Who Would Ever Love Someone Like Me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Igang
”I drew a butterfly on my wrist, In hope this feeling would no longer persist, But things got bad and I started to cry So the butterfly on my wrist, it had to die. Once again I tried to set myself free But it seemed my thoughts had stolen the key. So this butterfly lived a very short life Killed with fear and a very sharp knife”

16Likes
114Kommentarer
4277Visninger
AA

7. Kapitel 6


 

Luhan POV

 

”Hvis jeg var dig Tae Kwon ville jeg give slip på Luhan lige nu!” Jeg kendte den stemme og den lød bestemt ikke glad.

Jeg registrerede Sehuns stemme, men jeg var gået fra at være fanget af panik til, at gå i chok. Jeg bemærkede knap nok Tae Kwon gav slip på mine håndled og at han fjernede hånden fra mine bukser. Jeg kunne høre Sehuns stemme, men den lød som om den kom langt væk fra. Det eneste jeg hørte var min Luhan, men om det bare var noget jeg bildte mig ind, vidste jeg ikke. Jeg stod rystende og følelsesløs, min krop var i chok og det samme var mit sind.  Jeg kunne mærke Sehuns varme hænder på mine kinder og at han ordende mit tøj, men det var ikke nok til, at hive mig ud af den tilstand jeg var havnet i. Det var først da han tog fat i mit håndled, at jeg begyndte, at fungere og registrere hvad der foregik. Jeg ved ikke hvor mine kræfter kom fra, men jeg fik revet mit håndled til mig.

”Stop” Min stemme var så svag, at det næsten kun var en hvisken der kom ud af mig.

”Luhan du bløder, lad mig kig på det, jeg skal nok ordne det” – Sehun

Endnu en gang vidste jeg ikke hvor jeg fik kræfterne fra, men jeg løb uden om Sehun og videre ud på gangen. Jeg løb så hurtigt jeg kunne mod udgangen af skolen, jeg skulle væk og det skulle være lige nu.

 

Da jeg nåede min hoveddør stoppede jeg op, jeg kiggede ned af mig selv og tørrede min blodige hånd af i bukserne. Jeg åbnede forsigtigt døren og gik ind, jeg vidste at hvis Hye Ri først så mig, ville hun med det samme kunne se der var noget galt. Jeg sneg mig op af trappen og da jeg næsten havde nået min dør til mit værelse kom der en stemme bag mig.
”Luhan, hvad laver du hjemme? Er du okay?" – Hye Ri

Jeg vendte mig forsigtigt om, men sørgede for at holde mine øjne mod mine sko og min hånd der stadig var blod på, gemte jeg bag min ryggen.

”Jeg eh har det ik ikk ikke så godt, jeg tænkte jeg vil viill ville lægge mig før mine forældre kom hjem, så jeg kuu kunne være frisk til i aften” Jeg stammede mig igennem sætningen. Jeg kiggede en smule op og så Hye Ri komme over imod mig og kigge mistænksomt på mig.

”Gå ind og læg dig Luhan, så kommer jeg med noget suppe. Jeg skal nok ringe til dine forældre og lade dem vide du ikke er frisk” – Hye Ri

”Please Hye Ri, ikke ring til dem, jeg har bare brug for at lægge mig liiidt”

Hvis hun først ringede til mine forældre var jeg dødsdømt, de hadede at skulle have mere med mig at gøre end højst nødvendigt og de hadede i den grad når de blev forstyrret på grund af noget der havde med mig at gøre. Jeg kunne se Hye Ri ikke var overbevist.

