Who Would Ever Love Someone Like Me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Igang
”I drew a butterfly on my wrist, In hope this feeling would no longer persist, But things got bad and I started to cry So the butterfly on my wrist, it had to die. Once again I tried to set myself free But it seemed my thoughts had stolen the key. So this butterfly lived a very short life Killed with fear and a very sharp knife”

16Likes
114Kommentarer
4283Visninger
AA

23. Kapitel 22

 

 

Joonmyun POV 

Jeg var i virkelig dårligt humør da Lay og jeg nåede hjem til Tao. Ikke nok med, at jeg følte jeg gik bag om ryggen på min bedste ven, som er som en bror for mig, så havde Lay os hevet mig væk fra min frokost med mine forældre. Jeg stod med armene over kors foran Tao's hoveddør og skulede til Lay, som skyndte sig, at ringe på. Der kom heldigvis hurtigt en stuepige og åbnede og førte os ind i stuen, hvor Tao og Kris allerede sad.  

"Der er i, hvor er Kai?" - Tao 

"Han skulle forbi firmaet, han burde snart være her" - Lay 

Vi gik ind og satte os ned og jeg sørgede for, at sætte mig så langt væk fra Lay som muligt. Jeg var ikke i humør til hans flirteri. 

"Så hvad så nu?" - Joonmyun 

"Faktisk var det det jeg ville spørge dig om MyunMyun" - Tao 

"Jeg har virkelig ikke lyst til, at blive blandet mere ind i det her, jeg har det altså skidt nok med, at have gået bag hans ryg i forvejen" - Joonmyun 

"I know, men husk vi gør det for Soo's skyld" - Tao 

Jeg gik udfra Tao havde ret, men det fik mig virkelig ikke til, at få det bedre med mig selv.  

"Sorry jeg er late, hvad er planen?" - Kai 

Kai kom gående ind med en æske i hånden og satte sig hen til Kris og Lay. 

"Det det vi er i gang med at finde ud af" - Kris 

"Hvordan gik det med Hyomin?" - Lay 

"Well, hvis alt går efter planen ser vi ikke mere til hende" - Kris 

"Godt" - Kai 

De begyndte, at sidde og snakke sammen, men jeg zoomede helt ud og sad i mine egne tanker. Hvordan skulle jeg få Soo ud af huset? Jeg kunne ikke bare lukke Kai ind i hans hus. Soo ville slå mig ihjel, hvis jeg gjorde det og det ville virkelig os føles som det ultimative forræderi. Jeg ville hade, hvis jeg havde ligget og grædt mine øjne ud i en uge over Jonghyun og mine venner så bare lukkede ham ind i mit hus. Så det var helt sikkert ikke muligt, at de kunne snakke sammen hos Soo. Han ville aldrig lukke Kai frivilligt ind. Jeg kunne selvfølgelig altid prøve, at få ham ud af huset, men han havde nægtet at forlade sin seng i en uge. 

"Okay jeg tror måske jeg har en ide" - Joonmyun 

De stoppede med at snakke om, hvad de end snakkede om og kiggede alle over på mig. 

"Må vi eventuelt høre den?" - Lay 

"Det udelukket at få Kai ind i Soo's hus, så vi nødt til at få ham ud" - Joonmyun 

"Hvordan skal vi lige klare det? Du ved ligeså godt som mig, at han nægter at forlade sengen" - Tao 

Jeg fik ubevidst kigget over på Kai og han så virkelig ud af helvede til. Det var tydeligt, at han havde dårlig samvittighed over, hvad han havde smidt Kyungsoo igennem, os selvom det ikke bevidst var hans skyld.  

"Jeg går ud fra, at jeg bare må finde på en virkelig god grund til, at få ham ud af huset" - Joonmyun 

"Hvor vil du tage ham hen så?" - Kai 

"Hm, hvad med parken?" - Joonmyun 

"Det lyder fint" - Kai 

"Men jeg kan ikke love dig noget Kai, jeg skal nok gøre hvad jeg kan for, at få ham til at snakke med dig, men mere kan jeg ikke gøre" - Joonmyun 

"I know og tak Joonmyun og tak til dig os Tao, tusind tak fordi i har givet mig en chance for, at gøre det godt igen" - Kai 

"Jeg er træt af at se min bedste ven tude over dig Kai, så du har bare at ordne det" - Tao 

Tao kiggede drillende på Kai og jeg var ret sikker på det var første gang i flere dage, at Kai smilede oprigtigt.  

