Who Would Ever Love Someone Like Me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Igang
”I drew a butterfly on my wrist, In hope this feeling would no longer persist, But things got bad and I started to cry So the butterfly on my wrist, it had to die. Once again I tried to set myself free But it seemed my thoughts had stolen the key. So this butterfly lived a very short life Killed with fear and a very sharp knife”

16Likes
114Kommentarer
4273Visninger
AA

10. Kapitel 9


 

 

 

Luhan POV

 

Det var mandag morgen og jeg var sent på den, virkelig sent på den. Jeg havde skrevet med Sehun det meste af natten, hvilket jeg godt kunne se nu ikke var en god ide. Jeg havde ikke kunnet få mig selv til at skrive godnat til Sehun i går, for jeg nød virkelig at skrive med ham. Han vækkede et eller andet i mig jeg ikke havde følt før og selvom jeg godt vidste det var forkert, at føle noget for ham og at det aldrig ville blive til noget mellem os, kunne jeg alligevel ikke lade være. Han får mig til at føle og de følelser han bringer frem i mig er dejlige og skræmmende på samme tid, men mest dejlige.

 

Der var 10 minutter til klokken ville ringe ind til første time da jeg smuttede ud af min hoveddør. Jeg små løb afsted, men nåede ikke særlig langt før en bil standsede ved siden af mig.

”Hey Lulu hop ind” Sehun kiggede på mig med et smil og jeg kiggede automatisk ned i jorden og rødmede.

”Det eh okay jeg går bare Sehun”

”Uanset om du går eller kører med mig kommer du for sent, men kommer du for sent med mig vil det ingen konsekvenser ha’”

Jeg stod stadig og vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

”Lulu enten sætter du dig ind i bilen ellers os stiger jeg ud og hiver dig ind, du vælger selv?”

Jeg stod stadig og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre før jeg hørte en bil dør åbne. Jeg kiggede op og kunne se Sehun var på vej ud af sin bil.

”Okay okay, jeg kommer nu, bare bliv i bilen okay?”

Han smækkede døren og jeg skyndte mig om på den anden side og satte mig ind.

”Sen aften i går?”

Jeg kiggede ikke på ham, men det var tydeligt det morede ham, at jeg var sent på den. Han var sikkert selv sent på den af samme grund.

”Du ved Luhan, hvis du ikke har nogen bil, kan du bare kører med mig om morgenen?”

”Jeg har eh en bil, jeg fortrækker bare at gå”

”Fair nok”

Vi sagde ikke rigtig mere resten af turen, men vi var heldigvis på skolen ret hurtigt. Klokken havde lige ringet ind da vi kom og gangene var tomme så vi løb mod vores klasse lokale. Jeg stoppede foran døren lidt usikker på om jeg bare skulle gå ind da Sehun tog fat i min hånd og hev mig ind. Sehun sagde hurtigt undskyld til Mrs. Choi, selv lagde jeg kun mærke til hvordan pigerne var begyndt, at hviske til hinanden. Sehun hev mig med ned på vores pladser og først der gik det op for mig, at vi stadig holdte i hånden. Nu vidste jeg hvorfor pigerne havde hvisket, min eneste tanke var shit.

”Nu hvor vi alle er her så lad os begynde, sidste uge havde vi om William Shakespeare, så derfor har jeg besluttet at, i skal lave en opgave med en partner” – Mrs. Choi

Jeg var lykkelig for, at jeg gik i klasse med Kyungsoo i det øjeblik ellers havde jeg ikke anet, hvem jeg skulle arbejde sammen med. Kyungsoo sad allerede og smilede stort til mig.

”I skal vælge en engelsk person med betydning eller en historisk bygning med betydning og så lave en skriftlig opgave om det, men selvfølgelig os en fremlæggelse på engelsk” – Mrs. Choi

Allerede nu sad folk og pegede og smillede til hinanden som tegn om at de skulle arbejde sammen, det hele blev dog ødelagt da Mrs. Choi snakkede igen.

