Cavemen's luck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2014
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Der er startet en ny elev på South Jones High School i Amerika. Rygterne flyver om ørerne på vores hovedperson, mens han intetanende prøver at gøre sit bedste for at overholde de høje standarder på skolen. Han bliver hurtigt præsenteret for gruppehierakiet og rakket ned på, men hans primitive reaktioner bliver anset for hjælpeløshed. Han får hurtigt et par venner til at bakke ham op. Hvad de ikke ved er, at han er en hulemand, som er kommet til det 21. århundrede ved en fejl. Snart kommer hemmeligheden ud i verden, og han bliver hasteindkaldt til et internationalt forskningscenter til analyse og nærmere efterforskning. Han bliver isolereret fra sine nye venner. Kan de nå at redde ham, før det er for sent?

4Likes
2Kommentarer
308Visninger
AA

2. Opgaven

Carla

 

Det tog mig og Jess et par timer at finde ud af, at vores nye hulemandvens sprogkundskaber lå et sted mellem uforståelige gryntelyde og tilfældige skrig til få, hæse ord på urspansk. Vi gjorde vores bedste for at prøve at forstå ham, men det var ikke altid lige let, for han var lige som en fræk og utilregnelig baby.

 

Han havde dog sin helt egen charme, og vi gik ud fra, at det ville tage højst en uge at få ham ordenligt integreret i teenlivet. Tiden gik. Han blev artigere. Jess lånte en klikker fra biologilokalet og begyndte at lære ham at sidde ordenligt ved at klikke ud for hans næse, hver gang han forsøgte at snurre rundt på stolen eller æde sidemandens blyanter. 

Mig og Jess tog kort efter en dramatisk beslutning. Han havde brug for os to. Han var måske en forhistorisk sensation, men der var ikke just brug for sensationer på vores skole. Slutningen på semestret nærmede sig, og prøverne før ferien truede. Lærerene var så småt ved at vænne sig til ham. Han fik lektier for. Mange lektier. 

Og da vi var sikre på, at han ikke selv kunne lave sine lektier, lavede mig og Jess dem for ham. Når han så skulle aflevere dem, stak vi lektierne i hånden på ham og lod ham lunte stille og roligt op til læreren. 

Det viste sig, at lærerne blev glade for ham. De begyndte at give ham en sukkerknald eller en banan for at gøre ting som at sidde stille i et kvarter. 

Det var dog ikke helt uden bivirkninger. Han begyndte at blive afhængig af sukkeret og blev aggressiv, hvis lærerne ikke gav ham hans sukkerration. 

Det tog mig og Jess en evighed at lære ham vanen fra. Vi blev nødt til at bruge klikkeren tæt på hans øregang og samtidig aflede hans opmærksomhed fra læreren. Det var hårdt at passe ham og lære ham, hvad han skulle gøre, og hvad han ikke skulle gøre. Vi følte os i en overgang som en slags mødre for ham, hvilket vi teknisk set også var.

 

Vores venskab blev bragt op til et helt anderledes, højere level, der krævede en masse af os. Vi stødte nærmest hele tiden ind i nye ubesvarede spørgsmål.

Hvor skulle han bo? Hvem ville turde at dele værelse med ham?

Vi henvendte os til skoleinspektøren med sagen, og hun kom med et tøvende forslag. 

"Da I lyder til at have styr på ham, kan han bo hos jer på jeres værelse. Én af jer kan give en køje til ham. Sørg for, at han holder sig inde på værelset uden for skoletiden."

 

Sådan blev det. Jess gik med til at sove på en madras, så han kunne få hendes køje. Der var dog et par problemer endnu, vi skulle have styr på.

For det første, skulle han have noget tøj, så han ikke  bare gik nøgen rundt i den store T-shirt med logoet. Vi planlagde at starte en rundspørge blandt vores naboværelser, så nogen kunne donere noget af det tøj, de ikke brugte.

For det andet blev vi nødt til at lære ham fra at hænge i armene på overkøjen og pludre muntert om natten, når vi skulle sove.

For det tredje måtte vi finde ud af, hvad han kunne spise, for når han blev sulten, hylede han som en gal.

 

Vi blev hurtigt trætte af ham, men vi holdt ud og forsøgte at klare det så godt så muligt.

 

Det blev torsdag og dérmed tid til de sidste øvelser.Vi fik hver et tyvesiders kompendium med andengradsligninger som opvarmning til eksamen. 

Mig og Jess blev nødt til at gå fra vores ven, fordi vi skulle hente en klase bananer i kantinen til ham.

Vi var lidt betænkelige ved at lade ham alene, men for en sikkerheds skyld låste vi døren, så han ikke kunne smutte ud og lave ravage på skolen.

Da vi kom tilbage tyve minutter senere, sad han og viftede med de tyve sider, der var overskrevet med formler og komplicerede udregninger. Han trak forsigtigt mundvigene op i et tilfreds smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...