Skyerne og Stjernerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 5 okt. 2014
  • Status: Færdig
Addar skabte Livet og Dagen. Men i længden brændte Dagen Livet, og det krøllede sig sammen af Smerte. Addar så den ulykke, han havde skabt. For at løsrive Livet fra dets Smerte, skabte han Døden. For at stoppe Dagen fra at brænde Livet, skabte han Natten. Han skabte Balancen. // Bidrag til 48-timers-konkurrencen - Dommedag.

7Likes
9Kommentarer
359Visninger
AA

1. Skyerne og Stjernerne

Hver gang Myah satte en fod på grusstien, hvirvlede støvet op og omgav hendes ankler som en af himlens forsvundne Skyer. Solens varme tyngede hende ned som vægten af kurven, der hang fra hendes arm. På bakketoppen stod Gudernes Tempel, og de hvide sten var revnede som konsekvens af tørken.

          Med sin frie arm skubbede hun trædøren op. Den klagede bedrøvet, og lyden begravede sig dybt i Myahs krop. Det var lyden af Gudernes fravær.

          Hendes skridt rungede under det høje loft, da hun bevægede sig gennem Templets ene rum. Kølig luft, der lugtede af røgelse, omfavnede hendes krop og jog heden på flugt. Hun blinkede med øjnene i den dunkle belysning. Det var som om, Solen ikke kunne nå derind. Hverken dens Lys eller dens varme.

          På væggen modsat døren, var Guderne afbilledet, og hun faldt på knæ, da hun nåede den. Kurven satte hun foran sig. Med sænket hoved bad hun velkomstbønnen til skikkelserne, der tårnede sig op over hende. De kiggede ned på hende, ingen følelser eller tanker viste sig i deres malede øjne.

          Myah løftede langsomt hovedet, og hun betragtede de tre ansigter, der svævede ved siden af hinanden. Det fæstnede sig ved det første. Addar. Guden, der vogtede over Dag og Nat, Liv og Død. I sin ene hånd holdt han Solen, i den anden Månen. Ved hans side stod Uda, naturens Gud. Bjerge lå ved hans fødder, og ved hans side stod hun. Illua, Guden for alt Godt. I sine slanke arme holdt hun et menneskebarn.

          Myahs blik blev ved Illua, da hendes hænder gled ind under stoffet, der dækkede kurven. Hendes spinkle fingrer greb om et af brødene.

          ”Undskyld,” hviskede hun til Gudens milde ansigt, inden hun trak sin hånd til sig. Brødet knugede hun ind til kroppen, skjulte det under sit tøj. Hvis hendes far opdagede hende, ville han slå hende, give hendes tyverier skylden for, at Guderne stadig ignorerede deres bønner om regn og Liv.

 

Rude sad allerede ved den svundne bæks kant, da Myah nåede deres mødested. Hans mørke hår faldt ned i hans lige så mørke øjne. De smilede til Myah, men hans mund gjorde ikke. Hun var overbevist om, at den for længst havde glemt, hvordan man gjorde.

          Uden et ord satte hun sig ved hans side og fandt brødet frem. Hun rakte det til ham, og hans rystende fingre greb ud efter det. De var blege som Månen. Et kort øjeblik strejfede de hendes egne, der var farvet af Solen.

          Han var barn af Natten, hun af Dagen.

          Brødet forsvandt nu ind under Rudes tøj i stedet. Myah havde altid beundret hans evne til at vente, til at dele. Ikke så meget som én gang så hun ham spise af brødet, inden han kom hjem, selvom hun kunne se sulten i hans ansigt. Den lavede skygger på hans kinder.

          Engang havde de gået i bækken med bare tæer, men nu var den snart ikke andet end en tråd af sølv, der snoede sig forbi. Nu virkede det som spild at lege i resterne af det, der skulle bringe dem Liv.

          For Liv var der ikke længere meget af i den lille by mellem de store Bjerge. På trods af Solen, der fik sten til at revne og bækken til at forsvinde, lå en skygge over de små huse. Måske det var Templets skygge, som det stod der højt hævet over dem, mens det betragtede dem bebrejdende.

          Ingen vidste, hvad de havde gjort, der kunne tilkalde Guders vrede.

          Først kom Dagen uden Lys, og dernæst tændtes en ild i Solen kraftigere end nogen anden ild. Den brændte alle Skyerne væk. Om natten var der ingen Stjerner, kun Månen. Mørket kom tilbage og det blev i tre Dage og tre Nætter, før Solen en morgen fortærede det.

          Da stod det klart, hvem der måtte være skyld i al ulykken. Hvis ikke det var Månens Børn, hvem kunne så fremtrylle en Nat, der varede tre Dage og tre Nætter? Et Mørke, der forhindrede Liv lige så vel som regnens udebliven.

          Børnene med det mørke hår og de mørke øjne blev sammen med deres familier forvist til den vestlige del af byen. Maden var knap, og den var ikke til dem, før de igen satte Stjerner og Skyer på himlen.

 

Myah lagde sig ned græsset, der knasede under hendes ryg. Rude fulgte efter.

          ”Kan du husker Skyerne?” spurgte hun. Hendes stemme var kun en hvisken båret videre af den tørre vind.