"Jeg skal nok køre dig hjem til Soo" - Tao 

"Holder din bil ikke hos Soo?" Joonmyun 

"Nope, min baby er blevet hentet" - Tao 

"Heeey jeg troede jeg var din baby!" - Kris 

Kris kiggede surmulende på Tao og vi andre kunne ikke lade hver, at grine af ham. Det føltes dejligt, at grine på trods af den triste stemning der havde været hele dagen. Tao satte sig på skødet af Kris og begyndte at kysse ham. 

"Det er du Krissy" - Tao 

Deres kys begyndte at blive mindre og mindre uskyldigt og det samme med deres hænders vandren. Jeg skyndte mig, at kigge væk og fik automatisk øjenkontakt med Lay, som selvfølgelig smilede flirtende til mig mens han grinte. 

"Hey Guys ku' vi måske komme videre i teksten? Hvor er Luhan og Hunnie egentlig?" - Kai 

Tao og Kris rev sig endelig fra hinanden. 

"Jeg skrev til Lu, at vi ikke havde brug for dem mere så de bare skulle nyde deres date.. Skal vi køre MyunMyun?" - Tao 

"Ja lad os, vi ses guys" - Joonmyun 

Tao og jeg gik ud af stuen og videre ud af huset mod hans bil. Jeg havde aftalt med Kai, at jeg ville komme med Soo om en time i parken og at vi skulle mødes ved den lille japanske sø. 

 

Kyungsoo POV

 

Jeg havde ligget og vendt og drejet mig i sengen efter Joonmyun var gået. Da jeg ikke længere kunne holde det ud, gik jeg igennem huset og kiggede efter mine forældre. Til min store overraskelse kunne jeg ikke finde dem nogen steder og huset var musestille. 

Jeg gik på jagt efter min mobil og da jeg så den på mit sengebord ligge helt smadret kom jeg til, at tænke på i nat da Jongin ringede. Jeg kunne mærke tårene prikke i mine øjne, men jeg nægtede at lade dem falde. Jeg var træt af, at græde og træt af den følelse jeg havde indeni.  

Jeg gik ud og tog mig et langt bad før jeg bevægede mig ned i stuen igen. Jeg satte mig med en bøtte Ben&Jerry's is og satte en disney film på. Efter filmen var færdig lod jeg bare fjernsynet køre, mens jeg lå i mine egne tanker. Jeg måtte dog være faldet i søvn, for jeg vågnede pludselig af hoveddøren der smækkede. 

"Soo?"  

"Herinde"  

Joonmyun kom løbende ind til mig og kiggede ubeslutsomt på mig.  

"MyunMyun er det noget galt?"  

Jeg satte mig op i sofaen og kiggede på ham. 

"Øh nej ehm, jeg tænkte om vi ikke skulle tage en tur i parken?" 

Jeg kiggede mystisk på ham.  

"Du ved godt jeg ikke rigtig har lyst til at komme ud, skete der noget til frokosten med dine forældre?" 

"Nej det gik fint, jeg skulle os hilse, jeg øh, jeg trænger virkelig til at komme ud Soo" 

"Helt seriøst Joonmyun hvad foregår der? Du opføre dig altså underligt"  

"Hvis du nu bare tager med mig i parken så skal jeg nok få det bedre, please Soo?" 

Han kiggede bedende på mig og jeg blev endnu mere forvirret. Joonmyun opførte sig mega underligt og mystisk. Jeg besluttede til sidst for, at rejse mig fra sofaen. 

"Okay fint nok så, men kun en times tid" 

Han gik hen og hev mig ind i kram. 

"Tak Soo, lad os køre" 

Vi satte os ud i min bil og Joonmyun kørte os hen til parken. Da vi ankom og havde fundet en parkeringsplads, bevægede vi os langsomt ind i parken. Det var faktisk dejligere end jeg havde regnet med, at få frisk luft. 

"Så hvad siger du til vi går hen til der, hvor den japanske sø er?"  

Jeg nikkede på hovedet og Joonmyun hev afsted med mig. Han blev ved, at kigge rundt og hoppede næsten af nervøsitet, hver gang jeg sagde noget. Da vi næsten var nået hen til søen, havde jeg endelig fået nok. Jeg stoppede op og kiggede seriøst på ham. 

"MyunMyun helt seriøst hvad foregår der?" 

"Ikke noget Soo, kom nu vi er der næsten"  

Han prøvede, at hive mig med videre, men jeg nægtede at bevæge mig før han fortalte mig, hvad der foregik. 

