T-shirt


1Likes
1Kommentarer
149Visninger

1. T-shirt

Plask! Solen fik ringene i vandet til at glitre som stjerner da de spredte sig.
Plask! Endnu en sten forsvandt under vandets overflade.
Drengen kastede endnu en sten. Og endnu en.
På afstand lignede han bare en hvilken som helst tilfældig knægt, der stod og kastede sten i søen. Måske så de ud som om han forsøgte at ramme ænderne der svømmede fredeligt rundt, og ventede på at nogen kom og kastede med brødkrummer.
Kom man tættere på, kunne man se hans røde, hævede øjne, og de salte spor som tårerne havde efterladt på hans kinder. En lille, rød flænge prydede underlæben. Kiggede man godt efter, kunne man se arrigskaben bag hvert stenkast.
En mørkegrøn skoletaske lå smidt på jorden ved siden af ham. Gummiskoenes snuder var snavsede og slidte. Hættetrøjen var en smule for stor, så drengen så tyndere ud end han egentlig var. Bukserne, der var sorte, fik også hans ben til at se tynde ud.
Helt normal så han ud. Han var ikke en dreng der blev lagt særlig meget mærke til.
Det ældre ægtepar der gik en eftermiddagstur gennem parken lagde ikke mærke til ham.
Kvinden med barnevognen lagde ikke mærke til ham.
Flokken af fnisende tøser lagde heller ikke mærke til ham.
Han var usynlig her. Han ville ønske at han kunne være usynlig alle steder. Især derhjemme. Så ville de ikke længere kunne gøre ham noget. Så ville han ikke længere skulle gå med store trøjer for at skjule arrene og alle de blå mærker. Så skulle han ikke længere lade som om han havde glemt sit idrætstøj hver torsdag.
Så kunne han gå med t-shirt.
Det ville han gerne prøve en dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...