Who Would Ever Love Someone Like Me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Igang
”I drew a butterfly on my wrist, In hope this feeling would no longer persist, But things got bad and I started to cry So the butterfly on my wrist, it had to die. Once again I tried to set myself free But it seemed my thoughts had stolen the key. So this butterfly lived a very short life Killed with fear and a very sharp knife”

16Likes
114Kommentarer
4279Visninger
AA

18. Kapitel 17


 

Luhan POV

 

Jeg gik og nynnede til en sang og gjorde mig klar til skole, da det bankede på min dør.

”Kom ind”

Hye Ri kom gående ind med et udtryk jeg ikke kunne læse.

”Din mor venter på dig i spisestuen”

”Mi-min mor?”

”Ja, hun forventer du kommer ned og spiser morgenmad med hende om 5 minutter”

”..Tak..”

Hye Ri gik ud af mit værelse og lukkede døren. Mit humør var gået fra, at være super til at være helt nede i kul kælderen. Jeg havde håbet min mor ville ignorere jeg ikke havde været i skole den ene dag i sidste uge, men inderst inde vidste jeg godt det aldrig ville ske. Jeg tjekkede hvordan min skole uniform sad og rettede på slipset en sidste gang, før jeg med nervøse skridt bevægede mig ned mod spisestuen. Jeg prøvede at bevæge mig så langsomt og stille ind i spisestuen som muligt, men selvfølgelig bemærkede hun mig.

”Luhan, sæt dig”

”Ja mor”

Jeg satte mig forsigtigt ned overfor min mor, som sad med sin IPad. Hendes assistent stod et par skridt bag hende. En stuepige kom og satte en tallerken med morgenmad foran mig.

”Spis frugten, lad resten være, du har ikke godt af det, det ser ud som om du har taget på siden sidst jeg så dig”

”Ja mor”

Jeg sad og prikkede til frugten på min tallerken med min gaffel. Stemningen var virkelig ubehagelig og jeg kæmpede for at holde mine tårer inde. Hun ville først blive sur, hvis jeg begyndte at græde, men behøvede hun virkelig minde mig om jeg var fed? Som om jeg ikke godt vidste det i forvejen. Jeg spiste lidt af frugten før jeg bad en stuepige fjerne resten. Min mor havde siddet med sin IPad hele tiden og havde ikke sagt det mindste.

”Yun holder fødselsdags brunch på lørdag, der kommer en bil og henter dig kl. 10”

”Mee-men de bor lige ved siden af os?”

”Tsh, din dumhed forbløffer mig gang på gang, vi skal selvfølgelig følges som en familie og jeg har et møde lørdag morgen kl. 8 og lad hver at stamme, hvor mange gange skal jeg sige det til dig?”

”..Undskyld..”

”Du må hellere se at komme afsted før du kommer for sent”

”Ja mor”

Jeg rejste mig forsigtigt op, jeg var forbløffet over hun ikke havde nævnt, at jeg ikke havde været i skole. Jeg var på vej ud af spisestuen da jeg hørte hende sige noget.

”For resten Luhan”

Jeg vendte mig om og var ikke forberedt på det der skete. Det eneste jeg mærkede var en svidende smerte på min højre kind. Jeg havde slet ikke hørt min mor havde rejst sig, men nu stod hun der lige ved siden af mig og havde lige givet mig en lussing. Jeg tog hånden op til min kind, stadig i chok over hvad der lige var sket og før jeg kunne nå at gøre noget ved det, løb tårerene ned af kinderne på mig.

”Hvor mange gange skal jeg sige til dig at din far og jeg ikke gider blive forstyrret på grund af dig? Det kan for helvede ikke være så svært at passe noget så simpelt som din skole? Hvordan skal du nogensinde kunne overtage vores firma, hvis du ikke engang kan finde ud af noget så simpelt? Og stop med at tude, du skal forstille at være en dreng, selvom det svært at forstille sig, du er ligeså svag og håbløs som din far.. Jeg går nu..”

Jeg stod som forstenet og bevægede mig først da jeg hørte hoveddøren smække. Jeg vidste godt jeg var en fejltagelse, at jeg var uduelig og værdiløs, men jeg gjorde mit bedste for at passe min skole og få gode karakter, men alligevel var det ikke godt nok. Det var en dag jeg havde misset og alligevel fik hun det til, at lyde som om jeg aldrig var i skole.