”I får ikke selv lov til at vælge partnere, i skal arbejde sammen med den i sidder ved siden af, i har resten af timen til at finde et emne at arbejde på og det skal være færdig til om en uge, god arbejdslyst”

Mit hjerte begyndte at banke virkelig hurtigt, jeg skulle arbejde sammen med Sehun.

”Såååå, har du et emne du kunne tænke dig at arbejde med?” – Sehun

Jeg rystede bare på hovedet, det var begrænset hvad jeg vidste om England og betydningsfulde engelske personer.

”Lad os gå ned på biblioteket og se hvad vi kan finde ud af så” – Sehun

Sehun rejste sig og jeg fulgte efter. Da vi næsten var nået til skolen bibliotek gik det op for mig, at jeg havde efterladt min mobil på mit bord.

”Jeg eh har glemt min mobil i klassen, jeg henter den lige”

Jeg hørte ikke Sehuns svar, men skyndte mig tilbage og hente den. Da jeg næsten var nået tilbage til biblioteket stoppede jeg op, da jeg hørte en snakke bag mig. Jeg fik kuldegysninger og min angst begyndte, at gå amok ved lyden af stemmen.

”Jamen dog hvem har vi her”

Jeg vendte mig langsomt om og så Tae Kwon gå tættere og tættere på mig. For hver skridt han tog frem gik jeg et tilbage, men til sidst stødte jeg mod muren. Tae Kwon tog sine hænder og placerede en hånd på hver side af mit ansigt op af muren. Jeg var i panik og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne se hans mund bevæge sig, men ikke høre hvad han sagde. Jeg begyndte at blive svimmel og det var kun et spørgsmål om tid, før jeg ville besvime. Heldigvis for mig kom Sehun endnu en gang og reddede mig.


Sehun POV

 

Jeg sad og ventede på Luhan på biblioteket, men jeg var begyndt at blive lidt bekymret, hvor lang tid kunne det lige tage, at hente sin mobil? Jeg blev siddende lidt længere, men til sidst fik jeg simpelthen nok. Jeg gik ud af døren og fik et chok af hvad jeg så. Fattede den dreng bare ingenting? Var jeg ikke tydelig nok da jeg sagde Luhan var min? Op ad væggen lidt væk fra mig stod Luhan med Tae Kwon presset op af sig. Jeg gik med hurtige skridt hen og skubbede Tae Kwon væk.

”Hvad fanden er det du ikke fatter? Bad jeg dig ikke om at holde dig væk fra Luhan?” – Sehun

”Rolig nu Sehun, vi snakkede jo bare” – Tae Kwon

”Næste gang jeg ser dig i nærheden af Luhan bliver det værst for dig selv! FORSVIND SÅ” – Sehun

Han vendte sig grinende væk fra mig og gik sin vej. Jeg var klar til at gå efter ham og smadre ham lige nu og her, hvis det ikke havde været for Luhan. Jeg vendte mig om og så at Luhan havde sat sig på gulvet med ryggen op ad væggen og benene trukket op, så han kunne gemme sit hoved i dem. Jeg satte mig ned ved siden ham og lagde en arm om ham, han stivnede ved min berøring.

”Det bare mig Sehun”

Jeg kunne høre hans små snøft og det at min Lulu græd, knuste mit hjerte. Jeg satte mig foran ham og løftede hans hoved op og tørrede hans tåre væk med mine hænder og kiggede ham ind i hans tårefyldte øjne.

”Det okay Lulu, jeg skal nok passe på dig”

Luhan kiggede tilbage på mig med et blik jeg ikke kunne læse før han lagde armene om mig og gav mig et kram. Jeg var så overrasket over krammet, at der gik et øjeblik før jeg krammede igen. Vi blev siddende i vores mærkelige position og krammede i flere minutter før Luhan trak sig væk. Han rejste sig op og jeg gjorde det samme.

”Vi må hellere komme tilbage til eh arbejdet, jeg skal bare lige på øh toilettet først” – Luhan

”Er du sikker på du ikke vil op til skolesygeplejersken?”

”Jeg har det fint jeg skal bare lige..”

