Falden Engel - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 11 okt. 2014
  • Status: Igang
At leve i en ung og smuk krop for evigt... Det lyder som et mirakel, men ikke for Harry. Som tidligere engel er det en forbandelse for ham at han nu er lænket til jorden. Cassidy på 16 år får en dag en ny biologimakker. Ganske uforklarligt er der noget ved hans arrogante væsen og mørke sind hun føler sig draget af. Men det er langt fra ufarligt at falde for en falden engel...

1Likes
2Kommentarer
303Visninger
AA

2. Kapitel 2

Min mor og jeg bor i et utæt 1800-tals-bondehus udenfor Holmes Chapel. Det er det eneste hus på den strækning, og de nærmeste naboer er næsten halvanden kilometer væk. Jeg spekulere somme tider på om bygherren var klar over at han, ud af alle stykker land der var til rådighed, valgte at bygge huset midt i et mystisk vejrfænomen, der lader til at suge al tågen fra kysten til sig og anbringe den i vores gård. Huset var lige nu indhyllet i et mørke der lignede undslupne, omvandrende spøgelser.

Jeg tilbragte aften på en taburet i køkkenet i selskab med algebra-lektier og Dorthea, vores husholderske. Min mor arbejder for aktionsfirmaet Hugo Renaldi med at koordinere ejendoms - og antikvitetsaktioner på hele østkysten. Hendes job krævede en masse rejser, og hun betalte Dorthea for at lave mad, men jeg var ret sikker på at der stod med småt i Dortheas jobbeskrivelse, omfattede at hun skulle holde et vågent forældreøje med mig.

"Hvordan gik det i skolen?" spurgte Dorthea med sin lette tyske accent. Hun stod ved vasken og skrubbede fastbrændt lasagne af et ovnfast fad.

"Jeg har fået en ny biologimakker."

"Er det godt eller skidt?"

"Ally var min gamle makker."

"Hrmpf." Mere energisk skrubben, så Dortheas overarm bævrede. "Noget skidt, altså."

Jeg sukkede bekræftende.

"Fortæl mig om den nye makker. Denne pige, hvordan er hun?"

"Han er høj, mørk og irriterende." Og uhyggelig tillukket, tilføjede jeg i mit stille sind. Harrys øjne var sorte huller. De sugede alting til sig og gav ikke noget fra sig. Ikke fordi at jeg ønskede at vide mere om Harry. Da jeg ikke havde brudt mig om det jeg havde set på overfladen, tvivlede jeg på at jeg ville kunne lide det han havde gemt på dybt inde.

Det var nu ikke helt sandt. Jeg kunne lide en masse af det jeg så. Lange, smidige muskler ned ad armene, brede, men afslappede skuldre og et smil der var halvt legesygt, halvt forførende. Jeg prøvede at modstå hans magnetiske tiltrækning på mig.

Klokken ni gjorde Dorthea sig færdig for den aften og låste huset af på vej ud. Til farvel blinkede jeg to gange med verandalamperne. De må være trængt igennem tågen, for hun svarede med et dyt. Jeg var alene.

Jeg gjorde status over de følelser der husede i mig. Jeg var ikke sulten. Jeg var ikke træt. Jeg var ikke engang særlig ensom. Men jeg var en smule urolig over min biologiopgave. Jeg havde sagt til Harry at jeg ikke ville ringe, for seks timer siden havde jeg ment det. Det eneste jeg kunne tænke på nu, var at opgaven ikke måtte mislykkes. Biologi var mit værste fag. Min karakter lå og svingede problematisk og i mit hoved var det forskellen mellem et helt og et halvt studielegat engang i fremtiden.

Jeg gik ud i køkkenet og løftede telefonrøret. Jeg så på det der var tilbage af de tal der stadig stod tatoveret på min hånd. I al hemmelighed håbede jeg på at Harry ikke ville svare på min opringning. Hvis han ikke var til at få fat på eller ikke ville samarbejde om opgaven, var det et bevis jeg kunne bruge imod ham og dermed overbevise Jack om at han skulle skrotte pladsbytningen. Fuld af forhåbning tastede jeg hans nummer ind. 

Harry svarede ved det trejde ring. "Hvad så?"

Jeg svarede i et nøgternt tonefald. "Jeg ringer for at finde ud af om vi kan mødes i aften. Jeg ved godt du sagde du havde travlt, men..."

"Cassidy." Harry sagde mit navn som om det var pointen i en joke. "Jeg troede ikke at du ville ringe. Noglesinde."

