Love is a difficult thing - Rurouni Kenshin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2014
  • Opdateret: 29 dec. 2014
  • Status: Færdig

2Likes
0Kommentarer
370Visninger
AA

1. Tilbage

Det var en kold vinter nat, jeg gik igennem Tokyos gader, med mine hjertens tårer løbende ned af mine kinder. Jeg følte mig så alene og forladt, som om at jeg intet betød for nogen. At jeg ikke var elsket, hvertfald ikke af den mand, som jeg selv var så dybt forelsket i. Da jeg vidste, at han aldrig nogensinde ville kunne glemme sin smertefulde fortid. Jeg ville aldrig kunne være god nok for ham, og det måtte jeg se at få ind i mit hoved, istedet for at give mig selv falske håb om ægte kærlighed.

jeg fandt mig selv foran mit hjem, selvom jeg ikke havde den største lyst til at gå indenfor. Da der var helt menneske tomt, og ikke en sjæl at se i hele Dojoen. Sanosuke var ude at drikke, og Megumi holdt øje med ham. Yahiko sov hos din veninde Temiana, og Kenshin havde ingen set i flere måneder. Hvor var han dog henne, og var der mon sket ham noget? Jeg bed mig nervøs i min læbe, for det håbede jeg virkelig ikke af hele mit bankende hjerte. Mon jeg nogensinde ville se ham igen?

Jeg gik ind i mit værelse, og tændte et lille lys, som jeg havde stående. Det var helt underligt, at være helt alene igen. Men alle havde jo deres liv at tænke på, så de skulle da ikke bekymre sig om mig. Jeg så mod den stjerneklare himmel, og kunne se de forskellige stjernebilleder. Det som plejede at gøre mig så glad, gjorde mig nu bare endnu mere ulykkelig og tom. Jeg savnede ham så forfærdeligt meget, og især fordi jeg aldrig fik fortalt ham, hvad jeg virkelig følte for ham. Men nu ville jeg aldrig få det fortalt, for hvem vidste om han kom tilbage igen. Det kunne man aldrig vide, men desværre så havde jeg opgivet håbet. Jeg kunne ikke længere klare, ar holde øje med broen for at se om han kom tilbage. Det knuste mig jo hver gang, så hellere blive hjemme.

Jeg sukkede opgivende, og begyndte at flette mit lange sorte hår i en lang sildebensfletning. Da den var ordnet, tog jeg mit tæppe om mig. Jeg havde glemt at hakke brænde, så jeg kunne hverken lave mig et varmt bål, eller lave mig en kop varm te.  Jeg rystede af kulde, og tog tæppet mere om mig. Kulden nåede mig meget, også selvom jeg havde et godt tykt tæppe rundt om mig. Så jeg ledte efter de andre tæpper, for at få mere varme. Jeg fandt dem da også, og krøb helt ind i dem, for ikke at fryse mere end jeg allerede gjorde. Et af tæpperne havde en særlig duft, og jeg kunne kende den. Jeg fik helt tårer i mine øjne, for duften var Kenshins, det var hans tæppe. Det som han havde brugt, da han sidst var her. Tænk at hans duft stadig sad i det, selv efter alt den tid.

Jeg gik mod mit værelse, da jeg kunne høre den velkendte knirken fra den store låge. Hvem kunne dog komme på dette tidspunkt? Var det Sanosuke og Megumi, eller var det Yahiko som havde valgt at komme hjem? Jeg så hen mod lågen, og kunne se via de klare stråler fra månen, at det var en mand. Jeg så lidt nærmere efter, og opdagede med et bankende hjerte, at det var Kenshin. Han var helt gennemblødt. Jeg tog tæppet, og for hen til ham, og lagde det om ham. Han så på mig med sine varme blide lilla øjne, og før jeg vidste af det, havde han hevet mig ind i sine muskuløse arme.

Tænk at han virkelig var tilbage, at han var her igen. Han sank træt og udmattet ned i knæ, han var helt tom for energi. Jeg hjalp ham indenfor, og lagde et ekstra tæppe om ham. Han så træt på mig, også da jeg tørrede hans lange våde røde hår. "Hvor har du været henne Kenshin? Du har været væk længe denne her gang" sagde jeg, og satte mig på hug foran ham. Han så ned, og tog fat i mine hænder. Jeg så på ham, og lagde ham ned. "Se at sove lidt Kenshin, så laver jeg morgen teen imorgen" sagde jeg, og ville rejse mig op. Men jeg mærkede så, at Kenshin ikke havde givet slip på min hånd. "Vil du ikke blive miss Kaoru, det vil gøre mig glad" sagde han blidt. Jeg satte mig igen, og nussede forsigtigt min hånd igennem hans dejlige røde hår. Han lagde sit hoved imod mit skød, og sov ikke længe efter. Jeg rødmede lidt, men rettede tæppet. Han fortjente en god nats søvn, og jeg faldt skam også selv i søvn, med et glad smil på min læbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...