”Luhan du ligner en der har brug for at læg ned, kom med mig”

”Hvis jeg kan komme på toilettet først skal jeg nok gå med dig bagefter”

Det var lettere end jeg havde regnet med. På trods af at Luhan protestrede lidt fulgte jeg ham til toilettet, jeg ville ikke risikere noget. Jeg stod og ventede ude på gangen på han skulle blive færdig. Efter nogle minutter kom han ud igen og jeg tog ham i hånden og førte ham mod et rum i kælderen. Jeg gik ind i rummet og tændte lyset, jeg kunne se Luhan var forbløffet over der fandtes et sådan rum på skolen.

”Det et rum specielt til Kris, Kai, Lay og jeg, faktisk er det mest Lay der bruger det, da han har en tendens til at komme i skole med tømmermænd, men nogen gange er det rart at komme væk fra alle de stirrende blikke og så kommer vi herned”

Jeg satte Luhan hen på sofaen og gik hen i køleskabet og fandt en vand til ham.

”Her drik det og læg dig ned og tag en lur”

Jeg kiggede smilende på ham og kunne se han rødmede lidt, hvilket bare gjorde mit smil endnu større. Han tog noget vand og lagde sig ned.

”Sehun er du sikker på det okay vi er her? Jeg mener, burde vi ikke finde et emne at arbejde på?”

”Det okay, læg dig ned og få en lur, så skal jeg nok finde et emne til os okay?”

Luhan svarede ikke så jeg gik ud fra det var okay med ham. Jeg tog et tæppe og lagde over ham og han smilede forsigtigt til mig. Jeg satte mig i den anden sofa og begyndte, at surfe rundt på nettet og læse omkring England, der gik dog ikke særlig lang tid før Luhan snakkede igen.

”Sehun tror du, kunne du måske ehm”

”Hvad er det du vil have jeg gør Lulu? Jeg vil gøre alt for dig”

Okay det lød måske lige vildt nok, jeg vil gøre alt for dig, men det passede, jeg ville virkelig gøre alt for ham.

”Ville du have noget imod måske at sidde herovre?”

Der var ikke rigtig plads i sofaen, men hvis det var det Luhan ville have, ville jeg adlyde. Jeg gik over og kiggede på ham.

”Løft hovedet”

Han løftede let hovedet og jeg satte mig ned og lagde en pude på min skød og skubbede så let hans hoved ned igen. Han så en smule pinligt berørt ud, selv nød jeg bare, at være tæt på ham igen. Jeg begyndte at nusse hans hår og han lukkede langsomt øjnene og lagde sig bedre til rette. Lige før han faldt i søvn mumlede han et stille tak. Jeg begyndte dog godt at kunne mærke, at jeg ikke havde sovet ret meget i nat. Mine øjne begyndte, at føles tunge og før jeg vidste af det var jeg selv faldet i søvn.

 

Zzzzzzzzzzzz   Zzzzzzzzzzz

 

Jeg vågnede ved lyden af summen og så min mobil lå på bordet og ringede. Jeg kunne lige akkurat nå den da jeg lænede mig over Luhan. Jeg kiggede ikke på displayet før jeg svarede.

”Hey” Det var tydeligt at høre jeg lige var vågnet.

”Hvor fanden er dig og Luhan? Det frokost tid nu” – Kris

Kunne vi virkelig have sovet i ca. 3 timer? Der var ikke noget at sige til, at Luhan var udmattet efter, hvad Tae Kwon endnu en gang havde udsat ham for.

”Luhan havde det ikke så godt, så jeg tog ham med ned i vores rum så han kunne slappe lidt af, vi kommer op til frokost om lidt”

”Okay Later then”

Jeg nåede ikke at svare ham før han havde lagt på. Jeg måtte hellere få vækket Luhan så vi kunne få noget frokost. Jeg nussede ham blidt på kinden.

”Luhan, hey Luhan, det tid til frokost”

Hans øjenvipper bevægede sig let, men i stedet for at vågne lagde han sig bedre til rette. Jeg kunne ikke lade hver at grine, den fyr var seriøst bedårende og jeg var seriøst hårdt ramt. Jeg rystede let hans skulder.

