Paradox

"Og hvor vovede de at gøre forsøg på at rive mine gyldne lokker ud af min hovedbund. Med tankerne kredsende omkring mit hår, lagde jeg endelig mærke til, hvad der var galt. Mit lange løse hår stod i en lige linje op fra mit hoved i stedet for at falde ned om mine skuldre. Det bevægede sig stadig umådeligt blødt og der var intet gjort ved det. Det var blot mig, der stod på hovedet. Verdenen, jeg befandt mig i, var vendt på hovedet. "

3Likes
0Kommentarer
252Visninger
AA

2. Part 2.

Kvæk!
Jeg blev hevet ud af min fortryllende trance, da den pludselige lyd opstod. Jeg så ganske hurtigt ned på gulvet i søgen efter ejermanden. Det tog ikke mere end et kort øjeblik, før jeg fik øje på det lille dyr, der havde givet lyd fra sig. Nok for at få min opmærksomhed. Jeg var ved at vælte bagover, men nøjedes med at træde et enkelt skridt tilbage. Jeg havde ikke forventet at støde på en frø på min vej. Eller det lignede nok mere en tudse med den brungrønne og slimmede krop fyldt med knopper i diverse størrelser. Den hoppede et stykke tættere på mig, eftersom jeg havde taget afstand til den. Jeg stirrede noget intenst på den med støre øjne. Jeg brød mig ikke om tudser. Ikke på nogen måde. Og jeg kunne ikke holde mig fra at rynke på næsen. Jeg fandt dem yderst klamme. Og den dybe kvækkende stemme der lå til dem, brummede altid ubehageligt i mine øre. Jeg tog endnu et skridt tilbage, men tudsen hoppede blot tættere på. Jeg hvinede næsten i frygt for at den ville komme helt op ad mig, men det lykkedes mig at presse mine læber grundigt sammen så ikke det mindste kvæk kom fra mig. Det holdt dog ikke dyret fra at udtrykke sig på ny. Af ren refleks satte jeg af fra gulvet og hoppede over tudsen og trippede videre ind i entreen, så jeg ikke stod presset op ad den store røde dør som et offer trængt op i en krog.
Det havde føltes som om, at klikkene fra mine skos hæle rungede igennem hele bygningen. Jeg fik en underlig ensom påmindelse. Jeg var sikker på, at jeg ikke var alene. Jeg havde en fornemmelse om, at jeg ikke var det eneste levende individ. Tudsen gav lyd fra sig igen og idét, jeg vendte mig af, stod den atter lige foran mig. Det var mærkeligt, hvordan jeg ikke kunne fornemme det mindste levende molekyle omkring tudsen. Den var ikke levende. Var den egentlig overhoved til stede? Jeg begyndte at tvivle lidt. Det var ikke et spørgsmål om den virkelig var det. Lige foran mig. Dens ækle øjne rettet mod mig. For jeg var sikker på, at den ville føltes slimet, hvis jeg rørte den. Jeg rystede med ét på hovedet. Jeg gjorde ikke andet end at forvirre mig selv endnu mere, end denne fortryllende verden gjorde. Jeg så tilbage mod tudsen. Så direkte på den, hvor efter jeg sank en noget besværlig klump, inden jeg kom ned at sidde på hug med hænderne hvilende på mine lår. Bare så jeg kunne komme op at stå hurtigst muligt, hvis det blev nødvendigt.

I det øjeblik jeg var kommet ned på hug, kvækkede tudsen igen og satte af. Hoppede lige forbi mig. Hoppede igennem entreen. Jeg så mig over skulderen blot for at finde tudsen sidde på det først trin af den store trappe midt i det hele. Den kvækkede. Og noget fik mig til at rejse mig op. En fornemmelse af, at jeg skulle følge dyret. Det strammede omkring min brystkasse. Jeg kunne ikke bare afvise. Mine ben tog de første par skridt af sig selv, inden jeg gav op og tog styringen. Jeg bevægede mig mod tudsen, og lige netop som jeg nåede trappen, begyndte den at hoppe. Trin for trin. Jeg fulgte roligt mod. En hånd på det glatte gelænder og nysgerrige øjne søgende rundt. Jeg kendte palæet. Hver og en detalje. Men igen havde jeg det som om, at det hele var så ubehagelig ukendt for mig. Trinene under mig knirkede, dog truede de ikke med at falde sammen. Jeg nåede midten, hvor trappen delte sig op i to. En ud til højre. Og en ud til venstre. Med ét lød det flagrende vingeslag over mig, og jeg så hurtigt op i panik. Flagermus. Tre fløj livligt omkring under det høje loft. De hamrede ind i hinanden utallige gange. Det så helt brutalt ud. Og jeg ønskede ikke at se på det meget længere, så jeg slog blikket ned. Kun lige i tide til at en af flagermusene bragede mod gulvet. Lige foran mig. Jeg hvinede højt og trippede i høj fart forbi den for at tage afstand. Men jeg så stadig kort mod den. Den bevægede ikke på sig. Den var død. Bare sådan. Per automatik så jeg op og de to andre bevingede væsner fløj roligt hen til den enorme lysekrone, hvor de hang sammen med et dusin af andre flagermus. Hvad var dette sted blevet til?

