Who Would Ever Love Someone Like Me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Igang
”I drew a butterfly on my wrist, In hope this feeling would no longer persist, But things got bad and I started to cry So the butterfly on my wrist, it had to die. Once again I tried to set myself free But it seemed my thoughts had stolen the key. So this butterfly lived a very short life Killed with fear and a very sharp knife”

16Likes
114Kommentarer
4270Visninger
AA

12. Kapitel 11


 

Sehun POV

 

 

Det var fredag og jeg sad og spiste frokost sammen med Kris og Kai. Det var to dage siden Kris havde lagt alt på bordet vedrørende ham og Tao, og han har ikke hørt eller set noget til Tao siden. Kris gjorde hvad han kunne for at holde humøret oppe, men det var tydeligt at han havde det svært.

”Hvor er Lay henne? Er han her ikke i dag?” – Sehun

Jeg kiggede på Kai, eftersom de to havde timer sammen.

”Han er her, men han mødte ikke op til timerne, det Lay, det ikke til at vide hvad han har gang i” – Kai

Kai har i den grad ret, det aldrig til at finde ud af hvad Lay render og laver, men det meste af tiden er det ikke noget fornuftigt. Jeg lagde mærke til Kris sukkede og at han sad og kiggede over på bordet hvor Tao plejer at sidde.

”Ved i om Kyungsoo eller Luhan har hørt fra Tao?” – Kris

Jeg rystede på hovedet som svar.

”Han har kun skrevet til Soo i onsdags og det var en enkelt besked, men Soo siger det normalt at Tao lukker verden ude og tager væk når han skal tænke, så du behøver ikke at være bekymret” – Kai

”Hah det let at sige” – Kris

Der var ikke noget at sige til Kris var bekymret, men han havde gjort hvad han kunne for at få Tao tilbage. Jeg sad lidt i mine egne tanker og tænkte på Kris og Tao da Lay kom.

”Hey Guys, savnet mig?” – Lay

”Se hvem der har valgt at berige os med sin tilstedeværelse” – Sehun

”Hvor fanden har du været?” – Kai

”Hvad sker der lige for det blå øje?” – Kris

Lay satte sig ned og kiggede lidt rundt på os andre med et skævt smil.

”Well jeg besluttede mig for at tage forbi skolesygeplejersken i morges for at få noget smertestillende og det viste sig at det var Si-young Noona der var på arbejde så jeg besluttede mig for at blive lidt ekstra så hun kunne tage sig lidt ekstra kærligt af mig, nu jeg er kommet så alvorligt til skade med mit handsome ansigt” – Lay

Vi kunne ikke lade hver at grine, han havde et blåt øje, men fik det til at lyde som om han var på dødens rand. Vi var dog stadig nysgerrige om hvordan han havde fået det. Det var tydeligt Lay var flov over det siden han ikke havde fortalt om det endnu.

”Meeen hvad der lige sket med øjet? Har du nu dummet dig igen?” – Sehun

”Jeg var i byen i går” – Lay

”Og?” – Kris

”Det her kunne godt blive spændende, hvad fanden har du lavet?” – Kai

Vi sad allerede og små grinte af Lay selvom han ikke havde fortalt hvad der var sket endnu.

”Jeg var måske så fuld at jeg spurgte en tøs hvad hun kostede mens hendes kæreste stod ved siden af” – Lay

Vi flækkede alle tre af grin, Lay var sq noget helt for sig selv.

”Jaja så sjovt er det heller ikke” – Lay

”Et blåt øje er satme billigt sluppet når du fyre sådan en kommentar af, du ikke rigtig klog min ven”- Kris

Klokken ringede og vi begyndte at gå ud af kantinen.

”Yaaah Guys husk lige jeg holder Pool Party i morgen” – Kai

Jeg havde helt glemt at Kai holdte noget i morgen, gad vide om Luhan skulle med?

”Vi kommer, don’t worry” – Sehun

Jeg måtte huske at spørge Luhan senere om han kommer i morgen. Det ville ærligtalt være en del mere interessant hvis han også kom.

 

Luhan POV

 

Sehun og jeg var kommet ind i en fast rytme med vores engelsk projekt. Hver dag efter skole mødtes vi hos mig og arbejdede indtil aftensmaden og så så vi altid en film sammen efter vi havde spist. Jeg var begyndt at blive rigtig glad for Sehun og det var dejligt ikke altid at være alene, men i dag var vores sidste dag. Vi havde aftalt at blive færdige fredag så vi ikke behøvede tænke på, at lave det i weekenden. En fyr som Sehun havde sikkert os meget andet end lektier at tænke på i weekenden. Tanken om igen at skulle til at være helt alene gjorde mig trist.

”Lulu?” – Sehun

Jeg kiggede fraværende op fra min bærbar.

”Mmh” – Luhan

Jeg hørte Sehun rejse sig og pusle med et eller andet, men jeg var for optaget af at blive færdig med opgaven til at holde øje med ham. Jeg fik mig dog et chok da der pludselig stod en gave på min bærbar.