”Lulu kom nu, det tid til frokost, Kyungsoo og de andre venter sikkert på dig”

Han åbnede forsigtigt øjnene og kiggede op på mig derefter lidt rundt. Han var tydeligvis forvirret over hvor han var, men da det gik op for ham begyndte han, at rødme og skyndte sig at sætte sig op. Han sagde ikke noget rettede bare på sit tøj, tydeligvis ekstremt genert over hele situationen.

”Skal vi gå op og få noget frokost?” – Sehun

Luhan nikkede på hovedet og vi begyndte, at bevæge os op mod kantinen. Kyungsoo stod og trippede foran kantinen da vi ankom, da han så Luhan løb han over til ham og omfavnede ham i et kram.

”Er du okay? Du kan ikke bare forsvinde på den måde!” – Kyungsoo

”Jeg eh blev lidt dårlig, men Sehun hjalp mig” – Luhan

”Det var godt, men kom så de andre venter og jeg har store nyheder” – Kyungsoo

Før jeg kunne nå at sige farvel til Luhan, havde Kyungsoo allerede hevet ham med over til deres faste bord. Luhan vente sig dog om på vejen og gav mig et lille smil, hvilket var nok for mig. Jeg gik op og fik mig noget mad og havde egentlig tænkt mig, at gå hen til Kris og de andre at sætte mig, da det gik op for at jeg ikke havde aftalt noget med Luhan omkring vores projekt. Jeg gik over mod Luhans bord og da jeg nåede det var der tre ansigter der kiggede op på mig, mens fyren jeg var der for, sad med bukket hovedet og gnavede forsigtigt i et æble.

”Luhan jeg tænkte på om jeg skulle komme hjem til dig efter skole så vi kunne finde ud af noget omkring vores engelsk projekt?”

Han kiggede forsigtigt op på mig.

”Det eh kan vi godt går jeg ehm ud fra?”

”Så det en aftale, jeg skal bare lige hjem og smide uniformen så kommer jeg hjem til dig efter, vi ses senere så Lulu”

”Ja eh vi ses senere Sehun”

Jeg smilede stort til ham før jeg gik over mod mit eget bord.

 

Luhan POV

 

At sige jeg rødmede da Sehun kaldte mig Lulu foran de andre var en underdrivelse, jeg var sikker på jeg var tomat rød i ansigtet.

”Siden hvornår er dig og Sehun blevet så tætte at han ligefrem har givet dig et kælenavn?” – Kyungsoo

”Hvem siger det et kælenavn og ikke et øgenavn? Jeg mener come on, Lulu er et pigenavn” – Tao

”Bare fordi han hænger ud med Kris Tao betyder det ikke at Sehun er ligesom hans ven” – Joonmyun

”Whatever” – Tao

”Hallo Luhan er du til stede?” – Kyungsoo

Jeg havde ærligtalt siddet i mine egne tanker mens de snakkede løs.  Det gik op for mig, at jeg ikke havde fortalt dem om middagen i fredags og at Sehun og jeg faktisk var naboer.

”Øh, ser i, vores mødre kender åbenbart hinanden fra deres barndom, min mor er koreaner og vokset op i Seoul, så hun havde inviteret Sehun og hans forældre til middag i fredags, vi åbenbart naboer” – Luhan

”Hvordan kommer Lulu lige ind i det? Business middage med vores forældre er ret normale for os der skal overtage deres positioner” – Tao

”Godt jeg er fri for det” – Joonmyun

”Me to” – Kyungsoo

Jeg var ikke klar over hvad de andres forældre lavede faktisk, men da det gik op for mig, at Joonmyun og Kyungsoo ikke stod med det pres jeg gjorde og selv kunne vælge deres vej i livet, blev jeg ærligtalt lidt jaloux på dem, det må være rart selv at kunne vælge.

”Jeg, eh, vi, ehm, vi gik op på mit værelse og snakkede og så en film og han kom til at kalde mig for Lulu” – Luhan

”og du var okay med at blive kaldt et pigenavn?” – Tao

”Jeg kan eh godt lide når han kalder mig Lulu” – Luhan

Hvis det var muligt rødmede jeg endnu mere efter at jeg havde sagt det.

