Falden Engel - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 11 okt. 2014
  • Status: Igang
At leve i en ung og smuk krop for evigt... Det lyder som et mirakel, men ikke for Harry. Som tidligere engel er det en forbandelse for ham at han nu er lænket til jorden. Cassidy på 16 år får en dag en ny biologimakker. Ganske uforklarligt er der noget ved hans arrogante væsen og mørke sind hun føler sig draget af. Men det er langt fra ufarligt at falde for en falden engel...

1Likes
2Kommentarer
305Visninger
AA

1. Kapitel 1

Holmes Chapel - Nutid

 

Jeg gik ind i biologilokalet og blev stående med åben mund. En Barbiedukke var på mystisk vis fastgjort til tavlen, med Ken ved sin side. De var blevet tvunget til at stå arm i arm og var nøgne, bortset fra nogle kunstige blade, anbragt på få, udvalgte steder. Over deres hoveder stod med tykt, lyserødt kridt:

 

VELKOMMEN TIL MENNESKELIG FORPLANTNING (SEX)

 

Ved siden af mig stod min veninde Ally. "Det er lige præcis derfor skolen har forbudt at man tager billeder med sin mobiltelefon. Et par billeder af det her i eAvisen ville være det eneste bevis jeg behøver for at få skolebestyrelsen til at slagte biologi. Og så kunne vi bruge timen her til at lave noget produktivt i - Som for eksempel at få privatundervisning af lækre fyre fra de ældre klasser."

"Jamen, Ally dog," Sagde jeg. "Jeg troede at du havde set frem til denne time hele semestret."

Ally kneb øjnene sammen og smilede frækt. "Jeg kan ikke lære noget her som jeg ikke allerede ved."

"Du er da jomfru?"

"Ikke så højt!" Hun blinkede til mig netop som det ringede ind, og vi satte os på vores pladser, side om side ved det bord vi delte.

Biologilæren Jack greb fat i sin fløjte der hang og svingede i en kæde om hans hals, og blæste i den. "Sæt jer, mit hold" Jack betragtede biologiundervisningen på andet år i high school som en bibeskæftigelse til jobbet, som for førsteholdet i basketball, og det vidste vi alle sammen.

"Det er måske ikke gået op for jer unger at sex er andet og mere end et kvarter på et bagsæde i en bil. Det er videnskab. Og hvad er videnskab?" Spurgte Jack.

"Kedeligt!," råbte en eller anden nede bag i lokalet.

"Det eneste fag jeg dumper i," Sagde en anden.

Jacks øjne gled søgende hen over første række og standsede ved mig. "Cassidy?"

"Studiet er noget," sagde jeg.

"Lærebogssvar." han gik hen og stødte pegefingeren ned i mit bord. "Hvad ellers?"

"Viden samlet gennem eksperimenter og observationer." Åh nej. jeg lød som om jeg var ved at aflægge prøve til optagelsen af en lydbogsudgave af pensum.

"Med dine egne ord."

Jeg søgte efter et synonym. "Videnskab er en efterforskning" Det lød som et spørgsmål.

"Videnskab er en efterforskning!," sagde Jack og gned sig i hænderne. "Videnskab kræver at vi er spioner"

Udtrykt på den måde lød videnskab næsten sjovt. Men jeg havde været i Jacks klasse længe nok til ikke at nære nogle forhåbninger.

"Godt detektivarbejde kræver øvelse," fortsatte han.

"Det gør sex også," lød endnu en kommentar fra den bagerste del af lokalet. Vi bed alle sammen latteren i os, mens Jack rettede en advarende pegefinger mod drengen som sad med et fjoget smil på læben.

"Det er ikke en del af aftnens hjemmearbejde," Han rettede igen sin opmærksomhed mod mig. "Cassidy, du har siddet ved siden af Ally siden årets begyndelse." Jeg nikkede, men frygtede hvad det næste ville blive. "I arbejder begge to på skolens eAvis." Igen nikkede jeg. "Jeg vil vædde med at i ved en hel del om hinanden."