”De kommer alligevel hjem i aften, der er ingen grund til at forstyrre dem nu” – Luhan

”Jeg går ud fra du har ret, jeg ringer til skolen og fortæller dem du er gået hjem og at det er i orden, gå nu ind og skift tøj og læg dig” – Hye Ri

Jeg vendte mig om og åbnede min dør stille og gik ind. Da jeg kom ind på mit værelse kastede jeg min telefon hen på min seng, den var det eneste jeg havde fået med mig. Da jeg vendte mig om for at gå ud på badeværelset, slog alt hvad jeg ikke havde, kunne føle ned i mig som et lyn. Jeg kunne mærke min frokost presse sig på og skyndte mig ud og kaste op. Jeg behøvede ikke engang, at stikke en finger i halsen, det hele kom op af sig selv. Tanken om hvad Tae Kwon havde gjort ved mig gjorde mig dårlig og tanken om, at Sehun havde set mig sådan fik mig til, at græde endnu engang.

 

Jeg gik over til mit karbad og skruede op for det kolde vand. Jeg foretrak iskolde bade når jeg havde angst, og jeg havde seriøst brug for et bad lige nu, for at få vasket Tae Kwons berøringer af mig. Mens badekaret langsomt blev fyldt op, tog jeg alt mit tøj af og stillede mig over foran mit store spejl. Jeg stod bare og kiggede på mit spejlbillede og jeg væmmedes ved hvad jeg så. Mit hår var filtret, mine øjne røde og hævede, mine læber gjorde ondt og var hævede efter hans brutale behandling af dem og mine håndled var svagt røde af hans hårde tag. Jeg kiggede på min krop og det var ikke alle mine ar og sår der gjorde jeg væmmedes ved den, men derimod at jeg så så fed ud.  Jeg hadede mig selv så inderligt og dybt.

 

Jeg fjernede langsomt blikket fra spejlet, fandt et barberblad frem. Jeg gik hen til karbadet og slukkede for vandet og sank langsomt ned i det iskolde vand. Jeg begyndte straks at fryse, men nød det. Følelsen af at fryse, overdøver følelsen af min angst. Jeg sad stille i vandet og græd før jeg tog mit barberblad og begyndte, at skære hen over mine arme, min mave og mine lår. Jeg følte mig så ulækker og billig og jeg var rædselsslagen for hvad Sehun mon tænkte om mig. Ville han begynde, at kalde mig de samme ting som dem i Kina? Fandt han mig mon frastødende?

 

 

Da jeg begyndte at føle mig let i hovedet, rejste jeg mig fra badet og begyndte at tørre mig med et håndklæde. Jeg kunne ikke overskue, at skulle til at forbinde alle mine sår, jeg var i den grad gået overgevind med min cutting i dag. Jeg tog en langærmet trøje og et par bukser på. Da jeg åbnede døren fra mit badeværelse og ind til mit værelse, så jeg Hye Ri allerede var der. Hun sad på en stol ved siden af min seng med en bakke på skødet.

 

”Kom nu over og lig dig og spis din suppe, hjalp det med et bad?” – Hye Ri

Hun kiggede så moderligt på mig, at det gjorde ondt indeni. Jeg nikkede bare på hovedet af hendes spørgsmål og lagde mig i sengen. Hye Ri blev og holdte øje med, at jeg spiste det hele. Bag efter gav hun mig to piller og et glas vand.

”Læg dig til at sove Luhan, jeg skal nok vække dig en time før gæsterne kommer” – Hye Ri

Jeg svarede ikke, i stedet vendte jeg mig om på siden med ryggen mod hende. Min dør blev stille lukket og jeg tog min mobil for at skrive til Kyungsoo, at jeg var gået hjem. Jeg ville ikke have han skulle være bekymret for mig, men da jeg kiggede på min mobil for at skrive beskeden, havde jeg to beskeder i forvejen. Jeg åbnede beskederne og læste dem.

 

Fra: Sehun
Til: Luhan

 

Hej Luhan, er du okay?
Hvor er du?
Det Sehun


Jeg kunne ikke overskue at svare ham, hvorfor var han overhoved interesseret, i at vide om jeg var okay? Den anden besked var fra Kyungsoo.

