Paradox

"Og hvor vovede de at gøre forsøg på at rive mine gyldne lokker ud af min hovedbund. Med tankerne kredsende omkring mit hår, lagde jeg endelig mærke til, hvad der var galt. Mit lange løse hår stod i en lige linje op fra mit hoved i stedet for at falde ned om mine skuldre. Det bevægede sig stadig umådeligt blødt og der var intet gjort ved det. Det var blot mig, der stod på hovedet. Verdenen, jeg befandt mig i, var vendt på hovedet. "

3Likes
0Kommentarer
254Visninger
AA

1. Part 1.

Der blev altid fortalt historier om hekse og troldmænd. Om mægtige drager og modige krigere på deres søgen efter en skønjomfru i nød. Om feer og nymfer. Der var ingen ende på fortællingerne om disse magiske væsner. De var at finde i alle mulige former. Der var nogle, der fokuserede på alt det sukkersøde og børnevenlige, mens andre tit tog en drejning mod det mere mørke spektrum af litteraturen. Personligt nød jeg mere dem, der ikke blot handlede om lyserødt glimmer og leende te-selskaber. Jeg fandt mig aldrig underholdt af de stærke riddere på deres hvide heste, og jeg blev aldrig helt tilfredsstillet af prinsesse klichéerne. De historier var jeg hurtigt vokset væk fra.  Af samme grund holdt jeg mig sjælendt til de andre børn i landsbyen. Jeg ville ikke være alene. Dét var ikke min grund til at tage afstand. Jeg syntes bare altid at forestille mig et stort fedt kryds hen over deres ansigter. Jeg så kun uinteressante mennesker ud af mine øjne. For mig var de som kuliser. Nødvendige til at fuldende helheden og bragte af og til en kompliment eller to, men ikke mere fascinerende end det.

Det var derfor ikke overraskende, da jeg vågnede op alene. Det første jeg så, da jeg åbnede mine øjne igen, var de mørkegrønne trækroner over mig, der skærmede det meste af nattehimlen. Kun få brudstykker skar igennem og fremviste sine blinkende stjerner. Jeg satte mig roligt op og lod mit blik glide lidt rundt på mine omgivelser. Det var ganske normalt. Ingen farver var malplaceret. Stedet var mig velkendt. Men alligevel følte jeg, at jeg var et fremmed sted. Jeg havde det en smule underlig, og da jeg lagde en hånd hen over min brystkasse for at mærke mit hjerte slå, blev jeg forundret over rytmen, selvom den ikke var mig ukendt.
Jeg befandt mig midt i en seng af lilla blomster. Der var så mange så langt øjet rakte, at man skulle tro blomsterne havde erstattet græsset i skovbunden. Det var umådelig smukt. Og duften var vidunderlig. Det var som en duft og et syn, jeg havde længtes efter så længe. Flere år. Årtier. Tidsaldre. Jeg kunne ikke holde smilet tilbage, og jeg havde ikke lyst til at flytte mig fra stedet. Bladene var så bløde, at det var som at sidde i en rede af dun. Men alligevel rejste jeg mig op efter kort tid. Og idét jeg skabte den mindste form for uro omkring mig, sprang et dusin lysende insekter frem fra deres skjul iblandt blomsterne. De ejede hver deres farve, som de strålede natten op med. De hvirvlede rundt om mig med legesyge sving. Jeg kunne svagt høre deres vingeslag, når de nærmede sig mit øre, og det kildede, når de landede i mit hår.
Jeg rakte min ene hånd frem, og der gik kun et par sekunder, inden en af dem valgte at lande. Nu hvor vingerne ikke skabte det skarpe lys omkring dem, blev teorien om insekter knust. Disse væsner var ikke blot ildfluer men nymfer. Jeg førte min hånd en smule tættere på mig selv for bedre at kunne se den lille menneskelige krop, der strålede som efterårets gule farver. Jeg havde aldrig set noget lignende før. Men det var stadig ikke som mit første møde. Jeg vidste, hvad de var. Uden at have hørt yderligere om dem. Det måtte være deres magi, der havde påvirket mig. Fortryllet mig med deres skønhed. Jeg førte mind hånd endnu tættere på for at få et endnu bedre udsyn, da et højt skingert skrig pludselig lød fra nymfen. Jeg nåede ikke at blinke, da den beroligende skinnende farve forsvandt fra væsnet og efterlod det sort og råddent med glødede gule øjne. Det sprang på mig, og jeg trådte klodset bagud med et hvin. Jeg kunne mærke dens splintrede negle bore sig ind i mit ansigt, og der gik ikke længe før, jeg kunne mærke mit hår blive revet kraftigt i. Og mine ben blev bidt gentagende gange. Jeg skreg og viftede voldsomt med mine arme og hænder for at holde væsnerne på afstand. Jeg rystede på hovedet, og jeg fortsatte frem og tilbage i vildelser. Kun et mirakel holdt min balance i takt. Et mirakel der aldrig opstod, da jeg dumpede hårdt mod jorden igen. Dog blev jeg ved med at falde. Og falde. Det var som om, der ingen ende var på det hul, jeg netop var snublet ned i.

