Who Would Ever Love Someone Like Me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Igang
”I drew a butterfly on my wrist, In hope this feeling would no longer persist, But things got bad and I started to cry So the butterfly on my wrist, it had to die. Once again I tried to set myself free But it seemed my thoughts had stolen the key. So this butterfly lived a very short life Killed with fear and a very sharp knife”

16Likes
114Kommentarer
4273Visninger
AA

2. Kapitel 1



Luhan POV


Mit navn er Luhan og udefra ligner jeg bare en helt almindelig ung fyr med et godt liv. Det eneste du skal gøre er, at kradse lidt i overfladen og så begynder sandheden langsomt at dukke frem. For næsten 3 måneder siden flyttede jeg fra Kina til Korea, noget med min fars firma, men really who cares? Mine forældre er arbejdsnarkomaner og jeg bor mere eller mindre for mig selv i vores store mansion.

 

I dag er første dag på min nye high school. At sige jeg hoppede ud af sengen da vækkeuret ringede, ville være en overdrivelse, i stedet tog jeg dynen over hovedet og tænkte bare 5 minutter mere.  At pjække eller komme for sent første skoledag ville nok ikke være det smarteste og klart ikke ideelt når min plan er, at gå i et med væggen. Jeg bryder mig ikke om at få opmærksomhed, efter at have gået på min gamle skole og i flere måneder blevet kaldt for diverse grimme ting, vil jeg bare gerne være så usynlig som overhoved muligt på min nye skole. Jeg fik dog endelig taget mig sammen til, at stå op af sengen og gå ud på badeværelset og få et hurtigt bad. Efterfølgende tog jeg min nye skole uniform på, den hang lidt på mig. Jeg går ud fra stuepigen synes jeg ser større ud end jeg egentlig er, perfekt måde at booste min selvtillid på, selv stuepigen synes jeg er fed, morgenmaden bliver i den grad sprunget over!

 

Jeg skyndte mig at smide et æble i tasken til senere og så over ryggen med den. På vej ud af døren puttede jeg mine høretelefoner i ørene og satte noget musik på. Det ikke fordi jeg ikke har en bil, jeg fortrækker bare at gå i skole. Jeg bryder mig ikke om opmærksomheden en dyr og hurtig bil giver. Godt nok er det en rigmandsskole jeg skal gå på, men ingen grund til at tiltrække unødvendig opmærksomhed. Idet jeg gik forbi naboens hus nåede jeg lige, at stoppe før jeg nær var blevet kørt ned af en grå audi R8. Jeg har virkelig den bedste start på dagen synes du ikke? Det tog heldigvis kun 10 minutter at gå til skole, men jeg tog mig selv i at stoppe op og bare glo på skolen og de dyre biler, det var som at træde ind i en film. Fyrene stod i grupper op af deres dyre hurtige biler, mens pigerne gik forbi og svingede med hofterne og baskede med øjenvipperne med deres dyre designer tasker i håb om, at tiltrække fyrenes opmærksomhed. Jeg tog mig selv i, at rulle med øjnene er deres  ynkelige forsøg på opmærksomhed.

 

Jeg begyndte langsomt at gå mod skolen og fik øje på bilen der nær havde kørt mig ned tidligere. Den holdte sammen med 3 andre ualmindeligt dyre biler, en Lamborghini, en Ferrari og Bugatti, foran stod der 4 fyre og snakkede og grinte. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde de så godt ud, de var mere end bare lækre, især den ene fyr med brunt hår og en slim figur fangede min opmærksom. Mine øjne var som fanget af ham lige indtil min eks Jun kom op i mine tanker. Smerten i brystet begyndte straks og tårerne sved og prikkede i mine øjne. Det over et halvt år siden han knuste mit hjerte og stadig har han den her effekt på mig. Jeg vidste jeg ville bryde sammen her midt idet hele, hvis jeg ikke fandt et toilet hurtigst muligt.

 

Jeg små løb ind på skolen og fandt heldigvis hurtigt hvad jeg ledte efter. Jeg låste mig inde i en boks og trak mit venstre ærme op på min skjorte, derefter fandt jeg mit barberblad frem. Jeg satte mig roligt ned på det nedslåede toiletbræt og skyndte mig, at skære let over armen et par gange. Ikke nok til, at gøre rigtig skade bare nok til, at få mig til at føle den dejlige svidende smerte og at se på blodet sive roligt ud beroligede mig. Smerten i brystet og tårerne i øjnene trak sig langsomt tilbage og snart følte jeg, at jeg kunne trække vejret igen. Jeg tørrede min arm og bladet af og skyndte mig at smide et plaster på.

 

Klokken ville snart ringe ind til time og jeg skulle stadig nå, at finde kontoret og have mit skema, men idet jeg gik ud af døren fra toilettet blev jeg væltet omkuld og landede lige på røven av. Det eneste personen der havde væltet mig omkuld sagde, var ”Se dig dog for din idiot” Så meget for en undskyldning. Virkelig en fantastisk første dag jeg havde mig.

”Er du okay? Du er ny er du ikke? Du skal ikke tag dig af ham, jeg er Do Kyungsoo for resten, her tag min hånd så skal jeg hjælpe dig op”

Jeg kiggede op og så en fyr på min egen alder med store øjne og et sødt hjerteformet smil kigge ned på mig, jeg tog hans hånd. ”Jeg ehm er okay.. tt taa aakk for hjælpen” fedt jeg kunne ikke engang sige tak uden at hakke i det.

”Så hvad er dit navn, jeg synes ikke jeg har set dig før?”

”Ehm..ja..det min første dag i dag, og ehm mit navn er eh Luhan” Jeg turde knap nok kigge på ham og stod bare og stirrede på mine sko.

”Jamen dejligt at møde dig så, har du været på kontoret og få dit skema?”

”Ehm nej jeg er på vej der ned ehm nu, jeg skal bare lige eh finde vejen”

”Haha bare følg mig så skal jeg følge dig Luhan”

Jeg stod bare og gloede åndssvagt, ville han ren faktisk hjælpe mig? Han var allerede gået et par skridt fra mig og da han så jeg ikke fulgte med, vendte han sig om med et smil og sagde

”kommer du Luhan?”

Jeg nikkede bare på hovedet og fulgte efter ham. Da vi nåede kontoret sagde jeg pænt tak til Kyungsoo og han skyndte sig der efter til time.

Efter at have fået mit skema havde klokken allerede ringet ind til time så da jeg kom ind til min første time gloede alle eleverne op på mig, heldigvis reddede læren mig.

"Du den nye elev, Luhan ikke?” hun kiggede på mig med et sødt smil.

”Jo det eh er mig” jeg stod bare og kiggede ned på mine skosnuder, kunne den her dag blive værre? Jeg hadede virkelig opmærksomhed.

”Jeg er Mrs. Choi Luhan, du kan sætte dig ned ved siden af Sehun”

Jeg kiggede op og så fyren med navnet Sehun række hånden op, da mine øjne fangede hans begyndte mit hjerte at slå hurtigere, det var ham, fyren der havde fanget min opmærksomhed ude på parkeringspladsen.

Universet må virkelig hade mig. Jeg skyndte mig med bukket hoved ned til min plads og kiggede så ellers bare ned i bordpladen. Jeg kunne føle og se ud af øjenkrogen, at han stirrede på mig, men jeg turde ikke kigge op. Det at sidde ved siden af ham var slemt nok og fik mit hjerte til, at banke hurtigere og mine håndflader til, at blive svedige. Jeg bedte bare til gud om, at jeg ikke ville få et angstanfald her midt i klassen foran ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...