Jeg hadede at skulle æde mine ord i mig. Jeg hadede Harry fordi at han absolut skulle tvære rundt i det. Jeg hadede Jack og hans åndsvage opgaver. Jeg åbnede munden og håbede der ville komme noget smart ud. "Nå? kan vi mødes, eller hva'."

"Sådan som der ser ud nu, kan jeg ikke."

"Kan ikke, eller vil ikke?"

"Jeg er midt i et spil pool." Jeg hørte smilet i hans stemme. "Et vigtigt spil pool."

Ud fra den baggrundstøj jeg kunne høre fra hans ende af røret, troede jeg på at han sagde sandheden - om pool-spillet. Om det var vigtigere end min opgave kunne diskuteres.

"Hvor er du?" spurgte jeg.

"Bob's Arcade. Det er ikke et sted for dig."

"Jamen, så lad os lave interviewet over telefonen. jeg har en liste med spørgsmål lige..."

Han lagde røret på.

"Sådan en idiot!" sagde jeg til telefonen.

Jeg rev et rent stykke papir ud af min notesbog og skrev idiot på første linje. På linjen nedenunder tilføjede jeg: Ryger cigarer. Vil dø af lungekræft. Forhåbentligt snart. Glimrende fysisk form. Jeg overstregede med det samme det sidste så det var ulæseligt.

Uret i mikroovnen viste fem minutter over ni. Som jeg så det, havde jeg to muligheder. Enten opdigte mit interview med Harry, ellers også kørte jeg ind til Bob's Arcade. Den første mulighed ville have været fristende, hvis jeg bare havde kunnet lukke af for Jacks stemme der advarede om at han ville tjekke at alle svarende var autentiske. Jeg vidste ikke nok om Harry til at kunne bluffe mig igennem et helt interview. Og den anden mulighed? Ikke fristende overhovedet. 

Jeg udsatte beslutningen mens jeg ringede til min mor. En del af vores aftale omkring hendes lange arbejdstider og mange rejser er at jeg opfører mig ansvarligt og ikke er den slags døtre der har brug for konstant overvågning. Jeg kunne godt lide min frihed, og jeg ville ikke gøre noget der kunne give min mor en grund til at gå ned i løn og få et lokalt job så hun kunne holde øje med mig.

Ved det fjerde ring gik hendes voicemail igang.

"Det er mig," sagde jeg. "Vil bare lige sige hej. Jeg har noget biologi jeg skal lave færdigt, og så går jeg i seng. Ring til mig i frokostpausen i morgen, hvis du har lyst. Elsker dig."

Da jeg lagde på fandt jeg en mønt i køkkenskuffen. Det var nok bedst at overlade indviklede beslutninger til skæbnen. Jeg kastede mønten op i luften, smækkede den ned mod min håndryg og vovede et kig på den. Mit hjerte slog et ekstra slag, og jeg sagde til mig selv at jeg ikke var sikker på hvad det betød.

"Det er ude af mine hænder nu." sagde jeg.

Fast besluttet på at få det overstået så hurtigt som muligt, snuppede jeg et kort der hang på køleskabet, greb mine nøgler og bakkede min Fiat Spider ud ad indkørslen. Bilen havde sikkert været lækker i 1979, men jeg var ikke vild med den chokoladebrune lak, rusten der bredte sig ukontroleret over bagskærmene, eller de revnede, hvide lædersæder.

Bob's Arcade viste sig at være længere væk end jeg brød mig om. Stedet lå tæt på kysten, en femogfyrre minutters køretur. Med kortet bredt ud på rette kørte jeg ind på en parkeringsplads bag ved en stor gasbeton-bygning med et neonskilt hvor der stod BOB'S ARCADE. Grafitti var smurt ud over murene, og cigaretskodder lå drysset ud over grunden. Stedet ville helt klart være fyldt med kommende universitetsstuderende og mønsterborgere. Jeg prøvede at tænke ophøjede og nonchalante tanker, men min mave føltes en smule urolig. Da jeg havde dobbeltjekket at jeg havde låst alle dørene, satte jeg kursen mod indgangen. Jeg stod i kø og ventede på at komme forbi rebene. Da gruppen foran mig betalte, masede jeg mig hen mod labyrinten af hylende sirener og blinkende lys.

"Nå, syntes du at du fortjener en gratis tur?" brølede en tobaksru stemme.