Jeg skyndte mig op på mit værelse og ud på mit badeværelse. Min kind havde et meget tydeligt aftryk efter hendes hånd og det gjorde stadig ufatteligt ondt. Jeg smed min blazer og rullede mit ærme op på min skjorte og fandt et barberblad frem. Jeg satte mig ned på mit gulv med ryggen op ad døren og begyndte, at skære hen over min arm mens jeg lod mine tåre få frit løb. Da jeg var færdig sad jeg lidt og kiggede på blodet der løb ud, det havde en dejlig beroligende effekt på mig. Jeg blev dog revet ud af min trancelignende tilstand, da min mobil vibrerede i min lomme. Jeg skyndte mig at rengøre min arm og putte noget forbinding på, så jeg ikke ville bløde på min skole uniform.  Jeg skyndte mig, at vaske mit ansigt og tog derefter min blazer på. Jeg var ved at være sen på den og jeg var nødt til, at tage min bil medmindre jeg havde lyst til, at komme meget for sent. Jeg gik ned til min bil og da jeg havde sat mig ind fandt jeg min mobil frem. Jeg havde fået en sms fra Sehun.

 

Fra: Sehunnie ♡
Til: Luhan

 

Hey Lulu
Hvor er du?

 

Jeg ignorerede beskeden og gik ind i ny besked.

 

Til: Tao ♡
Fra: Luhan

 

Hej Tao

Kan du møde mig på skolens toilet
Om ca. 10 minutter?

Knus Lu

 

Jeg skyndte mig, at sende beskeden og startede så min bil og kørte mod skolen. Da jeg nåede skolen var der ikke nogen på parkeringspladsen, hvilket var forståeligt nok eftersom klokken var 08.03. Jeg skyndte mig ud af min bil og ind på skolen. Jeg krydsede fingre for jeg ikke ville møde nogen på gangen og gik med hurtige skridt mod toilettet. Da jeg kom der ind blev jeg lettet over, at se Tao allerede var der.

”Hey Lu, hva’ så? Hva’ sker der?”

”Hej Tao, eh.. jeg tænkte på om øhm jeg kunne låne din concealer?”

”Haha flere sugemærker?”

Jeg rystede på hovedet og gik tættere på ham og viste ham min kind.

”HOLY FUCK, hvem fanden har gjort det mod dig?”

”Det lige meget jeg øhm fortjente det, vil du ikke være sød at dække det?”

”Hm, selvfølgelig”

Tao åbnede sin taske og fandt en make up taske frem fra Gucci selvfølgelig.

”Luk øjnene, jeg skal nok fixe dig”

Jeg gjorde som han sagde, men undrede mig over hvorfor jeg skulle lukke øjnene, da jeg jo bare havde bedt ham dække hånd aftrukket på min kind. Efter lidt tid kunne jeg mærke en blød pensel, der blev kørt rundt i mit ansigt og efterfølgende noget på mine øjne.

”Tao hvad er det du laver?”

”Jeg fixer dig Lu, du må gerne åbne øjnene nu”

Jeg åbnede øjnene og vendte mig mod spejlet. Det var lykkes Tao, at dække hånd aftrykket på min kind, men han havde gjort mere end det. Min hud så helt fantastisk ud og mine øjne var blevet markeret med en smule eyeliner. Jeg gloede målløs på Tao.

”I know I know I’m Fabulous” 

Jeg grinte lidt af Tao, men undrede mig dog over, hvorfor han rendte rundt med mere make up end en pige.

”Hvorfor har du al det make up med i skole?”

”Lu, perfektion skaber ikke sig selv, nogen gange skal det have lidt hjælp og well concealeren er et must, Kris kan godt lide at mærke hvad der er hans”

Tao kiggede på mig med total lovesick ansigts udtryk. Han var virkelig kær.

”Nå den er allerede tyve over, vi må hellere komme afsted, vi ses til frokost Lu og bare rolig din hemmelighed er sikker hos mig”

”Tak Tao.. Vi øhm ses til frokost”

Vi skyndte os ud fra toilettet og gik derefter hver vores vej. Jeg skyndte mig ned til min klasse og var ved, at dø af nervøsitet da jeg forsigtigt åbnede døren og gik ind. Alles opmærksomhed blev vendt mod mig. Jeg kiggede forsigtigt op på vores lærer.

”Undskyld jeg øh kommer for sent”

Jeg vendte hurtigt øjnene mod gulvet igen.

”Det okay men lad det ikke blive en vane Luhan, sæt dig ned”

Jeg gik ned og satte mig på min plads ved siden af Sehun.

 

Sehun POV

 

Jeg sad og bankede min blyant utålmodigt ned i bordpladen. Hvorfor var Luhan ikke kommet endnu? Jeg havde endda prøvet at skrive til ham, men han havde ikke svaret. Luhan havde en vanvittig effekt på mig, havde det været en af mine venner der ikke var mødt op og ikke havde svaret på min besked ville jeg ikke have tænkt videre over det, men med Luhan blev jeg altid vildt bekymret. Jeg sad i mine egne tanker da døren ind til klassen blev åbnet og fyren fra mine tanker trådte ind. Efter at have sagt undskyld for at komme for sent, kom han gående ned imod vores bord. Ved hvert skridt han kom tættere på mig blev mit smil større og større. Luhan så som altid vidunderlig ud, selvom der var noget ved hans ansigt der var en smule anderledes i dag. Da han endelig havde sat sig rykkede jeg tættere på ham og lagde mærke til, at han havde en smule make up på.

