Cavemen's luck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2014
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Der er startet en ny elev på South Jones High School i Amerika. Rygterne flyver om ørerne på vores hovedperson, mens han intetanende prøver at gøre sit bedste for at overholde de høje standarder på skolen. Han bliver hurtigt præsenteret for gruppehierakiet og rakket ned på, men hans primitive reaktioner bliver anset for hjælpeløshed. Han får hurtigt et par venner til at bakke ham op. Hvad de ikke ved er, at han er en hulemand, som er kommet til det 21. århundrede ved en fejl. Snart kommer hemmeligheden ud i verden, og han bliver hasteindkaldt til et internationalt forskningscenter til analyse og nærmere efterforskning. Han bliver isolereret fra sine nye venner. Kan de nå at redde ham, før det er for sent?

4Likes
2Kommentarer
314Visninger
AA

5. Forskeren

Jess

 

Jeg havde længe haft på fornemmelsen, at der ville ske noget som dette. Selvfølgelig måtte vi ikke have ham i fred. Selvfølgelig skulle verden blandes ind i det. For bare nogle uger siden var det helt normalt. Ingen interesserede sig for vores liv. Vi var blot nogle ud af mange. En ubetydelig plet på landkortet. Vi havde levet i fred. Ingen havde prøvet at forstyrre os. Ikke engang præsidenten havde vovet sig ud i det afsides miljø, South Jones Highschool lå i.

 

Nu var det anderledes. Vi var blevet indkaldt til samtaler hos inspektøren. Et par pressefolk var kørt hele vejen ud til os med et dyrt kamerasæt for at tage billeder af vores ven uden navn. Blitzen gjorde ham så ophidset, at han bestemt bed ledningerne til kameraet over, så det gik i stykker, hvorefter pressefolkene flygtede. Jeg havde på en måde ondt af de to snushaner. De kunne jo ikke vide, at han ikke kunne lide blitz.

 

Jeg var kommet over episoden med Carla. Hun havde sagt undskyld, så nu var vi gode venner igen. Det føltes ikke helt som det samme som før. Men det, vi ikke vidste, var, at vi snart ville få mere brug for deres sammenhold end nogensinde. For dén dag kom der en mandsperson på besøg på skolen og bad om at få lov til at tale med Carla, mig og hulemanden.

 

Det var ikke bare en mandsperson. Det var en høj, halvskaldet ældre mand i en kittel så hvid, at det næsten skar i øjnene. Det var en forsker. Og han var kommet for at indsamle oplysninger. 

 

Umiddelbart lignede han ikke en person, der tilbragte det meste af sin tid med at skaffe information til sit forskerfirma. Han lignede sådan set bare en tandlæge, der havde fået en kiks i den gale hals. Han kvækkede, når han talte. Jeg kunne se, at Carla havde svært med at holde masken, når han plirrede med øjnene og hikstede et spørgsmål.

 

"Er den under jeres beskyttelse?" sagde han og pegede med sin spidse kuglepen mod ham, der stod og fumlede med et stykke snørebånd, som han havde hugget fra Carlas sko, uden at hun havde opdaget det.

 

"Ja. Og det er en "han"." sagde jeg og prøvede ikke at skære ansigt af ham. Han så så dum ud, som han stod der og skrev notater på sin lille, billigt udseende blok.

 

"Javel. Hvor længe har I haft den?" spurgte han. Jeg fløjtede lavt. Det var helt utroligt, hvor uinteresseret manden kunne lyde i sit job.

 

"Han dukkede op for ca. tre uger siden. Vi ved ikke, hvordan han fandt frem til os. Han kom bare ud af den blå luft. Uden noget på." Jeg ignorerede Carla, der knækkede sammen i et fniseanfald, da jeg sagde den sidste sætning.

 

Jeg sendte Carla et irettesættende blik og så så tilbage til forskeren, der ikke engang så ud til at have lagt mærke til, at jeg havde afbrudt samtalen.

 

Han  begyndte at banke kuglepennens dut mod sin hage. Han åbnede munden og lukkede den så igen, som havde jeg lige besvaret en masse spørgsmål på en gang.

 

"Ved I, hvilken race denne er?" sagde han og begyndte at skrive på sin blok. Jeg sendte et blik til Carla. Hun nikkede. 

 

"En normal neandertaler." Jeg sendte Carla et tilfreds blik. Hun havde klaret det. Uden at fnise af ham.

 

"Godt." sagde han med en monoton stemme. Den lød næsten trist, når man hørte efter. 

 

"Hvad mener I, har gjort denne skabning i stand til at finde frem til intelligent liv, altså jeres skole?" sagde han.

 

Nu var jeg ikke i tvivl. Han var trist. Han havde sikkert ondt af os. Hans spørgsmål var begyndt at kede mig. Hvornår gik han?

Carla rømmede sig. 

"Vi har gennemført en IQ-test på ham, og han har en forbløffende høj IQ. Vi tror, at det er derfor, han havde fundet frem til os. Han er draget mod andre intelligenser."

 

Det sidste var løgn. Jeg stirrede olmt på hende. Nu ville forskeren sikkert bruge det som grundlag for at slæbe ham væk til en videnskabelig undersøgelse.

"Interessant. Jeg vil hermed tage ham med mig, så jeg kan undersøge det nærmere." sagde han. Hans stemme lød som om, at han ikke syntes, det var spor interessant at bortføre en hulemand for sit firma.

 

Han begyndte at bevæge sig hen mod ham, der sad og var optaget af at vikle snørebåndet om sine behårede knoer og tog et fast greb om hans arm. Han så meget professionel ud, mens han hev ham op at så tog gav ham avancerede låse på på både arme og ben.

 

"Den nyeste, topsikre model med jævne stødladninger." Man kunne skimte et lille, skadefro smil tage form på hans smalle læber, mens han klappede sin blok sammen.

 

"Nå, venner, tak for jeres opbakning. Nu smutter jeg med jeres lille vidunder fra fortiden. Jeg er glad for, at det kunne gå så hurtigt og smertefrit."

 

Først, da forskeren var henne ved svingdørene ved udgangen og i færd med at slæbe vores modstrittende ven med sig, gik det op for mig, at det var en bortførelse.

Jeg begyndte at løbe efter forskeren, mens jeg råbte til Carla. 

"Carla! Kom så! Den idiot er ved at stjæle ham!"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...