Ally sparkede mig over benet under bordet. Jeg vidste hvad hun tænkte. At han ikke havde nogle anelse om hvor meget vi vidste om hinanden. Og her mener jeg ikke bare hvad man normalt skriver i sin dagbog. Ally er min u-tvilling. Hun er en lækker blondine med blond hår og grønne øjne og lige et halvt kilo større end frodig. 

Jeg er brunette med grå øjne og massere af krøller der holder imod selv det bedste fladjern. Og jeg er lutter ben, ligesom en barstol. Men der er et usynligt bånd der binder os sammen. Vi sværger begge at denne binding startede længe før vi blev født. Og vi sværger begge at den vil holde resten af livet.

Jack så ud over klassen. "Faktisk vil jeg vædde på at i hver især kender den person der sidder ved siden af jer, ganske godt. Der var en grund til at i valgte de pladser, ikke sandt? Det velkendte. Det er bare ærgeligt at gode detektiver undgår det velkendte. Det sløver efterforsker-instinktet. Hvilket er grunden til vi idag skal prøve at bytte plads."

Jeg åbnede munden for at protestere. "Helt ærligt. Det er april. Skoleåret er snart slut. Du kan ikke begynde at lave om på det hele nu!."

Jack smilede. "Jeg kan lave om på alting indtil sidste skoledag. Og hvis i dumper, har jeg jer igen til næste år, og så begynder jeg forfra."

Ally skulede til Jack. Hun er berømt for den skulen. Det er et blik der gør alt, bortset fra at hvæse højlydt. Jack var åbenbart immun overfor det. Han førte fløjten op til sine læber, og vi fattede pointen.

"Alle jer der sidder til venstre, rykker en plads frem. Dem på første række, det gælder også dig Ally, rykker ned bagved." Ally proppede sin notesbog ned i rygsækken og lukkede hidsigt lynlåsen. Jeg bed mig i læben og vinkede et lille farvel.

Så vendte jeg mig halvt om og tjekkede bordet bag mig. Jeg kendte navnene på alle mine klassekammerater... bortset fra en. Overflytteren. Jack råbte ham aldrig op, og sådan lod han til at foretække det. Han sad og hang ved bordet bagved, og så stift frem med kølige, sorte øjne.  Som altid. Jeg troede ikke et øjeblik på at han bare sad og hang der, dag efter dag, og stirrede ud i rummet. Han måtte tænke på noget, men mit instinkt sagde at jeg nok ikke havde lyst til at vide hvad det var. 

Han lagde sin biologibog på bordet og gled ned på Allys gamle stol.

Jeg smilede. "Hej. Jeg hedder Cassidy."

Hans sorte øjne bordede sig ind i mine, og den ene mundvig trak opad. Det var ikke et venligt smil. Det var et smil der lovede problemer. Med garanti.

Jeg koncentrerede mig om tavlen. Barbie og Ken stirrede på mig med mærkelige, muntre smil.

"Menneskelig forplantning kan være et kildent emne.." begyndte Jack.

"Adr!" stønnede et kor af elever.

"Det kræver at man håndterer der med modenhed. Og som med al viden, er den bedste måde at lære det ved hjælp af detektivarbejde. Nu bruger i resten af timen på at indøve denne teknik ved at finde ud af så meget som muligt om jeres nye makker. I morgen medbringer i et notat med jeres opdagelser, og tro mig, jeg vil efterprøve rettigheden. Det her er biologi, så lad være med så meget som at tænke på at digte jeres svar. Jeg vil se ægte samarbejde og teamwork." Det var et underforstået ellers...

Jeg sad helt stille. bolden var på hans banehalvdel - jeg havde smilet, og se hvad der kom ud af det. Jeg rynkede på næsen og forsøgte at regne ud af hvad det var han lugtede af. Ikke cigaretter. noget stærkere, mere væmmeligt. 

Cigarer.