Jeg snurrede rundt og blinkede ved synet af den overtatoverede dørmand. "Jeg er her ikke for at spille. Jeg leder efter nogle." Sagde jeg.

Han gryntede. "Hvis du vil forbi mig, så betaler du." Han lagde sine hænder fladt på disken, hvor et prisskilt, der var sat op med klisterbånd, viste at jeg skulle slippe femten euros. Kun i kontanter.

Jeg havde ingen kontanter. Og hvis jeg havde haft det, ville jeg ikke have spildt dem på at bruge nogle få minutter på at udspørge Harry om hans privatliv. Jeg mærkede et jag af vrede over pladsbytningen og over at jeg i det hele taget var nød til at være her. Jeg skulle bare finde Harry, så kunne vi lave interviewet udenfor. jeg havde ikke i sinde at køre hele den lange vej bare for at gå tomhændet herfra.

"Hvis jeg ikke er tilbage om to minutter, betaler jeg de femten euro." sagde jeg. Før jeg kunne nå at overveje sagen yderligere eller mønstre lidt tålmodighed, gjorde jeg noget der var helt atypisk for mig: jeg dykkede under rebene. Men ikke nok med dét. Jeg skyndte mig igennem spillehallen mens jeg holdt udkig efter Harry. Jeg fortalte mig selv at jeg ikke kunne tro at jeg gjorde det her, men jeg var som en rullende snebold der hele tiden fik mere fart på. Lige nu ville jeg bare finde Harry og se at komme ud.

Dørmanden fulgte efter mig og råbte: "Hov!"

Da jeg var sikker på at Harry ikke var i stueetagen, løb jeg ned ad trappen og fulgte skiltene til pool-rummet. For enden af trappen oplyste svage spotlights adskillige pokerborde, alle sammen i brug. Cigarrøg, der var næsten lige så tyk som tågen omkring vores hus derhjemme, overskyede det lave loft. Imellem pokerbordene og baren stod der en række pool-borde. Harry lå udstrakt ind over det længst væk fra mig og forsøgte sig med et vanskeligt bandeskud.

"Harry!" råbte jeg.

I samme øjeblik stødte han med pool-køen og pløjede den ned i bordet. Han løftede hovedet med et ryk og stirrede på mig med en blanding af overraskelse og nysgerrighed.

Dørmanden kom trampende ned ad trinene bag mig, og hans hånd lagde sig om min skulder som en skruestik. "Ovenpå. Nu."

Harrys mund gled op i et nyt næsten umærkeligt smil. Det er svært at sige om det var spottende eller venligt. "Hun er sammen med mig."

Det lod til at gøre et vist indtryk på dørmanden, som løsnede sit greb. Før han kunne nå at skifte mening rystede jeg hans hånd af og snoede mig imellem bordene hen mod Harry. De første meter skridtede jeg godt ud, men opdagede så at min selvtillid smuldrede, jo nærmere jeg kom.

Jeg blev omgående opmærksom på at der var noget der var anderledes ved ham. Jeg kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var, men jeg kunne mærke det som elektricitet. Mere fjendtlighed?

Mere selvtillid.

Mere frihed til at være sig selv. Og de der sorte øjne gik mig på. De var som magneter der hagede sig fast til enhver bevægelse jeg gjorde.  Jeg sank en gang og prøvede at ignorere den kvalmende stepdans i min mave. Jeg kunne ikke helt sætte fingeren på det, men der var noget med Harry der ikke var helt rigtigt. Noget ved ham var ikke normalt. Noget var ikke... trygt."

"Du må undskylde at jeg lagde på," sagde Harry og gik hen til mig. "Modtagelsesforholdene er ikke ligefrem gode hernede."

Yeah, right!

Med et nik gjorde Harry tegn til de andre om at forsvinde. Der opstod en ubehagelig stilhed før nogle bevægede sig. Den første fyr der gik skubbede til min skulder da han gik forbi. Jeg tog et skridt baglæns for at holde balancen og så op lige tids nok til at få et par kolde blikke fra de andre to spillere da de gik.

Fedt. Det var ikke min skyld at Harry var min makker.

"8-ball?" spurgte jeg ham med løftede øjenbryn og forsøgte at lyde helt sikker på mig selv og mine omgivelser. Måske havde han ret i at Bob's Arcade ikke var et sted for mig. Men det betød ikke at jeg ville styrte hen mod udgangen. "Hvor høje er indsatserne?"

Hans smil blev bredere. Denne gang var jeg ret sikker på at han hånede mig. "Vi spiller ikke om penge."

