Paradox

"Og hvor vovede de at gøre forsøg på at rive mine gyldne lokker ud af min hovedbund. Med tankerne kredsende omkring mit hår, lagde jeg endelig mærke til, hvad der var galt. Mit lange løse hår stod i en lige linje op fra mit hoved i stedet for at falde ned om mine skuldre. Det bevægede sig stadig umådeligt blødt og der var intet gjort ved det. Det var blot mig, der stod på hovedet. Verdenen, jeg befandt mig i, var vendt på hovedet. "

3Likes
0Kommentarer
255Visninger
AA

3. Part 3.

Det første jeg så, da jeg åbnede mine øjne, var de mange hvide fnug, der dalede fra himlen med en beroligende ynde. Jeg kunne mærke dem lande på mit ansigt, hvor de smeltede med det samme. Det var koldt. Men jeg frøs ikke. Ikke det mindste. Jeg havde det godt. Bedre end jeg havde haft det igennem hele min tur igennem de forskellige oplevelser. Jeg fokuserede mod himlen, som var blevet malet i en skøn mørkeblå nuance. Der var ingen skyer at se. Sneen dalede blot fra ingenting. Dalede fra rummet bag atmosfæren. Det bragte minder med sig. Alle de gange jeg havde ligget og set mod himlen. Lige som nu. Talt stjerne til jeg faldt i søvn. Og så vågne med en dyne af snefnug. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede det.
Jeg lukkede øjnene i et langvarigt blink og sukkede sagte, hvor efter jeg rejste mig op. Min krop var øm, som havde jeg løbet et maraton. Men jeg kunne stadig stå stabilt. Jeg pressede mine skulderblade mod hinanden indtil der lød et knæk, og så knejsede sig lidt med nakken. Jeg så ned af mig selv og børstede med bløde bevægelser de sidste snefnug af min kjole. Først dér så jeg mig omkring. Jeg befandt mig i en have. En stor have med buske som en labyrint. Græsset var grønt. Og det hele mindede om noget, man ville forestille sig en prinsesse fra historiebøgerne ville eje. Det var et ufattelig idyllisk sted. Men i modsætning til skoven med de lilla blomster, følt jeg ikke, at jeg ville blive suget ind i en drømmeverden, hvis jeg ikke passede på. Dette var et sted, hvor jeg var i sikkerhed. I sikkerhed fra rådne nymfer, gribende skygger eller bedøvende insekter. Der var intet. Jeg kunne ikke fornemme nogen fare. Dog var jeg begyndt at tvivle på mine fornemmelser.
Mit blik landede på den runde pavillon, der var placeret midt i haven. Marmor stolperne genspejlede fuldmånens blege lys. Jeg stod et øjeblik bare og betragtede det. Arkitekturen. Og indholdet. Jeg nærmede mig langsomt. Et roligt skridt af gangen. Sneen knirkede under mine fødder, og mine sko efterlod fine spor. Fnug landede endnu på mig. Sad som glitter i mit hår og på mine lange øjenvipper. Men jeg lagde ikke alt for meget mærke til det. Jeg nærmede mig pavillonen. Og jeg så først drømmesengen. Den var redt med silketæpper og dundyner. Jeg stoppede et øjeblik foran den lille trappe, der førte op til det plan som pavillonen var på. Jeg så mig kort hen over skulderen, hvor jeg ikke så andet end den høje busk. En enkelt rød liljelignende blomst voksede, lige inden jeg så frem for mig igen og trådte op ad trinene. Som jeg nåede toppen af den fem-trins trappe, opdagede jeg det store ovale spejl, der stod lidt fra sengen. Jeg sænkede mit blik og lagde øjnene på den lille skikkelse foran det. Jeg tøvede ikke med at nærme mig. Jeg var helt afslappet. Jeg studerede den lille skikkelse. Den sad helt krøllet sammen. Benene trukket op under hagen. Jeg kunne ikke se ansigtet på grund af den tunge hætte på kappen, skikkelsen var beklædt i. Derfor søgte jeg mod spejlet. Men jeg så intet spejlbillede. I stedet så jeg, hvad jeg mente var et billede af en munter landsby. Jeg opdagede, hvordan menneskerne i billedet bevægede sig, og forstod med det samme, hvad spejlet var. Denne skikkelse overvågnede landsbyen via spejlet. Det var et vindue til den menneskelige verden. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Bare lidt.

