Message (H.S)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Igang
Facebook er en side mange bruger, og det er en side man nemt kan lade som om man er en anden. Den 19 årig Anna får en dag en meddelelse fra en dreng med navn Harry, som påstår at han er den selveste Harry Styles fra One Direction - klart tænker hun bare. Hun spiller med på legen, og giver ham en chance for at bevise hvem han virkelig er. Der vil opstå fortvivleser, romance og måske en smule sorg? Er denne dreng den som han siger han er? Anna vil ihvertfald gøre alt for at finde ud af det.

180Likes
105Kommentarer
5946Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Harry og jeg var blevet meget tættere, og jeg havde endda fortalt ham at jeg holdte af ham. Så kom han bare ind på at vi skulle giftes og have 5 børn, han var seriøst underlig.

Yasmin havde jeg ikke snakket med siden den fredag, og det var 2 uger siden. Hun havde ignoreret mig i skolen, og svarede ikke på mine beskeder. Det gjorde ondt. Jeg følte ikke at jeg havde gjort noget galt, så jeg forstod ikke hvorfor hun var så kold overfor mig.

 

Mig: Yasmin, kom nu.. Der er intet at være sur over, jeg har intet gjort. Du kan da seriøst ikke være sur på mig over, at jeg tror på ham? Jeg kender dig.. Der er noget andet..

 

Jeg regnede ikke med at svare, så jeg smed bare min mobil i sengen, og kastede mig ned ved siden af den. Jeg var overvældet af træthed, og mit humør var i bunds. Jeg kunne virkelig godt bruge et moderligt kram lige nu.. Jeg kunne mærke min kinder var våde; jeg havde slet ikke lagt mærke til at jeg græd. Jeg havde brug for Yasmin i denne situation, hun vidste altid hvad hun skulle sige og gøre. Så jeg valgte at skrive til hende, igennem slørrede, våde øjne.

 

Mig: I morgen er det et år siden. Et år siden ulykken. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, Yasmin, jeg har brug for dig..

 

Få minutter efter fik jeg svar.

 

Yasmin: Jeg er på vej.

 

** **

 

Jeg hørte en nøgle i døren, efterfulgt at et smæk. To sekunder efter stod Yasmin i min dørkam ind til mit soveværelse, med hænderne fulde af is. Hun sendte mig et trist, undskyldende smil, og jeg sendte hende bare et nik, og derefter begravede jeg endnu en gang mit hoved ned i min pude. Jeg mærkede en hånd, kort tid efter, på min ryg, som kørte op og ned, meget beroligende.

 

”Jeg kan ikke fatte det er et år siden..” Mumlede jeg ind i puden.

 

”De er et bedre sted nu, søde, tænk på det..” Hørte jeg Yasmin svare lavt. Jeg kiggede op på hende med våde øjne.

 

”De efterlod mig her, Yasmin. Jeg bor alene, har ingen familie. Jeg har kun dig. Og det hjælper ikke at du altid skal være sur på mig..” Jeg smed min hoved ned i puden igen, og sukkede lavt.

 

”Undskyld søde..” Jeg nikkede bare ned i puden, og lod det ligge. Jeg magtede det ikke.

 

Jeg satte mig op, og gik ud i køkkenet for at finde to skeer, og kom tilbage igen efter kort tid. Jeg smed Yasmin hendes ske, og satte mig ned i sengen igen. Yasmin rakte mig min is, og sammen satte vi os til at æde is, med The Walking Dead i tv'et. Ingen ord blev sagt imellem os, men det var der heller ikke behov for.

 

 

 

Undskyld den først kommer ud nu, men faldt i søvn i går, så nåede ikke at ligge kapilet ind, sorry!

Et kort kapitel her, men har skrive blokering, så aner ikke hvad jeg skal skrive, håber det er okay.
 

OG HVOR ER DET VILDT AT DER ER SÅ MANGE DER FØLGER MED

MANGE 1000 TAK, DET BETYDER SINDSYGT MEGET!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...