 

Fra: Kyungsoo
Til: Luhan

 

Hey Lu
Sehun fortalte mig at du var dårlig og var taget hjem.
Jeg skal nok tage dine ting med mig hjem :) 
God bedring :*
Knus Soo
 

Til: Kyungsoo
Fra: Luhan

 

Hej Soo
Jeg har det allerede bedre, tak :)
Hvad med Tao? Klare han den?
Knus Luhan

 

Efter at have svaret Soo, slukkede jeg min mobil og lagde mig til at sove.

 

Sehun POV

 

Der var gået et par timer nu og Luhan havde stadig ikke svaret, hver gang jeg ringede sagde den der ingen kontakt til hans telefon var. Jeg gik rundt i cirkler på mit værelse, jeg kunne ikke finde ro. Jeg var nødt til, at vide om han var okay. Jeg stoppede i min gang da det bankede på min dør.

”Kom ind”

”Hvad irritere dig så meget at du er ved at slide gulvet på dit værelse ned Sehun?”

Min mor kiggede på mig med et bekymret smil.

”Ikke noget mor, bare noget med en ven, ikke noget særligt, ville du noget?”

”Jeg ville bare minde dig om at vi skal til middag i aften”

”Med de nye naboer right?”

”Ja de er vores nye naboer, men det er også min barndomsveninde som jeg ikke har set siden hun blev gift og flyttede til Kina, hende og hendes mand har en søn på din alder”

Jeg kunne ikke være mere ligeglad med min mors barndomsveninde og hendes søn. Jeg ville bare have fat i Luhan! Men jeg vidste jeg ikke ville kunne komme ud af middagen. Det er meningen jeg skal overtage familie firmaet en dag, så det var vigtigt jeg var med til middage som denne. På trods af at det bare var en middag med naboerne handlede det ligeså meget om forretning, så der var ingen vej udenom.

”Spændende mor”

”Sehun er du sikker på du er okay?”

”Jaja jeg har det fint mor, bare lidt træt”

”Læg dig ned og tag en lur, det dur ikke du er træt i aften”

Med det gik hun ud af mit værelse og jeg kastede mig dramatisk ned i sengen. Kunne den her dag blive værre?

 

Jeg havde sovet et par timer da en stuepige kom og vækkede mig. Det var blevet tid til, at jeg skulle gøre mig klar til middagen. Jeg tjekkede endnu engang min mobil, men stadig intet nyt fra Luhan. Jeg tog et bad og gik ind i mit påklædningsværelse for, at finde noget passende at tage på. Efter at have taget tøj på og sat hår vibrerede min mobil endelig i lommen på mig, jeg skyndte mig, at tjekke hvem der skrev.

 

Til: Sehun
Fra: Luhan

 

Jeg er okay
Luhan

 

Det gjorde mig lidt trist at han ikke skrev andet, men hvad havde jeg forventet? Før jeg kunne nå at svare kaldte min mor på mig, det var åbenbart tid til at tage af sted.
Da mine forældre og jeg ankom til vores naboers hus åbnede en stuepige døren. Det var bestemt et imponerende hus de havde, men der var et eller andet off omkring det. Mine forældre stod og snakkede med naboerne da jeg blev smidt ind i samtalen.

”Hana det her er Sehun vores søn” – Yun (Sehuns mor)

Jeg gik over og bukkede pænt og gav hende hånden.

”Hej Sehun, jeg er Hana og dette er min mand Yuan, dejligt at møde dig” – Hana

”Hvad med din søn, hvor er han? Sehun har glædet sig til at møde ham” – Yun

Iihh ja jeg havde virkelig glædet mig, jeg var hellere fri. Jeg blev dog revet ud af mine tanker ved det navn Hana sagde.