”De tog da virkelig specielle midler i brug for at få mig til at besøge Dem.” Min stemme var hånende. Og den nåede meget hurtigt skikkelsen. Jeg vidste allerede, hvem det var. Og jeg blev ikke overrasket over synet, da den drejede hovedet med en smule besvær. Det var en pige. Den selv samme pige, jeg havde set på det store maleri. Men hun var ikke smuk, som jeg huskede hende. Hendes ansigt var sunket ind. Hun så mod mig med tomme huller, hvor hendes øjne før havde været. Og hendes hud havde fået en grålig nuance. Det røde hår hang tyndt omkring hendes ansigt, og jeg kunne se, hvordan det havde mistet dets glans, endda før hætten blev fjernet. 
En kvalt lyd lød fra den stakkels pige foran mig. Jeg forstod ikke ordene, som hun forsøgte at udtale, men jeg forstod følelsen i lyden. Mit smil voksede yderligere. Snørede sig op i en grum mine. ”Jeg forstår, at De har behersket mine evner. De evner De fik sammen med min krop.” Jeg havde lyst til at le højlydt af den skrøbelige skabning foran mig. Jeg nærmede mig endnu mere. Stoppede med en halv meters afstand og kom ned at sidde på hug. Jeg så på hende med overlegne øjne og lagde hovedet en smule på skrå. ”Tænk at De lod Dem blive snydt. Tænk at De tillod mig at låne Deres menneske krop. De troede på mine bedende ord. De tog medlidenhed ved min ensomhed.” Pigen prøvede igen at tale, men hendes stemmebånd var fuldkommen knust. Igen kom der kun gryntende lyde fra hende. Hun rakte en hånd ud mod mig. Rystende og svagt. Jeg vidste den ville kunne nå mig, men inden det skete smuldrede hendes fingerspidser, som var hun lavet af aske. Hun trak hurtigt sin hånd til sig, og jeg var sikker på, at hun følte smerten. Men jeg smilede kun over det. Jeg morede mig. 
”Åh, Fleur. De er i sandhed et naivt væsen. De stolede på mig alt for nemt. Havde Deres elskede forældre ikke lært dem ikke at stole på fremmede. Havde De ikke hørt historierne om heksene? Og deres natur?” Jeg rakte en hånd ud mod pigen ved navn Fleur. Jeg kunne lige akkurat nå hætten, som jeg fjernede.  Jeg kunne bedre se det skræmte udtryk i hendes ansigt nu. Det var smukt til trods for hendes grimme udseende. ”De var bare glad for at have en ven. Vi var aldrig venner. Det var ikke andet end skuepil, min lille blomst.” Jeg strøg ganske blidt min hånd hen over hendes ru kind, hvor et lille stykke smuldrede væk, som var hun en brændt dukke. ”Men sig ikke at jeg løj. Jeg kom tilbage. Præcis som jeg lovede. Dog må De huske, at jeg aldrig sagde, at jeg ville komme tilbage for at aflevere Deres skønne krop.” Jeg rejste mig op igen og slog ud med armene, for at fremvise mig for pigen. ”Jeg har virkelig nydt Deres krop. Alle de nye muligheder. Jeg er ikke længere fanget i denne verden af magi. Jeg kan bevæge mig rundt blandt mennesker. Og det takker jeg Dem for. Efter så mange år, kom De til min verden. Endelig kunne jeg forlade stedet!” Jeg begyndte at le. Det var en grusom latter helt nede fra maven. Jeg kunne næsten ikke lade være med at le over situationen. Hun havde været så dum! Jeg havde svært ved at komme mig over det.
Dog stoppede jeg brat med at le, da jeg følte noget gribe omkring min ankel. Jeg så ned med et skuffet udtryk i mit ansigt og så, hvordan Fleur havde taget et tag i mig. Så godt som hun nu kunne. Hun havde ikke meget tilbage af sine fingre. Jeg rystede opgivende på hovedet. Hun så tilbage på mig. Og selvom hendes ansigt ikke udviste meget andet en meget svage følelser, kunne jeg mærke hende bede. Bede mig om at få sin krop tilbage. Sit liv. Men jeg ville ikke give det. Nu var det mit. Mit det hele. Og hun havde ingen ret til at få det igen. Jeg havde mere brug for det end hende. Et liv blandt andre. Det var, hvad hendes krop gav mig muligheden for. ”Slip mig, din usling!” hvæste jeg hidsigt og sparkede mit ben fri. Jeg hørte et pinefuldt grynt fra hende, da hendes hånd blev skilt fra armen med samme smuldrende effekt. Jeg kastede kort med hovedet og fik lidt hår fjernet fra mit ansigt, før jeg trampede et enkelt skridt hen mod hende. Hun forsøgte at trække sig væk. Noget sagde mig, at hun var skrækslagen over mit vrede blik. Og igen smilede jeg bare over det. Svage menneske.