”Du har make up på i dag?”

”..Tao..”

”Arh.. Er det derfor du er sent på den?”

Han kiggede op på mig og smilede forsigtigt til mig mens han nikkede på hovedet.

”Jeg skulle øhm lige snakke med Tao før timen og eh tiden løb fra os”

”Haha okay”

Der var noget ved Luhans øjne der gjorde mig trist, de så en smule røde ud og det lignede næsten, at han havde grædt. Jeg tog hans hånd i min og lagde dem på mit lår under bordet, så ingen ville lægge mærke til det. Den fyr skulle bare vide, hvad han gjorde ved mig.

 

Kyungsoo POV

 

Jeg havde svært ved, at følge med i undervisningen. Jeg vidste fra Luhan, at Jongin var taget i byen med Lay i lørdags. Det var ikke at han ikke måtte det, for som sagt så var vi ikke kærester, vi dater kun så Jongin kan gøre hvad han har lyst til, det var bare det at han havde løjet om det. Jongin havde ringet søndag aften og jeg havde taget den selvom jeg ikke rigtig havde lyst og da jeg havde spurgt ham om, hvad han havde lavet lørdag aften havde han sagt han bare havde været derhjemme. Det var onsdag i dag og jeg havde gjort mit bedste for, at undgå ham. Selv i frokost pausen havde jeg undgået ham ved, at sidde ved siden af Joonmyun og Luhan de sidste to dage. Jeg forstod ikke, hvorfor han havde løjet medmindre der var sket noget han ikke ville have jeg fik, at vide. Han havde prøvet at invitere mig ud, men hver gang var jeg kommet med dårlige undskyldninger, men de havde virket. Jeg sad og var dybt begravet i mine egne tanker da klokkede ringede og det var tid til frokost. Luhan, Sehun og Kris kom over og kiggede afventende på mig. Jeg rejste mig op i snegle fart og fulgte efter de andre.

”Er du syg Soo? Du ser ikke for godt ud” – Luhan

”Jeg har bare ikke sovet så godt her på det sidste”

Jeg havde nærmest ikke sovet. Tanker om Jongin hjemsøgte mig nat og dag og det hjalp ikke, at jeg konstant hørte pigerne på skolen svine mig til og sige Jongin kun brugte mig. Jeg ville gerne tro på, at Jongin følte noget for mig, men hans handlinger var så selv modsigende. Det ene øjeblik virkede han som om han var helt vild med mig og det næste flirtede han med en eller anden tilfældig. Vi var endelig kommet ind i spisesalen og jeg satte mig ned sammen med Luhan, mens de andre gik op for at få noget mad.

”Skal du ikke have noget at spise i dag?” – Luhan

”Jeg har det ikke så godt” – Kyungsoo

Jeg lagde mit hoved på bordet. Jeg kunne mærke Luhan køre sin hånd beroligende op og ned af min ryg.

”Soo du ved godt vi er her for dig ikke? Du kan snakke med os, vi ved du har det svært på grund af Kai”

”Tak Lu, men jeg kan ikke overskue at snakke om det..”

Der var pludselig en masse larm ved vores bord og jeg kiggede op. Den første person jeg så var selvfølgelig Jongin. Han sad overfor mig og kiggede bekymret på mig. Jeg gav ham et lille smil og kiggede så ellers ned i bordet.

”Hey Guys jeg har helt glemt at spørge om i kommer til min mors fødselsdags brunch på lørdag?” – Sehun

”Selvfølgelig gør vi det, du tager med mig ikke Baby?” – Kris

Jeg kiggede over på Tao og Kris. De var virkelig noget af det sødeste. Tao sad på skødet af Kris mens de sad og fodrede hinanden med mad.

”Sorry Babe, men jeg har en aftale med indretningsarkitekten, du ved jeg vil have lavet mit soveværelse om”

Kris kiggede på Tao med et trist ansigt udtryk og Tao begyndte, at grine kærligt af ham for efterfølgende, at plante kys i hele hans ansigt. De to var kvalmende at se på, men på en god måde. Gid jeg kunne have hvad de havde, men med Jongin. Jeg kiggede automatisk over på ham og så han allerede kiggede på mig.

”Vil du tage med mig Soo? Som min date selvfølgelig” – Kai

Jeg sad og kiggede blankt på ham. Sandheden var jeg ikke havde nogen planer, men jeg havde ikke lyst til, at se Jongin flirte med en hel masse, hvilket jeg allerede nu vidste han ville gøre.

”Soo og jeg har allerede planer desværre” – Joonmyun

Jeg kiggede på Joonmyun, som sad ved siden af mig, jeg måtte huske at takke ham senere for at redde mig. Jeg kiggede tilbage på Jongin og kunne se, at han så trist ud, hvilket fik mig til at få dårlig samvittighed.

