jeg har været til fest!'' sagde hun og begyndte at danse en underlig dans, som fik mig til at se underligt på hende.

''Hvordan kan Charlie holde dig ud,'' sagde jeg og tog hånden op til panden.

''Jeg er uimodståelig'' sagde hun og forsvandt ud af stuen.

 

 

____________________________________________________________________________________'

Undskylder, for dette udetaljerede kapitel, men jeg var nød til at skrive det i dag, da jeg jo havde lovet det! 

 

Jeg er på lejrtur fra mandag d. 27 (i morgen) til på fredag d. 1., så i skal ikke regne med specielt mange kapitler den kommende uge. Jeg kan måske være så heldig at få skrevet 1-2 kapitler, som ER detaljerede, men skemaet er voldsomt fyldt med ting vi skal nå, da London har massere af ting, man bare SKAL se! Oh, så skal jeg få taget et selfie med One Direction (voksfigurer, desværre), så turen skal da nok blive fed. 

 

Der kommer et kapitel så snart jeg er tilbage! PROMISE!
 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...