”Hye Ri, henter du ikke Luhan? Jeg aner ikke hvorfor den dreng ikke kan finde ud af at passe tiderne” – Hana

Det kunne ikke være rigtigt, det her kunne ikke være Luhans hus, kunne det? Hana og Yuan førte os ind i deres dagligstue. Min mor og Hana begyndte straks, at snakke om hvad der var sket de sidste 20 år. Yuan og min far snakkede selvfølgelig business og jeg selv gik og kiggede nervøst rundt. Jeg gik endnu engang og tænkte på at der var et eller andet off ved det her hus, da det slog mig. Der var ingen billeder, ingen personlige genstande, der var intet ved det her hus der var personligt. Der var intet der tydede på, at der ren faktisk boede nogen. Jeg glemte dog hurtigt mine tanker da Yuan snakkede.

”Nå der er du Luhan, kom og hils på vores naboer” – Yuan

Jeg vendte mig stille om og der stod han. Taget i betragtning af, hvad han havde været igennem tidligere, så så han helt fantastisk ud. Han så ud til at få et chok da han så mig og jeg er sikker på mit eget ansigt afspejlede hans.

 

Luhan POV 

 

 

Som lovet kom Hye Ri og vækkede mig en time før gæsterne kom og fortalte mig, at mine forældre lige var kommet hjem. Der var dog ingen grund til, at lede efter dem for at sige hej, de ville alligevel ikke være interesseret. Jeg var øm i hele kroppen og kunne ikke overskue at skulle op. I stedet tog jeg min mobil og tændte den, det første der poppede op var en ny besked fra Kyungsoo.

 

Til: Luhan
Fra: Kyungsoo

 

Godt det går bedre :)
Tao er ok, men vi tager ham
Med i biografen i morgen,
Vil du med Lu?

 

Til: Kyungsoo
Fra: Luhan

 

Godt at høre
Ja gerne :)
Vi ses i morgen så Soo

 

At tage en tur i biografen med mine nye venner var bedre end, at sidde alene hjemme en lørdag aften. Jeg havde lidt dårlig samvittighed over ikke, at have svaret Sehun, så jeg skyndte mig at sende en kort besked til ham. Da jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke længere kunne trække tiden ud stod jeg med besvær op af sengen. Min grå trøje havde blod pletter rundt omkring så jeg gik ud på badeværelset og tog den af, så jeg bedte kunne se, hvor slemt det var. De fleste af mine sår på min mave og arme blødte ikke mere, men nogle gjorde stadig. Jeg skyndte mig at putte et plaster på dem der stadig blødte, det samme gjorde jeg med mine lår.

 


Jeg var fysisk og psykisk træt og kunne slet ikke overskue, at skulle fremstå som den perfekte søn i den perfekte familie. Det var den største løgn der fandtes.

 

Jeg skyndte mig at tage et par sorte bukser og en sort skjorte på, så ville det ikke være tydeligt, hvis et af mine sår blev revet åbent. Da jeg næsten havde fået snøvlet mig færdig kom Hye Ri op og sagde min mor spurgte efter mig. Efter et kig på klokken kunne jeg se hvorfor, jeg var sent på den, typisk.

 

Jeg skyndte mig nedenunder og ind i dagligstuen, hvor jeg fik mig et kæmpe chok. Hvad lavede Sehun i mit hus? Min far kaldte mig hen til sig og præsenterede mig for vores gæster og Sehun. Jeg vidste godt Sehun var min nabo, men jeg var ikke klar over, at det var ham og hans forældre mine forældre havde inviteret til middag. Jeg hilste stille på Sehun.

”Hej Sehun” Jeg gjorde mit bedste for at kigge på ham, mine forældre hadede når jeg udviste usikkerhed.

”Hej Luhan” Sehun kiggede selvfølgelig på mig med et smil, men jeg forstod ikke hvorfor, fandt han mig slet ikke frastødende?

”Kender i to hinanden?” – Yun

”Vi går i klasse sammen mor” – Sehun

Før der kunne nå at blive sagt mere kom en stuepige og fortalte at middagen var serveret.

