Cavemen's luck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2014
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Der er startet en ny elev på South Jones High School i Amerika. Rygterne flyver om ørerne på vores hovedperson, mens han intetanende prøver at gøre sit bedste for at overholde de høje standarder på skolen. Han bliver hurtigt præsenteret for gruppehierakiet og rakket ned på, men hans primitive reaktioner bliver anset for hjælpeløshed. Han får hurtigt et par venner til at bakke ham op. Hvad de ikke ved er, at han er en hulemand, som er kommet til det 21. århundrede ved en fejl. Snart kommer hemmeligheden ud i verden, og han bliver hasteindkaldt til et internationalt forskningscenter til analyse og nærmere efterforskning. Han bliver isolereret fra sine nye venner. Kan de nå at redde ham, før det er for sent?

4Likes
2Kommentarer
308Visninger
AA

3. Skæbneleg på Twitter

Jessica

Jeg ved ikke, hvad jeg forventede fra vores nye ven. Men det gik hurtigt op for mig og Carla, at han havde utrolige kundskaber inden for de rent praktiske skoleting. Vi testede ham en dag med en eksamensprøve for det øverste trin på skolen og et stopur, satte os i skjul bag ham og iagttog ham, mens han arbejdede. 

Vi blev overraskede, da vi efter fem minutter og enogtyve sekunder stoppede uret, fordi han udstødte et dyrisk hyl og smed prøven fra sig. Vi ventede, til han var faldet til ro, så vi kunne undersøge den. 

Prøven var lavet fra ende til anden. Næsten hele papirene var overskriblet med sjuskede noter. Carla sendte mig et hurtigt blik. 

"Han kan jo godt dét der." Hun bladrede stakken igennem. "Så vidt jeg kan se, så er han ikke helt dum. Prøv lige at tjekke det helt igennem, Jess. Han har skrevet det som en anden Einstein. Vi må snart have lavet en IQ-test på ham.. men for mig ser det ud som om, at han kunne have en plads i Mensa. Vi deler værelse med en supersensation!"

Jeg rystede på hovedet af hendes ophidselse. "Er du klar over, hvad det betyder, hvis det kommer ud i verden, at en hulemand med en super-IQ ved en fejl er kommet til South Jones Highschool?"

Carla trak på skuldrene. "Nej, du forstår ikke, hvad jeg mener, Jess. Hvis videnskaben får nys om vores ven, så går det op for dem, at de har begået en fejl i deres beregninger. Jeg mener, de har sikkert slet ikke regnet med det her.."

"Ved du hvad? Ingen af os havde regnet med, at han dukkede op. Han kom bare ud af den blå luft og skulle gå på vores skole. Vi har kun kendt ham i lidt over to uger. Han er sent oppe om natten, og hænger i armene på overkøjen. Han laver ingenting i vores lektioner ud over at snappe efter sidemandens blyanter. Det eneste, han vil spise, er bananer. I det hele taget er han mere som en abe, giver du mig ikke ret?" Min stemme var begyndt at blive skinger.

Nu blev Carla lidt irriteret. "Kan du ikke se det, Jess? Kan du ikke se muligheden for at give verden en lærestreg og omskrive historiebøgerne? Vi bliver berømte for at have opdaget ham.."

Carlas egoisme begyndte at gå mig på nerverne. "Er du klar over, hvad der følger med hr. Berømmelse? Vi får ingen fred efter det, Carla. Mænd i hvide kitler vil komme rendende efter os. De vil udspørge os om alt muligt om ham, og de vil først gå, når de har fået hans blodtype og CPR-nummer at vide. Er du det, du vil? At han bliver degraderet til et simpelt observeringsobjekt for dem?"

"Wow, prøv lige at slappe af, Jess." Carla slog afværgende ud med armene. "Det var ikke det, jeg mente.. Jeg ville bare få dig til at indse, hvilken mulighed der ligger i det."

"Jeg er fuldstændig rolig, Carla, men du har også et ansvar. Han er vores ven, og vi bliver nødt til at tage hensyn. Videnskaben klarer sig fint uden ham, okay?" 

"Ja, okay så. Men lad mig i det mindste tage et billede af ham. Så jeg har et minde om ham til når du beslutter dig for at købe et stort bur og lukke ham inde i skolens kælder, så din videnskab ikke kan stjæle ham til obduktion." 