”NOOO Sexy, du da nødt til at komme, hvem skal jeg ellers hygge mig med?” – Lay

Lay sad og kiggede flirtede på Joonmyun og vi sad alle sammen og kæmpede for, at holde vores latter tilbage.

”Stop med at kalde mig det! Og jeg er sikker på du nok skal finde dig en og hvis du er rigtig heldig finder du en der ren faktisk gider dig” – Joonmyun

Joonmyun kiggede tilbage på Lay med et spydigt smil og vi begyndte alle sammen, at grine før Sehun afbrød os.

”Du kommer da ikke Lulu?” – Sehun

”Øh jo selvfølgelig, din mor og min mor er jo veninder” – Luhan

”Lulu.. du skal bare komme fordi du gerne vil se mig” – Sehun

Sehun prøvede at lave et trist ansigt, men det så mere komisk ud og Jongin endte med at give ham et klask i hovedet. De andre begyndte, at snakke om alle mulige random ting mens jeg selv endnu engang sad i mine egne tanker. Jeg blev dog hurtigt revet ud af dem, da en pige kom hen til vores bord. Det var ikke bare hvem som helst, men pigen jeg konstant hørte snakke grimt om mig.

”Hej Kai Oppa”

Hun kiggede genert på Kai der vendte sig om og smilede til hende.

”Hey Hyomin, hva’ så?” – Kai

”Jeg øhm kom bare for at sige tak for i lørdags, jeg tænkte på at hvis du havde lyst kunne vi gentage det i weekenden?”

Jeg kunne mærke, hvordan jeg langsomt blev mere og mere bleg og alle sammen vendte deres blik mod mig. Jongin kiggede forsigtigt hen på mig og Joonmyun skyndte sig, at tage min hånd i sin. Jeg selv kiggede på Hyomin i chok og så, hvordan hun kiggede ondt på mig.

”Øh øhm helt sikkert Hyomin, kan jeg lige snakke med dig under fire øjne?” – Kai

Hun hoppede næsten af begejstring da han sagde det sidste.

”Selvfølgelig Oppa”

Jongin skyndte sig, at rejse sig og hev Hyomin efter sig. Jeg kunne mærke tårerene i øjnene og kæmpede for, at holde dem inde. Hvad fanden havde han lavet med hende i lørdags? De sad alle sammen og kiggede afventende på mig og jeg vendte mit blik mod bordet.

”Undskyld.. jeg bliver nødt til at gå, jeg havde glemt jeg havde lovet min mor at hjælpe hende i hendes forretning i dag..” – Kyungsoo

Det sidste kom nærmest ud som en hvisken. Jeg skyndte at rejse mig og gik med hurtige skridt væk fra dem. Jeg var nødt til, at komme væk. Da jeg nåede ud i min bil brød jeg grædende sammen. Jeg var så træt af, at føle sådan her. Jeg hørte bildøren i passerger siden åbne sig og så Joonmyun sætte sig ind.

”Kom her Soo”

Jeg lagde mit hoved på hans skulder så godt jeg nu kunne og lod ham trøste mig.

 

Tao POV

 

Soo var lige gået og Joonmyun var gået kort efter for, at trøste ham. Man skulle være idiot for ikke, at have lagt mærke til tårerene i hans øjne. Jeg var virkelig ved, at have fået nok af Kai og hans behandling af min bedste ven.

”HVAD FANDEN SKETE DER I LØRDAGS!!!??” – Tao

Jeg kiggede på Lay med mit bedste dræberblik.

”Yo Kris styr lige din tigermis der.. Vi var bare i byen?” – Lay

”Hvad fanden lavede Kai med Hyomin? Han skal forstille at date Soo!” – Tao

”Come on Tao, de dater, det betyder ikke Kai ikke kan se andre?” – Lay

”Så han har været sammen med den luder?” – Tao

”Hey snak pænt, Hyomin er lækker! Og jeg ved det ikke, jeg er ikke Kai’s fucking barnepige, jeg havde ret travlt selv, hvis du forstår” – Lay

Jeg havde lyst til, at rejse mig og kvæle den dreng! Kris bemærkede det tydeligvis og strammede sine arme om mig mens han hviskede i mit øre.

”Baby slap af, det mellem Kai og Kyungsoo” – Kris

Jeg skulle til, at svare igen da Kai kom tilbage.

”Hvor er Soo?” – Kai

Der var ikke nogen af os der svarede ham. Jeg sad bare og kiggede på ham med de vildeste dræber øjne og hans tre bedste venner kiggede trist på ham og Lu havde travlt med, at kigge ned i bordet.