”Hvor mange gange har De forsøgt at træde igennem spejlet, min kære Fleur?” Jeg så hen mod spejlet, der stadig fremvidste landsbyen. Hendes hjemsted. Hun så selv mod spejlet men så hurtigt tilbage på mig, kunne jeg føle. ”De burde havde fundet ud af, at det ikke ville være Dem muligt. Spejlets magi tillader mig ikke at komme igennem. Eller rettere - den tillader ikke min krop adgang.” Jeg så mod hende. Nu med et endnu større smil fremme. Kynisk. Jeg havde magten, selvom hun havde største delen af mine kræfter. Men hun havde brugt frem forkert. Hendes sind havde afvist mine kræfter. Og hendes evige ønske om at se sin familie igen, havde bragt hende til det stadie, hun var i nu. ”Derfor havde jeg brug for Deres krop. Ikke nok med, at den er så smuk og så smidig og ung, men den tillader mig adgang ud af spejlet. Ud af denne forbandede verden.” Jeg kom ned på hug igen. Stirrede direkte ind i hendes øjenhuler, som om jeg forventede at se et lille glimt af hendes øjne. Men der var intet andet end mørke. Foragteligt! ”Lad mig gøre en ende på Deres pinsler. Var det trods alt ikke derfor De bragte mig hertil? For at stoppe smerten?” Jeg klikkede roligt med tungen og kørte mit blik op og ned af hende. Afsluttede igen ved øjnene. Jeg hævede min ene hånd og vidste et stort tandsmil. ”Efter dette vil De ikke føle andet end en sjæleløs tilstand. Ingen smerte. Intet. Ingen vil kende til vores lille leg. Og til dit tab. Drøm sødt, min kære Fleur.”
Jeg sendte i et hurtigt jag min hånd mod hendes brystkasse. Den brød nemt igennem, som var hun ikke lavet af andet end skrøbeligt tørt ler. Jeg greb om det stadig bankende hjerte og klemte hårdt til, hvorefter jeg rev det brutalt ud af hende. Jeg så til, som hun smuldrede. Sagde sit sidste grynt. Så var hun ikke andet end en bunke aske foran mig. Min magi havde endda fortæret hendes knogler. Men jeg følte ingen medlidenhed. Dette var min triumf. Og jeg havde i sinde at fejre. Jeg så ned mod hjertet i min hånd. Det havde stadig det lysende skær af lilla omkring sig. Mørke skygger steg fra det som sydende dampe. Jeg rejste mig op og så mig omkring. Sneen dalede stadig yndefuldt omkring pavillonen. Natten var stille. Intet var ændret. Jeg rettede blikket mod hjertet igen. Det var smukt, sådan som det bankede i min hånd. Jeg strammede grebet omkring det, og jeg kunne mærke, hvordan det bankede mere og mere panisk, som om det hev efter vejret og kæmpede for at forblive i live. Jeg kunne mærke den magiske energi sive ind i mig igen, og det lilla lys løb et øjeblik i mine blodårer. Jeg trak vejret helt ned i lungerne og lænede mit hoved bagover med øjnene lukkede. Jeg så først tilbage, da jeg følte hjertet blive forstenet i min hånd, og jeg nåede lige at se det smuldre i min hånd og falde igennem mine fingre. Ned til resten af asken på jorden. Det sitrede i mine fingerspidser og mine kinder glødede op. Jeg åndede tungt ud og børstede let min hånd ren i min kjoles skørt. Jeg følte mig stærkere.

Jeg stillede mig selvsikkert foran spejlet. Forsøgte at finde min egen refleksion men så ikke andet end min destination. Jeg så mig over skulderen mod aske bunken, som jeg blot havde trådt hen over. Så vendte jeg tilbage til spejlet. En skygge lagde sig over mit ansigt, og mit smil snoede sig atter grufuldt i mundvingerne. Mine hvide tænder kom frem igen. Og jeg tog så det første skridt ind i den menneskelige verden. Trådte igennem spejlet, hvor jeg blev mødt af den velkendte duft af landsby.

Jeg eksisterede ikke længere. Jeg var nu Fleur. Datter af en mand, der ejede en helt almindelig boghandel og en kvinde, der bagte byens bedste kager. Jeg kunne endelig leve mit nye liv i fred. Jeg kunne nu gøre, hvad jeg ville. Hvor var mennesket dog en naiv skabelse. De burde aldrig stole på en heks’ ord. Havde de ikke lært noget fra alle fortællingerne?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...