Jeg så op på uret på væggen og bankede med blyanten i takt med den store viser. Jeg anbragte albuen på bordet og støttede hagen mod hånden. Jeg udstødte et suk.

Fedt. Med det her tempo ville jeg aldrig nå det. 

Jeg holdt øjnene rettet stift fremad, men jeg hørte den bløde kradsen fra hans blyant. Han skrev, og jeg ville vide hvad. At vi havde siddet sammen i ti minutter berretigede ham ikke til at tro noget som helst om mig. Jeg kastede et stjålent blik på ham og så at han allerede var adskillige linjer nede på siden og stadig skrev.

"Hvad skriver du?" spurgte jeg.

"Og hun taler engelsk," sagde han mens han skrev det ned. Hver enkelt håndbevægelse var let og samtidigt doven. 

Jeg lænede mig så tæt ind mod ham som jeg turde, og prøvede at læse hvad han ellers havde skrevet, men han foldede papiret på midten og skjulte listen.

"Hvad skrev du?" forlangte jeg at få af vide.

Han rakte hen efter mit ubrugte papir og trak det hen til sig. Han krøllede det sammen til en kugle. Før jeg kunne protestere, kastede han det hen mod papirkurven ved siden af Jacks kateder. Og ramte plet.

Jeg stirrede et øjeblik på papirkurven, både vantro og vred. Så slog jeg min notesbog op på en ren side.  "Hvad hedder du?" spurgte jeg med blyanten svævende over papiret, klar til at skrive.

Jeg skævede tids nok til at fange endnu et mørkt grin. Det var som om det udfordrede mig til at prøve at liste noget ud af ham.

"Dit navn?" spurgte jeg og håbede at den tøvende klang i min stemme var noget jeg bildte mig ind.

"Kald mig Harry. For eksempel når du ringer til mig."

Han blinkede da han sagde det, og jeg var temmelig sikker på at han gjorde grin med mig.

"Hvad laver du i fritiden?" spurgte jeg.

"Jeg har ingen fritid."

"Jeg går ud fra at vi får karakter for denne opgave, så gider du lige at gøre mig en tjeneste?"

Han lænede sig tilbage i stolen og lagde armene om bag hovedet. "Hvad slags tjeneste?"

Jeg var ret sikker på at det var en hentydning, og jeg ledte febrilsk efter en måde at skifte emne på.

"Fritid," gentog han tankefuldt. "Jeg tager billeder."

Jeg skrev fotografere på mit papir.

"Jeg var ikke færdig," sagde han. "Jeg har taget en hel del af en eAvis jounalist som mener at man skal spise økologisk, som skriver digte i smug, og som gyser ved tanken om at skulle vælge mellem Stanford, Yale og... hvad hedder der der store der begynder med H?"

Jeg stirrede på ham et øjeblik, rystet over hvor præcis han havde ramt. Jeg havde på fornemmelsen at det ikke var et tilfældigt gæt. Han vidste det. Og jeg ville vide hvordan - lige nu.

"Men du kommer ikke til at gå på nogle af dem."

"Gør jeg ikke?" spurgte jeg uden at tænke først.

Han fingre greb fat under sædet på min stol og trak mig længer ind mod ham. Jeg var usikker på om jeg skulle trække mig væk og vise at jeg var bange, eller ikke gøre noget og lade som om jeg kedede mig. Jeg valgte det sidste.

"Selv om du ville stortrives på alle tre universiteter, foragter du dem for at være en præstationskliché," sagde han "At fordømme andre er din trejdestørste svaghed."

"Og min næststørste?" Spurgte jeg i undertrykt raseri. Hvem var den fyr? Var det en eller anden ubehagelig spøg?

"Du ved ikke hvem du kan stole på. Nej, det tager jeg i mig igen. Du stoler på folk - det er bare på de forkerte."

"Og min største?"

"Du holder livet i kort snor."

"Hvad skal det betyde?"

"Du er bange for det du ikke kan kontrollere."

