Wizard's First Rule

(Har oversat fra engelsk til dansk) Efter sin fars brutale mord, møder Richard Cypher en kvinde, Kahlan Amnell i hans fristed, skoven. Hun søger hans hjælp.... og mere. Hans verden, hans tro, bliver knust, når gammelt gæld kommer tilbage med et tordnende brøl. I deres mørkeste time udfordre Richard at nå noget mere end bare sværdet. Ingen af dem ved at reglerne i kamp lige har skiftet.. eller at deres tid er løbet ud. Dette er begyndelsen. En bog. En regel. Være vidne til fødslen af en legende.

4Likes
0Kommentarer
142Visninger

1. Kapitel 1

 

 

Det var en mærkelig udseende vinranke. Mørke brogede blade hang mod en stilk, der stod i et kvælertag omkring den glatte stamme  af et grantræ. Saften dryppede ned af den ødelagte bark, og tørre dele faldt af, så det så ud som om træet forsøgte at græde i den kølige fugtige morgenluft. Bælger stak ud fra vinranken så det nærmest lignede at den kiggede efter vidner.
Det var den lugt, der først havde fanget hans opmærksomhed, en lugt af noget der havde lugtet selv da det ikke var ødelagt. Richard strøg hans fingre gennem hans tykke hår, da   han så vinranken. Han så rundt for at se om der var andre, men så ingen. Alt andet så helt normalt ud. Med at nætterne bliver koldere, ville det ikke vare længe før deres fætre og nede i Hartland Woods sluttede sig til dem. De egetræer  som var de sidste til at  overgive sig til sæsonen, viste stadig deres mørkegrønne blade med pragt.

Efter at have tilbragt det meste af sit liv i skoven, Richard kendte  alle planter hvis han ikke kunne ved navnet, så ved synet. Fra da Richard var meget lille, havde hans ven Zedd taget ham med på jagt efter specielle urter. Han havde vist Richard hvilke nogle han skulle kigge efter, hvor de voksede, hvorfor de voksede der og sætte navne på alt, hvad han så. Mange gange snakkede de bare og den gamle mand behandlede ham altid som ligevægtig. Zedd spurgte lige så meget som han svarede. Har han udløst Richard sult til at ville lære alt at kende.

Denne vinranke havde han kun set en gang før, og ikke i skoven.  Han havde fundet en kvist af den, i den blå lerkrukke Richard selv havde lavet da han var en dreng. Hans var sælger og rejste ofte, på udkig efter nye og mere specielle ting. Folk der havde flere penge havde    ofte opsøgt ham, for at se om han havde noget de var intresseret i. Det virkede som om at han hellere ville af med de ting han lige havde fundet, så han hurtigt kunne gå på  opdagelser efter de næste.

Fra en ung alder, havde Richard kunne lide at bruge tid sammen med Zedd, mens hans far var væk. Richard bror, Michael, var et pår år ældre, og havde ingen interesse i skoven, eller i Zedd som ikke havde nogle indflydelse på beslutninger af højere slags, end hvilket tøj han selv ville have på næste dag. Han foretrak folk med magt og mange penge. Omkring fem år før havde Richard flyttet væk for at leve på egen hånd, men han kom ofte på besøg hos sin far, i modsætning til Michael, der altid havde travlt og sjældent havde tid til besøg. Da hans far tog ud på sine rejser, ville han efterlade Richard en besked på den blå krukke fortælle ham de seneste nyheder, sladderen, eller noget af det han havde set.

På dagen tre uger før, da Michael var kommet for at fortælle ham deres far var blevet myrdet, havde Richard gået til sin fars hus, selv om Michael insistederede på at han ikke skulle gøre det, der var intet han kunne gøre. Det var lang tid siden at Richard blev gammel nok til selv at bestemme om han ville lytte eller ej. De ville ikke lade ham se liget. Han lugtede stadig lugten af rådent kød, det hang stadig ved hytten, og plodpølende rundt omkring var begyndt at størkne og blive brune. Da han kom ind blev der stille, nogle kondolerede, mens andre bare stod og så medlidende på ham, hvilket kun gjorde det være. Men han hørte dem hviske om historier, og rygter om hvad der kom ud gennem barrien mellem landene.

Magi.

Richard var chokeret over den måde, hans fars lille hjem var blevet revet fra hinanden, som om en storm var blevet sluppet fri der inde. Kun et par ting var blevet efterladt urørt. Den blå lerkrukke stod stadig på hylden, og inde i fandt han vinranken. Han havde den stadig i lommen. Hvad hans far troede han skulle vide når han så den havde han ingen anelse om.
Sorg og depression overvældede ham, og selvom han stadig havde sin bror følte han sig forladt. At han var vokset fra dreng til mand betød ikke at han ikke følte sig forældre løs og alene, en velkendt følelse. Hans mor døde mens han stadig var ung. Selvom hans far ofte havde været væk, nogle gange i flere uger, havde Richard altid vidst at han var et sted, og ville være tilbage. Nu vil han aldrig være tilbage.

