Fra Kosmos til Kaos- Eskatologien

Menneskets endeligt, vil ske som en følge af den 3.verdenskrig. Jorden er gået fra en kosmos-tilstand til en kaos-tilstand, hvor der under kaos ingen regler findes. Vi er nået til dommedagen, den yderste dag. Vi dyrker eskatologien, vi tror på dommedagen, men vi ved ikke hvornår den indtræffer. Men vi ved, at vi alle skal dø en dag.

0Likes
0Kommentarer
110Visninger
AA

2. Flashback- Henry

Vi havde gemt os der, mens hele byen var et stort flammehav. Vi var bange, sultne og rådvilde. Hele vores familie, mor, far, Henry, Paulina og jeg, havde søgt ly ved det gamle sygehus, for at få støv vasket ud af munden, blod af hænderne og få mad i maverne. Pludselig var himlen blevet helt sort, og herfra gik alting i kaos. Der var skrig, der var mørke, der var død i luften. Mor skreg vi skulle løbe, løbe mod kirken, far og mor blev ved sygehuset for at hjælpe de svageste ud. Jeg tog Henry på armen, og sammen med mine 2 lillesøskende flygtede vi igennem det der engang var byen af guld. Ilden flammede op hvor end den kunne få fat, mennesker flygtede i al panik, trampede hinanden ned for selv at komme i sikkerhed. Jeg glemmer aldrig lyden, da en særlig stor dame væltede knuste en ældre mands knogler under hendes flugt fra dem. Vi nåede kirken lige tidsnok til at se dens gyldne tag smelte og falde ned over flere hundrede mennesker, der havde søgt ly i guds hus. Jeg satte Henry ned, måtte orientere mig. Paulinas øjne var vidtåbne, hun lignede mest af alt en hare på flugt fra en jæger. Jeg lagde nakken bagover og kiggede op i den sorte himmel. Solen var som forsvundet, dagen var ovre selvom klokken kun var lidt over 2.  Trængslen af mennesker blev større, folk flygtede fra den brændende kirke, men de vidste ikke hvor de skulle løbe hen. Vores verden var gået fra kosmos til kaos. Der herskede ingen love længere, kun ren overlevelsesinstinkt. Jeg havde ikke bemærket at Henrys lille barnehånd var gledet ud af min. Jeg spejdede efter ham i mængden af forskrækkede mennesker, men kunne ikke få øje på den lille gut. Pludselig lød alarmerne højt, efterfulgt af en dyb rumlen. Der blev stille i den tætte menneskeforsamling. Vi spejdede alle mod den retning hvor lyden kom fra, men der var ikke nogens øjne, som kunne trænge igennem den tætte grå tåge. Alle holdte vejret, der var helt stille. Stilhed før stormen. Og pludselig trang de igennem tågen, og blottede deres menneskelige kroppe for den skræmte menneskemængde. Jeg måtte finde Henry, jeg måtte bringe ham og Paulina i sikkerhed, og jeg måtte finde mor og far. Alting stod stille, selv tiden, lige indtil en skarp stemme skar igennem den rungene tavshed, og der blev åbnet for ilden. Helvede var brudt løs på jorden. Blod flød, som vin flyder fra karaflen til et bal. Først da jeg så en mand 4 meter fra mig falde mod jorden, vågnede jeg op af min døs. Jeg trak i den skræmte Paulina, måtte have hende i sikkerhed, og dernæst finde Henry. Jeg vendte mig mod dem, og trak med alle kræfter i Paulina, men efter vi havde bevæget os 5-6 meter fra vores startsted, skreg Paulina højt og var ikke til at trække med videre. Jeg vendte mig om, og så en af dem bøjet over vores grædende lillebror. Han var ikke til at kende. Blod dryppede fra hans mund, han havde skrammer over hele sin krop, han forsøgte at rejse sig, men et skadet ben forhindrede ham. Han kiggede med bedende øjne på soldaten over ham, men han var nådesløs. Med en fejende bevægelse, tændte han en tændstik og smed direkte ned på den 2 årige drengs mave. Henrys skrig sidder stadig i mine øre, jeg ønskede ikke at Paulina skulle se det, men hun fulgte rædslen med sine øjne. Så hvordan hendes lillebror brændte ihjel. Soldaten rettede sig nu op, og jeg trak nu af alle kræfter Paulina væk. Vi nåede at flygte, og fandt et godt gemmested hvor vi sad indtil byen igen lå stille hen. Skuddene lød ikke længere i gaderne, og langsomt krøb vi ud af vores skjul. Hist og her var stod der stadig små flammer, som fortærede de sidste rester af mennesker og bygninger. Overalt lå ligene i dynger, skudt, brændt eller det der var værre. Vi gik hånd i hånd tilbage mod kirken. Da vi kunne skimte det sted Henry var blevet myrdet, satte Paulina i løb. Jeg blev stående, turde ikke se det. Jeg måtte være stærk. For Paulinas skyld. Der lugtede af brændt menneskekød, jeg ville ikke se Henrys lig. Mit billede af ham, skulle ikke være en forkullet bylt, jeg ville beholde mindet af den smukke dreng han var. Efter vi havde sat mellem kirkens ruiner, havde Mrs. Peterson fundet os, og forenet os med de andre børn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...