De Sidste Sekunder

Hvidt. Skærende, blændende hvidt lys. Det forvirrer mig. Hvorfor er verden så hvid, når mit hoved er fyldt med sort? Frygten griber mig. Den knuger om mit hjerte med en iskold hånd. Hvorfor er der intet andet i mit hoved end sort? Hvor er mine tanker? Hvor er mine minder? Hvorfor kan jeg intet huske? Hvem er jeg? ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- Da 19-årige Lilly Wright vågner op et ukendt sted uden nogen erindring om, hvem hun er eller hvordan hun er endt der, prøver hun at stykke en virkelighed sammen ved hjælp af korte erindringsglimt. Og hun finder ret hurtigt ud af, at hun - fanget i sin egen krop - måske er den eneste, der kan redde verden fra en konspiration, som tjener penge på at udføre mirakler for de rige - samtidig med at de udrydder hele verdens fattige befolkning..

0Likes
0Kommentarer
228Visninger
AA

3. Flygtning

I løbet af de to grå konturers samtale begyndte jeg at forstå hvad det handlede om. For første gang kan jeg nu forbinde mine erindringer med nutiden.

Jeg må være endt hos Sospitalis. Den ene grå kontur fortalte, at anti-sult-, anti-tørst- og anti-sygdomsoperationerne snart er købt af alle i Succrevit. Der vil ikke være flere penge at tjene om ganske kort tid. En ny plan er blevet udtænkt.

Før jeg når at få styr på mere, bliver jeg revet ind i en ny erindring.


Det er cirka en time før daggry. Jeg læser den hastigt nedkradsede besked en sidste gang, inden jeg lægger den ved siden af den sovende dreng.

Jake.
Jeg er blevet kontaktet af mennesker, der måske kan hjælpe os.
Bliv her  til jeg kommer tilbage.
Lilly.

Med et hurtigt blik over skulderen forlader jeg drengen i det tomme hus.

Mens jeg haster hen ad gaden, spekulerer jeg over det, som de fremmede fortalte mig.

De fremmede er en gruppe af flygtninge ligesom min lillebror og jeg. De har fundet beviser for nogle rygter, der længe har været udbredt.

Verdens Katastrofen er en løgn. En løgn som Sospitalis har opfundet, for at tjene penge på deres operationer. Den kemiske mad bliver også fremstillet af Sospitalis, og meldingen om, at den vil slippe op, er kun for at presse folk til at købe anti-sultoperationen.

Og de mange forsvindinger i Seném? Det er også noget Sospitalis står bag. De bruger de mange fattige mennesker til at lave forsøg på. Og de har dræbt tusindvis af mennesker på grund af mislykkede forsøg.

Flygtningegruppen vil gerne tage i mod min lillebror og jeg. Men jeg besluttede først at besøge dem alene. Jeg skal lige være helt sikker på, hvem de er…
 

”Du må da kunne forstå, at vi er nødt til at gøre noget!” En klar og tydelig stemme afbryder mig. Det gør mig bange. Den er alt for høj.

”Jo, men Tetrodotoxin? Det virker så.. Jeg ved ikke. Hvad nu hvis det ikke fungerer?”

Det er de samme stemmer som tidligere. Men denne gang er de meget tydelige – og meget højtråbende.

Stemmernes ejermænd er ikke længere kun grå konturer. De virker meget mere… levende. Og jeg kan se langt flere detaljer.

Jeg glemmer mændenes samtale lidt og koncentrer mig om erindringen. Den afslørede en masse om Sospitalis. Alle de løgne og forbrydelser.

Jeg indser pludselig, at hvis jeg er fanget af Sospitalis, og Sospitalis har slået så mange mennesker ihjel, så kommer jeg højest sandsynligt til at dø. Og af en eller anden mærkelig grund, så fylder den tanke mig med ro. Døden vil være langt nemmere at acceptere, end at være fanget i min egen krop, som nu.

Jeg begynder igen at følge med, hvad de to mænd snakker om. Chokeret og forfærdet forstår jeg pludselig, hvad det hele handler om.

Som jeg tidligere har hørt dem tale om, er der blevet udtænkt en ny plan, efter at næsten alle fra Succrevit har købt operationerne. Men denne nye plan er langt være end nogen af de andre forbrydelser, som Sospitalis har begået.

Det nye ”mirakel”, som Sospitalis har opfundet, er at vække døde mennesker til live igen. Men på trods af deres avancerede videnskab, kan det ikke rigtigt lade sig gøre. I stedet har de fundet på i hemmelighed at forgifte tilfældige folk rundt omkring med en livsfarlig gift kaldet Tetrodotoxin, der får folk til at ligne, at de er døde, i flere timer inden de rigtigt dør. I virkeligheden er de lammede og ude af stand til at kommunikere, men ved fuld bevidsthed.  Når folk så dukker op med deres ”døde” ven eller familiemedlem, laver Sospitalis en lille hjerneoperation, der får ofret til at glemme alt om, at han eller hun var forgiftet og halvejs død i flere timer. Bagefter giver de personen en modgift, så vedkommende vågner op igen.

Alt dette forklarer den ene mand den anden, en pilot i et luftfartøj, der først lige er vendt hjem efter at have været væk i flere måneder.

Den nyligt hjemvendte er ikke særlig begejstret over idéen.

”Hvad med modgiften? Er i sikre på, at den virker?” spørger han. Den anden svarer lidt afvisende:

”Selvfølgelig er vi sikre! Du tvivler så meget!” Men piloten er ikke rigtig overbevist.

”Men hvad hvis folk kommer med rigtig døde? Altså nogen vi ikke har forgiftet. Dem kan vi jo ikke redde,” siger han lidt forvirret.

”Så finder vi bare på en eller anden undskyldning. Jeg forstår ikke, hvorfor du har så meget i mod det.”

Det forstår jeg godt. Det er forfærdeligt. Min første tanke er, at jeg må forhindre det på en eller anden måde. Men det er umuligt. Jeg skal jo snart dø.

Så kommer jeg i tanke om flygtningegruppen, der reddede min bror og jeg. De havde allerede opdaget så meget. De vil helt bestemt afsløre for verden, hvad Sospitalis har gang i.

Godt. Problem løst. Jeg kan dø med fred i sindet. Det lyder godt. Fred i sindet.

Men så vender farveglimtene pludselig tilbage og ødelægger min fred. Endnu en erindring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...