Michael ville ikke lade ham have noget at gøre med at finde morderen. Han sagde at han havde verdens bedste spore til at lede, så han ville ønskede at Richard holdte sig ude af  det, for sit eget bedste. Så da Richard fandt vinranken viste han den ikke til Michael, så han ledte efter mere af den slags virnranke alene. Som om at morden var ved den. I tre uger søgte  han nærmest hver eneste sten i hele Hartland Woods, men fandt intet.

Endelig gav han efter for sin mavefornemmelse, stemmer var var begyndt at hviske i hans hoved, og gik til den øverste Ven Skov, tæt på grænsen. Stemmerne plagede ham med en følelse af at han på en eller anden måde, kendte noget til hvorfor hans far blev myrdet. Drillede ham, at det var tydeligt hvad det var, men de ville alligevel ikke fortælle det, grinte af ham og hans uvidenhed. Richard sagde til sig selv gang efter gang at det var hans sorg, der legede lege med ham, at det ikke var rigtigt.
Han havde virkelig troet at hvis han fandt vinranken, det hele ville give mening, en slags svar. Nu hvor den var foran ham, virkede det hele nærmest mere indviklet, stemmerne var  stoppet. Han vidste at det var ham selv havde lavet stemmerne, men det virkede bare så livligt, som om de faktisk var i live. Zedd havde lært ham bedre end at tro det.

Richard kiggede op på det store grantræ, som så ud som det blev kvalt. Han tænkte igen på sin fars død. Vinranken havde været der, og nu dræbte det dette træ; det kan ikke være noget godt tegn. Selvom han ikke kunne gøre noget for at hjælpe sin fader, kunne han ikke lade ranken dræbe noget andet. Han greb fast i vinranken,trak alt hvad hans krop kunne, nogle få tynde ranker knækkede.
Det var der vinranken bed ham.

En af bælgerne ramte ud og slog bagsiden af hans venstre hånd, det fik ham til at hoppe tilbage i smerte og overraskelse. Efter at have kigget grundigt på det lille sår, fandt han en slags torn sidende inde i håndens kød. Det var besluttet, vinranken var problemmer. Han rakte ud efter sin kniv for at grave tornen ud. Lidt efter overraskelsen af det tomme hylster, forbandede han sig selv over at have glemt noget så åbenlyst som en kniv. Han prøvede at få tornen ud ved hjælp af neglene, men som om tornen var i live trykkede den sig bare længere ned i kødet. Jo dybere han gravede, jo dybere gik den. En varm bølge af kvalme fejede gennem ham, da han rev i såret, hvilket gjorde det større, så han stoppede. Tornen var forsvundet under blodet der sivede  ned  af hans hånd.

Richards øjne faldt på et træ med en helt bestemt plante under, en Aum plante. Lettet, knækkede han omhyggeligt stilken tæt på jorden, og pressede svagt den klæbrige masse ned mod vinrankens bid. Han smilede, og takkede mentalt hans gamle ven Zedd, for at lære ham at Aum planten gør at sår heler hurtigre. De små dunnede blade fik altid Richard til at tænke på Zedd. Saften af planten fik smerten til at gå lidt væk, men ikke hans bekymring  til at være i stand til at fjerne tornen, han kunne mærke at den stadig vrikkede sig dybere ned   i hans hud.
Richard satte sig på hug og stak et hul i jorden med sin finger, placerede Aumen i det, satte jorden godt fast omkring, og håbede den ville leve videre.

Alle lyde i skoven døde ud. Richard kiggede op, så noget der mindede om en mørk skygge der gled hen over jorden, lige hen over pindene og bladene. Der var en brusende, fløjtende lyd i luften over hans hoved. Størrelsen af skyggen var skræmmende. Fugle braste ud af deres skjul i skoven, skreg som alarmer, og spredtes i alle retninger. Richard kiggede op, for at se om han kunne finde ejeren af den store skygge. For et øjeblik så han noget stort. Stort og rødt. Han kunne ikke forestille sig hvad det kunne være, men mindet om de rygter og historier om ting, der kommer ud for grænsen kom som en bølge tilbage til hans, og han blev hurtigt kold helt ind til knoglerne. 