Carla tog sin telefon op af sine cowboybukser og gik langsomt hen mod ham. Han stod og pillede ved en æske blyanter, da kameraets blitz fangede hans ansigt i et nådesløst portræt. Han skreg og tog sig til øjnene med sine store, behårede hænder. Carla smilede bredt og viste mig billedet. Han så skrækslagen ud på det. Jeg var tæt på at slå telefonen ud af hænderne på hende og slette billedet, men jeg lod være. Hun ville alligevel ikke dele det på de sociale medier. Billedet ville umuligt kunne gøre nogen forskel. Jeg nikkede og fandt en banan frem til ham til at aflede hans opmærksomhed.

 

Det var begyndt at nærme sig spisetid, og vi gjorde os klar til at gå ned i kantinen. Han søgte hen til os. Jeg trak i en lyserød plys-hættetrøje og tog et fast greb om hans hånd. Carla åbnede døren, og vi gik sammen hen mod den fælles spisesal. 

Jeg fandt et bord tæt på køkkenet og satte mig ned. Han satte sig klodset ved siden af mig, og Carla satte sig på den anden side af ham. Da vi havde været oppe og fylde vores bakker med mad, tog Carla sin telefon frem. Jeg lænede mig hen til hende bag hans ryg. "Er det Twitter?"

Carla så op på mig med et tomt blik. "Ja, det er det." Så vendte hun igen blikket ned mod den lille tekstboks og begyndte at skrive.

"Skal du ikke spise?" Jeg så fra hende til den dampende varme karrysuppe på min bakke. Hun rystede på hovedet.

"Jeg skal lige skrive det her." Jeg satte mig tilbage og begyndte at spise suppen. Karryen brændte i min hals og fik mig til at søge imod glasset med minimælk ved siden af suppen. 

Carla vendte sig mod mig og viste sin telefon til mig. "Så, nu har jeg skrevet det." 

 

Jeg gloede uforstående på hende. "Hvad mener du? Hvad har du skrevet?" 

Hun pegede på skærmen. Jeg kunne ikke få øje på, hvad hun mente, indtil et billede fangede mit blik.  

Jeg blev nødt til at kigge en ekstra gang, før det gik op for mig, at det var hendes billede, som hun havde lagt ud på Twitter.

"For helvede, Carla. Du er bare så dum." En blanding af vrede og panik steg op i mig.

Carla sukkede. "Bare rolig. Ingen ser det alligevel. Hvem interesserer sig lige for sådan nogle beskeder? De vil højst tro, at det er et uskyldigt fupnummer. Bliv nu ikke sur.."

 

"Carla, jeg er ikke sikker på, at jeg kan tilgive dig det her.."  Jeg sukkede og følte mig pludselig meget gammel, selvom Carla kun var et år yngre end mig. 

Carla satte et beklagende smil op. "Jeg kan prøve at slette det.." 

Hun tog telefonen tilbage. Hun sad og scrollede lidt frem  og tilbage, inden hun lagde den væk. 

"Nu har jeg slettet det." Hun smilede endnu bredere end før, men noget fik mig til at tvivle. 

"Godt." sagde jeg bare. Jeg orkede ikke flere konflikter, så jeg gabte bare og spiste tavst resten af den halvkolde suppe.

 

Da Carla var færdig med at spise, gik vi alle tre tilbage tilbage til vores værelse. Da jeg lige havde lagt mig i sengen, kom hun løbende ind med telefonen i hænderne. Hendes natkjole sad skævt, og hun havde tandpasta på kinden.

Da, hun så, at vores ven var sovet ind op ad skrivebordet, dæmpede hun sig og begyndte at hviske.

"Jess! Tweetet!" hviskede hun ophidset.

Jeg kunne mærke trætheden gnave i mine ben, men jeg slog dynen til side. "Hvad er der?"

Carla glemte helt at hviske. "Tweetet er blevet retweetet 150 gange og det bliver stadig delt videre! Det er helt vanvittigt!"

 

"Jesus, hvad har du dog gjort, Carla? Nu når det helt sikkert ud til de forkerte personer. Du er så god til at lave rod i det hele, det må jeg altså give dig."

Carlas mundvige trak sig nedad. "Det må du altså undskylde. Jeg troede jeg altså ikke, ville udvikle sig til det her.."

Jeg sukkede igen. "Det troede jeg heller ikke til at starte med, honestly. Men det gjorde det. Og nu må vi se, hvad vi kan gøre ved det i morgen."

 

Carla nikkede. "Ja. Jeg beklager altså meget. Godnat, Jess. Og tak." Hun kiggede lidt, så gik hun hen og lagde sig på madrassen ved døren. Jeg lå et øjeblik og stirrede op i loftet og lukkede øjnene for at prøve at sove fra den situation, der om muligt ventede os i morgen. Jeg prøvede at glemme, at i morgen kunne hele vores liv være forandet for altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...