”Der er vidst en der er lidt vild med en hvis Oh Sehun og det tydeligt at Sehun er vild med hans Lulu” – Kyungsoo

”Jeg har ikke sagt jeg kunne lide ham, men han sagde han kunne lide mig” – Luhan

Det røg ud af munden på mig før jeg kunne nå, at tænke og i ren refleks slog jeg hånden over min mund.

”HAN FORTALTE DIG HAN KUNNE LIDE DIG?” – Kyungsoo

Jeg nikkede stille på hovedet for rædselsslagen over Kyungsoo’s udbrud til at gøre andet. Var der en dårlig ting Sehun havde følelser for mig? Hvis det altså passede, hvad han havde sagt.

”Årh hvor er det altså cute, vi kan gå på dobbelt dates og alt muligt” – Kyungsoo

Okay helt sikkert ikke det svar jeg havde forventet.

”Dobbelt date med hvem? Luhan, Sehun, dig og hvem Soo?” – Tao

”Det var det jeg ville fortælle jer jo, min nyhed, Jongin og jeg dater, eller det vil sige vi skal på vores første date i aften, er det ikke fantastisk?” – Kyungsoo

Kyungsoo hoppede nærmest på stolen da han sagde det sidste, vi andre sad og kiggede lidt underligt på ham, hvem var Jongin?

”Hvem er den her Jongin fyr og hvor har du mødt ham?” – Joonmyun

”Oh det glemte jeg lige, Jongin er Kai selvfølgelig, jeg kan bare bedre lide hans rigtige navn end det alle andre kalder ham” – Kyungsoo

”Jeg går ud fra det skete i lørdags efter biografen?” – Joonmyun

”Jep, det var så romantisk og han var så sød” – Kyungsoo

”Helt ærligt hvad er der galt med jer? Først Sehun og Luhan, nu dig og Kai, det næste bliver vel Lay og Joonmyun” – Tao

Joonmyun var nær blevet kvalt i sin mad, hvilket så virkelig sjovt ud.

”Lay og jeg? Come on Tao, hvad tror du jeg er? En eller anden billig fyr alle bare kan udnytte? Vi ved ligesom alle sammen, at Lay er en player og at faste partnere ikke lige er hans ting og jeg er altså til monogami og jeg har aldrig så meget som snakket med ham før, så gider du lige?” – Joonmyun

”Sorry Joonmyun det var ikke sån ment” – Tao

”Det okay” – Joonmyun

Vi hørte klokken ringe og skyndte os ind til de sidste timer. Efter timerne skyndte jeg mig hjem, modsat Sehun var jeg på gå ben. Han skulle helst ikke nå mit hus før mig selv og jeg ville gerne lige nå, at skifte tøj før han kom.

 

Sehun POV

 

Jeg stod og snakkede lidt med de andre, før jeg satte mig ind i min bil og kørte hjem. Jeg små løb op på mit værelse og smed min taske på gulvet og gik ind i mit påklædningsværelse. Jeg hev alverdens ting ned fra bøjlerne, men der var noget galt med det al sammen. Jeg er værre end en teenage pige der skal på sin første date! Mit påklædningsværelse var så småt begyndt, at ligne noget der var blevet sprunget i luften og jeg selv var begyndt, at miste håbet. Nu forstod jeg, hvad piger mente når de sagde de ikke havde noget tøj, at tage på. Jeg satte mig irriteret ned på gulvet i midten af værelses og kiggede rundt da det bankede på. Jeg vendte mig om og så min mor stå i døråbningen.

”Er der sprunget en bombe herinde Sehun?”

”Jeg skal hjem til Luhan og jeg har intet at tag på mor, INTET”

”Sehun min lille skat, du er værre end din søster var da hun boede hjemme. Jeg er sikker på Luhan er ligeglad med hvad du har på, jeg er sikker på han ikke falder for dig på grund af dit tøj men på grund af dig”

”Mor ingen sagde noget om at kunne lide hinanden”

”Haha tror du virkelig du kan narre din mor? Du burde vide bedre, en mor ved alt. Tag du nu bare et eller andet på og smut over til Luhan, jeg skal nok få en af stuepigerne til at ordne det rod du har lavet”

”Mor ville du være okay med hvis jeg kunne lide Luhan?”

