Sorry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 5 okt. 2014
  • Status: Igang
Alice og Jin har kendt hinanden i mange år. De har kendt hinanden siden de var helt små, men blev skilt da de blev 10 år. En dag mødes de på Alice arbejde pga. noget forretning og de begynder igen at snakke sammen. Deres venskab udvikler sig, men bliver udfordret af deres "Nye liv" som de havde fået efter de var blevet skilt.

2Likes
4Kommentarer
246Visninger
AA

3. Kap. 1

Jeg så hende stadig i mine drømme. Jeg havde stadig fornemmelsen, at hun ledte efter mig. Måske med held ville vi mødes en dag. Måske var hun rejst væk fra landet eller måske var hun flyttet til en ny by.

”Lee Young Hoon? ” En høj mand stod og så ned på mig. Han så gammel ud, måske i starten af 60’erne? Hans rynker sagde i hvert fald, at han ikke var særlig ung længere. Hans hår var halvt gråt og halvt sort, for mig så det dumt ud. Hans tykke mave passede overraskende godt til hans krop. Jeg ved ikke, hvorfor den tanke slog mig, men han ligner i hvert fald lidt en mafia boss.

”Ja, det mig” Jeg smilede svagt og grinte på en sjov måde. Han så ikke ud til, at tage det som en god joke. Stop det så Jin. Du må huske på, at du ikke har råd til at miste endnu et job. Ja, det sandt. Jeg har mistet mange job siden jeg begyndte at arbejde for 3 år siden. Det er ikke fordi jeg var en dårlig forretningsmand. Det nok mere fordi, at jeg altid jokede med alt og alle. Det var vel det jeg er født til at blive? Komikker?

”Vil du følge med? ” Jeg rejste mig hurtigt op og fulgte med den gamle nisse. Det nye arbejde jeg skulle have var i et af de største forretnings firmaer i Sydkorea. Normalt valgte jeg de små forretnings firmaer, men nu var tiden kommet til en ny begyndelse. Min chef førte mig forbi en masse diske, hvor mine nye kollegaer sad og studerede mig. Ikke for at være selvglad, men tøserne så da efter mig. Jeg havde altid fået af vide, at jeg var en flot fyr. I hvert fald af min mor. Hun sagde jeg så godt ud.

”Hr. Lee Young du skal sidde her” Den gamle nisse stoppede brat op og pegede på et rydeligt og nyt bord. Jeg smilede for mig selv og satte mig i den bløde stol, som var overtrukket med læder. Jeg lænede mig tilbage og lukkede øjne.

”Hr. Lee, du skal udfylde disse papir og aflevere dem hos mig senest i morgen tidligt” Jeg åbnede øjne og så en stor stak papir foran mig. Mindst 100 sider. Jeg sukkede tungt og tog en kuglepen frem. Den gamle nisse, Kim Shin jo, ønskede mig held og lykke. Derefter forlod han hurtigt mit bord. Jeg kunne mærke på ham, at han grinede for sig selv. Han synes nok det var sjovt at give sine små arbejdsbier noget at lave. Jeg begyndte uden tøven at skrive det ene papir efter det andet. Efter et stykke tid kunne jeg mærke en masse nysgerrige øjne, som kiggede op over skærmene. Jeg kiggede op, men hurtigt lod de som ingenting. Jeg rystede på hovedet og forsatte mit papir arbejde.

”Undskyld hr. Lee. Mit navn er Alice Flink og ville bare lige byde dig velkommen” Jeg ser op på en høj tynd pige. Jeg kunne tydeligt hører på hendes accent at hun oprindelig var fra Busan, som jeg selv var. Hun havde nogle klare mørke øjne og hendes hår sad i en stram hestehale. Hendes briller virkede lidt for store og gjorde hendes hoved for rundt. Hun mindede mig virkelig om en, som jeg havde kendt.

”Tusind tak Alice. Bare kald mig Young Hoon” Jeg smilede kort og hun så roligt på mig. Hun viste ikke hendes smil, måske var det forbudt?

”Alice, du ligner en jeg har kendt. Har vi nogensinde mødt hinanden før? ” Alice så forskrækket på mig og gemte sit ansigt bag sit lille fine tørklæde. Hun bukkede hurtigt og forsvandt over til sit bord. Jeg så underne ud i luften og forsatte arbejdet.

”Yun, vi to skal være sammen for altid, ikke?” Hun smilede roligt og tog hans hånd. Yun sukkede tungt og klemte sin hånd om hans.

”Jin, vi skal være sammen lige meget hvad ” Jin nikkede svagt og kiggede ud over havet. De to var altid sammen. Lige meget, hvad. Hun tegnede et hjerte i sandet. Han skrev deres for bogstaver inde i hjertet.

”For altid”

 

***

Jeg vågnede med et sæt og så mig omkring. Det var blevet mørkt udenfor og kun skrivebordslampen stod tændt. Ved siden af mig stod min kolde kaffe og halvdelen af den stak papir, som endnu ikke var skrevet færdig. Jeg strakte min krop og gabte. Min chef havde sikkert opdaget, at jeg var faldet i søvn. Godt klaret Lee Young Hoon. Du kan godt forvente en fyreseddel i morgen. Jeg sukkede tungt og rejste mig for stolen. Jeg pakkede papirerne ned i min taske og forlod mit bord. Længere nede kunne jeg se en anden bord lampe, som var tændt. Jeg måtte lige tjekke, hvem der sad der. Jeg stillede min taske op af væggen og gik forsigtigt over mod bordret. Da jeg nåde der hen, så jeg det var Alice, som lå og sov. Jeg smilte for mig selv og lod blikket falde over hendes skrivebord. På bordret stod der et billede og jeg tog det op i hånden. Jeg nær studerede billedet af en lille pige, en mand og en velkendt dreng. Ja, en velkendt dreng. Drengen var nemlig mig. Jeg blev forskrækket og smed billedet fra mig, så det gav et ordentligt smæld. Jeg trak mig skræmt tilbage og så på Alice, som roligt bevægede sit hovedet. Hun mumlede et eller andet, som ikke gav mening ud over mit navn. Jin.

”Det kan ikke være sandt. Hun hed Yun. Ikke Alice” Råbte jeg. Jeg tog min taske og løb i en fart ud af den store bygning. Jeg så mig ikke tilbage før jeg kom ud af bygningen. Jeg havde virkelig dårlig kondi, så jeg hev efter vejret. En bil holdt ind til siden og ud steg en store kraftig mand. Jeg rettede mig op og så koldt på ham. Han gav mig et koldt blik og rystede kort på hovedet. Han forsatte forbi mig og gik ind i bygningen. Jeg sukkede tungt og gik over til min lille bil, som holdt på parkeringspladsen. Jeg havde en fin, lille, rød bil, som var den eneste jeg havde råd til. De andre kørte rundt i BMW’er og hvad der ellers var af dyre biler. Jeg var bare så gammeldags ikke? Jeg rettede på det mørke hår og gik over til min bil. Jeg låste den op og satte mig ind. Alice havde virket så bekendt, da hun stod foran mig. Hendes smil, hendes øjne, hendes hår. Alting. Jeg bed mig i læben og startede bilen.

”Yun, dette er vores skæbne” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...