Jeg stillede min taske på kanten af bordet. "Det er en skam. Jeg ville ellers have satset alt hvad jeg har, imod dig." Jeg holdt min opgave op, hvor to linjer allerede var udfyldt. "Nogle få, hurtige spørgsmål, så forsvinder jeg igen."

"Idiot?" læste Harry højt, mens han støttede sig til sin pool-kø. "Lungekræft? Skal det forestille en spådom?"

Jeg viftede i luften med opgaven. "Jeg går ud fra at du samarbejder. Hvor mange cigarer pr. aften? En? To?"

"Jeg rygere ikke." Han lød oprigtig, men jeg købte den ikke. 

"Mm-hmm," sagde jeg  og lagde papiret mellem otteren og den ensfarvede lilla. Jeg kom tilfældigt til at puffe til den lilla da jeg skrev: HELT SIKKERT CIGARER på trejde linje.

"Du laver rod i spillet." sagde Harry, stadig smilende.

Jeg fangede hans blik og kunne ikke lade være med at besvare smilet - ganske kort. "Forhåbentligt ikke til din fordel. Din største drøm?" Den var jeg stolt af, fordi jeg vidste den ville bringe ham ud af fatning. Den krævede at han tænkte sig om. 

"At kysse dig."

"Det er ikke sjovt." sagde jeg og fastholdt hans blik, taknemmelig for at jeg ikke hakkede og stammede.

"Nej, men jeg fik dig til at rødme."

Jeg satte mig hurtigt på bordkanten og forsøgte at se uanfægtet ud. Jeg lagde benene over kors  og brugte mit knæ som skriveplade. "Arbejder du?"

"Jeg ryder borde i The Borderline. Den bedste mexicanske restaurant i byen."

"Religion?"

Han virkede ikke forbavset over spørgsmålet, men han var heller ikke himmelrykt for det. "Jeg syntes du sagde nogle få hurtige spørgsmål. Du er allerede ved nummer 4."

"Religion?" gentog jeg mere spidst.

Harry gned sig tankefulgt om hagen. "Ikke religion... en kult."

"Tilhører du en kult?" Jeg indså for sent at jeg ikke burde have lydt så forbavset.

"Faktisk står jeg og mangler et sundt, kvindeligt offer. Jeg havde planlagt at få hende til at stole på mig først, men hvis du er parat nu..."

Ethvert spor af smil forsvandt fra mit ansigt. "Du imponerer mig ikke."

"Jeg er ikke engang begyndt at prøve på det endnu."

Jeg kantede mig væk fra bordet og stillede mig foran ham. Han var et helt hoved højere end mig. "Ally fortalte mig at du er på tredje år. Hvor mange gange er du dumpet i andetårs-biologi? En gang? To gange?"

"Ally er ikke min talsmand."

"Benægter du at du er dumpet?"

"Jeg kan fortælle dig at jeg ikke gik i skole sidste år." Han så spottende på mig. Det gjorde mig bare mere beslutsom.

"Pjækkede du?"

Harry lagde sin pool-kø hen over bordet og vinkede mig nærmere med en finger. Jeg reagerede ikke. "Skal jeg fortælle dig en hemmelighed?" spurgte han i et fortroligt tonefald. "Jeg har aldrig gået i skole før. Endnu en hemmelighed? Det er ikke så kedeligt som jeg regnede med."

Han løj. Alle gik i skole. Der fandtes love. Han løj for at hidse mig op.

"Du tror jeg lyver," sagde han med et smil.

"Har du aldrig gået i skole - noglesinde? Hvis det er sandt - og du har ret i at jeg ikke tror på det - hvad fik dig så til at beslutte at komme i år?"

"Dig."

En instinktiv angst hamrede igennem mig, men jeg fortalte mig selv at det var præcis hvad Harry ønskede. Så jeg stod fast og prøvede at virke irriteret i stedet for. Men der gik et øjeblik før jeg fandt sammen. "Det er ikke et ordentligt svar."

Han må være gået et skridt nærmere, for pludselig var vores kroppe ikke adskilt af andet end en minimal mængde luft. "Dine øjne, Cassidy. De der kolde, bleggrå øjne er forbavsende uimodståelige." Han lagde hovedet på skrå, næsten som om han ville studere mig fra en ny vinkel. "Og de der dødlærke, svulmende læber."

Jeg trådte er skridt tilbage, ikke så forskrækket over hans bemærkning, men over at en del af mig reagerede positivt på den.