Vinranken var et bare en lille hindring, denne ting i himlen kunne være intet mindre. Han huskede hvad folk altid sagde "Første er et uheld, andet er uheldigt, tredje betyder problemmer." Og han vidste med det samme at han helst ikke ville møde nummer tre.
Han prøvede at gemme sin frygt og begyndte at løbe. Tom snak af overtroiske mennesker, blev han ved med at sige til sige selv. Han prøvede at komme i tanke om noget der kunnne være så stort og rødt, men han kunne ikke. Der var ikke noget, der fløj der var så stort. Måske var det en sky, eller et strick af lyset. Men han kunne ikke narre sig selv: det var ikke en sky.
Han kiggede op mens han løb, forsøgt et at få et andet glimt, af hvad end han havde set der oppe. Han løb hen til den sti der gik bagom bjerget. Richard vidste, at jorden gik skarpt ned af på den anden side, og at han ville være til at få et klart syn mod himlen. Grene der stadig var våde, fra nattens regn slog mod hans ansigt da han løb gennem skoven, hoppede over væltede træer og klippefyldte vandløb. Hans ånde var hurtig, høj og sveden kørte ned af hans ansigt, han kunne mærke sit hjerte hamre. Og løb uden at tænke sig om ned af bjergsiden, til sidst snublede han ud af træerne ind på stien, næsten faldene.

Han kiggede stadig op på himlen, hvor han fik øje på det han ledte efter,det var for langt væk for at se hvad det var men det havde klart vinger. Han kneb øjnene sammen og kiggede grundigere op på den blå himmel, skærmede for solen med hænden, forsøgte at se om han kunne se hvad end det var bedre. Det gled bag en bakke og var væk. Han vidste stadig ikke om den faktisk var rød.

Forpustet faldt Richard ned på en kampsten ved siden af stien. Der kom nogle smæld fra grenene der lå under ham, mens han stirrede på Trout Lake nedenfor. Måske skulle han fortælle Michael hvad der var sket, om vinranen og den røde ting på himlen. Han vidste Michael ville grine på den sidste del. Det havde han også selv engang gjordt.
Nej, Michael ville kun være vred på ham for at være op nær grænsen, og at han selv prøvede at finde morderen. Han vidste at hans brød elskede ham, det var derfor at han ikke ville have ham indblandet. Nu da han var vokset, kunne han grine af sin brors konstante ordre, selvom han stadig skulle have hele lektionen om hvorfor han ikke skulle bryde de regler han satte op omkring ham.

Richard knækkede en gren og i frustrasion kastede han det mod en anden sten. Han besluttede at han ikke skulle føle sig fremhævet. Michael havde altid fortalt folk hvad han ville have dem til at gøre, selv deres far.

Han skubbede sin hårde tanker væk om sin bror; idag var en stor dag for Michael. Idag var dagen han accepterede stillingen som Første Rådgiver. Han ville stå for alt nu, ikke kun i byen Hartland, men alle byer og landsbyer i Westland, endda landets folk. Ansvarlig for alt og alle. Michael fortjente Richard støtte, han havde brug for det; Michael havde jo også mistet en far.
Ceremonien blev holdt denne eftermiddag i Michaels hus, hvor han begefter holdte fest. Der var vigtige folk der skulle være der, og de kom fra alle kroge i hele Westland. Richard  skulle også være der, og der ville være massere af mad. Han indså at han var hunde sulten.

Mens han sad og tænkte kiggede han rundt på den modsatte side af Trunt Lake langt under ham. Fra denne højde kunne man se det klare vand, afsløre nogle steder med stenet bund og ukrudt omkring de dybe huller. Ved kanten af vandet, Hawkers sti gik ind og ud mellem træerne, nogle steder ude i det åbne og andre gange gemt bag noget andet. Richard havde været på stien mange gange. I foråret var den våd og snasket at gå på nede ved søen, men på denne tid af året ville det være tørt. I områder længere mod nord og syd gik stien gennem Ven Forest og ubehageligt tæt på barrieren. Det var derfor de fleste rejsende undgik stien, og gik istedet gennem stierne i Hartland Woods. Richard var en en skovguide, og førte rejsende sikkert gennem Hartlands skove.

Hans øjne låste fast på noget. Det var en bevægelse. Usikker op hvad det var han havde set, søgte hans øjne igen rundt over hvor han så bevægelsen. Der var det igen bag et tyndt slør af træer, og der var ingen tvivl; det var en person. Måske var det hans ven Chase. Hvem andre end grænsens opsynsmand ville vandre rundt heroppe?

Han hoppede ned fra klippen, skikkelsen fulgte stien i det åbne, på kanten af søen. Det var bestemt ikke Chase; det var en kvinde, en kvinde i en kjole. Hvilken kvinde ville gå omkring i Ven Woods i kjole? Richard iagtog hende som hun gik videre hen af stien. Hun havde ikke fart på men hun gik bestemt ikke langsomt. Hun løb i et tempo hun kunne holde længe, hun virkede som en erfaren rejsende. Det gav mening, dem var der overalt i Westland.
Andre bevægleser tog hans opmærksomhed. Richards øjne ledte i skyggerne. Der var nogle efter hende. Tre, nej fire mænd, i hætteklædte skov kapper skyggede hende. De bevægede sig nærmest usynligt, mens de rykkede sig fra træ, til sten til træ. Kiggede. Ventede. Rykkede sig. 
De forfølgede hende. 

Han vidste med det samme; dette var tredje ting, og det betød helt klart problemmer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...