          ”Husker du Stjernerne?” spurgte han tilbage, og mens hun stirrede op i alt det blå, nikkede hun. Hun huskede dem. De var smukke. De skinnede så klart, fortalte historier om fjerne tider, og de sendte drømme til børns senge.

          Myahs hånd gled mellem de visne græsstrå for til sidst at finde Rudes. Hans benede fingre knugede om hendes, lovede hende at en dag skulle de igen se Skyerne og Stjernerne. Sammen. Hendes barnehjerte var uforstående over for den rystende hånds betydning.

          I et virvar af drømme og Stjerners glemte historier havde hun selv glemt, at allerede før tørkens komme, var denne hånd alt for tynd og lovede ingen lys fremtid for Nattens folk. Hun havde aldrig forstået de forskelle, der blev gjort på hende og vennen, der havde Stjerner i de mørke øjne.

 

Et brag fik Myah til at spærre øjnene op. Hun havde været på vej til grønne enge med blomster, til lyden af en strømmende bæk. Hun kæmpede sig op af stå, og hun snurrede rundt om sig selv, inden hendes blik landede på Rudes opspærrede øjne. Det gled tilbage til himlen, hvor Mørke samlede sig i horisonten. Men det var ikke Natten, der kom. Det var tunge Skyer, der hastigt kom nærmere.

          De samlede sig over deres hoveder, og da den første dråbe ramte Myahs næse, lo hun. Hun spredte armene og vendte hovedet mod uvejrshimlen, der hurtigt gennemblødte stoffet, der dækkede hendes skuldre. Regnen fik hendes hår til at samle sig i tykke totter, og det løb ned ad hendes solbrune ansigt.

          Men så lød endnu et brag, og et lysglimt flænsede himlen. Myah vendte sig rundt, og på bakken på den anden side af byen stod Templet. Det brændte.

Hendes øjne blev om muligt endnu større, og forfærdelsen i hendes ansigt var spejlet i Rudes. Efter endnu et blik på ilden, der buldrede trods regnen, satte de i løb mod husene. Deres fødder svævede over vådt græs, inden det nåede våde sten.

          Folk strømmede ud af husene, og alle som en stirrede de på ilden. Folk maste sig ind på pladsen i byens midte. Ingen sagde noget, men alle havde de frygten malet i deres ansigter.

          Endnu en lyn flænsede himlen, endnu et brag lød. Det blev kastet mellem Bjergene.

          Byen brænde. Alt brændte.

 

Myah lå på de våde brosten og kiggede op i den mørke himmel, der lige så stille blev lysere og lysere, ind til Lyset brændte i hendes øjne. Først troede hun, at det var endnu et lyn, men så dukkede et ansigt op. Mildt som en sommerbrise.

          Hænder greb fat i Myah, løftede hende op i slanke arme. Varme omsluttede hende, men den var ikke ubehagelig som tørkesolens. Hun mærkede, hvordan hendes øjne langsomt gled i, hvordan armene vuggede hende i søvn. Med et spærrede hun dem op, og et enkelt ord nåede over hendes læber. Der var ingen lyd, men alligevel så ansigtet, der var smukt som Stjernerne, ud til at høre det.

          ”Rude.”

          Myah så igen ned på den brændende by, og nu så hun ham. Addar, der løftede Rude. Men både hans og Myahs egen krop lå stadig på stenene under dem. Brødet var faldet ud af folderne i Rudes tøj og lå ved hans side. Men den samme dreng kiggede på hende fra et andet sted. Der var Stjerner bag ham, og hans mund smilede. Myah så Uda stå med et lyn i hånden, inden hun igen løftede blikket mod Illuas ansigt. Derefter gled hendes øjne i.

 

Addar skabte Livet og Dagen.

Men i længden brændte Dagen Livet, og det krøllede sig sammen af Smerte.

Addar så den ulykke, han havde skabt.

For at løsrive Livet fra dets Smerte, skabte han Døden.

For at stoppe Dagen fra at brænde Livet, skabte han Natten.

Han skabte Balancen.

Livet var stadig ramt af Smerte, og han bad Uda om hjælp.

Uda skabte vandene og landet, og Addar satte Solen og Månen på himlen.

Uda satte Skyer på himlen, så de kunne hindre Solen i at brænde.

Han satte Stjerner på himlen, så Månen ikke druknede i Mørke.

Men Livet krøllede sig stadig sammen for foden af de nyskabte Bjerge.

Derfor gav Uda Livet en form, han skabte Mennesket.

Addar delte Menneskene i to.

Han gav det ene folk Dagen og det andet folk Natten.

Nu måtte de styre Balancen.

Dagen og Natten kunne ikke enes, og Addar og Uda så fortvivlet til.

Snart vandt Døden over Livet og Dagen over Natten.

De mægtige mænd så nu ingen anden udvej end at bede Illua om hjælp.

Hun samlede et af de små menneskebørn op og kyssede dets pande.

”Jeg giver dig Kærligheden og et Godt Hjerte.”

Derefter samlede hun et af Nattens børn op.

”Jeg giver dig Venskabet og et Godt Hjerte.”

Illua rettede sin ryg og så, hvordan Det Gode genskabte Balancen.

”Den dag Kærligheden og Venskabet forsømmes og Balancen ødelægges, skal Smerten tilbagevende.”

Med de ord overlod Guderne ansvaret til Menneskene.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...