”HALLO? Jeg spurgte om noget? Hvor er Soo?” – Kai

”Han skyndte sig så langt væk fra dig som overhovedet muligt!” – Tao

”TAO!” – Kris

”HVAD? Jeg siger jo bare sandheden! Din bedste ven er en komplet nar der ikke fortjener min bedste ven!” – Tao

”Hvad fanden mener du med det Tao?” – Kai

Kai så vred ud, men jeg kunne ærligtalt ikke være mere ligeglad.

”Hvad fuck tror du selv jeg mener? Hvor fucking dum er du lige?” – Tao

”TAO STOP!” – Kris

Jeg kiggede surmulende på Kris, men valgte at lytte til ham, hvis jeg blev ved ville jeg ende med, at overfalde Kai.

”Hvad fanden er det lige jeg har gjort galt? Kyungsoo opføre sig fucking uretfærdigt overfor mig fortiden og det eneste jeg fucking gør, er at prøve at være der for ham på trods af han konstant skubber mig væk, så hvad FANDEN ER DET LIGE JEG HAR GJORT GALT VAR???!!” – Kai

Jeg havde lyst til at grine hysterisk, kunne han helt seriøst ikke se, at han var grunden til Soo trak sig væk fra ham?!

”Kai slap af” – Sehun

”Ved i hvad? Fuck det her, jeg er skredet!” – Kai

Kai rejste sig og Lay og Sehun skyndte sig efter ham.

 

Kai POV

 

Jeg havde siddet nede i mit og drengenes rum i kælderen siden jeg var skredet fra de andre. Lay og Sehun var gået med mig og havde snakket lidt med mig, men var gået igen da det ringede ind til time. Jeg selv havde bare lagt mig på sofaen og stirret på min mobil. Jeg var så forvirret. Jeg anede ikke hvad der foregik med Kyungsoo, men af en eller anden grund bebrejdede Tao mig. Jeg blev ved med, at spekulere på om jeg havde gjort et eller andet galt, men jeg kunne ikke komme frem til noget? Jeg havde prøvet, at snakke med Soo om hvad der gik ham på, men han sagde altid alt var fint. Så hvordan kunne det lige være min skyld, når jeg ikke gjorde andet end, at prøve at være der for ham? Jeg begyndte at blive frustreret og tog en pude fra sofaen og kastede den af helved til. Jeg lukkede øjnene og faldt i søvn.

”Yo Kai vågn op”

Jeg åbnede træt øjnene og så Sehun stå foran mig.

”Sovet godt?”

”Mmh…”

Jeg var stadig for træt til, at svare ordentligt.

”Kommer du? Tid til dans”

Jeg rejste mig op fra sofaen og strakte mig. Jeg fulgte efter Sehun til omklædningsrummet og skiftede til noget træningstøj og trådte så ind i dansesalen, hvor resten af holdet og vores lærer allerede var.
Sehun og jeg skulle både danse en fælles dans og en solo dans til vores show i december. På trods af at der stadig var 3 måneder til, var vi allerede gået i gang med, at øve os. Vi skulle selv lave koreografien, hvilket jeg normalt ville elske, men i dag kunne jeg simpelthen ikke koncentrere mig. Sehun og jeg var så småt begyndt på vores fælles dans, men jeg blev ved at fucke hvert move up. Efter to timer med gentagne fejl, tog jeg min vand og kastede den med alt hvad jeg kunne ned i den anden ende af rummet, efterfølgende kastede jeg mig ned på gulvet. Jeg var virkelig ved at miste besindelsen, jeg fucking hadede når jeg ikke kunne få min dans rigtig.

”Slap af Kai”

”Jeg bliver fucking hidsig af det lort her!!”

Sehun satte sig på gulvet ved siden af mig og kiggede på mig.

”Vi ved begge to at grunden til det ikke fungere er på grund af det mellem dig og Kyungsoo”

”ARRGHH!! Hvorfor fuck kan han ikke bare fortælle mig hvad fanden der er galt??!!”

”Har du overvejet at hvad det end er der er galt, så er han måske ikke klar til at dele det endnu?”

”Jeg forstår det ikke, tingene var så fucking gode imellem os og pludselig så trækker han sig fra mig? og Tao bebrejder tydeligvis mig! Har Luhan sagt noget?”

”Nope har han ikke.. ærligtalt tror jeg bare du skal være tålmodig, på et tidspunkt skal han nok åbne op for dig”

”Ville du gøre det samme hvis det var Luhan? Bare vente og se hva’ der sker?”

”Hah Kai, det gør jeg allerede..”

Jeg sad og studerede Sehun lidt og han så ud til, at være langt væk i sine egne tanker.

”Gider du ringe til Luhan og spørge hvor Kyungsoo er? Jeg bliver nødt til at snakke med ham..”

”Selvfølgelig”

Sehun fandt sin mobil frem og ringede op. Jeg hørte ikke rigtig efter hvad han sagde til Luhan, men lå bare i mine egne tanker. Jeg var seriøst nødt til, at få styr på det her med Kyungsoo før det drev mig fuldstændig til vanvid.