Jeg havde fuldstændig mistet min fornemmelse af tiden, da faldet endelig stoppede. De ækle bæster var nu forsvundet. Opgivet deres kamp mod mig, som var jeg fjenden. Som var jeg selveste ilden, der truede med at brænde hver og en af de smukke blomster til aske.
Med et skræmt udtryk i ansigtet så jeg op i søgen efter udgangen af hullet. Men der var intet. Kun en himmel. En klar blå himmel med bløde hvide skyer lavet af vat, der svævede i en evig ro. Jeg var forvirret. Og da jeg vendte blikket væk fra toppen og mod horisonten, så jeg solens varme nedgang bag bakker. Jeg befandt mig ikke længere i skovens dunkle nat. Jeg så ned af mig selv og opdagede hurtigt, at jeg stod op. Jeg huskede ikke at have rejst mig fra faldet, men jeg huskede heller ikke fuldt ud at have siddet ned, som jeg ellers havde forventet fra faldet. Min kjole var nu stadig forrevent, men den flagrede underligt i vinden. Mine arme og mine ben smertede, og jeg kunne tydeligt se de mange rifter af blod, der brød min blege hud. Den var som porcelæn. Og jeg fandt mig selv forundret over den røde farve af iltet blod. Mit ansigt gjorde mest ondt, men jeg turde nærmest ikke se mig selv. Jeg kunne allerede forestille mig mit udseende. Hvor vovede de at ødelægge min dyrebare krop med deres beskidte klør og tænder. Og forgifte mine ører med deres skrig. Og hvor vovede de at gøre forsøg på at rive mine gyldne lokker ud af min hovedbund.
Med tankerne kredsende omkring mit hår, lagde jeg endelig mærke til, hvad der var galt. Mit lange løse hår stod i en lige linje op fra mit hoved i stedet for at falde ned om mine skuldre. Det bevægede sig stadig umådeligt blødt og der var intet gjort ved det. Det var blot mig, der stod på hovedet. Verdenen, jeg befandt mig i, var vendt på hovedet. Jeg gispede forskrækket, og jeg var næsten endt med at lægge mig fladt ned på jorden og tage fat i det nærmeste omkring mig, så jeg ikke ville falde mod den uendelige himmel, som jeg var i tvivl om var over mig eller under mig.