"Helt seriøst, lad hver at lyv for mig, jeg kender dig Joonmyun! og du er ved at dø af nervøsitet lige nu"  

"Du har ret, jeg kan ikke gøre det her mere, undskyld Soo, hver sød ikke at være sur på mig" 

"Jeg forstår ikke hvad du mener MyunMyun, hvad foregår der?" 

Han kiggede på noget bag mig og løftede langsomt hånden og pegede. 

"Det her er hvad der foregår, undskyld" 

Han kiggede ned og jeg vendte mig med bankende hjerte om. Det var lige før mit hjerte var gået i stå, da jeg så Jongin komme gående imod os, imod mig. Som altid lignede han en der lige var trådt ud af et mode blad. Tårene jeg desperat havde holdt inde hele dagen begyndte, at løbe ned af kinderne på mig nu. 

"Hv-hvad laver han her?" 

Joonmyun rykkede sig så han kunne kigge på mig og signalerede til Kai, at han skulle vente med at komme over. Han tog hænderne op og tørrede mine tåre væk, mens han kiggede mig bedende i øjnene. 

"Bare lyt til ham Soo, det alt jeg ber' dig om" 

Jeg kunne ikke fatte, at min bedste ven var gået bag om ryggen på mig og havde arrangeret jeg skulle mødes med fyren der havde knust mit hjerte. 

"Hv-hvorfor gør du det her imod mig Joonmyun? Du aner ikke hvad han har gjort"  

Jeg stod og kiggede på mine skosnuder og min stemme var ikke mere end en hvisken, men han hørte stadig hvad jeg sagde. 

"Tro mig Soo, jeg ved hvad du tror han har gjort, jeg så billedet" 

Jeg kiggede op på Joonmyun med store øjne da han nævnte billedet. 

"Hvordan?" 

"Jeg fandt det på din seng i morges" 

"Hvis du kender til det, hvorfor vil du så ha' jeg skal snakke med ham?" 

Tårerne løb endnu hurtigere ned af kinderne på mig nu og min næse begyndte at løbe, meget charmerende. Joonmyun rakte mig et lommetørklæde, noget tydede på han var forberedt. 

"Soo du ved jeg elsker dig og at du er som en bror for mig, hvis det billede du så, virkelig er som du tror, tror du så jeg ville be' dig snakke med ham?" 

Jeg rystede på hovedet, selvfølgelig ville han ikke det. 

"Bare lyt til ham okay?" 

"..Okay.." 

"Jeg venter i bilen" 

Han gav mig et kram før han vendte sig om og begyndte at gå. Jeg selv kiggede langsomt op og så Jongin komme over til mig. 

"Hej Soo" 

Tårerne løb stadig ned af kinderne på mig, men jeg kiggede alligevel Jongin i øjnene da han hilste på mig.  

"Så ehm, der er en bænk lige herovre vi kan sidde på, hvis du har lyst?" 

Han kiggede nervøst på mig og jeg nikkede bare på hovedet. Jeg stolede ikke på min stemme lige nu. Jongin begyndte, at gå og jeg fulgte efter. Da vi nåede bænken satte vi os ned med en passende afstand imellem os. Ingen af os sagde noget i flere minutter. 

"Sig hvad du vil sige, så jeg kan komme hjem" 

"Je-jeg ved at Hyomin gav dig et billede hvor det ser ud som om vi kysser, men det er ikke som det ser ud, je-jeg.. Det nok nemmere hvis du ser hvad der virkelig skete" 

Han tog sin mobil frem og rakte den til mig og jeg trykkede play. Videoen var fra da vi havde været på Octagon og viste Jongin der så virkelig irriteret ud mens han snakkede med Hyomin. Hyomin lagde pludselig armene om halsen på ham og kyssede ham. Der var ikke lyd på videoen, men jeg behøvede ikke at høre ham afvise hende, det var tydeligt, at han var sur på hende i måden han havde skubbet hende væk på og måden han så ud på. Da klippet stoppede gav jeg Jongin hans mobil tilbage. 

"Det ændre ikke på min beslutning om, at det er slut imellem os" 

"Hv-hvad? Men Soo.. Jeg kyssede aldrig med Hyomin! Der har aldrig været noget mellem Hyomin og jeg! Hv-hvorfor vil du ikke give mig en chance?" 

Jeg kiggede på Jongin og så, at han græd. Hvis folk så os ville de tro vi var skøre. To teenagere der sidder på en bænk mit i parken og græder. Jeg havde næsten lyst til, at grine af hvordan vi måtte se ud.  