”Han er i sin mors blomster forretning, jeg gav Luhan dit nummer, han sender adressen til dig”

”Tak Hunnie”

”Jeg går ud fra at er du færdig med at danse for i dag?”

”Yeah, hvis det okay?”

”Haha det ikke fordi vi kommer videre anyways med alle de fejl du laver”

”YAAH come on, hver sød!!”

”Jaja, smuut! Jeg bliver lidt endnu”

”Okay, Ses Hunnie og tak igen”

”Ses Kai og tak Luhan ikke mig”

Jeg små løb ud i omklædningsrummet og skyndte mig, at tage et bad og klæde om. Jeg tjekkede min mobil da jeg var færdig og så Luhan havde sendt adressen. Jeg takkede ham og sendte beskeden mens jeg gik ud til min bil. Da jeg endelig havde fået sat mig ind i min bil, kørte jeg mod blomsterforretningen.

 

Kyungsoo POV

 

Jeg stod i min mors forretning og var i gang med, at lave en buket. Jeg elskede blomster, jeg slappede altid af når jeg var i min mors forretning. Duften af blomster og det at være omgivet af noget så smukt og farverigt fik mig altid til at falde til ro, hvilket jeg virkelig havde brug for i dag. Jeg stod og koncentrerede mig om den buket jeg havde gang i, da klokken over døren ringede.

”Hvad kan jeg hjælpe dig me..”

Jeg kiggede op da jeg skulle til, at afslutte min sætning og mit smil faldt langsomt. Foran mig stod Jongin og som altid lignede han en, der lige var trådt ud af et modeblad. Han kiggede nervøst på mig.

”Hey Soo”

”Hej, hva’ laver du her?”

”Jeg kom for at snakke med dig..”

Jeg nåede ikke, at svare ham før min mor kaldte på mig.

”Kyungie er du færdig med buketten? Oh Hej, Jongin ikke?”

”Eh jo Mrs. Do”

”Hyggeligt at møde dig igen, er du her for at hente Kyungie?”

”Nej”

”Ja”

Vi sagde det i munden på hinanden, men min mor valgte tydeligvis at ignorere mit nej.

”Ej hvor dejligt. Kyungie Far og jeg har en date night i aften og kommer først sent hjem og du ved jeg ikke bryder mig om, at du er alene hjemme om aftenen, så det passer jo perfekt at Jongin her kan holde dig med selskab. Køleskabet er fyldt op så du kan lave aftensmad til jer begge, har du smagt Kyungies mad endnu Jongin?”

”Ehm nej ikke endnu”

”Så har du bestemt noget at glæde dig til”

”Mor du ved godt Joonmyun kommer senere”

”Kyungie, Joonmyun kommer først sent og smut du nu bare med din ven, jeg skal nok lave buketten færdig og lukke forretningen”

Jeg stod og tøvede lidt.

”Kommer du Soo?”

”Mor hvad med min bil?”

”Hold nu op Kyungie, du kan jo bare køre med Joonmyun i morgen, jeg er sikker på han ikke har noget imod, at sætte dig af her efter skole. Så afsted afsted”

Der var tydeligvis ikke nogen vej udenom. Jeg skulle aldrig have fortalt min mor, at det var på grund af Jongin jeg var mødt grædende op i hendes forretning i dag. Jeg gik ud bagved og tog min jakke og min taske og gik så hen til Jongin. Vi sagde farvel til min mor og gik ud til hans bil. Vi startede med at køre i stilhed og det var en smule akavet.

”Så eh, du forsvandt i dag?”

”Jeg havde lovet min mor at hjælpe hende, jeg havde bare glemt det..”

”Arh Okay, jeg har savnet dig”

”Hvad mener du? Vi ser hinanden hver dag”

Jeg vidste udmærket hvad Jongin mente. Jeg savnede os ham.

”Jeg har savnet at være os to, kun os to, uden de andre omkring os..”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham og valgte i stedet, at forblive stille. Vi kørte resten af turen hjem til mig i stilhed. Da vi nåede frem og gik ud af bilen gik det op for mig, at det var første gang Jongin skulle ind i mit hus. Han havde kun kørt mig hjem før efter nogle af vores dates, han havde aldrig været indenfor. Mit hus var ikke særlig stort sammenlignet med Jongins, men det var stadig i et finere og dyrt nabolag. Jeg låste hoveddøren op og trådte indenfor.

”Kom indenfor”

”Tak”

Vi tog vores sko og jakker af og Jongin stod og kiggede lidt rundt.

”Så ehm, er du sulten eller noget?”

”Ja, men du behøver ikke lave noget, hvis du ikke har lyst, vi kan altid bestille noget?”

