Fra Kosmos til Kaos- Eskatologien

Menneskets endeligt, vil ske som en følge af den 3.verdenskrig. Jorden er gået fra en kosmos-tilstand til en kaos-tilstand, hvor der under kaos ingen regler findes. Vi er nået til dommedagen, den yderste dag. Vi dyrker eskatologien, vi tror på dommedagen, men vi ved ikke hvornår den indtræffer. Men vi ved, at vi alle skal dø en dag.

0Likes
0Kommentarer
111Visninger
AA

3. Kaos

Mrs. Peterson trækker den store bibel frem, hun forsøger at holde os ved godt mod, forsøger at drage os mod gud. Hun siger det er vigtigt, for vi er guds børn og gud vil hjælpe os. Hun siger at vi skal dø, men at gud vil tage i mod os, hvis vi tror på ham og forkynder hans ord.

Biblen går på omgang i rundkredsen, så vi alle får de hellige ord på vores læber. Den starter hos en lille forhutlet pige med indsunkne kinder.

”Lad alarmen lyde i Jerusalem! Blæs i trompeten på Herrens hellige bjerg! Lad alle ryste af skræk, for Herrens dommedag er nær!”. Hendes spinkle stemme bævrer, og hun bryder ud i gråd. Drengen ved siden af, ligger den ene arm om hendes skulder, den anden arm er ikke til at få øje på. Hendes gråd bliver til en sagte snøften, og bogen går videre. ”Den dag bliver mørk og sort- en dag med skyer og tæt tåge. Hvilken mægtig fjendehær! Den breder sig over bjergene som tusmørket- aldrig er noget lignende set, og aldrig skal det ses igen. Som en steppebrand går fjendehærene frem”. Mit blik falder på Paulina. Hun ligger sammensunken i hjørnet af den kolde kælder, kun med et pjaltet tæppe som underlag over det hårde og kolde gulv. Hun har ikke kun været tavs, jeg har også bemærket at hun er blevet mere svækket. Om natten hoster hun røgen fra alle brandene op, men ilden er indeni hende, for den sorte sod er blandet med rødt blod. Jeg ved hun tænker på Henry og hans livløse barnekrop, hans skingre skrig og hans forkullede rester. Jeg kan se hadet spire i hendes øjne. Hadet mod dem,  der kommer fra helvede, kun for at berøve vores frodige paradis. Vores by af guld, vores families liv, og vores eget liv. ”Foran dem ligger landet grønt og frugtbart som Edens have, men bag dem er landet øde som en ørken; intet har de levnet. Hør støjen, de lyder som fremstormende stridsvogne- som knitrende brand på en stubmark, som en mægtig hær, der rykker frem i kampformation.”

Der begynder at danne sig noget inde i mit hoved, mit blod begynder at løbe hurtigere rundt, min puls stiger.

”De marcherer frem, og folket står lammet af skræk, ligblege. Fjenden er som fodfolk, der stormer frem- som trænede soldater bestiger de enhver forhindring. De går frem i lige rækker uden at hinanden i vejen- våbenmagt standser dem ikke” Overalt begynder små snøft at slippe ud og fylde rummet, og stille tårer falder mod gulvet, disse børn har alle oplevet tab, mit blik falder på 3 børn der sidder med armene om hinanden. De sidder alle med lukkede øjne og vipper ind mod hinanden, slår hovederne sammen og rykker tilbage. Overalt er krigen til at få øje på. Vi har ar, vi er blodige, vi er udsultede og vi er bange.

Biblen når nu Mrs. Peterson, som med klar røst læser op:” De slår ned på byen og løber hen over murene, de kravler ind i husene, som tyve klatrer de gennem vinduerne. Foran dem ryster jorden, og himlen skælver; Solen og månen formørkes, og stjernernes lys er borte.”  Mit skarpe blik fanger Mrs. Petersons. Hun sænker bogen og lader den hvile i sit skød, men blikket sænker hun ikke. Hun lader mig læse hende, og jeg ser alt. Jeg ser en soldat med daggamle skægstubbe og et lumsk smil på munden. Mellem hans sprækkede læber holder han et skarpt knivblad. Han står i døråbningen og betragter en rædselsslagen Mrs. Peterson. Bag hende står en pige, på omkring 7-8 år. Jeg vil ikke se mere, men Mrs. Peterson vil ikke slippe mit blik. Jeg ser hvordan soldaten kommanderer den pigen over i hjørnet, lader hende se ham voldtage hendes egen mor.  Jeg hører hendes skrig, mærker hendes smerte på min egen krop. Datteren begynder også at skrige højt, han bliver irriteret rejser sig og stiller sig overfor pigebarnet. ”Hvis du ikke holder din kæft slår jeg hende ihjel”. Hendes skrig fortier, i stedet glider små tårer nedover de beskidte kinder. ”Du må ikke gøre hende fortræd” piber Mrs. Peterson svagt fra gulvet hvor soldaten har smidt hende, men han kender den ultimative hævn. Han voldtager efterfølgende  hendes egen datter foran hende, og hun kan ikke gøre andet end vende hovedet den anden vej og lukke ørerne for hendes skrig. Dernæst efterlod han dem alene. Samme nat døde hun i Mrs. Petersons arme. Jeg ser alt dette i hendes håbløse og brune øjne. Først nu ser jeg hendes smerte. Hun rækker mig biblen, og kigger med bedende øjne på mig. Jeg kigger ud på alle de forsømte børn mens jeg læser resten af Joels bog Kapitel 2.

Herren leder dem med et vældigt kommandoråb, for de er hans vældige, talløse hær, og de parerer ordre fra ham. Herrens dommedag er frygtelig”

Der kommer ingen reaktion fra andre end Mrs. Peterson, som sænker hovedet mod gulvet.

Gud er ikke med os. Gus har skabt kaosset på jorden. Gud har skænket os dommedagen i form af mennesker. Det var ikke Guds vilje at vi skulle overleve. Den 3. Verdenskrig bliver alle menneskers endeligt. Vi ved det alle, for det er guds vilje. Det er Guds hær der slog Henry ihjel, det var Guds hær der frarøvet os vores familier, vores liv. Jeg skæver mod Paulina. Hendes brystkasse hverken hæves eller sænkes længere. Der er helt stille. Det er dommedagen.  Hvem kan undslippe den? Kælderdøren sparkes ind. Vinden omfavner vores udsultede kroppe. De står som skygger i den smalle dør. Jeg er glad for at Paulina har indåndet. Jeg er glad for at hun undgik det der skal ske nu. Det er kaos. Men efter kaos, kommer kosmos. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...