"Da du inviterede mig ud, sagde du at den rigtige dig ikke var som det rygte du har, men den jeg har oplevet, er den rygtet beskriver" 

Han tog fat i min hånd og kiggede chokeret på mig. 

"Soo nej.. Jeg ser ikke andre end dig! Jeg er forelsket i dig! Hvorfor siger du sådan? Jeg forstår det ikke" 

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se den selvsikre Jongin fra Royalties græde, men her sad han og brød sammen foran mig. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke, at overgive mig til Jongin. Jeg havde lyst til, at være i hans arme og glemme den sidste uge. Det kunne godt være, at det på billedet ikke var som jeg havde troet, men det ændrede ikke på noget. 

"Ved du at hver gang vi var ude sammen så kiggede du altid efter andre? Du flirtede altid med vores tjener når vi  var ude at spise. Var vi i biografen eller shoppede vi flirtede du med ekspedienten, er du klar over hvor lille det fik mig til, at føle mig? Hvor ubetydelig jeg følte mig? Vi havde ikke datet ret mange dage da Hyomin og hendes venner begyndte, at snakke om mig bag min ryg og gøre mig opmærksom på, at jeg bare var en periode du skulle igennen, at jeg ikke betød noget for dig.. I starten troede jeg ikke på det, men det sårede mig stadig.. Til sidst kunne jeg ikke andet end at tro på det, jeg mener, se på mig? Jeg er bare mig og du er dig.. Jeg har ikke lyst til, at føle sådan igen og intet kan ændre på, hvad der skete mellem Hyomin og dig i nat"

Han tog hånden op til det sugemærke han havde på halsen, men jeg havde allerede set det. Jeg havde ikke troet mit hjerte kunne blive mere knust, men det kunne det åbenbart. 

"..Jeg.. Lad mig forklare Soo.. Hver sød bare at lytte til mig og lade mig forklare, før du beslutter dig for om du vil give mig en chance mere okay? Jeg nægter at opgive dig, før du har hørt alt, hvad jeg har at sige.." 

Han kiggede oprigtigt på mig og selvom jeg havde aller mest lyst til, at gå min vej og beskytte mig selv mod den smerte jeg følte ved at sidde her sammen med ham, gjorde jeg det ikke. Jeg havde lovet Joonmyun at lytte til ham. 

"Så snak, jeg lytter" 

"Tak Soo, argh ehm hvor skal jeg starte? Jeg var til fest hos Yeon Yi i går.. Jeg blev ret wasted og lagde mig ind på et af gæsteværelserne, det var der jeg ringede til dig.. Jeg ved ikke hvordan Hyomin fandt mig, men det gjorde hun.. Jeg skulle have reageret med det samme, men som sagt så var jeg ret wasted og jeg ved godt det ikke er nogen undskyldning! men ja, hun tog min mobil og lagde på og prøvede at kysse mig igen, men jeg afviste hende, det gjorde jeg virkelig Kyungsoo! Hun nåede at give mig et sugemærke på halsen før jeg fik hende smidt væk fra mig.. men der skete ikke noget, hver sød at sige du tror på mig? Jeg ber' dig Soo, hver sød at tro på mig" 

Om jeg troede på ham eller ej anede jeg virkelig ikke. 

"Hvorfor er hun så besat af dig?" 

Han tøvede tydeligvis, men jeg var nødt til at have svar på alt og vide alt, hvis jeg nogensinde skulle kunne stole på ham igen og ikke mindst give ham en chance. 

"Ser du, Hyomin's og mine forældre er gode venner.. Vi er nærmest vokset op sammen og siden vi var små har vores mødre snakket om hvor perfekte vi ville være for hinanden, det har altid været deres plan at Hyomin og jeg skulle ende sammen, heldigvis for mig, går min far ikke ind for tvangsægteskaber.. men anyways for en tre år siden besluttede jeg for, at give Hyomin en chance.. Vi havde altid været rigtig gode venner, men det var tydeligt hun gerne ville mere, så jeg tænkte hvorfor ikke? ifølge vores mødre var det meningen det skulle være sådan, men uanset hvor meget jeg prøvede følte jeg ikke noget for hende.. Jeg gjorde det forbi før det rigtig var startet og vi gik tilbage til at være venner.. Jeg vidste godt at hun aldrig var kommet sig over mig, men jeg havde aldrig troet hun kunne finde på, at gå så langt som til at gøre sån her mod personen jeg er forelsket i.."  