”Det gør ikke noget, jeg har ikke noget imod det, følg efter mig”

Jeg gik ud mod køkkenet og Jongin fulgte efter som en lille hundehvalp. Da vi kom der ud satte han sig på en af barstolene ved kogeøen, mens jeg gik i gang med, at hive ting ud af køleskabet.

”Vil du have noget at drikke? Og er kimchi spaghetti okay?”

”Ja og ja det lyder lækkert”

”Du kan bare tage hvad du vil have at drikke i køleskabet”

”Okay”

Jeg gik i gang med at tilberede maden, da jeg pludselig mærkede to arme omkring min mave. Jongin stod og holdte om mig bagfra og lagde sit hoved på min skulder.

”Jongin, jeg prøver at lave mad”

”I know, jeg har bare savnet dig og undskyld hvis jeg har gjort noget for at gøre dig i dårligt humør her på det sidste”

Jeg var glad for jeg stod med ryggen til ham og han ikke kunne se mit ansigt ordentligt, for jeg havde fået tåre i øjnene og kæmpede for ikke at lade dem falde. Her gik jeg og kun koncentrerede mig om mine egne følelser uden at tænke på, hvordan Jongin følte. Faktisk havde jeg slet ikke troet min opførsel havde påvirket ham overhovedet, men jeg tog tydeligvis fejl.

”Soo hørte du hvad jeg sagde?”

”Ja undskyld, jeg har os savnet dig, og jeg er ked af hvis jeg har skubbet dig væk her på det sidste, der foregår bare mange ting lige nu”

”Du ved du kan komme til mig ikke? At du kan snakke med mig ikke?”

”Jo, jeg har bare ikke lyst til at snakke om det”

Han vendte mig rundt og kiggede mig dybt ind i øjnene. Han tog sine hænder op og lagde dem på mine kinder og lænede sig så ind og kyssede mig. Kysset startede ud med at være sødt og forsigtigt, men blev hurtigt mere vildt. Han åbnede sin mund og nippede mig blidt i underlæben, jeg åbnede min mund og lod vores tunger mødes. Han drejede mit hoved lidt for, at kunne få bedre adgang og lagde så den ene af sine hænder på min lænd. Jeg selv havde fået viklet mine hænder ind i hans hår. Det var al for langt tid siden vi sidst havde kysset sådan her og vi trak os først væk fra hinanden, da vi begge havde brug for luft. Jeg lagde mit hoved ind til ham og kunne høre hans hjerte der bankede voldsomt derud af præcis som mit eget. Han lagde armene om mig og holdte mig tæt ind til sig. Vi stod og holdte om hinanden i flere minutter uden at sige noget.

”Kyungsoo du ved godt jeg er helt aldeles ufattelig ubeskriveligt meget forelsket i dig ikke?”

Jeg kiggede forsigtigt op på ham og i det jeg kiggede ham ind i øjnene betød intet andet noget. Det eneste der betød noget var dette øjeblik.

”Jongin ved du også godt jeg er helt og aldeles fuldstændig ubeskriveligt meget forelsket i dig?”

Han smilede stort til mig før han gav mig et kys.

”Jeg må hellere komme videre med maden, hvis vi bliver ved sådan her, bliver jeg aldrig færdig”

”Haha okay fint nok så”

Jongin gav slip på mig og satte sig over hvor han sad før, mens jeg forsatte med vores mad. Da maden endelig var færdig satte vi os ned og spiste.

”Det kan godt være det et lidt dumt spørgsmål, men Soo har i ikke nogen kok?”

”Hah Jongin altså.. Ikke alle har en kok og 100 stuepiger til at rende rundt”

”Hvem laver så mad og gør rent?”

Jeg kunne ikke lade hver at grine af ham, jeg havde tydeligvis haft en lidt mindre luksuriøs tilværelse end ham.

”Enten laver jeg mad ellers gør min mor og vi har en der kommer og gør rent et par gange om ugen, men min mor fortrækker at ordne tingene selv”

”Wow, jeg tror aldrig jeg har set min mor så meget som at støve af”

”Haha, kan du lide maden for resten?”

”Om jeg kan lide den? Det seriøst det bedste jeg nogensinde har fået”

Jeg blev helt flov og kunne ikke andet end, at smile af hans søde kompliment. Efter vi havde spist, satte vi os ind i min stue og satte en film på. Vi lå i sofaen og puttede og Jongin lå og holdte om mig og nussede mig og indimellem gav han mig små kys rundt omkring i mit ansigt. Faktisk var det begrænset, hvor meget af filmen vi så.

”Burde jeg ikke se dit værelse nu jeg er her?”

Jongin kiggede forførende på mig og jeg kunne ikke lade hver, at grine lidt af ham.

”Hah, måske en anden dag, hvis du er sød”

”YAAAH jeg er da altid sød”

Han begyndte at kilde mig og jeg begyndte, at skrige af grin.