Mine nakkehår rejste sig, og det føltes som om at temperaturen i lokalet faldt drastiskt. Normalt ville jeg være gået direkte op til Jacks karteter og have bedt om en ny plads, men jeg nægtede at lade Harry tro at han kunne afskrække eller skræmme mig. Jeg følte et irrationelt behov for at forsvare mig og besluttede lige på stedet at jeg ikke ville lade mig bakke ud før han selv gjorde det.

"Sover du nøgen?"

Jeg var ved at tabe både næse og mund. "Det ville jeg nok ikke fortælle dig."

"Har du noglesinde været hos en hjernevrider?"

"Nej," løj jeg. Sandheden var at jeg gik hos skolepsykologen, Mendrickson. Det var ikke noget jeg selv havde valgt, og det var ikke noget jeg kunne lide at snakke om.

"Gjort noget ulovligt?"

"Nej." At overtræde fartgrænserne nu og da talte ikke med. Ikke hos ham. "Hvorfor spørger du mig ikke om noget mere normalt? Som for eksempel - mit yndlingsmusik?"

"Jeg gider ikke at spørge om det som jeg kan gætte mig til."

"Du ved ikke hvilken slags musik jeg hører."

"Barok. For dig handler det alt sammen om orden og kontrol. Jeg vil vædde med at du spiller... cello?" Han sagde det som om at han havde grebet sit gæt ud af den blå luft.

"Forkert." Endnu en løgn, men det han sagde, fik det til at risle mig koldt ned ad ryggen og krible i fingrene. Hvem var han i virkeligheden? Hvis han vidste at jeg spillede cello, hvad vidste han så ellers?

"Hvad er det?" Harry prikkede mig med sin kugleping ind imod indersiden at mit håndled. Instinktivt trak jeg mig væk.
"Et modersmærke."

"Det ligner et ar. Er du selvmordstruet, Cassidy?" Hans øjne mødte mine, og jeg kunne mærke at han lo." 

Jeg stak hånden ned i forlommen på min rygsæk, rystede to jerntabeletter ud af et glas og slugte dem hele. Det blev siddende i halsen et øjeblik og fandt vej ned.

Harrys løftede øjebryn undgik ikke min opmærksomhed. "Jeg er anæmisk," sagde jeg. "Jeg er nød til at tage piller flere gange om dagen." Jeg skulle lige til at forklare at jeg tog dem når jeg blev svimmel eller urolig, men tænkte så at det bare ville fryde ham.

Hans mundvige gled opad. "Anæmisk," gentog han. han sagde det på en måde så det nærmest lød som om han var uenig. Som om han vidste mere om mig end min læge.

"Jernmangel," sagde jeg langsomt og velovervejet, sådan som folk tit taler til udlændinge. "Ingen ved helt hvorfor jeg ikke kan få det bedre." Jeg trommede med neglene på bordet. "Nå, men så længe jeg tager mine piller, er det ikke livstruende." Hvorfor snakker vi om det her? Selvom det var en mindre ting, var jeg følsom omkring min blodsygdom og hadede, at den fik mig til at føle mig mærkelig. Jeg forsøgte at holde den hemmeligt, og jeg var sur på Harry fordi han nu havde brugt hele to minutter på at grave i det. Jeg ledte i tankerne efter noget andet - hvad som helst - vi kunne diskutere.

"Forældre, døde eller skilt?" spurgte Harry.

"Jeg bor sammen med min mor."

"Og far?"

"Min far døde sidste år."

"Hvordan?"

Jeg krympede mig. "Han blev skudt. Altså, det her er et personligt område, hvis du ikke har noget imod det."

Der var stille et øjeblik, og det hårde skær i Harrys øjne blev lidt blødere. "Det må være hårdt." Han lød som om han mente det.

"Han var i Bradford for at købe min mors fødselsdagsgave," sagde jeg. "Det var et røveri. De fik aldrig fat i fyren. Jeg har faktisk ikke lyst til at tale om det."