Kvæk!
Jeg så tilbage på tudsen, som sad ved toppen af trappen og ventede lige så fint på mig. Til min egen forundring fandt jeg mig ikke i at tøve over, at fortsætte. Tudsen var ikke så skræmmende. Det var mere mit foragt mod dens frembrusning. Og så det faktum, at jeg ikke kunne finde min vej ind i dens hoved lige, som jeg kunne med andre dyr. Det havde aldrig virket på padder. Faktisk virkede det slet ikke til, at jeg kunne finde min vej ind i nogen at de dyrs hoveder, der omgav mig. Jeg hoppede i en hvis fart op ad de sidste skridt, hvor jeg ventede på at blive ført videre. Og tudsen spildte ikke sin tid. Jeg havde knap nået det andet sidste skridt, før den hoppede af sted igen. Ned af gangen med det velourbelagte gulv. Det knirkede sagte for hvert tredje skridt jeg tog. Jeg talte af ren nysgerrighed. 
Min opmærksomhed lå direkte rettet mod mine fødder, at jeg ikke lagde mærke til noget af det, jeg kom forbi. Kun lige ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til diverse til statuer af hoveder. Meget muligt græske legender. Men jeg fangede ingen detaljer. Eller bevægelse fra dem. Det var først da et nyt kvæk lød fra den forbandede tudse, at jeg endelig så op. Den var kun en meter fra mig. Og den sad bare stille. Med dens front mod væggen. Jeg fulgte dens blik mod et enormt maleri. Det eneste maleri, jeg havde set i hele bygningen. Jeg havde nær tabt kæben helt ned til gulvet, da jeg fik taget motivet bedre i udsyn, og jeg gik som i en trance hen ved siden af tudsen for at kunne se bedre på maleriet. Det var enormt. Gik fra gulv til loft og bredte sig godt ud. Beholdt dog sin rektangel form.  Maleriet forestillede en pige. En pige på omkring min alder. Samme højde. Samme øjne. Samme hår opsætning. Hun lignede mig præcis som jeg huskede mig selv. Men ikke som jeg så ud, når jeg så mig i spejlet. Jeg havde ikke den porcelænshvide hud. Eller det rødlige hår. Ej havde jeg et modermærke under mit venstre øje. Mine øjne kørte hen over hele motivet. Fra ansigtet og hele vejen ned over den flotte kjole med den tætsiddende top-del i silke og skørtet der puffede ud i et halvt dusin lag af forskelligt stof. Farverne holdt i naturfarverne. Smukt. Ufattelig smukt. Jeg kunne ikke andet end at lade mig fortrylle. Og jeg kunne ikke lade være med at smile. Bare smile over det. 

Jeg fik så trukket blikket væk fra maleriet og ned på tudsen, som jeg forventede stadig stod ved min side. Jeg blev utrolig fortumlet over den forandring i skønhed jeg så. Fra det smukke maleri af den kønne pige og så ned på en mutation af en tudse. Jeg stivnede og spærrede mine øjne op. Stirrede intenst på dyret. Det lignede, at den smeltede. Det yderste lag af den mosegrønne hud smeltede pludselig bare af tudsen og afslørede et nyt lag af noget brunt og behåret. Massen havde stadig formen fra tudsen et øjeblik, og jeg kunne se den bevæge sig lidt, før den blev opløst og utallige insekter steg op mod mig.
De spredte alle sammen deres mønstrede vinger. Baskede febrilsk op mod mig. Jeg skreg højlydt, og det rungede igennem det tomme palæ. Jeg kunne endda høre lydene springe fra væg til væg. Loft til gulv. Det var som om, at jeg ikke var den eneste der skreg, men at tusindvis al kloner af mig skreg med. Jeg trådte meget hurtigt tilbage. Jeg bakkede væk fra sværmen, hvad der vidste sig at være møl. Store møl. Jeg havde aldrig set møl på den størrelse. Deres kroppe var på størrelse med en storetå. Og deres vingefang på størrelse med sommerens sommerfugle. Jeg stødte pludselig hælen mod et skarpt bump, der var lavet i velourtæppet, og jeg følte min krop falde hårdt mod gulvet under mig. Mine albuer støttede faldet men tog også det meste af skaden. Sendte jag som elektricitet igennem min krop og lammede mig et øjeblik. Et øjeblik langt nok til at de første møl nåede mig. Jeg følte dem sætte sig på mine ben, og jeg begyndte med det samme at børste dem af mig. Flere kom og satte sig på mine arm. Det hele kriblede og rejste mine hår i nakken. Jeg skreg igen og igen. Jeg hørte mig selv råbe om hjælp, men jeg havde inden viden om at have ladet ordene komme ud. Flere møl satte sig på mig. Jeg spjættede gevaldigt for at få dem af mig. Men de gav ikke op. Det var som om de havde suget sig fast. Mine ben var fuldstændig dækket. Det samme med mine arme. Og kort efter også min krop. De sad i mit hår. Skjulte sig imellem mine hårstrå. Jeg ville have skreget igen, men et par af de flyvende insekter havde fundet sin vej ind i min mund og lukkede al lyd ude. Jeg blev tynget ned. Helt ned at ligge. 
Jeg kunne ikke spjætte så meget længere. Jeg var fuldkommen skrækslagen over den store mængde. Sværmen, jeg havde set før, jeg var faldet, havde slet ikke været på det antal. Og nu var jeg dækket fuldkommen til. Mit ansigt var som en honningmad for bier. Kun mine øjne havde endnu en smule udsyn. Men det eneste jeg valgte at se mod var maleriet på væggen. Og så mistede jeg følelse i min krop. Jeg kunne ikke bevæge mig det mindste. Som møllene lidt efter lidt tildækkede mine øjne - en efter en - lagde jeg mærke til mærket. Det bekendte mønster, der lyste op i det ene hjørne af maleriet. Lyste klart grønt. Og jeg kunne have sværget på, at jeg så et grin smøre sig hen over motivet ansigt. Så blev det hele sort. Og lyden af de krybende insekter forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...