”Jon..gi..n..Sto..p.. St..oop..”

Jeg kunne knap nok sige noget fordi det kildede så meget.

”Jeg stopper ikke før du indrømmer, at jeg er den sødeste i hele verden!”

”Haahaha..A..ld..ri..g..hahaha”

”Der er nok nogen der hygger sig var?”

Vi stoppede straks med, hvad vi havde gang i og kiggede op. For enden af sofaen stod Joonmyun. Jeg kiggede flovt op på ham mens jeg rettede på mit tøj.

”Hej MyunMyun, hvornår er du kommet?”

”Hey Joonmyun”

”Jeg er lige kommet, i skal da endelig ikke stoppe på grund af mig, jeg går op og smider mig Soo”

”Øh ja, jeg har ikke fået lagt ekstra dynen ind, men du kan bare bruge min indtil jeg kommer?”

”Okidoki, well continue guys”

Joonmyun blinkede til os og gik sin vej. Jeg kiggede smilende på Jongin og så han kiggede underligt på mig.

”Hvad?”

”Vent lige, sover Joonmyun og dig i samme seng? Og hvordan kom han lige ind?”

”Haha ja selvfølgelig gør vi det, vi har været bedste venner siden vi blev født og han har selvfølgelig sin egen nøgle”

”Meeen du kan da ikke sove i seng med en anden fyr når vi to er sammen?”

Jongin kiggede på mig med puppy dog øjne og det så virkelig bedårende ud.

”Så vidt jeg ved, kan jeg gøre hvad der passer mig, du ikke min kæreste Jongin og selv hvis du var, ville jeg stadig sove sammen med Joonmyun.. Joonmyun har sovet hos mig siden vi var små, han kan ikke lide at være alene om natten og da hans forældre tit er på arbejde og til konferencer rundt omkring i verden, er han tit hos mig og du skal ikke fortælle mig du aldrig har sovet i samme seng med en af dine bedste venner?”

”Okay Okay, men der har aldrig været mere mellem jer vel?”

”Hah, vi er som brødre så ad nej”

”Okay godt, og hva’ nu hvis vi var?”

Jeg forstod ikke hvad Jongin mente og blev endnu mere forvirret, fordi han kiggede genert på mig.

”Hvad nu hvis vi var hvad?”

”Hvad nu hvis du var min kæreste?”

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og jeg var en smule i chok og svarede bare det første der poppede op.

”Jongin, lad hver at joke med så noget”

”Hvad nu hvis jeg ikke joker men mener det? Hvad nu hvis jeg gerne vil have at du er min kæreste?”

Jeg er ret sikker på mine øjne var dobbelt så store som de normalt var lige nu. En million tanker farrede igennem mit hoved, først var jeg ubeskriveligt glad, ville Jongin virkelig have mig som kæreste? Men mit smil forsvandt hurtigt da Hyomin poppede op. Jongin havde løjet om i lørdags og det lød på Hyomin som om der var sket noget imellem dem.

”Jongin stop, det ikke sjovt..”

”Kyungsoo, jeg prøver ikke på at være sjov, jeg er alvorlig”

”..Jongin..”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg havde ikke lyst til at spørge indtil det med Hyomin, men jeg vidste os at jeg ikke ville kunne blive hans kæreste før jeg vidste, hvad der var sket imellem dem.

”..Kyungsoo..”

”Det er ved at være sent, du må hellere tage hjem nu, vi har skole imorgen”

”Soo jeg mener det, kan du idet mindste tænke over det?”

”Vi har ikke datet særlig lang tid.. Der er vel ingen grund til at skynde sig ind i noget?”

”Har du ikke lyst til at være min?”

Han skulle bare vide hvor meget jeg havde lyst til at være hans, men desværre tydede hans handlinger ikke på jeg var hans eneste og det knuste mit hjerte.

”Jongin hver sød at stoppe nu..”

”Okay.. Følger du mig ud?”

Jeg nikkede på hovedet og vi rejste os fra sofaen og gik ud til hoveddøren. Da Jongin havde fået sine sko og jakke på stod vi lidt og kiggede på hinanden uden, at gøre noget. Stemningen var blevet akavet igen og jeg hadede det. Jeg gik hen og åbnede døren og Jongin trådte ud. Han hev mig ind i en tæt omfavnelse og gav mig et hurtigt kys på munden før han sagde vi ses og gik hen til sin bil og kørte væk. Jeg gik ind og lukkede døren og skyndte mig op på mit værelse. Joonmyun sov allerede og jeg skyndte mig, at gøre mig klar til at sove og puttede mig så ind til Joonmyun.

”Mmh, er du okay Soo?”

Joonmyun lød ekstremt søvnig og jeg var ikke sikker på om han var vågen eller ej.

”Ja, bare sov MyunMyun”

Jeg faldt for første gang i flere dage hurtigt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...