 

Sehun POV

 

Jeg sad overfor Luhan under middagen, jeg havde flere gange prøvet at starte en samtale med ham, men han virkede ikke interesseret. Han sad bare og kiggede ned i sin mad mens hans spiste. Selv sad jeg og betragtede ham mens jeg spiste. Jeg lagde mærke til, at Luhan begyndt at virke mere og mere utilpas efter hver ret. Da vi nåede til desserten lignede han en der kunne kaste op, hvert øjeblik det skulle være. Jeg besluttede mig derfor for, at hjælpe ham. Jeg smilte charmerende og kiggede på Hana.

”Hana er det i orden hvis Luhan tager mig med op på sit værelse og ser en film?”

”Selvfølgelig Sehun, smut i bare i to” Hana kiggede smilende på mig.

Luhan rejste sig og jeg fulgte hurtigt efter, han næsten løb op af trappen og ind på sit værelse.

”Du kan bare vælge en film du gerne vil se, de er under fjernsynet, undskyld mig et øjeblik” – Luhan

Han skyndte sig ud på hvad jeg formodede var hans badeværelse. Jeg kiggede rundt på hans værelse og for første gang havde huset en smule personlighed. Det var ikke fordi Luhan havde nogle billeder stående, men du kunne se der ren faktisk levede et levende menneske her. Der var bøger op og ned af næsten hver væg og af alle slags. Han havde både bøger på engelsk, koreansk og kinesisk, jeg lod fingeren løbe over nogle stykker af dem før jeg gik hen til hans fjernsyn og kiggede efter en film. Da jeg endelig havde fundet en, satte jeg den på og tændte for fjernsynet. Jeg satte mig ned i sofaen og ventede på Luhan skulle komme tilbage igen. Da han endelig kom tilbage så han bedre ud, men jeg valgte dog at spørge ham alligevel.

”Er du okay?”

”Ja jeg har det fint, starter du filmen?”

Han satte sig ned lidt væk fra mig i sofaen og jeg startede filmen. Stilheden imellem os føltes akavet og selvom jeg selv havde valgt filmen havde jeg svært ved, at koncentrere mig om den.  Jeg ville gerne vide mere om Luhan.

”Så er det bare dig eller har du andre søskende?” – Sehun

Han kiggede på mig lidt før han svarede.

”Bare mig”

Ikke meget af et svar jeg fik ud af det, Luhan var virkelig svær at starte en samtale med, men jeg havde ikke tænkt mig at give op så let.

”Kan du godt lide at være enebarn eller gad du godt have en bror eller søster?”
Igen kiggede han på mig før han svarede, han så ud til at overveje sit svar.

”Da jeg var lille ville jeg gerne have en bror eller en søster, men nu jeg glad for jeg ikke har en, jeg ville ikke byde dem det her liv”

Jeg undrede mig over hans svar, hvad mente han med ’det her liv’?

”Hvad mener du?” i stedet for at svare mig, valgte han selv at stille et spørgsmål.

”Hvad med dig? Har du nogen søskende?” Jeg smilte til ham før jeg svarede.

”Jeg har en store søster, Mi-Young, hun er 4 år ældre end mig og bor i USA med sin mand, så jeg ser hende sjældent og så har jeg en lille bror på 9 år, Minki, han bliver dog bare kaldt junior i daglig tale”

”Det lyder dejligt, hvordan er det at have en lille bror?” Luhan smilte til mig og mit hjerte begyndte at galoppere derud af.

”Haha det irriterende, arj Minki er rigtig sød når han ikke nakker mine ting og gemmer dem”

Luhan grinte af hvad jeg havde sagt og det slog mig, at det var første gang jeg rigtigt hørte ham grine. Det lød helt fantastisk. Han sagde ikke mere efter det og sad bare og stirrede på fjernsynet.

”Luhan med hensyn til tidligere, jeg” jeg nåede ikke, at fuldføre min sætning før han afbrud mig.

”Der skete ikke noget, det okay, jeg er okay, bare hver sød at glemme alt om det” Han var med et blevet anspændt. Jeg tog Luhans hånd i min og han stivnede en smule.