Lidt efter jeg endelig var kommet mig over chokket og havde rettet mig ordentligt op igen, tog jeg er bedre udkig på mine nye omgivelser. Intet havde ændret sig, men alligevel virkede det som om, noget havde forandret sig i den tid, jeg havde set væk. Havde det træ været der oppe på toppen af bakken? Havde mønsteret på de brosten, som udgjorde den brede sti, ikke været anderledes? Jeg stod lidt og trippede på stedet. Hoppede et par gange. Jeg følte efter, hvor hårdt underlaget var. Og intet virkede alt for mærkværdigt. Jeg kunne sagtens mærke tyngdekræften, der holdt mig mod jorden, til trods for at himlen nu var under mig i stedet for over mig. Men til trods for alle de underlige faktorer, var jeg ikke bange af mig. Der gik heller ikke længe, før jeg valgte at begive mig længere ind i dette smukke landskab af grønne enge og græske hvide stolper. Det var så beroligende. Ligesom skoven fyldt med de lilla blomster. Jeg var ikke klar over, hvorfor jeg havde forladt stedet. Også selvom, jeg ganske vist aldrig havde været der før i mit liv. Jeg havde blot en sær tiltrækkende fornemmelse til disse områder. Som om de lå klart i min hukommelse. Og at det var steder jeg burde kende til. Steder jeg burde føle mig fuldstændig tryg omkring. Og det gjorde jeg vel også.

Jeg stoppede brat op, da jeg stod foran en å. Den var overraskende bred. Jeg kunne kun lige akkurat se den anden side, fra hvor jeg stod. Vandet var blåt som blåt kunne blive. Det reflekterede det resterende lys fra solnedgangen. Og jeg vidste, at hvis jeg kørte min hånd igennem det, ville vandet føles så vidunderlig blødt. Så tyndt og fint. Rent. Urørt. Kun få åkander var at finde på overfladen. Det var som at se et romantisk maleri eller billede, og jeg tøvede ikke det mindste med at fortsætte hen ad stien, som nu førte mig direkte hen over åen. Ikke som en bro. Den løftede sig ikke over vandet i en bue. Men samtidig var der ikke en dråbe vand at se på stien. Jeg indsnusede den friske duft, der flagrede omkring mig og et kort sekund, tillod jeg mig at lukke mine øjne for at nyde det hele lidt mere.
Netop i det sekund, følte jeg noget slimet, der havde grebet omkring min ankel. Jeg åbnede hurtigt mine øjne og nåede knap nok ingenting, før jeg blev væltet omkuld og slog min skulder hårdt mod brostenene. Det var, som om en stærk hånd havde taget fast i mig og trukket mig mod sig. Vandet omslugte mig med det samme, at jeg brød igennem overfladen. Vandet var isnende koldt og det bed i min hud. Jeg følte endnu en hånd gribe fat i mig. Trak mig dybere ned. Jeg havde mine kinder fyldt med luft, mens jeg panisk forsøgte at ryste mig fri. Men der kom flere hænder. Da jeg fik åbnet mine øjne for at se, hvad der foregik, blev jeg forundret over, hvor klart jeg kunne se. Vandet slørede ikke mit syn. Jeg blev overrasket over, hvad jeg så. Jeg så ingen ende. Ingen bund. Det var ikke bare en bred å, jeg befandt mig i. Det mindede mere om et hav. Jeg blev mindet om hænderne, da en nu fandt sin vej op omkring min skulder og pressede mig ned i et ryk. Jeg blev ufattelig forskrækket, da jeg så ned. Utallige sorte skygger af forstyrrende lange arme med tilhørende hænder, steg fra det uendelige dyb. Jeg panikkede yderligere hvilket resulterede i, at jeg tabte al min luft. Skabte en masse bobler, der steg mod overfladen.
Jeg kunne ikke høre mig selv råbe stop, men jeg kunne høre mine tanker, og jeg kunne mærke mine læber bevæge sig. Og pludselig sveg det kraftigt i mit ene lår. Mit kjoleskørt skjulte det ikke længere, og et klart rødt lys skød ud fra det. ”Det er hende..” Jeg havde næsten ikke opfanget den hviskende stemme, som blev gentaget et par gange, hvor efter hænderne bare slap mig og forsvandt ned i bundet igen. Som om de skammede sig inderligt. Jeg var ligeglad, med hvad der havde skræmt dem væk. Jeg satte med det samme op mod overfladen. Den syntes så langt væk. Og jeg havde ikke meget luft tilbage i mine lunger. Jeg sparkede til med benene og jeg padlede hurtigt med armene. Og til sidst brød jeg igennem den kvælende væske. Jeg hev efter vejret og kæmpede for at holde mig over vandet. Jeg havde forventet et stort hav, men ikke langt fra mig, var den anden side af åens bred. Jeg følte mig snydt, men jeg klagede ikke, som jeg svømmede så hurtigt jeg kunne hen mod bredden. Min kjole var tung og gjorde det svært, men det lykkedes mig at komme op på land igen.

