De Sidste Sekunder

Hvidt. Skærende, blændende hvidt lys. Det forvirrer mig. Hvorfor er verden så hvid, når mit hoved er fyldt med sort? Frygten griber mig. Den knuger om mit hjerte med en iskold hånd. Hvorfor er der intet andet i mit hoved end sort? Hvor er mine tanker? Hvor er mine minder? Hvorfor kan jeg intet huske? Hvem er jeg? ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- Da 19-årige Lilly Wright vågner op et ukendt sted uden nogen erindring om, hvem hun er eller hvordan hun er endt der, prøver hun at stykke en virkelighed sammen ved hjælp af korte erindringsglimt. Og hun finder ret hurtigt ud af, at hun - fanget i sin egen krop - måske er den eneste, der kan redde verden fra en konspiration, som tjener penge på at udføre mirakler for de rige - samtidig med at de udrydder hele verdens fattige befolkning..

0Likes
0Kommentarer
232Visninger
AA

4. Det sidste håb

Det lille rum er fuldstændig sort. Luften er tyk af anspændthed. Vi ligger alle sammen musestille på den meget begrænsede plads og tør næsten ikke trække vejret af skræk for at blive opdaget. Oven over os kan vi høre brædderne knirke. Nogen går rundt lige over os.

Jeg prøver at gennemgå de informationer, som en af flygtningegruppens spioner netop nåede at overbringe os, før vi måtte skjule os.

Det er skræmmende nyheder. Sospitalis har startet et nyt projekt. De sidste hundredevis af ofre, der er blevet fanget af dem, er blevet forgiftet med Tetrodotoxin i forsøget på at opfinde en modgift. Indtil videre er det ikke lykkedes. Så mange mennesker er døde.

Jeg lytter opmærksomt efter fodtrinene. Gå videre. Bare gå videre. Her er ikke nogen. Jeg beder desperat til det, som om jeg med tankens kraft kunne få Sospitalis-agenten til at forsvinde.

Men så heldige er vi ikke.

Fodtrinene standser lige over os. Vi holder alle vejret af skræk. Så høres der en jamren fra rustne hængsler og lemmen bliver løftet op.

Vi er fanget. Som mus i en fælde. Vi er ubevæbnede og hjælpeløse. Men vi overgiver os ikke.

De kroppe der kommer til syne er knap nok menneskelige. I hvert fald ikke ud fra, hvad vi kan se. De er iført mærkelige hvide dragter og masker.

Jeg ligger bagerst i rummet. Så jeg opdager ikke den gas, de lukker ind i rummet, før jeg mærker effekten. Jeg føler mig så mærkeligt omtumlet. Jeg ser, som i en tåge, hvordan de andre folk fra flygtningegruppen stadig kæmper imod. Ser hvordan Sospitalis-agenterne ender med at skyde dem en efter en. Ser hvordan Jake slår ud efter en hvidklædt skikkelse der nærmer sig mig. Og ser hvordan hans lille krop pludselig bliver slap. Nej. Nej! Det må ikke… Det kan ikke…
Så falder jeg om.

 

Jeg vender tilbage til nutiden med et gisp. Jeg prøver at få min hjerne til at acceptere, hvad jeg lige har oplevet. Prøver at forstå det. Det kan jeg ikke.

Jeg beslutter i stedet at prøve og finde ud af, hvad der er sket med mig. Det jeg ved fra mine erindringer og det manden fortalte piloten passer rimelig godt sammen.

Den mest logiske forklaring på min tilstand må være, at jeg er blevet forgiftet med Tetrodotoxin. Jeg skal bruges til forsøg. Det jeg har oplevet de sidste par timer, har været den der næsten-død-fase. Min manglende hukommelse må være en bivirkning efter en hjerneoperation.

Og så, som de vil bekræfte min teori, vender stemmerne tilbage. I det de to mænd træder frem, går det op for mig, at jeg kan se. Sådan fuldstændigt og helt normalt.

”Og pigen dér. Hvem er hun?” Piloten igen. Manden svarer med et skuldertræk.

”Ingen anelse. Men jeg ved hvad hun skal bruges til. Nu, hvor det er lykkedes os at finde modgiften, skal det bredes ud til verden. Pigen er forgiftet med Tetrodotoxin, og om kort tid viser vi live til hele verden, hvordan vi vækker hende til live.” Piloten nikker, og de to mænd forlader rummet igen.

Det går op for mig, hvad jeg skal gøre. Jeg regnede med, at flygtningegruppen ville ordne problemet med Sospitalis. Nu må jeg selv klare det.

Men hvordan? Hvordan i alverden skal jeg gøre det, når jeg hverken kan sige et ord eller røre en finger?

Jeg skal alligevel lige prøve. Kan jeg sige noget? Kan jeg bevæge mig?

Det kan jeg. Da jeg anstrenger mig til det yderste, kan jeg flytte min hånd et par centimeter til siden. Og en hæs lyd kommer ud af min hals. Måske kan jeg godt gøre det alligevel.

En idé tager form i mit hoved. Direkte TV sagde de. Hvis jeg kan nå at få sagt noget, inden de giver mig modgiften, kan jeg afsløre det til hele verden. Det bliver nød til at være inden jeg får modgiften. Ellers vil de sikkert bare bilde folk ind, at det er vrangforestillinger i min fantasi, der opstår fordi jeg har været død i et par timer. Nej. De skal være inden.

Men det bliver ikke let. At dømme efter de anstrengelser, det kostede mig at lave den lille bevægelse før, vil dét både at tale og bevæge mig så meget, sikkert koste mig de sidste kræfter, jeg har. Jeg kommer højest sandsynligt til at dø af det.

Og hvad så!? Jeg var jo alligevel forberedt på at dø. Det skal bare lykkes for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...