"Så er det nok. Nu går jeg."

Men så snart ordene var ude af munden på mig, vidste jeg at de ikke var sande. Jeg følte trang til at sige noget mere. Jeg løb de tanker igennem der lå som et stort virvar inde i mit hoved, og prøvede at finde det som jeg følte at jeg måtte sige. Hvorfor var han så hånlig, og hvorfor opførte han sig som om jeg havde gjort noget for at fortjene det?

"Du lader til at vide en masse om mig," sagde jeg. Det var århundredes underdrivelse. "Mere end du burde. Du lader til at vide nøjagtigt hvad du skal sige for at få mig til at føle mig dårligt tilpas."

"Du gør det nemt."

Min vrede skød gnister. "Så du indrømmer at du gør det her med vilje?"

"Det her?"

"Det her... med at provokere' mig."

"Sig 'provokere' igen. Din mund ser så indbydende ud når du gør det."

"Så er det slut. Gør dit pool-spil færdigt."

Jeg greb hans pool-kø og stak den frem imod ham. Han tog den ikke.

"Jeg kan ikke lide at sidde ved siden af dig," sagde jeg. "Jeg kan ikke lide at være din makker. Jeg kan ikke lide dit nedladende smil." Min mund fortrak sig - noget som typisk kun skete når jeg løj. Gad vide om jeg løj nu. Hvis jeg gjorde, havde jeg lyst til at sparke mig selv. "Jeg kan ikke lide dig," sagde jeg med al den overbevisning jeg kunne mønstre, og slog køen imod hans bryst.

"Jeg er glad for at biologilæren satte os sammen," sagde han. Jeg sporede en ganske let ironisk klang, da han sagde ordet biologilære, men var ude af stand til at se en skjult mening. Denne gang tog han pool-køen. 

"Jeg arbejder på at få lavet det om," svarede jeg hurtigt.

Harry morede sig så meget at jeg kunne se hans tænder da han smilede. Han rakte ud efter mig, og før jeg kunne komme væk, viklede han noget ud af mit hår.

"Et stykke papir," forklarede han og smed det på gulvet. Da han rakte hånden ud, så jeg et mærke på indersiden af hans håndled. Først troede jeg at det var en tatovering, men endnu et blik afslørede at det var et rødbrunt, let fremstående modermærke. Det havde form som en klat maling.

"Det er et uheldigt sted at have et modermærke," sagde jeg, ikke så lidt foruroliget over at det var samme sted som mit eget. Harry lod skødesløst sit ærme glide ned over håndleddet. 

"Ville du foretrække at det var et mere intimt sted?"

"Jeg ville ikke foretrække det nogle steder." Jeg var ikke sikker på hvordan det lød, og forsøgte igen. "Jeg er ligeglad med om du overhovedet har det." Jeg prøvede en tredje gang. "Jeg er ligeglad med dit modermærke, basta."

"Flere spørgsmål?" spurgte han. "Kommentarer?"

"Nej."

"Så ses vi i biologi."

Jeg overvejede at fortælle ham at han aldrig ville se mig igen. Men jeg ville ikke æde mine ord i mig to gang på én dag.

 

Senere den nat rev et brag mig ud af søvnen. Med hovedet presset ned i puden lå jeg helt stille, med alle sanser i højeste beredskab. Med min mors konstante rejser var jeg vant til at sove alene, og det var måneder siden jeg havde forstillet mig lyden af fodtrin der kom listende hen ad gangen mod mit værelse. Men i nat var det anderledes. Jeg vidste at jeg ikke var alene.

Da jeg drejede hovedet en anelse, fangede jeg et glimt af en skygge der bevægede sig uden for vinduet. Jeg trykkede puden ind til mig og fortalte mig selv at det bare var en sky der gik for månen. Eller et stykke affald der blæste i vinden. Alligevel tilbragte jeg flere minutter med at vendte på at min puls faldt. 

Da jeg havde mod til at stå ud af senge, var gårdspladsen under mit vindue stille og roligt. Den eneste lyd kom fra grenene der skrabede mod huset. Jeg fandt en lommelygte under sengen og foretog et overfladisk tjek af gårdspladsen. Jeg så en nedfalden gren under mit vindue og fodspor i mudderet.

Jeg ville vædde med at jeg havde fundet årsagen til braget. Det var ikke min fantasi. Det var ikke en sky der gik for månen. 

Nogle var klatret op i træet under mit vindue. Nogle udspionerede mig.
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...