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, jeg anede ikke at Hyomin og Jongin overhovedet var så tætte eller havde været det. Vi sad i stilhed i lang tid før han begyndte, at snakke igen. 

"Selvom jeg har haft flirtet og kigget efter andre, har der aldrig været andre end dig i mine øjne Kyungsoo.. Jeg har været den her flirtende careless person i så lang tid, at jeg slet ikke tænker over hvad jeg gør, det en del af den jeg er, men os en del jeg gerne vil ændre! Jeg har ikke lyst til at være som mit rygte! Jeg har ikke lyst til, at såre fyren mit hjerte tilhører! Hver sød at give mig en chance, jeg lover jeg kan ændre mig! At jeg kan ændre den del af mig selv og du skal ikke føle jeg kun vil ændre det for at få dig tilbage, for jeg vil ændre det for min egen skyld, jeg ønsker virkelig ikke at såre dig, at gøre dig ondt"  

Han sad stadig med sin hånd i min og vi sad bare og stirrede på hinanden. Jeg var mundlam og forvirret, mit hoved var fyldt med alt, hvad han havde sagt. Jeg havde brug for tid til, at få det hele på plads i mit hoved.  

"Vil du ikke godt sige noget? Hvad som helst?" 

"..Je-jeg.." 

"Ja?" 

"Jeg burde se at komme hjem" 

Han kiggede skuffet på mig og det blev kun værre, da jeg forsigtigt trak min hånd ud af hans. Jeg rejste mig og skulle til, at gå da han tog fat i min arm. 

"Soo, jeg elsker dig! Hver sød bare at tænk over det okay?" 

Jeg kiggede med store øjne på ham, da han sagde han elskede mig.  

"Okay, men jeg lover ikke noget" 

"At du tænker over det, er alt jeg ber' om" 

"Okay" 

Jeg skulle til at gå igen, men endnu en gang stoppede han mig. 

"Jeg har noget til dig før du går" 

Han rakte mig en æske, jeg ikke havde lagt mærke til før nu. Jeg stod bare og kiggede på æsken uden, at tage imod den. 

"Okay jeg tager hvad jeg sagde til dig lige før i mig igen, jeg har en ting til at be' dig om, tag imod den her?"  

Han kiggede bedende på mig og jeg tog tøvende fat om æsken.  

"Tak Soo"  

Jeg kiggede på ham en sidste gang, før jeg vendte mig om og begyndte at gå. Da jeg nåede bilen og satte mig ind kiggede Joonmyun nervøst på mig. 

"Så hvordan gik det?" 

Jeg var endelig stoppet med, at græde og kiggede bare tomt ned på æsken i mit skød. 

"Jeg vil gerne hjem nu" 

Joonmyun startede bilen og vi begyndte, at køre hjem til mig i stilhed. 

Da vi ankom til mit hus parkerede Joonmyun og vi gik stille ud af bilen. 

"Så ehm skal jeg blive hos dig Soo?" 

Jeg stod med ryggen til ham og orkede ikke, at vende mig om. 

"Jeg vil gerne være alene" 

Jeg gik langsomt ind i mit hus og videre op på mit værelse som en zombie. Jeg satte mig på sengen og prøvede, at beslutte mig for om jeg skulle åbne æsken eller ej. Til sidst vandt min nysgerrighed dog og jeg tog forsigtigt låget af. Indeni lå en helt ny hvid samsung mobil, men hvad der fangede min opmærksomhed var den lilla Veronica også kaldet ærenpris. Det var langtfra den kønneste blomst der fandtes. Jeg løftede den stille op og under den lå en lille seddel. 

"Jeg længtes og vil altid kæmpe for at vinde dig" - Jongin  

 

Joonmyun POV 

 

Jeg var lige kommet hjem til mig selv, da jeg fik en besked fra Tao. 

 

 Fra: Panda 

Til: Joonmyun ♡ 

Hey MyunMyun 

Hvordan har Soo det? 

Kai ringede til Kris  

og sagde det var gået okay.. 

Love Ya! ♡ XoXo Tao 

 

Til: Panda ♡ 

Fra: Joonmyun 

Hej Panda 

Soo sagde ingenting 

hele vejen hjem :/  

Er bekymret for ham ♡ 

Elsker os dig 

 

Jeg havde det mildt sagt af helvede til. Jeg håbede bare Kyungsoo ikke var al for sur på mig. 

 

Kyungsoo POV 

 

Til: Jongin ♡ 

Fra: Kyungsoo 

En chance.. 

-Soo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...