”Hvad eh er det her?”

Jeg sad og pegede dumt på gaven.

”Haha en gave selvfølgelig, kom nu åben den”

”En gave? Hvorfor?”

Jeg var virkelig forvirret, var jeg gået glip af noget siden Sehun valgte at give mig en gave?

”Luhan lad hver at spørg så meget og åben den okay?”

Jeg begyndte langsomt at fjerne papiret, jeg var helt vildt nervøs. Jeg plejede ikke at få gaver og jeg anede ikke hvordan jeg pludselig skulle reagere på den her overraskelse. Da jeg endelig efter en del besvær havde fået fjernet tapen tog jeg forsigtigt papiret af. Inde i var en æske med en Paddington Brown bamse i. Jeg smilte automatisk stort, den var helt vildt sød.

”Så kan du lide den?”

Sehun lød nervøs for hvad jeg synes om hans gave. Jeg pakkede den langsomt ud af æsken den var i og kiggede forsigtigt på den som om den kunne gå i stykker hvert øjeblik.

”Jeg elsker den”

Jeg kunne høre Sehun puste forsigtigt ud, tydeligvis lettet over mit svar.

”Pyyh det jeg glad for, jeg fik den sendt helt fra London, fra den originale Paddington Brown shop på Paddington Station”

Jeg begyndte at få tåre i øjnene ved Sehuns ord. Jeg kunne ikke fatte at han havde gjort så meget for at give mig en gave. Ingen havde nogensinde gjort så meget ud af en gave til mig før. Til min fødselsdag og til jul var mine forældre ikke engang til stede når jeg fik gaver. Det var altid Hye Ri der havde været ude og købe gaver til mig for mine forældre, fordi de var ligeglade. Jeg havde ikke lagt mærke til at tårene var begyndt, at trille ned over mine kinder før jeg mærkede en finger tørre dem langsomt væk.

”Hey ikke græde , det var meningen du skulle blive glad”

Jeg svarede ikke, men vente mig mod Sehun og hev ham ind i et kram. Jeg tænkte ikke over, hvad jeg gjorde jeg gjorde det bare.

”Tusind tak Sehunnie, jeg elsker den”

”Det var så lidt Lulu, jeg er glad for du kan lide den”

Vi sad stadig og omfavnede hinanden da Sehun trak sig lidt tilbage og kiggede mig smilende ind i øjnene.

”Sehunnie? Kaldte du mig lige Sehunnie?”

Jeg rødmede ved tanken om, at jeg havde givet ham et kælenavn og trak mine arme til mig og kiggede ned.

”Du er så sød når du rødmer, ved du godt det?”

Hans kommentar gjorde ikke noget godt for mig, det eneste den gjorde var at få mig til at rødme endnu mere. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre jeg var alt for flov.

”Du ved jeg kan meget godt lide det når du siger Sehunnie”

Jeg kiggede forsigtigt op på ham igen.

”Kan du..?”

”Selvfølgelig, Lulu og Sehunnie, det lyder da godt? Synes du ikke?”

Jeg nikkede stille på hovedet.

”Kom lad os tag ud og spise i dag”

Jeg panikkede lidt ved tanken om at skulle ud og spise, men det ville ikke være muligt for mig på nogen måde, at sige nej til Sehun.

”Okay, men skal vi ikke lige eh.. være færdige først?”

”Haha har du nok ret i”

Vi arbejdede et par timer endnu før vi endelige var færdige med vores projekt. Efter en uges intensivt arbejde var vi færdige, nu manglede vi kun fremlæggelsen på mandag, men den tid den sorg. Sehun havde hentet sin bil og vi var på vej et sted hen for at spise, men han ville ikke fortælle hvor. Køreturen foregik i stilhed mest fordi jeg var så nervøs over at skulle ud at spise, at jeg ikke formåede at svare Sehun ordentlig når han spurgte om noget. Jeg bemærkede knap nok da bilen stoppede.

”Så er vi her, kom”

Vi steg ud af bilen og Sehun gik hen og tog min hånd. Jeg vidste jeg ikke burde lade Sehun holde min hånd, men min modstand overfor ham var langsomt begyndt at falde. Det var trættende hele tiden at skulle minde mig selv om, hvorfor jeg ikke måtte kunne lide Sehun og hvorfor tingene ikke måtte udvikle sig imellem os. Jeg havde lyst til at følge med strømmen og lytte til mine følelser og stoppe med at tænke og lige præcis det havde jeg tænkt mig, at gøre for en enkelt aften.
Vi kom ind på restuaranten og jeg kiggede rundt mens en tjener førte os over til et bord.

”Kinesisk?”

”Jep, jeg tænkte at du måtte savne at spise kinesisk?”

Sehun kiggede på mig med et så sødt smil, at jeg kunne mærke mit hjerte begyndte at banke hurtigere.