Jeg hostede gevaldigt, som jeg stod på alle fire et øjeblik. Jeg fik det værste vand ud af mine lunger, inden jeg endelig bare satte mig ned i stedet for at slappe af. Utroligt nok, befandt jeg mig stadig i det smukke landskab som før. Men mit hår faldt nu sjusket ned over mine skuldre. Dryppede ned over mit ansigt. Og tungede endnu mere ned på min kjole. Og hvad andet var - et enormt palæ hævede sig op ikke langt fra mig. Jeg huskede ikke at have set det før, da jeg havde set fra den anden side af åen. Og jeg kunne umuligt have undgået det. Det var så stort. Bygget med en ydermur af store sten, der udgav et asymmetrisk mønster. Som rådhuset i min egen hjemby. Og en stor rød dør markerede hovedindgangen.
Noget nyt trak i mig. Det var min egen nysgerrighed. Jeg ønskede at vide, hvad der gemte sig bag den dør. Hvad der skjulte sig inde i det mægtige hus. Eller hvem. Derfor kom jeg hurtigt på benene igen. De rystede udmattet under mig, men jeg tog mig ikke af det. Jeg samlede mit lange hår og vred det værste vand ud af det. Ligeledes gjorde jeg med mit kjoleskørt, selvom jeg bare ville skifte ud af den hurtigst muligt. Og så satte jeg gang i de trætte ben. Ved det første skridt følte jeg igen den svigende følelse i mit lår, og jeg stoppede et øjeblik for at tjekke op omkring det. Det virkede besynderligt, hvordan det havde hængt sammen for blot få sekunder siden. Jeg havde faktisk ikke nået at tænke yderligere over det før nu. Jeg løftede i et hurtigt jag mit skørt op for at fremvise mit nøgne lår, hvor der nu var hvad der lignede et rødt ar fra et brandsår siddende oven på min blege hud. Det havde ikke været der før. I stedet var det kommet tilbage. Det snorede mønster. Det smukke snoede mønster. Jeg rørte forsigtigt ved det men trak med det samme min hånd væk, da smerten blev sendt igennem min krop. Det var stadig ømt. Jeg burde nok have holdt et køligt omslag over det, men i stedet slap jeg skørtet og lod det dække mit skadede lår igen, hvor efter jeg fortsatte. Jeg bed det i mig og efter fem og seks skridt, haltede jeg ikke længere. Og jeg havde vænnet mig nok til smerten, så jeg ikke engang mærkede den længere.
Jeg blev forundret over, hvor langsom jeg havde været til at nå op til palæet. Jeg var lettere forpustet, da jeg endelig stoppede foran den store røde dør. Som havde jeg besteget en steg bakke. Med mistanken i baghovedet, så jeg mig kort over skulderen og rigtigt nok, var det flade landskab blevet til en stigning ned. Jeg var ikke overrasket over noget mere. Jeg var allerede blevet udsat for diverse mærkværdigheder på min rejse. Derfor tøvede jeg ikke med at vende tilbage til døren, og jeg ventede ikke med at åbne den.
I det jeg trådte indenfor, og døren lukkede i af sig selv bag mig, blev jeg mødt af en kraftig vind, der blæste direkte ind i mig. Per automatik lukkede jeg mine øjne i, mens den hvirvlede faretruende omkring mig. Men lige så pludseligt som den kom, forsvandt den. Det sidste jeg nåede at registrere var, hvordan mit hår blev ført sammen i en lang fletning, der nu hang roligt ned af min ryg. Jeg førte en hånd op og mærkede på min hovedbund, som var fuldstændig tørret. Jeg så ned af mig selv, og min kjole var ikke længere drivende våd. Det eneste tegn på min tidligere oplevelse, var et stykke tørret tang, der sad fast på min ene arm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...