”Luhan det der skete er ikke okay! Hvis de nogensinde genere dig igen, så hver sød at fortæl mig om det, okay?” Han svarede mig ikke.

”Lulu, jeg mener det!” Shit havde jeg lige givet ham et kælenavn? Forhåbentlig bemærkede han det ikke.

”Lulu? Kaldte du mig lige Lulu?” Luhan grinte mens han sagde det og sad med et kæmpe smil. Jeg blev med et vildt nervøs.

”Ehm jeg eh, det, hvis du ikke kan lide det, skal jeg nok lade hver at kalde dig det?”

Jeg holdte skarpt øje med hans reaktion.

”Det okay Sehun, så længe det bare er dig der kalder mig det, og tak” Jeg blev helt varm indeni men det blev ødelagt da han tog sin hånd ud af mit greb.

”Tak fordi du hjalp mig i dag, jeg forstår ikke hvorfor du gjorde det, men tak”

Jeg kiggede på ham med et forvirret udtryk, hvem ville ikke have hjulpet ham?

”Du behøver ikke takke mig, jeg er sikker på enhver ville have gjort det samme”

”Så du gjorde det kun fordi du følte du blev nødt til det?” Hvorfor lød han pludselig trist?

”Jeg gjorde det fordi.. Fordi jeg godt kan lide dig Luhan” Tænk at jeg lige indrømmede mine følelser overfor ham, var det for tidligt? Ville han smide mig ud? Råbe af mig? Han endte med ikke at gøre nogle af delene, men bare give mig et lille smil.

”Lad os se filmen færdig Sehun”

 

Jeg sad og kiggede på Luhan ud af øjenkrogen, han så træt ud og der gik ikke længe før han sad på en ubehagelig måde og sov. Jeg tog en pude og lagde den på mit skød og tog så forsigtigt fat i Luhan og lagde ham ned, med hovedet på puden i mit skød. Jeg sad og kiggede på hans perfekte træk og lyttede til hans vejrtrækning. Jeg tog langsomt min hånd op og nussede ham på kinden. Hans øjne bevægede sig let, men han vågnede heldigvis ikke. Jeg tog min anden hånd og kørte den igennem hans hår og der kom en tilfreds lyd fra ham. Jeg kunne ikke lade hver at smile af, hvor sød han så ud. Jeg sad bare og betragtede ham indtil mine øjne faldt på hans mund. Nu jeg var så tæt på ham, kunne jeg tydeligt se såret han havde blødt fra tidligere. Jeg kunne slå Tae Kwon ihjel for, at gøre skade på min Lulu. Jeg havde lyst til at kysse ham, at fjerne minderne om hvad Tae Kwon havde gjort imod ham med hvert kys. Jeg kunne ikke lade hver, at tænke på hvordan det mon ville være at kysse de læber?

 

Efter filmen var færdig sad jeg bare og sappede igennem de forskellige kanaler. Jeg var egentlig ligeglad med hvad jeg så, jeg kunne alligevel ikke følge med. Mine øjne blev ved at finde tilbage til den sovende Luhan i mit skød. Det bankede på Luhans dør og en stuepige stak hovedet ind, ved synet af os smilte hun til mig.

”Dine forældre venter på dig Sehun, de på vej hjemad”

”Kan du fortælle dem jeg kommer om lidt?”

”Selvfølgelig”

 

Hun gik stille ud og lukkede døren. Jeg rejste mig forsigtigt op og gik hen til Luhans seng og hev hans dyne til side. Bagefter gik jeg tilbage til ham og tog hans sko af før jeg løftede ham op i brudestil. Han sagde nogle små lyde, men vågnede stadig ikke, han måtte virkelig være træt. Jeg lagde ham forsigtigt i sengen og puttede ham. Før jeg gik, gav jeg ham et kys på panden og smuttede så forsigtigt ud fra hans værelse og ned til mine forældre der ventede.

Utroligt som en dag der starter dårligt kan ende perfekt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...