”Sehun vi ved allerede du til fyre og Luhan virker som et perfekt valg, i ville være søde sammen”

Jeg rejste mig op fra gulvet og gik hen og gav min mor et kram og et kys på kinden.

”Tak mor, ville du for resten noget?”

”Din far og jeg skal deltage i et velgørenheds arrangement her senere, så jeg ville høre om du kunne passe Junior, men tænk du ikke på det, tag du nu over til Luhan og hyg dig, vi ses senere”

Med det gik hun ud igen og jeg stod dramatisk og tænkte JEG HAR IKKE NOGET TØJ AT TAGE PÅ! Til sidst besluttede jeg mig dog for et par sorte skinny jeans, en sort T-shirt og en grå pullover.

Jeg tog min bærbar og skyndte mig ud af døren og gik med hurtige skridt over mod Luhans hus. Jeg glædede mig virkelig til, at tilbringe tid alene med Luhan igen. Da jeg bankede på var det en af stuepigerne der åbnede, hun fortalte mig at Luhan var på sit værelse og at jeg bare kunne gå op. Jeg gik op til Luhans værelse og bankede stille på og ventede til jeg hørte et kom ind. Da jeg åbnede døren var det første der fangede mig Luhan der sad på gulvet foran sit sofabord med sin bærbar og en masse papirer.

”Hey Lulu”

”Hej Sehun, eh vil du have noget at drikke før vi begynder?”

”Noget vand ville ikke gøre noget?”

”Jeg henter lige noget så, du kan bare sætte dig hvor du har lyst”

Med det gik Luhan ud af værelset og jeg kiggede lidt rundt. Jeg gik hen til sofabordet og lagde min bærbar, der var dog en sort bog med mønstre på der fangede min opmærksomhed. Normalt er jeg ikke typen der snager, men jeg var nysgerrig efter at lære mere om Luhan, så jeg åbnede forsigtigt bogen. På første side var tegner et knust hjerte, på anden side var et digt skrevet.

 

”I drew a butterfly on my wrist,
In hope this feeling would no longer persist,
But things got bad and I started to cry
So the butterfly on my wrist, it had to die.
Once again I tried to set myself free
But it seemed my thoughts had stolen the key.
So this butterfly lived a very short life
Killed with fear and a very sharp knife”

 

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere på hvad jeg lige havde læst. Det var smukt, men uhyggeligt på samme tid. Jeg bladrede nogle sider længere ind og læste et andet et.


”When you finally realise you
Don’t matter at all to someone you love
You begin to wonder
If you even matter to
Anyone”

 

Ifølge datoen på digtene var de skrevet for ca. et halvt år siden. Før jeg kunne nå, at bladre videre og før jeg kunne nå at tænke videre over, hvad jeg lige havde læst kom Luhan ind. Jeg skyndte mig at lukke bogen.

”Du eh kiggede ikke i den bog vel?”

”Nej hvorfor da? Hvad er den da?”

Jeg var nysgerrig nu, hvad betød de ting jeg havde læst?

”Det eh den er bare privat, ikke noget særligt”

Han stillede to flasker vand på bordet og rakte ud efter den. Han gik hen og stillede den ind imellem de millioner af andre bøger han ejer. Jeg satte mig ned foran min bærbar og Luhan gik hen foran sin.

”Så har du fundet noget vi kan arbejde med?” – Luhan

Han ville tydeligvis gerne videre i teksten, gad vide hvad den bog ellers skjulte?

”Jeg har overvejet noget, men hvis du har noget du gerne vil arbejde med så lad os tage det?”

”Nej nej ehm jeg har ikke noget, så hvad har du tænkt?”

”Som lille var jeg virkelig stor fan af Paddington Brown og det gik op for mig han er engelsk, så Paddington Brown?”

Luhan begyndte at grine og det lød al for sødt.

”Paddington Brown? Af alt vi kan vælge der har med England at gøre vælger du Paddington Brown?”

