Love is a difficult thing - Rurouni Kenshin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2014
  • Opdateret: 29 dec. 2014
  • Status: Færdig

2Likes
0Kommentarer
371Visninger
AA

3. Fjender fra fortiden

Der var nu gået en måned siden daten, og Megumi blev ved med at spørge om hvordan det gik. Jeg smilede bare, især da Kenshin kom hen til os. Han kyssede min kind, og gik afsted for at handle ind til aftensmaden. Yahiko syntes lidt, at vi var ad. Men ja han var jo også kun tolv år gamel. "Gider I lade være med at være så sære" sagde han. Jeg kom helt til at grine over ham, det var så typisk for et barn. Men jeg var nu også glad, for at vi alle var venner. Megumi lavede frokosten, imens Kenshin handlede ind. Jeg ville gerne hjælpe hende, så jeg kunne lære at lave mad. Da jeg ikke kunne finde ud af det overhoved, det var nemlig altid Kenshin eller Megumi der lavede mad.

Da maden var lavet, så jeg imod den store låge. Det var underligt, at Kenshin ikke var kommet tilbage endnu. Jeg blev urolig, men så den så gå op. Der kom dog ingen ind, men jeg kunne høre lyden af en falde om. Jeg stivnede, da jeg kunne se det røde hår i åbningen. Jeg for  der hen, og skreg da jeg så Kenshin. Hans skjorte var blodig, og han var bevistløs. Sanosuke og Megumi kom løbende hen til os, og Sanosuke løftede Kenshin op, og bar ham ind på mit værelse. Jeg græd, og sank i knæ.  Sanosuke hentede en spand med vand og nogle klude, imens hentede Yahiko bandager og min veninde Tae. Hvem kunne dog finde på at skade Kenshin, han var jo den sødeste mand jeg kendte. Jeg elskede ham, også selvom jeg kendte til Kenshins fortid som Battousai, og om hans afdøde hustru Tomoe, som han var gift med, da han var femten. Men hans fortid var grunden til, at han var den, han var idag. Grunden til at han var min søde Kenshin.

Jeg satte mig inde ved Kenshin og holdt ham i hånden, selvom jeg havde tårer løbende ned af mine kinder. Megumi havde forbundet ham, og gik ud for at lade os være alene. Jeg kyssede hans pande, og vred en klud, som jeg lagde på hans pande. Han åbnede sine øjne, og lagde sin hånd på min kind. "Hej Kaoru, hvorfor græder du søde?" sagde han, og forsøge på at komme op at sidde. Men jeg fik ham hurtigt ned at ligge igen, og lagde mig ved siden af ham. "Hvem angreb dig dog Kenshin? Du kom såret tilbage" sagde jeg grædende, og gemte mit  ansigt imod hans brystkasse. "Jeg mødte en fra min fortid, og han ønskede mig død. Men jeg slap med sår istedet" sagde han, og kyssede min pande. Jeg tog lidt fat i ham, for at falde til ro igen.
Efter nogle uger var Kenshins sår healet fint, og det gjorde mig glad. Jeg gik nu sammen med ham, når der skulle handles ind. Han så på mig en dag, vi var ude. Jeg holdt om hans arm, og gik tæt op af ham. Han kunne godt fornemme, at jeg var nervøs. Han tog min hånd og kyssede den. "Hvad plager dig, du har været så tavs Kaoru?" sagde han og stoppede op. Han tog mig ind i sine arme. "Hvad hvis det kryb der skadet dig kommer igen Kenshin" sagde jeg bange. "Han ved sikkert ikke, at jeg overlevede hans angreb Kaoru, men jeg er mere forsigtig søde" sagde han kærligt. Jeg lagde mine arme om hans hals, og kyssede ham.

Med et fornemmede Kenshin noget, og lagde sin hånd på sit sværd. Jeg så uroligt på ham, og opdagede en mand komme løbende imod os med sit sværd. Kenshin fik mig ind på Taes cafe, mens han selv kæmpede. Tae holdt mig tilbage, selvom jeg bare ville hen til ham. "Kenshin!" skreg jeg, og rev i mine arme for at komme fri. Tårer kom frem i mine øjne, og jeg sank i knæ. Tænk hvis han blev værre såret end sidst, det ville jeg ikke kunne klare overhoved. Jeg havde nær mistet ham sidst, og jeg ønskede ikke at miste ham nu. "Dø Battoisai!" skreg manden, som Kenshin kæmpede imod. "Enishi stop nu det had, jeg ønsker ikke at kæmpe mod dig" sagde Kenshin, og undgik sværdet. Jeg rev mig fri, og løb hen til dem. Kenshin var sunket i knæ, så jeg løb hen til ham og tog om ham. "Kaoru... hvad er det du laver, han vil ikke tøve med at angribe" sagde Kenshin helt tom for energi. "Jeg er ligeglad, jeg elsker dig jo" sagde jeg, og knugede ham ind til mig.

Enishi ville angribe, men han stoppede brat op foran os. Jeg så på ham, mens jeg holdt Kenshin beskyttende ind imod mig. Enishi så på mig, som om at han så et spøgelse. "Han skal dø! Han tog dig fra mig!" skreg han og sank ned i knæ. Han slog grædende sine hænder i jorden. Jeg fik dem til at se på hinanden, og satte mig imellem dem. Da jeg ikke ønskede, at de kæmpede mere. "Slut nu fred, der er næsten gået otte år siden den dag. Jeg ved at Tomoe har betydet meget for jer begge, men nu er det på tide at I slutter fred" sagde jeg stædigt, og var klar til at slå dem. Kenshin rakte sin hånd frem for at slutte fred, men først ville Enishi ikke, dog gav han Kenshin hånden efter lidt tid. Det gjorde mig glad, at de nu sluttede fred.

Da vi kom hjem, satte Kenshin sig træt op af vores store træ. Han var helt smadret, og da de andre kom, fortalte jeg dem hvad der var sket. Jeg fik Sanosuke til at bære Kenshin ind i seng, og efter det puttede jeg Kenshin. Det var ikke lige den form for spænding, jeg havde forventet ved, at Kenshin og jeg handlede ind. Jeg så på ham, og kyssede hans kind. Nu måtte han få hvilet sig godt, så han også kunne komme sig. Jeg ville passe ham, til han var på toppen igen. Jeg ville tage kampen med ham mod alle dem fra hans fortid, de skulle se, at han ikke længere var den berygtet Battousai. Han var Kenshin, den mand som betød så meget for mig, og jeg ville altid stå ved hans side ligemeget hvad. For Kenshin stod ikke alene, han havde os, som altid ville stå ved hans side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...