Cavemen's luck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2014
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Der er startet en ny elev på South Jones High School i Amerika. Rygterne flyver om ørerne på vores hovedperson, mens han intetanende prøver at gøre sit bedste for at overholde de høje standarder på skolen. Han bliver hurtigt præsenteret for gruppehierakiet og rakket ned på, men hans primitive reaktioner bliver anset for hjælpeløshed. Han får hurtigt et par venner til at bakke ham op. Hvad de ikke ved er, at han er en hulemand, som er kommet til det 21. århundrede ved en fejl. Snart kommer hemmeligheden ud i verden, og han bliver hasteindkaldt til et internationalt forskningscenter til analyse og nærmere efterforskning. Han bliver isolereret fra sine nye venner. Kan de nå at redde ham, før det er for sent?

4Likes
2Kommentarer
312Visninger
AA

4. Undskyld

Carla

Næste dag opsøgte jeg Jess, mens hun var i gang med skiftevis at spise bacon og fodre hule.. vores ven med små stykker ostehaps. Han sad og var højst optaget af den lille, buttede dreng i rødt tøj på plasticindpakningen, hvilket hældte til min fordel, da jeg så kunne tale med hende i nogenlunde fred. Jeg skubbede stolen ved siden af hende ud og rakte grådigt ud efter hendes glas med mælk, vel vidende at det kunne starte en samtale. Hvilket det altid gjorde. Det var lige som et trofast trick, der virkede hver gang.

Jeg drak halvdelen af glasset og tværede så mit mælkeskæg ud over hagen med trøjeærmet.

"Heeeey! Hvad laver du?"

"Godmorgen, Jess! Har du sovet godt?" Jeg satte energisk glasset fra mig på bordet og satte mig ned.

"Ja, jeg har sovet udmærket. Tak." Hun vendte sig mod ehm.. vores ven og fortsatte med at fodre ham med overbrækkede ostehaps-stykker. 

"Skal du ikke have noget at spise?" Hun talte uden at vende sig om.

"Nej, jeg er ikke sulten." Jeg skævede til de grillede tomater på hendes tallerken og overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle stjæle dem. 

"Har du egentlig tænkt over, hvad vi skal navngive vores ven? Han har ikke noget navn, og jeg synes ikke, at "hulemanden" eller "vores ven" er særligt charmerende."

Jess sukkede og vendte sig halvt om for at åbne en ny pakke ostehapser. "Han er jo vores ven. Jeg kan virkelig  ikke se, hvad du synes, er så underligt."

Jeg var ved at græde indvendigt. Ikke et smil, ikke et skævt grin, ikke bare et blik fra hende kunne jeg få.

"Men Jess.. jeg mener.. vi kan da ikke kalde ham det i al evighed? Han kan jo også blive uvenner med os? Hvad skal han så hedde?"

"Det kan være ligemeget. "Vores uven?""

 

Jeg begyndte at tænke på, om jeg skulle undskylde for min opførsel i går. Om det ville gøre hende bedre tilpas.

Jeg satte et beklemt ansigt på og smilede kikset. "Jeg skal på toilet."

Jess rejste jeg få sekunder efter. "Jeg går med."

Jeg kunne ikke lade være med at være en lille smule stolt af hende. Selv når vi var uvenner, var hun blød nok til at give efter for mig.

 

Ude på toilettet skubbede jeg hende hen til spejlet. 

"Hvad laver du?" spurgte hun forbavset.

"Jeg vil bare sige undskyld for min opførsel i går. Undskyld, Jess. Jeg vil bare have, at vi fortsætter med at være venner."

Jess nikkede langsomt forstående.

"Okay."

Jeg fangede hendes blik og holdt det.

"Jeg siger også undskyld for, at jeg delte det der på Twitter."

"Okay."

".. Og på diverse andre sociale medier.."

"Okay."

"Jeg vil bare have, at vi bliver venner igen."

"Okay."

 

Ingen af os sagde noget i et stykke tid.

"Jeg vil ikke have, at vi nogensinde bliver uvenner på grund af NOGET levende væsen."

Hun nikkede igen.

 

"Okay?" spurgte jeg.

"Okay." sagde hun.

 

Hun vendte sig for at gå igen. "Vent.."

"Hvad?" Hendes øjne begyndte at udvise utålmodighed.

"Jeg siger også undskyld for at der er videnskabsmænd fra en forskningsorganisation på vej til vores skole for at hente vores ven."

"Hvad mener du?!"

 

Jeg mærkede flovheden krybe op i mig. 

"De kommer og henter ham om en uge."

"Hvad fanden mener du?" Hendes utålmodighed var forandret til vrede.

"Undskyld, Jess, forfanden. Undskyld. Jeg er så ked af det."

Så vendte jeg mig om og løb, mens tårene pressede sig på.

 

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...