”Come on Lulu Paddington Brown er cool! Han har sin egen statue og turist shop på Paddington Station i London”

”Fint Fint, men tror du virkelig vi kan skrive nok om den lille brune bjørn med rød hat og blå jakke?”

”Arh der er vidst en lille Paddington Brown fan gemt i dig var? Selvfølgelig kan vi skrive en masse om ham, jeg mener hallo det Paddington Brown?!”

Vi snakkede lidt videre om den lille bjørn og begyndte så ellers på opgaven. Vi snakkede en smule sammen, men ikke meget. Vi var begge helt væk i opgaven og før vi vidste af det stod en stuepige i døren.

”Luhan middagen er snart serveret, skal Sehun spise med?”

Før Luhan kunne nå, at svare kom jeg ham i forkøbet.

”Jo tak det vil jeg meget gerne”

Stuepigen blev stående lidt og kiggede på Luhan.

”Jeg henter jer når middagen er serveret”

”Okay Hye Ri”

”Så skal vi holde en pause?” – Sehun

”Ja lad os bare det”

”Kommer dine forældre og spiser med os?”

Luhan grinede sarkastisk før han svarede.

”Ikke medmindre der kommer nogen de skal imponere”

”Hvad mener du?”

”Jeg ved ikke hvordan din familie er Sehun, men ud fra hvad jeg har set er den skøn, du lyder til at være i en lykkelig familie, men det er vi ikke alle sammen”

”Din familie ser da ellers lykkelig ud efter hvad jeg så i fredags?”

Før Luhan kunne nå, at svare kom Hye Ri og fortalte middagen var serveret. Hun førte os ind i spisestuen vi også havde spist i i fredags. Hvis ikke det havde været, fordi der kun var dækket op til to personer, skulle man tro de skulle have gæster så pænt var der dækket op. Vi satte os ned og en tallerken blev stillet foran, hver af os. Jeg undrede mig over, hvor lidt mad der var på tallerkenen indtil Luhan mumlede forret. Der gik det op for mig, at vi skulle have mere end det. Gad vide om han spiste sådan hver dag? For man kunne ærligtalt ikke se på Luhan, at han spiste overhovedet og da slet ikke en 3 retters menu hver aften.

”Spiser du herinde hver aften?” – Sehun

”Jep hver aften sidder jeg her alene og spiser en 3 retter menu, hvordan gør i i din familie?”

Wauw enten havde jeg fået et forkert indtryk af Luhans forældre eller os overdrev han, men tristheden i hans stemme var tydelig at høre da han sagde det.

”Normalt laver min mor mad og så spiser vi i køkkenet medmindre vi skal have gæster”

”Jer alle sammen? Både din mor, far, lille bror og dig? Hver aften?”

”Ja os alle sammen, det meget vigtigt for min mor at vi spiser sammen mindst en gang om dagen, selvfølgelig er der undtagelser når de skal noget eller hvis min far er på forretningsrejse. Hvor tit er du sammen med dine forældre?”

”Wauw det lyder dejligt… Jeg ser mine forældre når de skal have vigtige folk til middag, that’s it”

Endnu engang kunne jeg ikke lade, hver at tænke Luhan måtte overdrive, jeg mener ingen forældre ville da behandle deres eget barn sådan, vel?

”Hvad med din fødselsdag, jul og nytår? Der ser du dem vel?”

”Nej, som jeg sagde tidligere ikke alle forældre er som dine Sehun”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Resten af middagen foregik i stilhed og jeg kunne ikke lade, hver at tænke på de ting jeg nu havde lært om Luhan. Jeg havde virkelig ondt af ham og så havde jeg den største lyst til, at gøre ham lykkelig. Efter middagen gik vi op på Luhans værelse igen og Luhan undskyldte sig selv og gik ud på toilettet. jeg lukkede min bærbar sammen og kiggede Luhans dvd’er igennem. Vi havde egentlig ikke aftalt at se en film, men jeg havde tænkt mig at tilbringe så meget tid sammen med ham som overhoved muligt fra nu af. Ikke kun på grund af mine følelser for ham, men også fordi jeg ikke kunne lide tanken om Luhan var helt alene i dette kæmpe mansion. Da jeg havde fundet en film og sat den på ventede jeg på Luhan, da han kom tilbage kiggede han underligt på mig.