Sandheden var at jeg ikke følte det som om at min far var væk. Lige siden han var død, kom der noget underligt ind i mit liv. Som om nogle kredsede om min verden og holdt øje med mig på afstand. I begyndelsen havde denne spøgelsesagtige ting hylet mig helt ud af den, men da der ikke skete noget slemt, klingede min frygt af. Jeg begyndte at spekulere på om der var et kosmisk formål med det jeg følte. Måske var min fars ånd lige i nærheden. Tanken trøstede mig, men det var ikke noget jeg havde lyst til at afsløre for min skeptiker af en skolepsykolog.

Det ringede ud, og Harry kom på benene og banede sig vej hen mod døren. 

"Vent," råbte jeg. Han vendte sig ikke om. "Undskyld mig...!" Han var ude af døren. "Harry! Jeg fik ikke noget som helst at vide om dig."

Han vendte sig om og gik hen mod mig. Han tog min hånd og skrev noget på den før jeg sansede at trække den til mig.

Jeg så ned på telefonnummeret på min håndflade og lukkede hånden om det. Jeg ville fortælle ham at hans telefon under ingen omstændigheder ville ringe i aften. Jeg ville fortælle ham at det var hans egen skyld, fordi at han havde brugt al tiden på at udspørge mig. Jeg ville en hel masse ting, men sandheden var at jeg bare stod der og så ud som om jeg ikke vidste hvordan jeg skulle åbne munden.

Til sidst sagde jeg. "Jeg har travlt i aften."

"Det har jeg også." Han grinede og gik.

Et øjeblik stod jeg som naglet til stedet og førdøjede det der lige var sket. Havde han med vilje brugt al tiden på at udspørge mig? Så jeg ikke ville få lavet min opgave? Troede han at et enkelt blæret smil kunne redde ham? Ja, tænkte jeg. Ja, han gjorde. 

"Jeg ringer ikke!" råbte jeg efter ham. "Aldrig... noglesinde!"

"Kan du nå at blive færdig med din artikel til imorgen?" Det var Ally. Hun kom hen ved siden af mig, mens hun skrev notater på den notesblok hun havde med sig overalt. "Jeg overvejer at skrive min om urimeligheden i at bytte pladser. Jeg blev sat sammen med en pige som sagde at hun lige var blevet færdig med en lusekur her til morgen."

"Min nye makker," sagde jeg, og pegede på Harry ude på gangen. Han havde en irriterende selvbevidst måde at gå på - den måde man forbinder med falmende T-shirts og en cowboyhat. Harry var ikke iført nogle af delene. Han var typen der gik i sorte Levi's, sort bluse og sorte støvler. Han så ud til at være kvart latino, kvart ægypter og kvart sørøver. Og kvart idiot.

"Ham senior-eleven der blev overflyttet? Han læste sikkert ikke flittigt nok første gang. Eller anden." Hun sendte mig et sigende blik. "Tredje gang er lykkens gang."

"Han giver mig myrekryb. Han vidste hvad for noget musik jeg kan lide. Uden nogen form for antydninger sagde han: 'Barok'." Jeg slap rigtig dårligt fra at efterligne hans lavmælte stemme.

"Et tilfældigt gæt?"

"Han vidst også... andre ting."

"Hvad for eksempel?"

Jeg sukkede. For eksempel mere end jeg havde lyst til at betro hende. "Som hvordan han skulle komme ind under huden på mig." sagde jeg til sidst. "Jeg siger til Jack at han er nød til at lade os bytte tilbage igen."

"Gå du bare igang. Jeg kunne godt bruge noget at hægte min næste eAvis -artikel op på. Andetårselev gør oprør. Eller endnu bedre: Pladsbytning bliver jordet. Mmm. Det kan jeg godt lide."

Da det kom til stykket var det mig der blev jordet. Jack afviste min anmodning til ham om at genoverveje pladsbytningen. Det lod til at jeg hang på Harry.

 

Indtil videre...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...