”Det gør jeg os.. jeg eh kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået kinesisk”

”Godt”

Sehun bestilte en masse mad til os begge to og på trods af, at jeg faktisk savnede smagen af kinesisk mad sad tanken om, at det skulle op igen konstant i mit baghoved. Jeg brød mig ikke om at kaste op offentlige steder, der er en for stor risiko for at blive opdaget, men jeg havde ikke noget valg i dag. Det ville se underligt ud, hvis jeg overhovedet ikke spiste noget, så jeg gik stille i gang med at spise mens vi snakkede. Jeg nød at lytte til Sehun og alle hans historier, han kan altid få mig til at grine og endda selv få mig til at nyde et måltid mad.

”Er du mæt?” – Sehun

”Mmh i den grad”

Jeg var alt for mæt og jeg blev nødt til snart, at lette trykket i halsen ellers ville det gå galt.

”Jeg går lige op og betaler og så kan vi smutte”

”Jeg eh, skal lige ehm på toilettet”

”Okay jeg venter på dig ved indgangen”

Jeg var blevet bedre til ikke at hakke i det når jeg snakkede med Sehun, men når det handlede om at slippe væk for at kaste op eller noget andet der havde med mine hemmeligheder at gøre, kunne jeg ikke sige en sætning uden at lyde som et nervevrag.

Jeg gik mod toilettet og låste døren da jeg kom derud. Jeg hadede offentlige toiletter, det var bestemt ikke det lækreste sted at sætte sig på knæ og stikke en finger i halsen, men det skulle jo gøres. Efter jeg havde fået det hele op skyndte jeg mig, at vaske mit ansigt og tage et tyggegummi i munden. Som Sehun havde sagt stod han og ventede på mig ved indgangen.

”Er du klar?”

”Ja, hvad skal vi da?”

Han tog min hånd og begyndte at gå uden at svare mig. Først da vi havde gået et stykke kunne jeg se hvor vi var.

”Han River?”

”Jeg tænkte det var det perfekte sted at slutte vores date”

”Da..Date?”

”Lulu ikke knus mine drømme endnu, jeg har lov at drømme ikke?”

Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle svare på det.

”Jeg har helt glemt at spørge dig om du kommer til Kai’s pool party i morgen?”

Jeg kunne ikke lade hver at grine. Kyungsoo havde inviteret Joonmyun og jeg med, faktisk havde han mere givet os ordre til at komme.

”Soo har mere eller mindre tvunget Joonmyun og jeg til at komme”

”Husk mig på at takke ham så”

Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med det pool party i morgen. Det jo ikke fordi jeg kan komme i badebukser og have en vidunderlig dag som de andre. Jeg havde mine hemmeligheder som min hud afslørede, hvis man så den de rigtige steder og udover det havde jeg bestemt ikke lyst til, at vise min afskyelig krop til nogen. Bare tanken om min krop gjorde mig deprimeret.

”Er du okay?”

Jeg gav Sehun et overbevisende smil. Jeg havde ikke lyst til at ødelægge vores aften.

”Ja det er jeg, tak for en virkelig god aften Sehunnie”

”Selv tak Lulu”

Han kyssede mig på kinden og vi begyndte at gå tilbage mod hans bil. Sehun kørte mig hjem og fulgte mig til døren som en rigtig genlteman, det føltes virkelig som om vi havde været på en date.

”Endnu en gang tak for i aften Lulu, vi ses i morgen”

”Ja.. Selv tak, vi ses..”   

Vi stod og smilte lidt til hinanden før Sehun gik tilbage til sin bil og jeg gik ind i mit hus. Jeg gik med tøvende skridt op på mit værelse. Jeg følte det som om der foregik en orkan indeni mig af følelser. Jeg var så forvirret. Jeg havde lyst til at fortælle Sehun jeg kunne lide ham, men hvordan skulle det nogensinde kunne blive til noget imellem os? Hvis han fandt ud af hvad jeg gemte på, hvad jeg havde af hemmeligheder ville han hade mig og hvem sagde hans følelser for mig overhovedet var sande? Han kunne være præcis ligesom Jun. Mit hoved begyndte at gøre ondt af alle mine modstridende tanker. Der var for mange stemmer i mit hoved.

 

”Fortæl Sehun hvordan du føler”

”Du betyder ingenting for ham, han vil bare ydmyge dig”

”Sehun er ikke som Jun, Sehun kan lide dig”

”Du uduelig, dum, ubrugelig du fortjener ikke kærlighed”

”Sehun er speciel, han holder af dig”

”Tror du selv nogen ville kunne elske en som dig?”

 

Det hele blev til sidst for meget for mig og jeg begyndte at cutte, det var det eneste der kunne give mig noget ro fra mine indre stemmer. Da jeg havde fået styr på de nye sår jeg havde lavet, lagde jeg mig udmattet i min seng. Jeg aner ikke, hvor længe jeg kan blive ved at holde til det her. Hvem skal jeg lytte til? Hvad skal jeg gøre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...