”Hvad laver du?” – Luhan

”Jeg venter på dig så jeg kan starte filmen, så sæt dig”

Jeg smilte til ham og han satte sig forsigtigt ned. Han satte sig tættere på mig end han havde gjort i fredags og sommerfuglene begyndte at baske på fuld styrke i min mave. Jeg startede filmen og ikke ret langt inde i den, blev jeg glad for det var en sjov film jeg havde valgt, at høre Luhans små grin indimellem fik mig til, at glemme, hvad jeg havde lært om ham under middagen. Jeg kiggede forsigtigt over på Luhan og rykkede mig tættere på ham og tog hans hånd. Han stivnede lidt og kiggede på mig da jeg begyndte, at køre tommelfingeren hen over hans hånd, men han fjernede den ikke, heldigvis.

Da filmen var slut var det tydeligt Luhan var klar til, at falde om lige nu og her af træthed.

”Du må hellere se at komme i seng Lulu, du ser træt ud”

Han smilede til mig.

”Jeg er os træt, lad mig følge dig ud”

”Det der ingen grund til bare skynd dig i seng, jeg kan selv finde ud”

Jeg havde stadig fat i Luhans hånd da jeg rejste mig fra sofaen og hev ham op at stå. Han kiggede forsigtigt op på mig og jeg ned på ham, idet øjeblik skulle jeg virkelig tage mig sammen for ikke, at kysse ham. I stedet for, at kysse Luhan hev jeg ham ind i kram.

”Du ved Lulu når en person krammer dig, krammer man normalt igen? Medmindre man ikke kan foredrage personen selvfølgelig”

”Sehun jeg..”

Stadig med armene om ham, lænede jeg mig lidt tilbage så jeg kunne kigge på ham.

”Luhan da jeg sagde jeg kunne lide dig mente jeg det, hvis du ikke kan lide mig kan du bare sige det, og jeg lover at jeg vil stoppe?”

Jeg holdte ærligtalt vejret, bange for hvad Luhans svar ville være. Han havde ikke sagt han os kunne lide mig, men omvendt sagde hans handlinger ikke at han ikke kunne.

”Sehun jeg ved ikke hvad jeg føler, jeg .. jeg har haft en dårlig oplevelse før hen, jeg er ikke sikker på jeg er klar til noget endnu”

Han kiggede ned og jeg tog mine hænder og lagde dem på hans kinder og rettede hans hoved op så jeg kunne kigge ham i øjnene.

”Luhan jeg kunne aldrig finde på at presse dig ind i noget du ikke er klar til, jeg kan vente så længe du har brug for til at finde ud af hvad du føler, bare du ved at jeg er seriøst omkring mine følelser for dig okay?”

”Okay”

Jeg hev ham ind i et kram igen og denne gang krammede han igen. Det føltes perfekt at stå med Luhan i mine arme, intet havde nogensinde føltes så perfekt før. Jeg gav slip på ham og gav ham et forsigtigt kys på kinden.

”Godnat Lulu sov godt, vi ses i morgen”

”Godnat Sehun, tak i lige måde, vi ses”

Vi stod lidt og smilede til hinanden, før jeg tog min bærbar og gik ud af hans dør og hjemad.
Da jeg kom hjem var der mørkt i huset, mine forældre var åbenbart stadig ude og det var langt over Juniors sengetid.

Jeg gik op på mit værelse og gjorde mig klar til, at gå i seng. Da jeg endelig lå dejligt tilpas i min seng tænkte jeg over min dag med Luhan. Både de digte jeg havde læst og det han havde fortalt. Det var tydeligt Luhan gemte på mere end, hvad han umiddelbart viste, men det var okay. Jeg håber bare, at han med tiden vil åbne op for mig og lade mig elske ham og gøre ham lykkelig, som han fortjener. 

 


Paddington Brown Statuen på Paddington Station i London :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...